Da de første udspil til kontanthjælpsreformen kom tidligere i 2013, skabte de naturligt nok livlig aktivitet i kommunerne. Hvad var egentlig meningen? Hvad var det nye, og hvad kom det til at betyde for organisering af ungeindsatser og for de unge selv?

I denne artikel inddrager jeg IKKE de økonomiske konsekvenser af reformen for de unge. Der er ikke mange af os, der arbejder med unge, som ser det store lys i, at unge, som gerne vil og kan uddanne sig, skal være på lavere ydelse end unge, der enten ikke kan – eller ikke vil. Så er det sagt – og jeg vil herefter vende mig mod de organisatoriske, kulturelle og faglige udfordringer, som reformen giver systemet – og hvordan vi har valgt at gribe disse an i Aalborg.

I Aalborg Kommune blev drøftelserne i høj grad taget på det bagtæppe af samarbejde om de unge, som udgøres af vore lokale Ungestrategi.

En lokal strategi at bygge videre på
I Aalborg har vi siden 2010 haft en egentlig Ungestrategi. Strategien er udarbejdet af alle relevante ungeaktører i fællesskab: ungdomsuddannelser, ungdomsskole, grundskole, erhvervslivet i byen, jobcenter, socialcenter og UU-center, og strategien er vedtaget af et enigt byråd.

Med så stærkt et politisk og organisatorisk mandat har vi i de sidste tre år arbejdet tæt sammen om de fælles visioner både på lederniveau og på vejleder-/rådgiver-/sagsbehandlerniveau.

Ungestrategien omhandler alle unge, men fokus ligger dog især på de 15-24-årige. Strategien kan sammenfattes i fire hovedområder:

• Flest muligt unge skal påbegynde en uddannelse
• Flest muligt skal gennemføre
• Styrket indsats for de, der ikke kommer i gang
• Styrkelse af samarbejdet om de unge. [1]

Både Ungestrategien selv, men også – og måske især – det samarbejde, som ligger forud for og efter strategiens vedtagelse, har haft stor betydning for den måde, vi i Aalborg møder de unge på.

Hos os er det således allerede nu en klar forventning til de unge, at de gerne vil, og at de også kan tage mindst en ungdomsuddannelse. Uddannelse er naturligvis ikke et mål i sig selv, men uddannelse er den mest sikre vej til selvforsørgelse, social inklusion og til et interessant og givende voksenliv.

Når alle aktører har denne tilgang til mødet med de unge, kan vi i langt højere grad tage vigtige indholdsdrøftelser af, hvad det vil sige at være uddannelsesparat, hvilke aktiviteter der bedst kan forberede unge til uddannelse, og hvordan vi samarbejder bedst muligt om de fælles mål.

UU-vejledningen i Ungestrategien
UU-vejledningen har naturligvis en central placering i udmøntningen af Ungestrategien. Som den eneste institution møder vi ALLE unge, og vi følger dem fra grundskolen og videre i ungdomsuddannelser. Der er forskel på de unge. Nogle af dem går på en privat grundskole, nogle bliver skoletrætte undervejs og skal have særlige tilbud, nogle er stærkt uafklarede og har brug for længere tid til at træffe beslutninger, nogle er målrettede i udskolingen, men mister senere fodfæste osv.

Og i alt ca. ti procent af de unge mellem 18 og 25 år er i kontakt med jobcenter, socialcenter, misbrugsbehandling osv. undervejs.

Når også disse instanser i deres møde med de unge har uddannelse for øje, bliver UU-centret en naturlig og nødvendig samarbejdspartner. Siden Ungestrategiens vedtagelse og med Ungepakke 2 har vi styrket vores samarbejde og indsats over for de unge under 25, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse. Vi er således med, når unge kontanthjælpsansøgere i den første uge efter henvendelse skal afklares mht. uddannelse, og en uddannelsesplan er her et redskab i udarbejdelsen af den jobplan, som myndighedsrådgiveren i jobcentret skal udarbejde for den unge.

