Motivation er den ”bevægende årsag,” siger leksikonet. Og spørgsmålet om motivation er et af de mest grundliggende, der kan stilles: ”Hvorfor gør organismer noget snarere end ingenting, og hvorfor gør de dette snarere end hint?”. (1) 

Gyldendals åbne encyklopædi fortæller os, at motivationsforklaringer, der henviser til ønsker, drift, behov, formål, forventning, lyst eller ulyst, interesser, holdninger, temperament, personlighedstræk m.m., udgør en central del af vores virkelighedsorientering, måske den mest centrale. (2)

I krise?

I skole-, vejlednings- og uddannelsesverdenen taler vi meget om motivation. At ”være motiveret” og at kunne ”motivere” andre opleves som både - og måske ofte på én og samme tid - en forudsætning og en målsætning.  

”I dag er unge måske som aldrig før motiverede for uddannelse,” sagde Noemi Katznelson, leder af Center for ungdomsforskning, for nyligt på CEFUs konference om ”Unges motivation i forandring”. Alligevel taler forskerne om, at unges motivation er i forandring - og at den er i krise!

Men hvad er der i vejen med de unges motivation for læring og uddannelse? Hvordan er den i forandring? Og hvorfor?

At få nogen til at gøre noget af sig selv

Også de mere voksne unge, fx de studerende på universitet, ser ud til at få klemt deres motivation – fx mellem samfundets formodede behov og individets:

”Man føler sig som en ubetydelig del af samfundets økonomiske maskineri, og man kan ikke forstå meningen med maskineriet, da ingen ved, hvor det skal føre os hen. Der er ingen, der giver individet et fyldestgørende svar på spørgsmålet, ’Hvorfor uddanner vi os?’” skrev historiestuderende Valdemar H. Grambye for nylig i en kronik (3). Det gjorde han i protest mod den nye såkaldte ”Studiefremdriftsreform”, der vil pålægge de studerende at gennemføre deres uddannelse hurtigere.

Spørgsmålet om motivation kommer ofte på banen, når det handler om at få borgere til af sig selv at gøre dét, samfundet så gerne vil have dem til at gøre.  

I sidste nummer af Magasinet granskede vi den nye kontanthjælpsreform. Flere forfattere var skeptiske over for reformpolitikernes metode – og evne - til at motivere de borgere, hvis adfærd de gerne ville ændre. Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen tvivlede på, om jobcentrene kunne ”springe ud” og begynde at arbejde med positiv motivation frem for tvang.

Retoriker Lene Holst Holmgaard gik i kødet på reformtekstens syn på sanktioner og tvang som den motiverende faktor for jobparate kontanthjælpsmodtagere. Hun sporede overalt i reformteksten den fordom, at ”den eneste barriere for den førstnævnte gruppe forudsættes at være manglende motivation og dovenskab.”

Andre forfattere bemærkede det bizarre i, at kontanthjælpsreformen ”straffede” borgere, der var (eller blev) uddannelsesparate, på pengepungen. Socialrådgiver Ida Louise Jervidalo anførte, at det ville kræve sin sagsbehandler at motivere borgerne til at udvikle uddannelsesparathed, når det afledte resultat ville være, at deres økonomi blev kraftigt forringet.

De unge er uddannelsestrætte, de studerende mangler mening, de ufaglærte vil ikke gå i lære, de faglærte ikke læse videre, og de voksne vil (helst) ikke arbejde. Står det virkelig så slemt til? Og handler det om motivation?

Er motivationen en indre egenskab i den enkelte? Eller noget, der findes mellem mennesker? Er motivation en forudsætning for, at man kan lære noget? Eller er lysten en konsekvens af, at man lærer noget? Hvad er forholdet mellem motivation og udfordring? Mellem motivation og præstation, motivation og vilje, motivation og faglighed, motivation og fællesskab? Hvordan ”skaber” man motivation?

VejlederForum har spurgt en række kloge mennesker:

Harriet Bjerrum Nielsen, professor i kønsforskning og pædagogik: ”Det handler ikke om at finde et indhold, som eleverne mere eller mindre snusfornuftigt kan se, er relevant for deres liv, eller som matcher til skiftende interesser. Alt er potentielt interessant, hvis det rammer energiens form og kan folde sig ud i en god relation til læreren.” Harriet Bjerrum Nielsen bruger begrebet ”energi” frem for ”motivation”. Motivation er ikke forudsætningen for at gå ind i noget. Den er, i energiens form, et resultat af, at man involverer sig i noget, der opleves umiddelbart meningsfuldt. Dette hænger sammen med køn og alder og udfoldes i en relation mellem mennesker, knyttet til en situation.

