Med folketingets vedtagelse af egu-uddannelserne og STU-lovgivningen blev der for alvor etableret uddannelsestilbud for unge med særlige behov. Og for mange var det en stor glæde, at folketinget vedtog lovgivningen om STU i enighed – det sikrede stor national opbakning til den nye uddannelse! Efterfølgende har diskussionen og spørgsmålene imidlertid bølget frem og tilbage – lige fra, om der overhovedet er behov for denne uddannelse, til, om der er behov for en overbygning, om der er for mange fejlvisiteringer til uddannelsen, og om kommunerne overhovedet skal have ansvar for uddannelsen. Det sidste især begrundet i, at den enkelte unge kan blive udsat for kommunale spareøvelser i stedet for et målrettet uddannelsestilbud.

I Foreningsfællesskabet Ligeværd hilste vi meget tidligt den nye uddannelse særdeles velkommen. For første gang oplevede vi, men især de unge og deres forældre, at nogle tog deres situation og fremtid alvorligt. Men efterfølgende har vi desværre også konstateret, at rigtig mange mangler kendskab til både formål, uddannelse og praktiske forhold omkring den unge.

En anderledes uddannelse

I forhold til den gængse opfattelse af uddannelser er STU-uddannelsen absolut anderledes. Både i sin form, indhold og især i det praktiske er der tale om helt nye begreber og indhold, og uddannelsen er betydeligt bredere og spænder over flere forvaltninger i kommunerne. For vejlederne betyder det væsentligt større udfordringer end vejledning til de traditionelle uddannelser, der alle er forankret i statsligt regi, ofte som selvejende institutioner.
 

De traditionelle uddannelsestilbud har primært fokus på det faglige indhold. STU-uddannelsen har fokus på det helhedsorienterede i forhold til den enkelte unge. I praksis betyder det, at indholdet i uddannelsen både kan være sociale forhold, personlig udvikling, fagligt indhold eller bare det at begå sig i samfundet, få et hjem til at fungere – og i enkelte tilfælde blot at kunne tilegne sig et sprog. Unægtelig noget af en mundfuld for en vejleder, men ifølge vores erfaringer absolut ikke en umulig opgave.

Målgruppen

Unge med særlige behov egner sig absolut ikke til gruppevejledning. Skal vejledning af unge med særlige behov overhovedet komme i nærheden af succes, er det væsentligt, at den enkelte vejleder fra absolut første kontakt med den unge får et endog meget præcist indblik i den unges baggrund og forudsætninger. Og målgruppen er meget bred og derfor vanskelig at beskrive præcist. Målgruppen dækker multihandicappede, for hvem blot det at tilegne sig et brugbart og forståeligt sprog kan være et mål, unge med psykiske problemstillinger – måske den største målgruppe – unge med sociale forbier, som gennem det meste af deres tilværelse har levet stort set uden kontakt med andre mennesker, unge fra socialt dårligt stillede hjem, sent udviklede unge samt unge med fysiske handicaps.
 

Mange af de mere velfungerende unge i målgruppen befinder sig endvidere i grænseområdet i forhold til at gennemføre en egu-uddannelse eller dele af en anden ungdomsuddannelse. Og så er der gruppen af unge, som på et meget smalt område har helt særlige kompetencer, som fx beskrevet i filmen Rain Man, hvor Dustin Hoffman spiller autist med specielle matematiske kundskaber.
 

Den meget store spredning i målgruppen gør vejledning af unge med særlige behov til en betydelig vanskeligere og mere ressourcekrævende opgave end den mere brede almindelige vejledning. Men erfaringerne i Foreningsfællesskabet Ligeværd er til gengæld også, at hvis vejlederen giver sig tid til at sætte sig grundigt ind i den enkeltes helt konkrete og individuelle udfordringer, så kan vejledningen føre til et endog meget gunstigt resultat for den unge.

Fælles træk i målgruppen

Fælles for alle i målgruppen vil i høj grad være mangel på selvværd, selvtillid og i mange tilfælde desuden tilbagevendende depressioner. Dertil kommer, at mange meget tidlig i folkeskolemiljøet og fritidslivet har oplevet eksklusion fra ”det gode” selskab. Og helt ekstremt bliver det, hvis den unge desuden kommer fra en familie med et meget svagt socialt grundlag. I sidstnævnte tilfælde vil en sådan familie netop være præget af manglende eller svagt netværk til de fora, hvor der formidles viden om almindelige retskrav i forhold til kontakten til offentlige myndigheder, jobåbninger og lignende. Et sådant manglende netværk er en alvorlig hindring for, at familien kan begå sig i forhold til offentlige myndigheder, udtrykke sig forståeligt og ikke mindst få kontakt til mulighederne på arbejdsmarkedet, enten i form af fritidsjob eller egentlige regulære jobåbninger.
 

