466 gange det sidste år har medierne skrevet ”meningsløs aktivering” om den indsats, som ledige borgere over hele landet deltager i, og som har til formål at bringe den enkelte tættere på et job. I kølvandet på bloggen Dagpengeland og på historier om aktiveringskurser, hvor der skulle bygges spaghettitårne, blev det pludselig legalt i den offentlige debat at sige ”meningsløs aktivering” om al aktivering. Som om enkelthistorier kunne dække hele indsatsen. Det er eksemplets magt.

Den personificerede dovenskab

I det seneste år har vi set samme tendens med omtalen af de personer, som møder vores system. Hvem gider snart høre mere om Dovne-Robert og Fattig-Carina? De blev den personificering, som skabte billedet af – om ikke alle, så størstedelen af – de ledige kontanthjælpsmodtagere i Danmark.

Jeg tror ikke, det er realistisk at forlange af medierne, at de pludselig skal interessere sig mere for de positive historier end skandalerne, selv om nogle medier har forsøgt at nuancere. Fx havde P1 en serie, hvor dagpengemodtagere i fare for at ryge ud af systemet lavede radiodagbog om deres hverdag som ledige.

Men hvordan taler politikerne – for hvem en fjerdedel af vælgerne er på overførselsindkomster – om arbejdsløse?

Er du doven eller stakkels?

Når vi ser på kontanthjælpsreformen, som træder i kraft 1. januar 2014, udkrystalliserer der sig et tydeligt billede af to slags kontanthjælpsmodtagere: jobparate (eller åbenlyst uddannelsesparate) borgere og aktivitetsparate borgere. Matchsystemet afskaffes som bekendt, men ikke de skarpe kategoriseringer. Det er markant forskellige ord, der bruges om de to grupper.

30 gange ”sanktion” på 15 sider

Fx bruges ordet ”sanktion” 30 gange i teksten, men ikke en eneste gang i det afsnit, der handler om aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Omvendt bruges ordet ”helhedsorienteret” fem gange i teksten – kun i forbindelse med aktivitetsparate.

Det betyder selvfølgelig ikke noget i sig selv, men det er sigende for den måde hhv. jobparate og aktivitetsparate omtales: som nogen, der har brug for pisk, og nogen, der har brug for hjælp. Og den eneste barriere for den førstnævnte gruppe forudsættes at være manglende motivation og dovenskab.

I afsnittet om jobparate møder vi sætninger som:

• Personer over 30 år, der kan arbejde, skal i arbejde, og de bliver mødt med klare krav og forventninger.
• Senest efter tre måneder bliver personer, der kan arbejde, mødt med et krav om at arbejde for kontanthjælpen, fx i en nytteindsats.
• Åbenlyst uddannelsesparate unge skal i nytteindsats, indtil den unge kommer i uddannelse.
• Aftalepartierne er enige om, at der skal gøres op med passivkulturen.
• Punktsanktionerne skal skærpes, så de reelt fremmer den enkeltes motivation til at overholde kravene til jobsøgning m.v.
• Jobparate kontanthjælpsmodtagere og uddannelsesparate kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere skal ikke kunne hænge sig fast i ydelsessystemerne ved systematisk at omgå de krav, der stilles til dem.

Der tages udgangspunkt i, at jobbene er der – det er bare et spørgsmål om, at de dovne ledige må ud af starthullerne. Men er det sandt? Det er vejlederne måske nogle af de nærmeste til at svare på.

I afsnittet om aktivitetsparate, derimod, møder vi sætninger som:

• Indsatsen skal afspejle den enkeltes behov og tage hånd om hans eller hendes sociale eller sundhedsmæssige problemer.
• Den enkelte får ret til en koordinerende sagsbehandler, der skal sikre, at indsatsen er tværfaglig og koordineret på tværs af offentlige myndigheder.
• De får ret til en mentor, som skal hjælpe dem med at få stabiliseret deres liv så meget, at de med tiden kan deltage i en jobrettet indsats.
• Kontanthjælpsmodtagere med komplekse problemer skal ikke opleve at løbe spidsrod mellem de offentlige systemer.
• Indsatsen skal ske ud fra et helhedssyn på familien og skal sætte ind over for hele familiens problemer, så de kan få hverdagen, økonomien og familielivet til at hænge sammen.

