Når man står og venter på bussen i Tyskland i denne tid, sker det, at ens øjne fanges af en plakat med to søde unge mennesker: Lidt genert smiler pigen til drengen, der lader, som om han er optaget af sin smartphone, mens han ligesom tilfældigt og småforelsket strejfer hendes ene ben med to fingre. Så er det, man opdager, at han sidder i kørestol. Han mangler nemlig det ene ben. Inklusion giver sommerfugle i maven, lyder plakatens tekst.
 

Yannick Hirse, drengen på billedet, fortæller i et interview, at han faktisk plejer at gå med benprotese og træner for at deltage i De Paralympiske Lege i London. Inklusion som skønmaleri eller en sjælden virkelighed?

Ud over at være ansvarlig for plakaten stiller den private velgørende organisation Aktion Mensch. Das wir gewinnt spørgsmål som: ”Kan man komme op ad karrierestigen, når man går med krykker?” ”Må man synes, at drenge i rullestol er dumme?” Kampagnen, der begyndte i 2011, retter hele Tysklands blik hen imod inklusion i alle livets områder og faser: skole, arbejds- og fritidsliv, tilgængelighed, selvbestemmelse, både for den, der lever med risikoen for at blive ekskluderet, og for alle dem, der kunne tænke sig at initiere et inklusionsprojekt eller arbejde som frivillige. Uddannelser med et særligt inklusionssigte kan man også inspireres til, fx en master i etablering af fysisk tilgængelighed i bygninger.
 

Organisationen, der siden 1964 har uddelt mere end 3 mia. kr. til almennyttige formål, bl.a. via indtægter fra et socialt fjernsynslotteri, er ikke den eneste, der gør en indsats for, at ånden fra Salamanca skal indgydes hverdagens ægte udfordringer.

Alle politiske sejl er sat

Fra den tyske regerings side er hele 2013 udråbt til at være inklusionens år, samtlige partier har gjort inklusion til et megaemne i valgåret, og regeringen har udnævnt en særlig inklusionskommissær, Hubert Hüppe fra de kristelige demokrater, en glødende fortaler for inklusion. Hver eneste af de 16 tyske delstater har inklusionstilforordnede og en inklusionsstrategi. På forbunds- og delstatsniveau er der desuden etableret en syndflod af netværk og best practice-institutioner.

For selv om Tyskland underskrev Salamaca-erklæringen i 2009, og nogle delstater (Hamborg og Niedersachsen) også har givet forældre retskrav på selv at kunne bestemme, om deres barn skal gå i en specialskole eller i det ordinære uddannelsessystem, går det efter den officielle tyske selvopfattelse kun langsomt med inklusionen.

Som da pigerne fik adgang til uddannelse

Som så ofte før synes den notoriske tyske selvkritik også på dette område at stå i fuldt flor, hvilket medfører udsagn om, at de skandinaviske lande (Finland!) igen er meget længere fremme end Tyskland. Lidt trøst er der at hente hos nogle uddannelseseksperter, der betegner inklusion som et voldsomt emancipatorisk projekt på linje med dengang, da pigerne fik adgang til højere uddannelse i begyndelsen af det 20. århundrede. Når det drejer sig om en halv mio. tyske børn med registreret støttebehov i et kludetæppe af skolesystemer som det tyske, kan det ikke undre, at opgaven gribes meget forskelligt og asynkront an.

Diversitetens minefelt

Som den føderale stat, Tyskland er, har hver delstat sit eget skolesystem, der afspejler den til enhver tid siddende delstatsregerings iver for at præge skolesystemet – med en overvældende forskellighed i de enkelte delstaters skolesystem til følge. Som konsekvens heraf sukker tyske forældre over det, de kalder reformamok og skolepolitiske eksperimenter på ryggen af deres børn. At flytte fra fx Slesvig-Holsten i nord til Bayern i syd kan blive enhver families mareridt, selv om der ikke engang er tale om børn med støttebehov. Indholdet i læreplanerne er ganske simpelt alt for forskelligt – for ikke at tale om kulturen både ude på skolerne og i delstaternes administration.