Camilla Hutters, forskningsleder og lektor: Hvordan er unges motivation i forandring? Nede i uddannelserne afsætter konkurrencestaten en performancekultur, siger forskerne. Tidligere tiders fokus på dannelse, medborgerskab og oplysning forskydes til fordel for fokus på præstation og score. Betyder det, at de unge bliver optaget af at performe godt, men ikke af, om de egentlig har lært noget? Belønner vi den bedste performer?

Henriette T. Holmegaard, Post.Doc.: Skifte, droppe ud eller fortsætte? Hvad er de studerende motiveret af – eller for – på de videregående uddannelser? Hvornår føles det meningsfuldt og hvornår ikke, og hvad gør udslaget? Hvad får dem til at stoppe, droppe eller hoppe? Henriette T. Holmegaard har forsket i studerendes overgange til, i og fra de længere videregående uddannelser.

Pia Cort, lektor, DPU: ”Mange af de unge giver udtryk for, at jo mere de føler sig presset af de voksne, jo mindre lyst har de til at følge vores anbefalinger,” sagde Pia Cort til Kristeligt Dagblad i en artikel om hendes evaluering af Kombinationsprojektet, et projekt der består af højskoleophold med vejledning. På højskolen kommer lysten tilbage. Hvad er det, højskolerne kan og tilbyder, som gør, at de unge genfinder motivationen? Pia Cort giver os et indblik i den forskel, højskolen kan betyde for unge i motivationskrise.

Eva Tverskov, journalist, forfatter, underviser og psykoterapeut: Man kan være motiveret for noget, og man kan ville noget. Man kan motivere nogen, men man kan ikke fylde dem med vilje. Hvordan forholder motivation og vilje sig til hinanden? Griber vi indsatsen over for de unge helt forkert an, når vi fokuserer på motivation? Vi forventer, at de unge skal være motiverede for fx at uddanne sig – og dét tager de til sig og forventer at være eller blive det. Men hvis man virkelig vil noget – behøver man da at blive motiveret? Og kan man gøre noget med sin svage vilje – fx træne den op? Eva Tverskov ser på forholdet mellem vilje og motivation.

Christine Sarka, studerende på kandidatuddannelsen i socialt arbejde: Uddannelseskravet er over os. Og en halvering af understøttelsen synes at være regeringens svar på, hvordan man får uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere med på den idé. ”Incitament” kalder nogle det. Det betyder ifølge ordbogen ”noget der virker tilskyndende”, mens motivation er den ”bevægende årsag”. Vil ringere ydelse virkelig bevæge borgerne til at sætte sig på skolebænken? Hvilke overtalelsesevner eller veltalenhed skal en jobcentermedarbejder mønstre for at klare den motiveringsopgave?

Akademiet for Utæmmet Kreativitet: ”De tæmmede dyr sidder og venter på, at føden bliver serveret, de utæmmede dyr finder den selv,” siger AFUK´s leder Stine Pilmark, som forklaring på dag- og produktionshøjskolens særprægede navn og på skolens ledetråd i arbejdet med at tænde gnisten og drivkraften i unge mennesker. Hvordan gør man det? VejlederForum tager på fotoreportage på Akademiet for Utæmmet Kreativitet.

Thomas Pape, stressrådgiver og psykosomatisk fysioterapeut og supervisor for vejledere: "Hvis jeg ved, jeg har et mål med det her, så tør jeg da ikke misse en eneste undervisningsgang. Det handler om at have et svar på, hvorfor man gider stå op hver eneste dag og kalde sig selv studerende." Det siger Thomas Pape, der bl.a. er indehaver af Danmarks første stressklinik for studerende. Vejlederforum spørger ham, hvad motivation – eller mangel på samme – er, hvad den kommer af, hænger sammen med og kan have af konsekvenser. Og hvad skal man som vejleder gøre, når man sidder over for et ungt menneske, der har tabt motivationen?