Kontanthjælpsreformen – hvad så?
Allerede inden kontanthjælpsreformen og førtidspensionsreformen blev fremlagt, etablerede vi i Aalborg udviklingssamarbejdet ”Brug for alle”, som siden august 2012 har gennemgået alle unge under 30, der indtil da var fritaget for aktivering (den såkaldte matchgruppe 3). Her har en gruppe af UU-vejledere deltaget i tværfaglige samtaler med de unge for at sikre, at der også blev sat fokus på uddannelse. Projektet har – ud over betydningen for de konkrete unge – givet os yderligere erfaringer med et tættere samarbejde mellem uddannelsesvejledningen og jobcentret.

Derfor var det naturligt, da reformforslaget forelå i foråret 2013, at tage udgangspunkt i det allerede etablerede samarbejde. Og det, der sprang os i øjnene, var reformens helt overordnede intention:

• At flest muligt unge kommer i uddannelse, og en øget andel bliver uddannelsesparate.
• At alle unge under 30 år, der ikke har gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse, får uddannelsespålæg.

Endvidere hæftede vi os ved reformens målsætning om, at indsatsen for unge uden uddannelse bør foregå i et miljø, hvor uddannelse er i centrum. Og hos os er det åbenlyst, at det netop er hos UU.

UU er det bærende element

Det kommunale jobcenter samlede praktikere og ledere på unge-, social- og kontanthjælpsområdet til en temadag, og herefter arbejdede en arbejdsgruppe, hvor også ungdomsuddannelser og andre udbydere af uddannelser og uddannelsesforberedende aktiviteter var repræsenteret, videre med at beskrive det, som netop i skrivende stund er under politisk behandling som et ”Uddannelseshus” i Aalborg.

Vi ved ikke, hvordan det endeligt lander. Men fagligt set er der, såvel i UU-centret som i jobcenter og socialcenter, udbredt enighed om, at det er positivt at have uddannelsesfokus for alle unge.

Bag forslaget ligger den forventning, at UU-vejledningens fokus på uddannelse, viden om uddannelsessystemet og måske især den implicitte klare forventning til unge om, at de både kan og vil uddanne sig, skal være et bærende element i indsatsen fremover.

Vi har endvidere en forventning om, at alle unge, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, skal tilbydes en vejledningssamtale med en UU-vejleder – og dette INDEN, der tages beslutninger om uddannelsespålæg m.v.

Et eventuelt uddannelsespålæg skal således baseres på, at den unge selv, sammen med UU-vejlederen, har lagt en uddannelsesplan for, hvilken uddannelse den unge ønsker og retter sig mod, men også for, hvilke forberedende aktiviteter der skal til for, at den unge faktisk også bliver uddannelsesPARAT.

Og det er også tanken, at vi ved at arbejde tæt sammen med de unge let og smidigt kan planlægge, hvilken hjælp og støtte den enkelte unge har brug for og krav på frem mod og under en uddannelse.

Vi håber, at vi får lov til at ”flytte sammen” i Uddannelseshuset, så unge, der ønsker kontakt med en vejleder, har brug for råd og vejledning, søger kontanthjælp eller bare har brug for information om uddannelse og job, alle sammen skal henvende sig og kan få hjælp samme sted.

Ved på den måde at lade uddannelsesperspektivet fylde mest allerede i modtagelsen af de unge, vil vi gerne signalere, at alle unge i princippet har samme muligheder og rettigheder.

UU’s vejledning forbliver en uddannelsespolitisk indsats
UU-Aalborg skal fortsat og meget gerne mere intensivt vejlede i grundskolen og i overgangen til ungdomsuddannelse. Vi skal – selvfølgelig afhængigt af, hvordan vejledningsloven fremover kommer til at se ud – forhåbentlig medvirke til, at flest muligt unge finder sig til rette i en kompetencegivende uddannelse. Og dette gerne i nogenlunde direkte forlængelse af grundskolen.

Derfor forbliver UU-Aalborg også organisatorisk en enhed i Skoleforvaltningen, og det vil være skoleudvalget, som får det politiske ansvar for at prioritere UU’s ressourcer og opgaveløsning i henholdsvis vejledningsopgaver i grundskolen, i overgangen og i ungevejledningen.

Det er netop denne stærke forankring i uddannelsesverdenen, der har været baggrunden for, at man i Aalborg ønsker UU’s vejledningsindsats tættere på den indsats, som jobcentret efter reformen skal yde de unge.

Og bliver det så nemt?

