I Rudersdal Kommune følger 96,5 procent af de skolepligtige børn den almindelige undervisning i stedet for eksklusion til specialklasser og specialskoler. Tallet er 1,6 procentpoint højere end en repræsentativ undersøgelse i 12 kommuner* og lever op til KL og regeringens inklusionsmål, hvor andelen af elever i den almindelige undervisning skal øges til 96 procent i 2015. Spørger man udviklingschef i Rudersdal Kommune Morten Kliim-Due, er det vigtige, hvad tallene dækker over.

"Vi har ikke inklusion som et sparemål. Det er en langsigtet strategi, hvor vi opprioriterer indsatsen, for at flere kan blive en del af samfundet. Vi høster ikke den halve million, når et barn bliver på en skole i kommunen frem for at blive sendt til et specialtilbud, men bruger ressourcerne på skolerne, så pengene bliver ved børnene, tættere på normalmiljøet. Pengene bliver for eksempel brugt til supplerende læremidler, til støtte til eleven eller til indretning af de fysiske rammer ud fra barnets behov."

Inklusionskonsulent og teams 

Tilbage i 2011 udviklede en styregruppe i Rudersdal Kommune en strategi for den gode inklusion ud fra ønsket om at gøre folkeskolen bedre for alle børn. Strategien har blandt andet resulteret i ansættelsen af en inklusionskonsulent, som dækker hele kommunen, primært på skolerne, men også styrker samarbejdet i overgangen fra skolens beskyttede miljø til kultur- og fritidstilbuddene, så udsatte unge kan agere i forskellige miljøer og ikke strander alene hjemme bag computeren efter skoletid. 

I alle indsatser er der fokus på faglighed i en balance mellem specialist- og generalistfaglighed samt teamarbejde og via efteruddannelse lokalt på skolerne. Efteruddannelsen spænder bredt fra, hvordan man håndterer klasserumsledelse med børn med adfærdsvanskeligheder, til, hvordan mange fagligheder kan arbejde sammen. Kommunens inklusionskonsulent har etableret ressourceteams på flere skoler. Planen er, at hver skole skal have sit eget team, som typisk består af en inklusionsvejleder, som erstatter de gamle koordinerende specialundervisningslærere og får en ny diplomuddannelse i inklusion fra UCC, en AKT-vejleder og fx en pædagog. 

"Det primære mål med de nye teams er at starte den tidlige indsats, før en problemstilling bliver til en sag, der ikke er forsøgt løst i den daglige praksis. Specialcentret forsvinder lige så stille. I stedet kan medarbejderne løbende søge hjælp og bistand hos de nye teams. Også vejlederne kan trække på teamet og omvendt for at se, hvilke muligheder et barn har. Vi integrerer også elev- og uddannelsesplaner, så faglærere, vejledere og specialistfaglighederne arbejder sammen," fortæller Morten Kliim-Due. 

Vejlederne er ikke gæster 

Morten Kliim-Due vil nødigt danne et billede af en vejleder, der kommer flyvende ind med en uddannelsesplan i de senere klasser og så flyver væk igen, især når det gælder børn, hvis tilgang til en ungdomsuddannelse er svær. Men han brænder for at styrke samarbejdet. 

"Vejlederne kommer ofte for sent ind. Vi vil sikre, at vejlederne samarbejder med specialistfagligheden og generalistfagligheden i teamet og prioriterer undersøgelser og aftaler, så det ikke bliver til panikmanøvrer til sidst op mod 9. klasse. Vejlederne skal være en integreret del af indsatsen, ikke som gæster, men hvor de tidligt kan tegne nogle positive forventninger til andet end det almene gymnasium." 

Ligeværdighed 

I forhold til de overordnede tanker om begrebet inklusion mener Morten Kliim-Due, at det burde opløse sig selv. 

"I sin yderste konsekvens har skolen til opgave at undervise alle børn. Modsætningen eksklusion opstår først, når skolen identificerer, at der er nogen, der ikke passer ind. Så det må være skolen, der skal imødekomme alle børn og ikke omvendt." 

Han fortsætter:

"Alle mennesker ønsker at være en del af et fællesskab. Det afgørende for lærere, pædagoger og vejledere er, at de hele tiden skal afgøre, om betingelserne er til stede for hvert enkelt barn. Det skal være et ligeværdigt fællesskab, som børnene selv er med til at skabe, så de ikke bare er der på tålt ophold." 

Faldgruber og farer 

På rejsen mod mere inklusion i folkeskolen er der både faldgruber og farer. 

"Nogle af de børn, som er sværest at identificere og placere, er gråzonebørnene, som er gode til at skjule deres problemer og på overfladen fungerer fagligt og socialt. Dem, der spræller med arme og ben, skal vi nok få øje på," siger Morten Kliim-Due. 

Det er også vigtigt løbende at holde øje med udviklingen i gruppedynamikker. 

"Både for fysisk og psykisk handikappede gælder det, at især yngre børn er gode til at inkludere dem i gruppen. Omkring puberteten kan dem med et handikap glide ud i periferien og få problemer med selvforståelsen. Der skal vi være der som voksne og hjælpe dem igennem og for eksempel foreslå en periode på en specialskole, hvor de kan møde andre, der ser verden gennem de samme briller, og hvor de kan genkende deres egne reaktioner." 

Den allerstørste fare for hele inklusionsprojektet i folkeskolen er Morten Kliim-Due ikke et sekund i tvivl om. 

"Grundlæggende bakser vi med inklusion i folkeskolen for at få hele mennesker ud på den anden side med mod og ballast til en ungdomsuddannelse og arbejdsmarkedet. Faren er, at de strander dér, fordi de møder en mur, hvor uddannelsessystemet og arbejdsmarkedssystemet ikke er gearet til dem. I Italien har de for 40 år siden valgt fuld inklusion på alle felter: skole, ungdomsuddannelse, videregående uddannelse og arbejdsmarked. Det kunne vi lære noget af, så den unge ikke sidder som 25-årig og siger: "Jeg kan lige så godt gå på pension." Der begynder at ske tiltag på ungdomsuddannelsesområdet. Men netop på arbejdsmarkedsområdet og i det offentlige må man kigge indad og trække nogle streger, så der er incitament til at rumme dem, som ved første øjekast ikke passer ind i vores generelle dagsorden om stadigt større effektivitet og kvalitet for de samme ressourcer. Det er jo som regel vores skrøbeligste medborgere, der vælges fra i den sammenhæng – også i den offentlige sektor." 

* Fra dokument om regeringen og KL’s status for kommunernes omstilling til øget inklusion. Inklusionstallet for 2013 i de 12 kommuner er 94,9 procent.