Noter: 

(1) Boje Katzenelson: Drivkræfter, følelser og erkendelse, 2004

(2) Gyldendals åbne encyklopædi 

(3) Uniavisen, november 2013, ”Hvorfor uddanner vi os? Politikerne skylder os svar ” 

Motivation er den ”bevægende årsag,” siger leksikonet. Og spørgsmålet om motivation er et af de mest grundliggende, der kan stilles: ”Hvorfor gør organismer noget snarere end ingenting, og hvorfor gør de dette snarere end hint?”. (1) 

Gyldendals åbne encyklopædi fortæller os, at motivationsforklaringer, der henviser til ønsker, drift, behov, formål, forventning, lyst eller ulyst, interesser, holdninger, temperament, personlighedstræk m.m., udgør en central del af vores virkelighedsorientering, måske den mest centrale. (2)

I krise?

I skole-, vejlednings- og uddannelsesverdenen taler vi meget om motivation. At ”være motiveret” og at kunne ”motivere” andre opleves som både - og måske ofte på én og samme tid - en forudsætning og en målsætning.  

”I dag er unge måske som aldrig før motiverede for uddannelse,” sagde Noemi Katznelson, leder af Center for ungdomsforskning, for nyligt på CEFUs konference om ”Unges motivation i forandring”. Alligevel taler forskerne om, at unges motivation er i forandring - og at den er i krise!

Men hvad er der i vejen med de unges motivation for læring og uddannelse? Hvordan er den i forandring? Og hvorfor?

At få nogen til at gøre noget af sig selv

Også de mere voksne unge, fx de studerende på universitet, ser ud til at få klemt deres motivation – fx mellem samfundets formodede behov og individets:

”Man føler sig som en ubetydelig del af samfundets økonomiske maskineri, og man kan ikke forstå meningen med maskineriet, da ingen ved, hvor det skal føre os hen. Der er ingen, der giver individet et fyldestgørende svar på spørgsmålet, ’Hvorfor uddanner vi os?’” skrev historiestuderende Valdemar H. Grambye for nylig i en kronik (3). Det gjorde han i protest mod den nye såkaldte ”Studiefremdriftsreform”, der vil pålægge de studerende at gennemføre deres uddannelse hurtigere.

Spørgsmålet om motivation kommer ofte på banen, når det handler om at få borgere til af sig selv at gøre dét, samfundet så gerne vil have dem til at gøre.  

I sidste nummer af Magasinet granskede vi den nye kontanthjælpsreform. Flere forfattere var skeptiske over for reformpolitikernes metode – og evne - til at motivere de borgere, hvis adfærd de gerne ville ændre. Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen tvivlede på, om jobcentrene kunne ”springe ud” og begynde at arbejde med positiv motivation frem for tvang.

Retoriker Lene Holst Holmgaard gik i kødet på reformtekstens syn på sanktioner og tvang som den motiverende faktor for jobparate kontanthjælpsmodtagere. Hun sporede overalt i reformteksten den fordom, at ”den eneste barriere for den førstnævnte gruppe forudsættes at være manglende motivation og dovenskab.”

Andre forfattere bemærkede det bizarre i, at kontanthjælpsreformen ”straffede” borgere, der var (eller blev) uddannelsesparate, på pengepungen. Socialrådgiver Ida Louise Jervidalo anførte, at det ville kræve sin sagsbehandler at motivere borgerne til at udvikle uddannelsesparathed, når det afledte resultat ville være, at deres økonomi blev kraftigt forringet.

De unge er uddannelsestrætte, de studerende mangler mening, de ufaglærte vil ikke gå i lære, de faglærte ikke læse videre, og de voksne vil (helst) ikke arbejde. Står det virkelig så slemt til? Og handler det om motivation?

Er motivationen en indre egenskab i den enkelte? Eller noget, der findes mellem mennesker? Er motivation en forudsætning for, at man kan lære noget? Eller er lysten en konsekvens af, at man lærer noget? Hvad er forholdet mellem motivation og udfordring? Mellem motivation og præstation, motivation og vilje, motivation og faglighed, motivation og fællesskab? Hvordan ”skaber” man motivation?

VejlederForum har spurgt en række kloge mennesker:

Harriet Bjerrum Nielsen, professor i kønsforskning og pædagogik: ”Det handler ikke om at finde et indhold, som eleverne mere eller mindre snusfornuftigt kan se, er relevant for deres liv, eller som matcher til skiftende interesser. Alt er potentielt interessant, hvis det rammer energiens form og kan folde sig ud i en god relation til læreren.” Harriet Bjerrum Nielsen bruger begrebet ”energi” frem for ”motivation”. Motivation er ikke forudsætningen for at gå ind i noget. Den er, i energiens form, et resultat af, at man involverer sig i noget, der opleves umiddelbart meningsfuldt. Dette hænger sammen med køn og alder og udfoldes i en relation mellem mennesker, knyttet til en situation.

