I 2010 blev anden del af Ungepakken vedtaget. En af de mest centrale ændringer i den forbindelse var den nye uddannelsespligt for de 15-17-årige. Samtidig blev der indført obligatoriske uddannelsesplaner. Uddannelsesplanen skal udarbejdes i et samarbejde mellem den unge, forældrene og UU-vejlederen. I den beskrives planerne for den unges videre uddannelsesforløb efter 9. klasse. Uddannelsesplanen skal samtidig indeholde en uddannelsesparathedsvurdering af den unge i forhold til den ønskede ungdomsuddannelse.

I det tilfælde at den unge ikke passer sit uddannelsesforløb og derfor heller ikke overholder sin uddannelsesplan, kan udbetalingen af ungeydelsen standses. Samtidig åbner de nye love op for, at ungeydelsen kan udbetales direkte til den unge i stedet for til forældrene i de tilfælde, hvor man mener, at forældrene hindrer den unge i at overholde sit uddannelsesforløb og sin uddannelsesplan.

Den unge er således nu forpligtet til at overholde uddannelsesplanen, og udbetaling af ungeydelsen er blevet betinget af dette.

Uddannelsesplan – plan eller personlig forpligtelse?
Lars Løkke Rasmussens tale ved Folketingets åbning i 2009 giver et billede af, hvad det er for et ræsonnement, der ligger bag Ungepakke 2:

”Nu skal vi have de sidste med. De skoletrætte. De rådvilde. Dem, der kan være svære at motivere …
 

… Men det er så sandelig også et forældreansvar. Det understreger vi ved at omlægge børnefamilieydelsen for de 15-17-årige til en ny ungdomsydelse, der kun kan udbetales, hvis den unge er i uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet.”
 

Dette citat viser en bagvedliggende opfattelse om:

• At (de sidste) unge – som ikke er i uddannelse – er skoletrætte, rådvilde og har et motivationsproblem.
• At unges uddannelsesforløb er påvirkeligt af deres forældres ansvarsopfyldelse. 
• At forældrenes ansvarsopfyldelse kan påvirkes af økonomiske incitamenter.

Perspektivet bag reformerne er, at det er de unges personlige, individuelle forhold, der er problemet; deres træthed, rådvildhed og motivation. Samtidig ses forældrenes ansvarsopfyldelse som afgørende for de unges deltagelse.

I bemærkningerne til forslag til lov om ændring af lov om en børnefamilieydelse og forskellige andre love (2009/1 LSF 201) ses en vægtning af motivation, pligt og samarbejde:

”Det er formålet, at bestemmelsen skal anvendes i de tilfælde, hvor eksempelvis den unge selv er motiveret til at samarbejde, men hvor forældrene ikke samarbejder om eller direkte modarbejder den unges efterlevelse af uddannelsesplanen og dermed ikke lever op til deres omsorgspligt som forældre, og hvor en sådan reaktion i øvrigt vil være hensigtsmæssig.”
 

Hvis forældrene ikke samarbejder om – eller direkte modarbejder – den unges efterlevelse af uddannelsesplanen, lever de ikke op til deres ”omsorgspligt som forældre”. Her udbetales ungeydelsen direkte til den motiverede unge i stedet for de ikke-samarbejdende, modarbejdende forældre.
 

Også Venstres daværende uddannelsesordfører, Anne-Mette Winther Christiansen, fokuserer på ansvaret som redskab til at fastholde de unge i uddannelse:
 

”Og med det lovforslag her ligger der en række ændringer og initiativer ... (som) placerer et større ansvar både hos den unge selv og hos forældrene.”

De unges og forældrenes pligt til forpligtelse
Nøgleordene er pligt og ansvar. De unge og deres forældre har pligt til at være ansvarlige. De unge har pligt til uddannelse, forældrene har pligt til omsorgspligt. De skal være motiverede og samarbejdsvillige.

 
Uddannelsesplanen er en social kontrakt. Den er et middel til fastholdelse af de unges og forældrenes pligter i forhold til at tage ansvar for deres egen selvudvikling. For de unge skal planen forpligte dem til uddannelse. Forældrene må være forpligtede til samarbejde og til at leve op til deres omsorgspligt.
 

Målet med uddannelsesplanen er, at den skal udgøre et redskab til forpligtelse for de unge og deres forældre. Genstanden for forpligtelsen er de unges og forældrenes opfattelser, forståelser og indsigter.

