"Min lejlighed er for rodet lige nu."

VejlederForum besøger 21-årige Amanda Menko Lorenzen i et mødelokale i et opgangsfællesskab for mennesker med forskellige diagnoser i den nye bydel Teglholmen i København. 

Foran Amanda ligger en stress-slange, som hun nulrer under hele interviewet den næste halvanden times tid. Slangen hjælper hende med at holde fokus under den stresssituation, som interviewet er. "Ellers ville jeg ødelægge papir eller pille appelsinskræller i tusind stykker," siger Amanda, der fortsætter uden at blive spurgt: "Skal jeg fortælle dig, hvad der har gjort det så svært for mig i skolen?"

Jeg mistede min personlighed
Amandas historie er fortællingen om en pige, der havde sociale problemer, fra hun gik i børnehave, som gik til psykolog, fra hun var syv år, og først i sjette klasse fik stillet diagnosen Asperger og ADD (Attention Deficit Disorder). Det er også historien om en pige, der har følt sig forkert næsten hele livet, og hvor følelsen blev forstærket af, at hun fik diagnosen lige før puberteten i en følsom periode af livet, og at diagnosen kom ud til omverdenen, før hun var parat til det.

"En måned efter jeg fik diagnosen, skulle klassen have det at vide. Jeg tudede og græd og bad min lærer om ikke at sige det. For jeg havde slet ikke accepteret det og vidste, at nu ville det blive 100 procent sværere for mig."

Bagefter sagde kammeraterne i den bedste mening: Nu ved vi, hvorfor du er, som du er. De hentydede til Amandas ekstreme interesse i dyr, hendes behov for at få tingene at vide to gange, de sociale vanskeligheder og hendes behov for at trække sig tilbage og være alene.

"I det øjeblik var det, som om jeg mistede min personlighed. For mig var dyreinteressen og alt det andet min personlighed. Resultatet var, at jeg lukkede ned for, hvem jeg var. Jeg gjorde alt for at passe ind. Jeg droppede dyreinteressen. Jeg tolkede på alt, hvad folk sagde. Og jeg følte mig mere og mere  unormal. I ottende klasse var jeg meget skoletræt og træt af alt. Jeg kæmpede med min diagnose."

En glad facade
Når Amanda tænker tilbage på skoletiden, mener hun, at der var for mange krav, og at hun burde have fået lov til accepteret diagnosen i sit eget tempo.  

"Lærere og vejledere stemplede mig som en del af en gruppe, nemlig dem, der havde autisme, i stedet for at kigge på hvem jeg var – Amanda. Alle med en diagnose reagerer ikke på samme måde. Jeg blev smidt ud på dybt vand. Jeg oplevede det, som om jeg blev sat i bås, som om min personlighed var autismen. De burde have talt om, at jeg havde vanskeligheder i stedet for at stemple mig som handicappet. Jeg var stort set altid hos de normale, undtagen når jeg havde specialundervisning alene med en lærer. De mange timer i klassen drænede mig for energi. De burde have lavet en lille speciel klasse sammen med andre, der også havde brug for noget specielt."

Amanda understreger, at det ikke er sikkert, at andre med Asperger ville have det bedst på den måde. For hende var skoletiden fuld af nederlag og skoleskift og endte med en depression. Undervejs var Amanda god til at skjule sine problemer.

"En typisk pigeting er, at vi er gode til at ”mimikke” det sociale. Derfor tænkte lærerne mange gange: Der er ikke noget galt med Amanda, det går meget godt. Men den glade facade har givet mig mange problemer. Når jeg ringede til min mor og sagde, at jeg ikke kunne klare det, konfronterede hun skolen. Lærerne sagde: Det forstår vi ikke. Hun står ude i skuret med de andre og smiler.

"I dag har vi fundet en løsning, hvor min kontaktperson spørger, hvordan jeg har det fra 1-10. Hvis jeg siger 6, spørger hun: Hvad skal der til, for at du kommer op på 10? Det er vigtigt, at de graver lidt dybere."

En nederen type
Efter folkeskolen gik Amanda hjemme et helt år og lavede ingenting. Hun var depressiv.

"Min motivation til livet var helt nede. Jeg ville ikke uden for en dør."

Kommunen anbragte hende på en efterskole, hvor alle havde diagnoser eller alvorlige problemer. Hun blev sat sammen med en gruppe unge med Downs Syndrom.

"Er jeg sådan?", tænkte Amanda. Selvtilliden blev dårligere, og hun begyndte at hade sin diagnose endnu mere. De eneste på skolen, hun følte sig på bølgelængde med, og som hun lignede blot en lille smule, var unge fra meget socialt belastede familier.

"Der var ligesom ikke andre. Så hang jeg ud med dem, der lavede hærværk. Jeg begyndte at ryge. For jeg ville så gerne passe ind og var desperat for at få venner efter et helt år alene derhjemme. Den første dag gik jeg op på taget for ikke at stå tilbage fra gruppen og fik min første advarsel om at blive smidt ud. Jeg begyndte at blive en nederen type. Et halvt år senere stoppede jeg. Kommunen skulle have lyttet på, hvad jeg ville i stedet for, hvad der stod i papirer og skemaer. De havde bestemt mit forløb, selv om det ikke gav mening for mig."

Senere var hun på daghøjskole, hvor handicappene var delt op efter, hvor meget, de greb ind i den enkeltes liv.

"Det hjalp mig op igen og på rette spor."

Men udfordringerne stoppede ikke der. Efter daghøjskolen startede Amanda efter eget ønske på en husholdningsskole, hvor hun gjorde alt for at skjule, at hun havde en diagnose. Hun fandt sammen med nogle piger, hun syntes var seje. Men efter et halvt år vendte de sig mod hende og forsøgte at mobbe hende ud. Det lykkedes ikke for dem. Amanda holdt ud og blev der i to år og fuldførte skolen.

Efter sommerferien starter hun på et praktikforløb på en restaurant. Målet er at starte på hotel- og restaurantskolen, og drømmen er at arbejde i et køkken.

"Det sværeste er, at jeg skal være mange timer på skolen. Imens er der ikke støtte til mig, og jeg har brug for pusterum, hvor jeg kan lade batterierne op. Her, hvor jeg bor, har jeg støtte fra pædagoger i det daglige. Jeg har samtaler med dem, og de følger mig, hvis jeg skal et nyt sted hen.

Som alle andre vil jeg gerne leve op til mine egne forventninger. Jeg har mange drømme, men det er ikke sikkert, at de er realistiske. Jeg er en ung kvinde og burde have masser af energi, men jeg bruger meget energi på at tænke, så meget at jeg stadig har brug for en middagslur." 

I dag holder Amanda jævnligt foredrag for UU-vejledere og forældre, hvor hun fortæller, hvordan det er at have en diagnose, og hvordan omverdenen bedst forholder sig til det. Der bruger hun ofte et bestemt billede:

"Mit liv er som et glas fyldt med væske. Andre tømmer det, når det er ved at være fyldt op. For mig flyder det nemt over, og så går jeg helt ned."