”I dag er unge måske som aldrig før motiverede for uddannelse,” mener Noemi Katznelson, leder af Center for Ungdomsforskning. Hvorfor så tale om motivationskrise? Netop dét spørgsmål har CEFU-forskerne diskuteret grundigt i forbindelse med forskningsprojektet ”Unges lyst til læring”, der er i fuld gang netop nu, og som konferencen ”Unges motivation i forandring” også udspringer af. Det storstilede forskningsprojektet vil forsøge at afdække, hvad der driver unges motivation for og lyst til læring.

At der er kæmpe interesse for spørgsmålet, var CEFUs konference i november "Unges motivation i forandring" selv et bevis på. Med plads til 350 deltagere blev billetterne udsolgt længe før forventet, og så mange har arrangørerne måttet afvise, at de har besluttet at gentage konferencen d. 29. januar.

Så interessen for problemet er stort – men er problemet det også?

Er der en motivationskrise?

Ved første øjekast ligner det måske et paradoks at tale om krise, men baggrunden for den store undersøgelse, der er sat i gang, er rent faktisk de krisetegn, som CEFU-forskerne kan konstatere, når de kratter lidt i overfladen, fortalte Noemi Katznelson. Rundt omkring i skolesystemet giver de unge udtryk for et savn. De efterspørger en oplevelse:

• af at blive bedre til noget
• af at kunne se mening og relevans.  Hvad har det, jeg lærer, med mig og mit liv at gøre?
• af valgmuligheder og indflydelse
• af tilhørsforhold, emotionel og faglig støtte
• af at kunne mobilisere selvdisciplin – at kunne ”drive” sig selv

Midtvejskonference

Novemberkonferencen, midtvejs i forskningsprojektet ”Unges lyst til læring”, rakte både bagud og fremad.

Den kollektive ledelse af CEFU, Noemi Katznelson, Camilla Hutters og Niels Ulrik Sørensen, indledte med ”at tage temperaturen på unges motivation” og stille mulige diagnoser, mens Mette Pless og Peder Hjort-Madsen, begge med i forskningsprojektet, afsluttede dagen med at invitere indenfor i forskernes værksted. De gennemgik de foreløbige resultater og pegede på fokuspunkter for den kommende forskning.

Indrammet af disse CEFU-folk fik tre højtprofilerede forskere ordet. Hver gav de et indblik i tendenser inden for uddannelsesverdenen og ungdomslivet samt i den viden om unges motivation, deres forskning peger på: Mats Trondman fra Linnéuniversitetet i Sverige om opbruddet i "relationsgrammatik" og lærerautoritet, Harriet Bjerrum Nielsen fra Universitetet i Oslo om at ramme elevernes energi og Ulla Ambrosius Madsen fra Roskilde Universitet om faren ved motivationsbegrebet og om unge "i selvbiografiens skygge".

Forandringer..

Hvad er det så, der sker med de unges motivation? Hvorfor er den i krise? Hvordan er den i forandring?

Camilla Hutters tog fat og fremlagde de tendenser i samfundet, som er med til at skabe problemer med motivationen. Der er især tre forandringer på samfundsplan, som ”(…) påvirker og rammesætter uddannelse på nye måder, skaber nye kulturer i uddannelsessystemet og nye udfordringer:”

• Bevægelsen fra velfærdsstat til konkurrencestat
• Forandringer i forholdet mellem børn og voksne
• Ændrede vidensformer

Bevægelsen fra velfærdsstat til konkurrencestat betyder, at uddannelse bliver et parameter for, at staten kan skabe økonomisk vækst og klare sig i konkurrencen med andre stater. I uddannelsessystemet fører det til flere tests, øget fokus på målbarhed og karakterer, mere standardisering og, mener Hutters, i selve uddannelserne til udviklingen af en performancekultur. Unge får det indtryk, at det at gå i skole drejer sig om at lære det, som skal til for at præstere, score højt i målinger og få en god eksamen. Der sker en historisk forskydning fra tidligere tiders fokus på dannelse, medborgerskab og oplysning. Det forandrer motivationen for læring.

Forandringerne i forholdet mellem barn og voksen, elev og lærer, handler om forskydninger i forhold som autoritet og hierarki. Hvordan dette påvirker unges motivation for læring, skulle vi senere på dagen få udfoldet af professor Mats Trondman i hans oplæg om behovet for at lære eleverne selvdisciplin.