I matematik er forskellen på de berlinske og bayriske elevers resultater lige så stor som forskellen mellem tyske og tyrkiske elever. Og når undersøgelser gentagne gange dokumenterer, at de bayriske elever buldrer derudad med hensyn til læse- og regnefærdigheder, er der lagt op til uddannelsespolitiske stillingskrige, især når der ikke er en sammenhæng mellem ressourceforbrug og resultater. Så eksplosivt er klimaet, at forskere, der arbejder med data fra PISA-undersøgelsen, må garantere ikke at nævne delstater eksplicit i deres publikationer. Bødestraffen lyder på 10.000 euro, hvis de skulle formaste sig til det.

Alligevel ved alle, hvordan det hænger sammen: Sydtyskland topper, mens Nordtyskland flopper.

Helt overordnet har Tyskland strukturelt set et højt selektivt skolesystem, og selv om der findes skoletyper, bl.a. i Hamborg, hvor eleverne i såkaldte Stadtteilschulen næsten følges ad i så mange år som i Danmark, er tendensen: Grundskole fra 1. til 4. klasse; Regelschule fra 5. til 9. og 10. klasse; gymnasium fra 5. til 12. klasse. Sagt med andre ord, elevernes veje skilles efter 4. klasse.

Inklusion som potentiel politisk løftestang 

I lyset af denne debat får inklusion karakter af løftestang for de mere venstreorienterede politikeres arbejde for en enhedsskole, mens uddannelsespolitikere i den højre del af spektret og lærerforbundene fremhæver specialskolernes styrke. Officielt går samtlige undervisningsministre dog ind for inklusion, på forbundsplan er der afsat 100 mio. euro til et femårigt program til fremme af inklusion af mennesker på det ordinære arbejdsmarked. Heraf er alene 49 mio. euro afsat til en øget erhvervsvejledning til unge med særlige behov.

Men hvad er udgangspunktet? I tiden 2000/2001 til 2011/2012 var antallet af specialelever steget fra 5,3 til 6,4 procent*, men i samme tidsrum steg elevtallet i specialskolerne kun fra 4,6 til 4,8 procent. Derimod steg inklusionskvoten fra 0,7 til 1,6 procent. Undersøgelser konkluderer således, at en øget inklusion ikke har medført en reduktion af specialundervisningen på specialskoler.

Men inklusionsgraden aftager, alt efter hvor man er henne i uddannelsessystemet: Mens børnehaver favner bredt med en inklusionsandel på 67,1 procent, er den aftaget til 39,2 procent på klassetrin 1.-4. På gymnasiets mellemtrin er man nede på 9,8 procent. Jo længere eleverne således har været i skolesystemet, desto flere af dem kommer ud for at blive ekskluderet. Med til billedet hører også, at 75 procent af specialskoleeleverne ikke formår at tage en Hauptschulabschluss, dvs. en afgangsprøve på laveste niveau.

Ingen tvivl om de gode viljer

Ligesom i Danmark argumenterer inklusionsfortalerne for et nyt perspektiv: Problemet ligger ikke hos den enkelte, men i de hindringer, som systemet opbygger. Og når målet er et liv med social retfærdighed, aktiv deltagelse i samfundet og selvbestemmelse, ligger ansvaret for denne proces i et solidarisk samfund, som tilpasser systemet den enkelte. Derfor forekommer det logisk, når det politiske niveau viser vejen. Når talen kommer på specialskoler, fremføres velvalgt provokerende udsagn om det forkastelige i, at systemet i årevis – selvfølgelig i bedste mening – har reageret ud fra devisen om: Hvis vi har en løsning, så skal vi nok finde et problem. Det førte til et selvreferentielt system af specialskoler, der nu ser deres berettigelsesgrundlag svinde. Aktuelt tegner det dog ikke dertil, og flere forskere peger på, at der er skabt en levedygtig dobbeltstruktur med både et ordinært skolesystem og et for elever med særlige behov.

Blandede erfaringer i Hamborg

Hvordan det kan gå, når politikere smøger ærmerne op, kan delstaten Hamborg (1,7 mio. indbyggere) tjene som eksempel på. Den socialdemokratisk-grønne delstatsregering besluttede som et lyn fra en klar himmel i 2010 at lade delstaten være foregangsland for inklusion. Men da resultatet blev gjort op to år senere, var det ikke helt overbevisende. Hverdagens problemer synes at overskygge succeserne, selv om der ikke stilles spørgsmålstegn ved målet – i hvert fald ikke offentligt. Udfaldet af et stort inklusionsinitiativ mht. indlæringsvanskeligheder i 1990 udlægges af nogle forskere som, at de svage elever ikke gjorde fremskridt, og at det gennemsnitlige faglige niveau i klassen var påfaldende lavt. Selv en forbedring af elevernes sociale kompetencer var yderst tvivlsom.
 