Men forpligter uddannelsespligten de unge?
I forbindelse med mit studium på kandidatuddannelsen i socialt arbejde har jeg, sammen med en medstuderende, lavet en undersøgelse af uddannelsespligtens betydning for unge. I den forbindelse interviewede vi fem unge, som alle havde forladt 9. klasse i 2011, og som alle havde fået udarbejdet uddannelsesplaner. Desuden interviewede vi tre UU-vejledere, der var tilknyttet som vejledere på folkeskoler i Randers, og som alle havde erfaringer med uddannelsesplanerne.

Selv om vores undersøgelse ikke kan udgøre et generaliseret billede af alle unges forhold til uddannelsespligten, kan den bruges til at pege på en problemstilling. De havde gået på forskellige skoler i forskellige kommuner og havde derfor også forskelligartede forløb i forhold til udarbejdelsen af uddannelsesplanen. Tre havde gået i skole i Randers Kommune, én i Mariagerfjord Kommune og én i Norddjurs Kommune.

De unge fortæller i interviewene om deres erfaringer med udarbejdelsen af uddannelsesplanerne. Disse interviews tegner et billede af unge, hvis uddannelsesvalg i forskellig grad er påvirkede af deres samarbejde med UU-vejlederen, og som er begyndt på forskelligartede uddannelsesforløb. Men fælles for dem er, at de ikke føler sig forpligtede af uddannelsesplanen.

”Man skal jo have en uddannelse”
De unge kender til, at de skal lave uddannelsesplaner. De er samtidig bekendte med, at der er en forventning om, at de starter i ungdomsuddannelse direkte efter grundskolen, og de forventer det da også selv.

Flere af de interviewede unge er frafaldet deres ungdomsuddannelse, og nogle er startet på nye uddannelsesforløb.
 

Nogle var blevet vurderet uddannelsesparate af UU-vejlederen i forhold til det ønske, de selv havde til ungdomsuddannelse, mens andre havde rettet ind og skrevet under på en uddannelsesplan, som ikke – på kort sigt – var, som de selv ønskede. Der er altså tale om en meget heterogen lille gruppe af unge, som kommer med hver deres baggrund, sociale forhold og med forskellige forventninger til uddannelsessystemet og til dem selv.
 

Fx fortæller en pige, at hun ønskede at komme på handelsskolen efter 9. klasse, men UU-vejlederens vurdering var, at hun havde behov for 10. klasse. Pigens mor var uenig med UU-vejlederen. Trods dette blev 10. klasse skrevet i hendes uddannelsesplan, og hun blev vurderet ikke-uddannelsesparat til handelsskole. I interviewet bliver hun spurgt om, hvordan de løste uenigheden omkring valget af handelsskole eller 10. klasse:
 

”Jamen, jeg fortsatte jo i 10. klasse. Så jeg gav mig jo … Ja, jeg begyndte jo ikke bare på handelsskolen, vel?”
 

Hun fortæller i interviewet, at hun aldrig har hørt om uddannelsespligten og sanktionsmulighederne. Hun bliver også spurgt, hvem hun mener, har haft størst indflydelse på hendes uddannelsesplan:
 

”… lidt vejlederen måske … bare det der med, at han troede, at jeg ikke var klar …”
 

Hun startede derefter i 10. klasse, ikke fordi hun følte sig forpligtet pga. uddannelsesplanen, for hun havde ingen viden om uddannelsesplanens kontraktlige karakter, men fordi hun rettede sig efter, hvad UU-vejlederen mente, at hun skulle.
 

En anden pige er faldet fra sit forløb på teknisk skole, da hun hellere vil gå på gymnasiet. Hun fortæller, at hun godt vidste, at der stod i hendes uddannelsesplan, at hun skulle gå på teknisk skole. Hun fortæller samtidig, at hun selv har bestemt, hvad der stod i hendes uddannelsesplan, og at teknisk skole også var hendes oprindelige ønske. Hun vidste dog ikke, at hun havde pligt til at overholde uddannelsesplanen. Hun bliver i interviewet spurgt om, hvordan hun vidste, at hun skulle have lavet en ny uddannelsesplan, efter at hun havde afbrudt teknisk skole. Men det vidste hun heller ikke:
 

” … det var fordi, at min mor, hun snakkede om, at jeg skulle på produktionsskole på et tidspunkt. Og så skulle vi ned og have lavet sådan en eller anden ting (udarbejde en uddannelsesplan) … ”
 

Hun får derefter lavet en ny uddannelsesplan, hvor hun bliver vurderet uddannelsesparat til gymnasiet, hvor hun starter. Hendes erfaring med uddannelsesplanen er, at den kan ændres efter behov, og at den afspejler hendes egne ønsker. Så hun føler sig heller ikke forpligtet af uddannelsesplanen, men i modsætning til den første pige føler hun, at hun selv har defineret dens indhold.