Den tredje overordnede faktor er den revolution, som er sket i forhold til, hvad viden er, og hvordan viden er tilgængelig. Skolen har ikke længere monopol på viden. Viden er spredt på et væld af platforme, og den ændres hele tiden. Når viden fremstår ustabil og mangfoldig, bliver det også flydende, hvad relevant viden og relevante kvalifikationer egentlig er. Hvad bliver mest relevant i skolen? At holde fokus på den viden, læreren står og formidler, eller at tjekke, hvad Google og Facebook har at tilbyde?

Pointen er, tog Noemi Katznelson nu over, at der er en kobling mellem disse tre overordnede samfundsforhold – rammefaktorer – og unges motivation. En af konsekvenserne er en øget polarisering. Nogle unge oplever at miste tiltro til sig selv og blive slynget af skoleprojektet i en tidlig alder. Modsat har man de stærke unge, men her oplever man, at nogle har svært ved at sætte grænserne for, hvor meget de kan forlange af sig selv i forhold til at performe. Motivationen kammer over og blive ”flagellantisk”, som Noemi Katznelson udtrykte det, og det vil sige, at nogle unge ”pisker sig selv” til stadig bedre præstationer. Mellem polerne ligger naturligvis en mangfoldighed af forskellige reaktioner på rammerne.

Opvisning

"Spørgsmålet er," sammenfattede Camilla Hutters, "om det i virkeligheden er sådan, at flere unge bliver motiverede, men at det er en motivation for performance og ikke for læring?" Der er tegn på, mente forskeren, at vi i vores daglige virke – uden at ville det – kommer til at støtte en struktur, der belønner den bedste performer, en struktur, som bevirker, at de unge bliver optaget af at performe godt. Om de egentlig har lært noget, er ikke så vigtigt.

Var det som kommentar til forskernes bekymring for læringskulturen, at de dygtige elever fra artistlinjen på Akademiet for Utæmmet Kreativitet med jævne mellemrum brød ind i talestrømmen fra podiet med – ja – en række flotte performances? CEFU havde nøje udvalgt AFUK som fysisk ramme for konferencen, og eleverne sørgede for, det blev en oplevelse ud over det sædvanlige. En trapezopvisning oppe under hallens høje loft, et ”danser med spande”-nummer, der fyldte midtergangen, to unge danseres følsomme pas de deux - ja, en kommentar var det.  Men det var jo unge mennesker, der så ud til at brænde for det, de lavede og lærte? Og som må have trænet benhårdt for at få lært fx at balancere en pige på en oprakt håndflade eller bære en ung mand på spinkle pigeskuldre. ”Skal vi så gøgle os til motivation? Er det eventpædagogik, vi skal ud i?” spurgte Noemi Katznelson. Nej, svarede hun, men motivation har mange lag, blandt andet også slid og koordineret bevidsthed.

Og man kan tilføje efter at have deltaget i konferencen, at motivationens lag også tæller lyst, energi, mod, mål, træning, selvdisciplin, fællesskab, tryghed, fordybelse – alt sammen bud på, hvad motivation er, og hvor den kommer fra.

De utæmmede dyr

”De tæmmede dyr sidder og venter på, at føden bliver serveret, de utæmmede dyr finder den selv,” sagde AFUK´s leder, Stine Pilmark, og forklarede, at denne filosofi er en ledetråd i skolens arbejde med de unge.  At det ikke går så let og drømmende, som et catchy slogan giver indtryk af, er der nok ingen tvivl om. Mange AFUK-elever har ”knækket nakken” i folkeskolen og ”røget så meget tjald, at de ikke ved, hvad de selv hedder,” som lederen formulerede det: ”Vi oplever elever, der kommer og ingen ting vil, ingen drivkraft har. Det er vores fornemmeste opgave at tænde dem,” fortalte hun. En af metoderne er at bringe virkeligheden ind i skolen, noget selve konferencen jo var et eksempel på, hvor eleverne på kompetent vis tog sig af både værtrolle, forplejning og underholdning.  

Et andet læringsprincip er ”kvajepligt” – man har simpelthen pligt til at kvaje sig, så man kan lære af sine fejltagelser – fortalte lederen, et princip, der både betoner modet til at lære og vigtigheden af et rummeligt fællesskab. Et tredje princip demonstrerede AFUK gennem konferenceopdækningen med umage kopper og uens stole – en mangfoldighed af loppefund, som gjorde op med ensretningen. Stolene, hvoraf nogle er magelige, andre ikke, havde også et andet budskab: ”Hvis vi sidder for godt, hvis vi ser for godt, hvis ikke vi skal anstrenge vores hjerner, så falder vi i søvn!” sagde Stine Pilmark.