Mange af de unge er desuden præget af manglende boglige forudsætninger, hvilket har givet dem en bagage fuld af negative oplevelser, hvor de ikke slog til eller ikke blev accepteret, og som følge deraf gentagne gange har oplevet mobning. Desværre er man først ret sent i folkeskoleregi blevet mere opmærksom på de forskellige problemstillinger, fx blev børn med særlige behov ofte sendt til specialundervisning i ”flok”, hvor de mere indadvendte var sammen med udadreagerende, hvilket resulterede i nærmest daglige konfliktsituationer. Netop sådanne forhold har gjort, at mange unge har fået et negativt forhold til pædagoger og ofte også mere generelt til offentlige myndigheder.
 

Unge, der gennem barndommen og folkeskolen har oplevet sådanne forhold, kan efter Foreningsfællesskabet Ligeværds erfaringer groft sagt opdeles i fire hovedgrupper:

1. de skrøbelige
2. de bogligt svage
3. de isolerede
4. de fysisk udfordrende. 

Det er derfor ikke ligegyldigt, hvilken vejledning der rettes mod den enkelte. Skal vejledningen krones med succes, er det afgørende, at der netop her tages afsæt i den unges egne forudsætninger og ikke i, hvor der tilfældigvis er plads til vedkommende.

De skrøbelige og de isolerede

De skrøbelige og de isolerede er ofte karakteriseret ved manglende eller meget lidt selvværd. Dertil kommer en nærmest permanent depression, panikangst, fremmødeangst og lignende. Blot det at møde op på en arbejdsplads, gå ind i et frokostrum, hvor der sidder mange andre, deltage i fælles møder eller sociale arrangementer vil nærmest være en uovervindelig handling. En væsentlig hjælp til denne målgruppe er en mentorordning, hvor en respekteret person på et uddannelsessted eller en arbejdsplads knyttes til den unge, tager vedkommende med til frokost inden alle andre, er med ved fællesmøder, sociale arrangementer og lignende.
 

Målgruppen har oftest særdeles vanskeligt ved at etablere sociale relationer, har måske utallige venner på Facebook og lignende sociale medier, men er i hverdagen isoleret fra andre unge. De deltager sjældent eller aldrig i fritidsaktiviteter og får som følge heraf ikke udviklet deres sociale kompetencer og netværk.

De bogligt svage og de fysisk udfordrende

Modsat den før beskrevne målgruppe har denne gruppe ofte visse sociale relationer. Dog føler mange fra målgruppen, at de tidligt er blevet hægtet af i forhold til såkaldt almindelige unge i samfundet, og nogle søger derfor alternative fællesskaber. I ekstreme tilfælde har vi i Foreningsfællesskabet Ligeværd oplevet, at vores tilbud til dele af målgruppen konkurrerer med tilbud fra såkaldt mere rockerdominerede fællesskaber. I modsætning til det etablerede samfund kan disse grupper tilbyde de unge både fællesskab, anerkendelse, respekt gennem uniformering, gode ”lønninger og netværk”.
 

For netop at modvirke denne tendens har vi i Foreningsfællesskabet Ligeværd i flere år forsøgt at finde egnede aktiverings- og især uddannelsessteder til de mere fysisk udfordrende. I samarbejde med flere entreprenørvirksomheder og fagbevægelsen, bl.a. 3F Aarhus Rymarken, har vi udviklet et anderledes STU-forløb inden for betonbranchen, hvor et betonsjak med en mentor inkluderer den unge i arbejdet. Men også projekter inden for landbrugssektoren i samarbejde med Havredal Praktiske Landbrugsskole har vist, at et STU-forløb for målgruppen kan føre til uddannelser, som sikrer den unge både et arbejds- og fritidsliv. Et betonsjak har sin helt egen jargon og sammenhold, og et landbrug har masser af tilbud baseret på stor maskinkraft og synlige resultater.
 

Ovenstående beskrivelser og eksempler er udelukkende medtaget for at vise, at vejledning af unge med særlige behov er betydelig mere kompleks end vejledning af øvrige unge, at mange vil være ramt af flere af de nævnte problematikker, og at det er nødvendigt at tænke i helheder. I Foreningsfællesskabet Ligeværd hilser vi det derfor meget velkommen, at der i den kommunale sektor nu etableres såkaldte tværgående teams med personale fra flere forskellige forvaltninger, hver med deres ekspertviden. En helt klar styrke i forhold til indsatsen over for unge med særlige behov, idet de nu ikke længere bliver kastebold mellem flere forskellige forvaltninger. En inddragelse af vejlederne i teamet vil uden tvivl være en yderligere styrke!

