”Jeg sad en morgen i bilen på Motorring 3 i retning mod Herlev. Pludselig var det, som om jeg skulle besvime. Det bekymrede mig ikke, men så indsnævredes synet. Til sidst kunne jeg kun se nummerpladen på bilen foran.”

Line Sirich husker tydeligt martsdagen for seks år siden, som forandrede alt.  Hun var selvstændig IT-konsulent på vej til en kunde. Hun nåede aldrig frem, men måtte i stedet på hospitalet med ambulance. I de kommende uger blev hun undersøgt af forskellige læger. De kunne ikke stille en diagnose, og derfor kunne Line Sirich ikke sygemelde sig hos Helsingør Kommune.

Syv måneder før sygemelding

Først syv måneder senere fandt lægerne ud af, at det var en blodprop, som de ved de første undersøgelser havde afvist. På det tidspunkt havde Line Sirich arbejdet et par timer hver dag de første par måneder svarende til en måneds arbejde.

”Derefter kunne jeg ikke arbejde mere. Jeg kunne hverken se godt nok eller køre bil. Som selvstændig IT-konsulent skal du være på, og jeg fik at vide af lægerne, at det ville gå over. Det gjorde det ikke, så den ene måneds arbejde skulle dække ni måneders løn. Heldigvis har jeg en mand, og vi klarede os med hans løn og afdragsfrie lån.”

Line Sirich fik hjælp af en advokat til at klage over behandlingen i sygehusvæsenet, da hun ikke selv havde energi til det. Hun fik medhold i klagen. Den 1. januar 2008 kunne hun endelig sygemelde sig. Efterfølgende undersøgelser for at finde en mulig årsag til blodproppen viste, at hun havde et hul i hjertet. Hun blev opereret den 1. juli samme år, en operation, der blev udskudt et par måneder på grund af sygeplejerstrejken.

På det tidspunkt var der gået mange måneder, hvor Line Sirich ikke havde hørt fra kommunen, og hun undrede sig over, at hun tilsyneladende var blevet glemt.

”Jeg tænkte: Hvorfor har jeg ikke hørt fra dem? Da jeg kontaktede kommunen, viste det sig, at jeg var blevet ’tabt’ i forbindelse med, at jeg skulle have en ny sagsbehandler. Og så var der kun fire måneder tilbage til at afklare, hvad blodproppen betød for min arbejdssituation, og om jeg skulle omskoles. En afklaringsproces, vi skulle have haft meget længere tid til.”

Inklusion eller eksklusion

De næste år blev, hvad Line Sirich kalder en lang og sej kamp. Kommunen afviste hendes forslag om at komme på Center for Hjerneskade for at vurdere blodproppens betydning. Hun oplevede, at det var forsikringsselskabets socialrådgiver, der informerede om hendes rettigheder og hjalp hende, ikke kommunen.

”Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke kunne få hjælp til noget som helst. Nu var de 52 ugers sygemelding gået, og jeg havde ingen afklaring om mine muligheder. Igen var det mig, der måtte tage initiativ og komme med et forslag. Socialrådgiveren fra forsikringsselskabet tog heldigvis med til møderne med anden aktør og kommunen, hvor de sad tre mand høj fra anden aktør og to fra kommunen. Det var meget overvældende, og min psyke havde det ikke godt. Der skulle ikke meget til at vælte mig.”

Efter flere møder, hvor Line Sirichs mand også deltog et par gange ”med jakkesæt og mappe, selv om det er plat”, som Line Sirich formulerer det, endte det med, at Line Sirich fik bevilget et afklarende forløb på Kommunikationscentret i Hillerød, en pendant til Hjerneskadeforeningen. Anden aktør hjalp med at finde en virksomhed, hvor hun kunne komme i arbejdsprøvning. Her kom hun på et kontor med en blid opstart på en time om ugen den første uge, to den næste og så fremdeles for at finde frem til hendes arbejdsduelighed. Indtil da havde Line Sirich ikke følt sig inkluderet. Tværtimod havde hun oplevet kommunen som en modstander på den anden side af bordet.

”Nu lyttede systemet, fordi jeg havde en neuropsykolog fra Kommunikationscentret på siden til at anbefale den blide opstart. Ellers tror jeg, at jeg skulle være startet på 37 timer om ugen, og det havde knækket mig.”

Behov for specialister

Arbejdsprøvningen endte med, at Line Sirich blev godkendt til fleksjobordningen. Hun kritiserer systemet for at virke modvilligt og for ikke at være gearet til at vurdere hendes ressourcer og få hende tilbage på benene.  

”Sagsbehandlere er ikke fagligt kompetente inden for sygdom. De bør trække på specialister, som har kompetencer i forhold til forskellige sygdomme, således at afklaring af borgerens ressourcer på arbejdsmarkedet efter et sygdomsforløb bliver et samarbejde mellem alle kompetencer. Altså et samarbejde mellem specialister, sagsbehandler, eventuel anden aktør og borgeren.”

I dag har hun via eget initiativ skaffet sig et fleksjob i Gentofte Kommune, hvor hun arbejder 13 til 16 timer om ugen med at gøre medarbejdere i Gentoftes plejerboliger fortrolige med computere.

”Fleksjobbet giver mig ro og glæde over at kunne udnytte de ressourcer, jeg har nu i forhold til før min blodprop. Jeg nyder at gå på arbejde og være en del af et fællesskab.”

Hvordan oplever du at være klient?

”Du skal være stærk for at blive hørt i systemet. Du skal ikke være syg, og det er frygteligt, for det er du altså. Du skal finde dørene, og de er svære at finde. Det kan da ikke være meningen, at du selv skal finde dørene? Og de bliver kun åbnet, hvis du er stærk nok.”