Opbruddet i lærerautoriteten

Det måtte jeg sande, da Mats Trondman fra Sverige kom på podiet. Jeg sad godt, og jeg så godt, men en rungende mikrofon, kombineret med Mats Trondmans hurtigtflydende svensk gjorde, at jeg billedligt talt måtte række mig på tæerne for at forstå ham. Men jeg ville gerne forstå, for de dele, der trængte igennem til mig, kombineret med foredragsholderens fascinerende evne til i krop, tale og stemmeføring at dramatisere sine pointer, vakte min sult efter at få det hele med.

Mats Trondman, professor i kultursociologi, er optaget af tre strukturelle vilkår, som påvirker unge i dag, og som har indflydelse på deres opfattelse af skole og uddannelse: At ungdomsfasen er blevet udvidet, at ”relationsgrammatikken” er ændret, og at ”autoritetens” vilkår er forandrede.

De relationsgrammatiske regler er de kulturelle regler og koder, der regulerer relationerne mellem mennesker i et samfund. I forholdet barn/voksen har vi bevæget os fra tidligere tiders afstand og hierarki til nærhed og af-hierarkisering: ”I dag har vi har vores børn her,” sagde forskeren og holdt begge sine hænder helt tæt ind til sit ansigt. ”Vi ved alt om vores børn. Vi er med.” Den ændrede relation påvirker autoritetsforholdet mellem generationerne.  Autoriteten og hierarkiet må i dag hele tiden forhandles, og den udfordring betyder bl.a., at mange lærere giver op og mister troen på deres egen pædagogik.

”Hvis jeg som far i dag ville finde på at sige sådan noget til min datter som: ”Der bliver ikke noget af at spille basketball, før du har læst dine lektier,” så ville jeg nok få dette svar: ”Pappa! Tror du selv på den model?”

Autoritet forstår Mats Trondman som magten til at kunne få andre til at ville noget af sig selv. Først når eleven ”går med på den”, kan undervisning blive til læring, og således bliver sammenhængen mellem autoritet og såvel motivation som selvdisciplin også tydelig.

For at undervisning skal blive til læring, må selvdisciplinen aktiveres: ”At lære sig gloser og at lære sig at spille som Metallica er det samme – man må øve sig. Man lærer det ikke ved at ligge i sengen.” Spørgsmålet om, hvordan man kan skabe selvdisciplin, bliver det afgørende i motivationsspørgsmålet.

Som voksen i dag må man ifølge Mats Trondman ”vinde relationen gennem forhandling med børnene,” og dette forudsætter, at man som voksen kan sætte både kundskaben, autoriteten og pædagogikken i spil i relationen. Det skal skolekulturen som sådan også bakke op om. ”Vi har stadigvæk de traditionelle forventninger til skolen, der går på faglighed. Det skal vi erkende og leve op til, samtidig med at vi er relationsskabende voksne,” sagde han.

Ram elevernes energi

Harriet Bjerrum Nielsen, professor i kønsforskning og pædagogik, synes, begrebet ”energi” er bedre at tænke i, end begrebet motivation: ”Motivationsbegrebet fremmaner en tanke om noget, der skal tilvejebringes først – og derefter går vi i gang,” sagde hun. Energi er derimod noget, der sker samtidig. Den er et resultat af, at man involverer sig i noget, at man oplever at mestre, at noget er umiddelbart meningsfuldt.

Når motivationen – eller energien - mangler, er det fordi, vi ikke ”rammer energien”. At ramme energien har at gøre med køn og alder: ”Aktiviteterne rammer den energi, som allerede er der. Når eleverne forekommer sløve, trætte og ugidelige, så tror jeg, det er fordi, situationen ikke har ramt den energi, og energien har noget med alder og udvikling at gøre. Så jeg ser ikke individ og situation som noget adskilt, men som noget, der hele tiden flyder ind i hinanden.” 

Med oplægget ”Ram elevernes energi – om koblingen mellem læring og udvikling” gav forskeren et indblik i, hvordan man for at forstå, hvordan elever lærer, først og fremmest skal forstå de relationer, der er i klasserummet. Hun har fulgt en norsk skoleklasse fra første til sidste klassetrin og studeret, hvordan klasserummets relationer formes.