Men forskerne skændes om udlægningen – og ikke kun om den. For mens ingen kan være uenig i, at alle mennesker har ret til at lære så meget, som de kan, og har behov for at være del af et fællesskab, står kampen om, hvordan inklusionen skal foregå og i hvilket tempo. Skal det ordinære skolesystem virkelig rumme alle? Har den meget sensible unge måske større glæde af at indgå i mindre skærmede enheder, og magter et klassefællesskab på 28 elever voldsomt udadreagerende elever?

Risikoen ved at sige det højt

Prof. Dr. Bernd Ahrbeck fra Institut für Rehabilitationswissenschaften ved Humboldt Universität i Berlin er til sin egen fortrydelse blevet placeret i en forskningsmæssig skammekrog. Et eftertænksomt udsagn om, at et ultimativt krav om vilje til fællesskab er ved at udarte sig til en ideologi, der ikke tåler modsigelse, har fået inklusionstilhængerne op på barrikaderne.

Så giftigt kan diskussionerne udarte sig, at inklusionsskeptikere ikke tør stå frem med navns eller skoles nævnelse i artikler i seriøse aviser og fagtidsskrifter. Beskyttet af anonymiteten beretter de om manglende ressourcer** og fortvivlede forældre i vildrede om, hvad der fremmer deres barns behov. Trætte lærere fortæller om distriktsskoler, hvor andelen af børn med massive socio-emotionelle problemer fra socialt belastede hjem i forvejen gør skolehverdagen til et tuehop i et morads af pædagogiske og didaktiske faldgruber. De bedste intentioner er til stede – men trætheden breder sig, når det ikke er legitimt at sige problemerne højt.

I Hamborgs skolevæsen vokser erkendelsen af, at man gik for hurtigt frem, og at man undervurderede de påkrævede ressourcer. Men en fuldstændig dobbeltlærerdækning er ikke til at betale noget sted i verden. Yderligere122 socialpædagoger og undervisere blev ansat i 2011, uden at behovet er dækket. Dertil kommer en himmelråbende mangel på netop disse faggrupper.

Hvad skal der til?

Hvis inklusionen skal lykkes – og det skal den – anbefaler et forskerteam, at:

• Forskningens fokus flyttes fra undersøgelser af holdninger til inklusion til undersøgelser af konkret viden og handlefærdigheder (Wissen und Können).
• Uddannelses- og erhvervsvejledning og inklusion sammentænkes.
• Der udbydes en særlig læreruddannelse med en høj specialisering mht. inklusion***.
• Inklusion tematiseres i de almindelige læreruddannelsers elementer. 
• Skoleledelser får kompetencer til at stille sig i spidsen for en inklusionsproces.
• Der udvikles en didaktik til fremme for inklusion.
• Man samarbejder på tværs af professioner og gør brug af systematisk supervision. 
• Efteruddannelse prioriteres.

Rapporten konkluderer dog, at man aldrig nogensinde vil komme frem til den ultimativt bedste model for inklusion. Den erkendelse kan godt give andet end sommerfugle i maven.

*Forskellen mellem Danmark og Tyskland er faktisk ikke så stor. Kommunernes Landsforening har sat sig det mål, at antallet af ekskluderede elever skal falde fra 6 til 4 procent. De enkelte kommuner kan selv fastsætte de lokale mål. I Rudersdal er målet 3,4 procent.

**I Hamborg udløser en elev med støttebehov en dobbeltlærerdækning på 3,5 timer om ugen.

***På forbundsplan findes der allerede seks typer af læreruddannelser.

• Aktion Mensch. Das wir gewinnt
• Von Strebern und Chaoten
• Wie viel anders ist normal?
• Probleme inklusive; Der Spiegel #12/2013
• Alle sind überfordert
• Ich glaube nicht, dass der inklusive Weg immer der richtige ist
• Inklusion führt zu Ernüchterung
• Wir brauchen eine andere Art des Unterrichtens
• Gemeinsam lernen – Inklusion leben Status quo und Herausforderung inklusiver Bildung in Deutschland; Prof. em. Klemm, Klaus; Bertelmann Stiftung 2013
• Ausbildung und Professionalisierung von Fachkräften für inklusive Bildung