Der sættes med andre ord fokus på en gruppe borgere, som gerne vil, men som skal have en hånd for at komme videre. Et helt andet menneskesyn og derfor også en helt anden tilgang, når mennesket møder systemet.

Enhver, der har været blot en uge i beskæftigelsessystemet, ved, at ”ret og pligt” er et helligt motto at efterleve. Det er det også i kontanthjælpsreformen, men hvor ”ret” fylder mest i teksten om aktivitetsparate, fylder ”pligt” mest i teksten om jobparate.

Der er solide politiske og faglige argumenter for – også – at fokusere på den lediges pligter, og vi kan se soleklart på tallene, at flere kommer i arbejde, lige inden de ellers skulle være startet i aktivering. Men generaliseringen bliver problematisk, bl.a. fordi gruppen af mennesker er så stor. I praksis bliver der i hvert fald meget stor forskel på, hvor jobparate de ”jobparate” er. Og det vil langtfra være alle ledige jobparate, som bliver motiveret af mere tvang og flere sanktioner.

Og hvad betyder det så for vejlederen?

Det er jo bare ord. Men ord har en tendens til at påvirke, hvordan vi ser på virkeligheden. Også som vejledere i beskæftigelsesindsatsen.

Når jobparate kontanthjælpsmodtagere derfor i en politisk aftale bliver set på som luskede livsnydere, der skal piskes til at søge og tage et job, så påvirker det mødet i jobcentret. Det påvirker den lediges selvopfattelse, det påvirker den måde, som den enkelte sagsbehandler spørger til kontanthjælpsmodtageren på, det påvirker respekten, samtaleklimaet, forventningerne og motivationen. Og er mistillid virkelig det bedste grundlag for at få borgerne i job?

Svært at skabe ejerskab og empowerment

Hen mod slutningen af den politiske tekst, som udgør kontanthjælpsreformen, står nogle hensigtserklæringer, som er løsrevet fra den øvrige reform. Her hedder det, at ”den enkelte skal have ejerskab for sin egen indsats”, og at man vil arbejde med empowerment. Det lugter af tillidsreform i den offentlige sektor, men er klistret på uden nogen særlig sammenhæng til resten, som en trailerkrog fastgjort med gaffatape. Det kan ikke garanteres, at traileren ikke ryger af i farten.

Borgeren ved roret

Hvis jeg må pudse glorien lidt på Københavns Kommunes vegne – for der arbejder jeg også, selv om det mest er min retoriske uddannelse, der har bragt mig til at skrive i VejlederForum – så har vi i al beskedenhed fundet fidusen i at skabe ejerskab og empowerment, og det indebærer mere end blot muligheden for selv at vælge det tidspunkt, man vil til jobsamtale på. Vi kalder det ”Borgeren ved roret”, og det er en spirende kulturændring i beskæftigelsessystemet, der skal gennemsyre alt, hvad vi gør.

Vi uddanner jobkonsulenter til i højere grad at coache borgerne, vi gør jobplanen til borgerens egen, og vi digitaliserer servicen for de ressourcestærke borgere, mens dem, der har behov for lidt mere, får det. Det er et grundlæggende menneskesyn, hvor vi tror på – indtil det modsatte er bevist – at de kontanthjælpsmodtagere, der kommer ind ad døren, KAN og VIL. Jeg krydser fingre for, at den tilgang vil vinde indpas i flere og flere af landets jobcentre, og at borgeren ikke bliver skubbet over bord i forsøget på politisk at imødegå et billede af nogle enkeltpersoner, der hellere vil ligge på sofaen end komme i arbejde.

Se aftaleteksten:

Aftale om en reform af kontanthjælpssystemet