Tja … Selv om der fremover skal være fokus på, at unge under 30 skal have en kompetencegivende uddannelse, er der jo i social- og jobcenterregi stadig en masse myndighedsopgaver, som skal løses. Kulturen her er uden tvivl i høj grad præget af forholdet mellem ret og pligt, forholdet mellem ydelser og modydelser og af pligten til at træffe afgørelser og sanktionere. En kultur, som er væsentligt forskellig fra UU-kulturens fokus på uddannelse som en ret og en mulighed for den enkelte.

Det har derfor været vigtigt for alle fagpersoner at fastholde UU’s kernefaglighed, som bygger på følgende:

• Kendskab til den enkelte unges uddannelses- og jobmæssige historik.
• Kendskab til, hvilke læringsfællesskaber den unge tidligere har indgået i.
• Indgående kendskab til erhvervskompetencegivende uddannelser og de krav, der stilles i dem.
• Indgående kendskab til de støttemuligheder, som findes i det ordinære uddannelsessystem, og hvordan disse kan iværksættes i tide til, at den unge kan få fodfæste.
• Indgående kendskab til det ”alternative” uddannelsessystem, som ofte kan være vejen mod en ordinær uddannelse: produktionsskoler, højskoler, ungdomsskoler, egu-uddannelse, STU-uddannelse osv.

Ud fra dette udvikles UU-fagligheden som evnen til at sætte den enkeltes personlige historie og ønsker i relation til uddannelse og senere job.

Vi i UU tænker, at vi har meget at byde ind med i sådan et kommunalt Uddannelseshus. Og måske vil de unge her oven i købet møde en vejleder, de kender i forvejen.

Vi tænker også, at vi har meget at lære af vore samarbejdspartnere i job- og socialcentret. Når systemerne har haft hver sin tilgang til de unge, og når beskæftigelsesindsatsen i mange år har været baseret på mistillid, kontrol og bevidstløs aktivering, har det jo være svært for rådgivere m.fl. i beskæftigelsesindsatsen at tænke i løsninger frem for sanktioner, og den socialfaglige indsats har været under pres.

Når fokus er uddannelse, vil de naturligvis også helt anderledes kunne bidrage med, hvad der skal til af støtte og hjælp for at afhjælpe enkelte unges barrierer for uddannelse.

Sammen kan vi forhåbentlig ændre retorikken om og over for de unge, så det ikke længere handler om, hvad de unge skal og ikke må, men i stedet handler om, hvad de unge kan og gerne vil – og hvordan vi sammen kan støtte dem mest muligt.

Reform-amok?
Det kan være, at jeg/vi tænker for naivt og har for lidt fokus på faldgruber og forringelser. Og det er naturligvis nødvendigt at have øjnene åbne i disse reform-amok-tider!

Kontanthjælpsreformen står jo ikke alene. Den skal ses i sammenhæng med pensionsreform, erhvervsskolereform, vejledningsreform og ja, sågar folkeskolereform.

Set fra et vejledningsperspektiv er den største risiko efter min opfattelse, hvis man kommer til at betragte vejledningen som en kompenserende foranstaltning, der kan reparere ”fejl og mangler” hos de unge, sådan som det fx ser ud til, at man gennem erhvervsskolereformen og en ny vejledningslov lægger op til. Især med et forslag om, at kun ca. 20 procent af folkeskolens elever, de såkaldt ”ikke uddannelsesparate”, skal forvente personlig vejledning.[2]

Hvis der indføres rigide adgangskrav i form af karakterer til erhvervsuddannelserne, og hvis fx de redskaber og ressourcer, UU-vejledningen/ kommunerne fik i Ungepakke2, bortfalder, vil det blive endog særdeles vanskeligt at sikre, at flere unge får mulighed for en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Og når flere unge får færre kroner at leve for, når de får forsørgerpligt over for samboende kærester, og de oven i købet straffes økonomisk for at være klar til uddannelse, ja så kan hele grundintentionen med reformen falde pladask til jorden.

Ikke desto mindre er vi altså i Aalborg parate til at slå kræfterne sammen med jobcentret, socialcentret og andre aktører for, at vores og deres indsats i forhold til ALLE unge kan befrugte hinanden. Det bliver udfordrende – men forhåbentlig også spændende.

Noter

(1) Unge-strategi - Uddannelse til alle

(2) Vejledning kan ikke kompensere og "reparere"