Realistiske mål

I den konkrete vejledningssituation er det vigtigt, at vejlederen sikrer sig, at den unge forstår og efterfølgende kan arbejde med de informationer, han eller hun modtager. I sig selv en meget vanskelig situation, når man generelt har svært ved at forstå flere forskellige sammenhænge. I Danmark er man myndig med sit fyldte 18. år, uanset om man langtfra er moden som 18-årig, hvilket er et stort problem i arbejdet med vores målgruppe. Netop derfor er det væsentligt, at den unge har en bisidder med til alle samtaler, enten i form af forældre eller en selvvalgt bisidder.
 

Skal vejledningen krones med succes, er det især vigtigt, at den indeholder realistiske og konkrete mål – og ikke tager retning mod en kommunal hyldevare. Vejlederen skal på forhånd have afdækket den unges baggrund og problemstillinger. Ofte oplever vi, at den unge har helt urealistiske mål, som mange kan være forholdsvis gode til at fremføre og fastholde. Netop derfor er det vigtigt, at vejledningen er sammenhængende – også på tværs af flere forvaltninger.
 

Vejledningen skal endvidere foregå i en tillidsvækkende atmosfære, et trygt miljø og især med én fast vejleder tilknyttet, uanset om opgaven fordeler sig over flere forvaltninger. Det vil være fuldstændig urimeligt, at et ungt menneske, der i forvejen har svært ved at begå sig i det offentlige rum, på eget initiativ skal finde vej gennem den kommunale sektor. Det er også vigtigt, at den unge træffer den samme vejleder næste gang, vedkommende møder op i den kommunale forvaltning. Målgruppen egner sig absolut ikke til vejlederskift.
 

Stort set alle fra målgruppen vil have brug for faste strukturer og overskuelighed. Netop derfor er det vigtigt, at der opstilles realistiske delmål, som der kontinuerligt bygges videre på, og at der mellem forløbene etableres en støttende opfølgning.
 

Selve vejledningen skal baseres på et klart og tydeligt sprog, meget gerne i form af visualisering, og skal altid afsluttes med en fælles forståelse for indhold, mål og muligheder samt aftale om opfølgning. Og netop her er det vigtigt at fremhæve, at opfølgningen også skal omfatte tiden efter endt uddannelse. Hvis ikke, falder den unge endog meget hurtigt tilbage til ståstedet, før uddannelsen blev påbegyndt.

Valg mellem flere muligheder – og helhedsorienterede tilbud

I forhold til lovgivningen har den unge ret til valg mellem flere muligheder. Ofte oplever vi i Foreningsfællesskabet Ligeværd desværre, at kommunerne kun tilbyder uddannelser i eget regi og udelukker eksterne tilbud eller tilbud på tværs af kommunegrænserne. Dette er bestemt ikke i henhold til gældende lovgivning. Ofte oplever vi også, at et tilbud udelukkende omfatter tiden mellem kl. 8.00 og 14.00. Den resterende del af døgnet overlades den unge til sig selv. Mest succesfulde – og givende for den unge selv – er de tilbud, hvor man inddrager den helhedsorienterede tankegang fuldt ud. Det betyder, at vejledning og tilbud også skal omfatte botilbud, hjælp til madlavning, vask, rengøring og ikke mindst fritidsaktiviteter. Inddrager man allerede fra starten disse forhold, sikrer man den unge et uddannelsesforløb, der så vidt muligt gør den unge selvhjulpen og dermed resulterer i et livsforløb med indhold, venskaber, oplevelser – livskvalitet – som for alle os andre.
 

Ofte har vi desuden oplevet, at et veltilrettelagt STU- eller egu-forløb har resulteret i, at den unge tilegner sig forudsætninger for efterfølgende at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. For os en stor succes. Desværre har andre brugt dette som eksempel på, at den unge er fejlplaceret, og at man derfor skal begrænse optaget på de særligt tilrettelagte uddannelser. I Foreningsfællesskabet Ligeværd står vi helt uforstående over for dette. På andre uddannelser påpeger man netop det vigtige i, at et ungt menneske kan gå fra en Egu-uddannelse til en overbygning som fx ingeniør, installatør eller lignende. Hvorfor skal samme muligheder, bare på et andet plan, ikke gælde for unge med særlige behov?
 

Unge med særlige behov har i øvrigt nøjagtigt samme behov som alle andre. Hvorfor skal de ikke også have muligheden?

Foreningsfællesskabet Ligeværd består af: (LL) Landsforeningen Ligeværd, (UFL) Unge for Ligeværd, (FUS) Foreningen af uddannelsessteder, (SL) Skolesammenslutningen Ligeværd, (DHI) Den Helhedsorienterede Indsats, (BUS) Bo- og udviklingsfonden for borgere med særlige behov