Camilla Hutters, forskningsleder og lektor: Hvordan er unges motivation i forandring? Nede i uddannelserne afsætter konkurrencestaten en performancekultur, siger forskerne. Tidligere tiders fokus på dannelse, medborgerskab og oplysning forskydes til fordel for fokus på præstation og score. Betyder det, at de unge bliver optaget af at performe godt, men ikke af, om de egentlig har lært noget? Belønner vi den bedste performer?

Henriette T. Holmegaard, Post.Doc.: Skifte, droppe ud eller fortsætte? Hvad er de studerende motiveret af – eller for – på de videregående uddannelser? Hvornår føles det meningsfuldt og hvornår ikke, og hvad gør udslaget? Hvad får dem til at stoppe, droppe eller hoppe? Henriette T. Holmegaard har forsket i studerendes overgange til, i og fra de længere videregående uddannelser.

Pia Cort, lektor, DPU: ”Mange af de unge giver udtryk for, at jo mere de føler sig presset af de voksne, jo mindre lyst har de til at følge vores anbefalinger,” sagde Pia Cort til Kristeligt Dagblad i en artikel om hendes evaluering af Kombinationsprojektet, et projekt der består af højskoleophold med vejledning. På højskolen kommer lysten tilbage. Hvad er det, højskolerne kan og tilbyder, som gør, at de unge genfinder motivationen? Pia Cort giver os et indblik i den forskel, højskolen kan betyde for unge i motivationskrise.

Eva Tverskov, journalist, forfatter, underviser og psykoterapeut: Man kan være motiveret for noget, og man kan ville noget. Man kan motivere nogen, men man kan ikke fylde dem med vilje. Hvordan forholder motivation og vilje sig til hinanden? Griber vi indsatsen over for de unge helt forkert an, når vi fokuserer på motivation? Vi forventer, at de unge skal være motiverede for fx at uddanne sig – og dét tager de til sig og forventer at være eller blive det. Men hvis man virkelig vil noget – behøver man da at blive motiveret? Og kan man gøre noget med sin svage vilje – fx træne den op? Eva Tverskov ser på forholdet mellem vilje og motivation.

Christine Sarka, studerende på kandidatuddannelsen i socialt arbejde: Uddannelseskravet er over os. Og en halvering af understøttelsen synes at være regeringens svar på, hvordan man får uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere med på den idé. ”Incitament” kalder nogle det. Det betyder ifølge ordbogen ”noget der virker tilskyndende”, mens motivation er den ”bevægende årsag”. Vil ringere ydelse virkelig bevæge borgerne til at sætte sig på skolebænken? Hvilke overtalelsesevner eller veltalenhed skal en jobcentermedarbejder mønstre for at klare den motiveringsopgave?

Akademiet for Utæmmet Kreativitet: ”De tæmmede dyr sidder og venter på, at føden bliver serveret, de utæmmede dyr finder den selv,” siger AFUK´s leder Stine Pilmark, som forklaring på dag- og produktionshøjskolens særprægede navn og på skolens ledetråd i arbejdet med at tænde gnisten og drivkraften i unge mennesker. Hvordan gør man det? VejlederForum tager på fotoreportage på Akademiet for Utæmmet Kreativitet.

Thomas Pape, stressrådgiver og psykosomatisk fysioterapeut og supervisor for vejledere: "Hvis jeg ved, jeg har et mål med det her, så tør jeg da ikke misse en eneste undervisningsgang. Det handler om at have et svar på, hvorfor man gider stå op hver eneste dag og kalde sig selv studerende." Det siger Thomas Pape, der bl.a. er indehaver af Danmarks første stressklinik for studerende. Vejlederforum spørger ham, hvad motivation – eller mangel på samme – er, hvad den kommer af, hænger sammen med og kan have af konsekvenser. Og hvad skal man som vejleder gøre, når man sidder over for et ungt menneske, der har tabt motivationen?

Noter: 

(1) Boje Katzenelson: Drivkræfter, følelser og erkendelse, 2004

(2) Gyldendals åbne encyklopædi 

(3) Uniavisen, november 2013, ”Hvorfor uddanner vi os? Politikerne skylder os svar ”