De uforpligtede unge
De interviewede unge ved ikke, at uddannelsesplanen skal overholdes. De ser ikke uddannelsesplanen som en bindende aftale, og de kender heller ikke til mulige konsekvenser i form af fratræk i ungeydelsen.

De har ikke hørt om uddannelsespligten. De ved ikke, at der sker en parathedsvurdering, og de ved heller ikke, at der er sanktionsmuligheder forbundet med deres pligt til at overholde pligten.
 

Udarbejdelsen af uddannelsesplanen og de unges samarbejde med UU-vejlederen i den forbindelse har påvirket de interviewede unge i deres uddannelsesvalg, men uddannelsespligten har ikke påvirket dem. De føler sig ikke forpligtede af deres uddannelsesplan og heller ikke af uddannelsespligten.
 

De unge ved simpelthen ikke, at de bør føle sig forpligtede.

Hvorfor kender de unge ikke til forpligtelsen?
UU- vejlederne fortæller i interviewene, at de nævner pligten og sanktionsmulighederne på de forældremøder for 9. klasserne, som de deltager i. På nogle af skolerne deltager både de unge og forældrene i disse møder, hvor de bliver informeret.

”… Så har jeg sagt (til forældremøderne): ’I værste tilfælde så kan vi i realiteten trække i børnepengene. Men der foregår jo mange ting inden, ikke?’”
 

Samtidig udtrykker de tre UU-vejledere en tilbageholdenhed i forhold til at italesætte pligten. På vores spørgsmål, om han informerer forældrene og de unge om uddannelsespligten og de tilknyttede sanktionsmuligheder, svarer vejlederen i ovenstående eksempel:
 

”… Vi blev vist nok enige om ikke at bruge det som trussel, men mere se på det i det givne tilfælde. Men vi har aldrig været ude for det. Netop fordi vi bruger så meget tid på at guide og vejlede dem.”

Men bør de også egentlig kende til pligten?
Hvis de unge er i uddannelse, selv om de ikke kender til den forpligtelse, der er knyttet til uddannelsesplanerne, så er det vel i bund og grund ikke et problem? Og selv om uddannelsesplanen ikke forpligter de unge, udgør den måske alligevel et godt redskab i forhold til afklaring m.v.? Taler UU-vejlederne mindre om pligter og sanktioner, fordi det ikke udgør en del af deres redskabskasse i forhold til arbejdet med de unge?

En af de interviewede UU-vejledere udtrykker det således:
 

”Det gælder jo grundlæggende om at bruge sin sunde fornuft. Og vi tænker ikke over det. Netop fordi vi har de arbejdsrutiner, som vi har. Det er ikke aktuelt for os at gøre brug af det, det er ikke aktuelt for os at true med det … Jeg tror, at I får virkelig svært ved at finde nogen, der bruger den der sanktionsmulighed.”
 

Men UU-vejlederne har pligt til at informere de unge og deres forældre.
 

I lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v. er UU-vejledernes oplysningspligt beskrevet i § 2 a, stk. 4, hvor der står, at både de unge og forældrene skal oplyses om de mulige konsekvenser, hvis uddannelsespligten ikke overholdes. Desuden overtrædes dialogprincippet, som er lovfæstet i retssikkerhedslovens § 4, hvis ikke alle de juridiske betingelser fremlægges for de unge og deres forældre.

Så de unge har brug for at kende til forpligtelsen. Dels fordi det er den politiske hensigt med loven, at de unge skal føle sig forpligtede. Men særligt fordi der kan træffes afgørelser om standsning af ungeydelsen på et grundlag, som er uoplyst for de unge. Det er et problem, hvis den enkelte unge ikke er klar over, at hans adfærd, i forhold til deltagelse, er afgørende for hans forældres ydelser.

Referencer 

• Andersen, Niels Åkerstrøm (2003): Borgerens kontraktliggørelse. Hans Reitzels Forlag. Kbh.
• Lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v. (LBK nr. 671 af 21/06/2010).
• Forslag til lov om ændring af lov om en børnefamilieydelse og forskellige andre love (2009/1 LSF 201). Samt bemærkningerne hertil.
• Bekendtgørelse om vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv (BEK nr. 873 af 07/07/2010).
• Bekendtgørelse af lov om en børne- og ungeydelse (LBK nr. 964 af 19/09/2011).
• Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (LBK nr. 930 af 17/09/2012).
• Bertel Haarders fremsættelsestale, 30. november 2006.
• Ordførertale af Anne-Mette Winter Christiansen, 22. april 2010.
• Lars Løkke Rasmussens åbningstale, 6. oktober 2009.