Begrebet udvikling opfattes som noget, der sker gennem relationer og over tid. ”Biologiske, psykologiske og sociale dimensioner påvirker og væver sig ind i hinanden,” sagde hun. Spørgsmålet er, om læreren kan spille på det elevkollektiv, der er. ”Det handler ikke om at finde et indhold, som eleverne mere eller mindre snusfornuftigt kan se, er relevant for deres liv, eller som matcher skiftende interesser. Alt er potentielt interessant, hvis det rammer energiens form og kan folde sig ud i en god relation til læreren,” sagde hun og gav os illustrative eksempler fra sine observationer af skolebørn på forskellige klassetrin.

Også Harriet Bjerrum Nielsen pointerede vigtigheden af relationen til den voksne, til læreren, og det afgørende i, at læreren har relationskompetance: ”Det vigtige er en tillidsfuld relation til en voksen, der ser en og hjælper en med at finde vej.” At turde være den voksne og ville noget er af afgørende betydning. ”Og det er måske lærerens trange kår i disse år,” sluttede hun sit foredrag, ”at læreren i højere grad bliver administrator af tests og kontrol.”

I selvbiografiens skygge – når uddannelse bliver et identitetsprojekt

Ulla Ambrosius Madsen, lektor i pædagogik og uddannelsesforskning på RUC, introducerede en ny vinkel - ”motivationsskepsis”. Når vi vælger at forstå de unge ud fra et begreb som motivation, skal vi følge det op med et kritisk blik, så vi sørger for at få de historier med, der ellers ville blive udgrænset. Med eksempler fra sine studier af danske elevers ”kulturmøderejser” i Afrika pegede hun på de problemstillinger, der risikerer at falde uden for feltet, hvis vi snævert ser på ungdommen igennem begrebet motivation. De viser en dansk ungdom, der alle er stærkt motiverede af ”at gøre en forskel”, men som i ”kulturmødet” med Afrika mest får øje på sig selv og kun interesserer sig for deres personlige dannelsesprojekter, deres egen ”selvbiografi”. Uddannelse bliver et identitetsprojekt. Til gengæld demonstrerer de unge danskere en stor grad af manglende faglig viden om værtslandet og en høj grad af noget, man kunne kalde nationalnarcissisme.

Hendes observationer lukker op for en anden fortælling om ungdom, uddannelse og læring, end historien om de unges motivation ville have gjort. Motivationsbegrebet risikerer ifølge Ulla Ambrosius Madsen at reducere kompleksiteten, og det påtvinger en kausalitet – det kommer til at handle om, hvordan vi motiverer vi dem til noget bestemt.

Tendensen til, at uddannelse bliver til et identitetsprojekt, må efter forskerens opfattelse opvejes af en faglig fordybelse, som kan munde ud i en ægte interesse. Der skal skabes tid og rum til nysgerrighed og til det fremmede – til det, der ikke er én selv. ”Det er ikke sådan, at de unge vælger selvrealiseringsprojektet”, sagde Ulla Ambrosius Madsen senere i debatten: ”Der er en stor og væsentlig udfordring i at finde og samles om noget, der interesserer os. At få tid og ro til at dvæle i detaljer.” Derfor er det afgørende, at man er oprigtigt interesseret i sit fag – brænder for det - men samtidig er opmærksom på de andre forhold, som ens fokus vil udgrænse.

Fra forskerens værksted

Mette Pless og Peder Hjorth Madsen afrundede dagen. Begge arbejder med forskningsprojektet ”Lyst til læring i udskolingen”, der er tilknyttet CEFUs større forskningsprojekt, ”Unges lyst til læring.” Forskerne står dog stadig med gummistøvlerne plantet midt i undersøgelserne, så vi fik ikke løsningen på motivationens gåde. Men vi fik indblik i nogle af de foreløbige ”fund”, og hvilke vigtige spørgsmål og interessante perspektiver, de peger på. Blandt disse er netop spørgsmålet om, hvilken rolle forventningen om ”performance” spiller både socialt og fagligt, og hvordan det påvirker såvel den enkeltes motivation som dynamikken i klasserummet.

Nu slukkes scenelyset, men en projektør tændes og fanger en lille bevægelse bagerst i lokalet. To dansere kommer til syne, først adskilt, siden mødes de. De fletter sig sammen, skyder hinanden væk, mødes igen, løfter hinanden op, bærer hinanden frem, mens de bevæger sig op af midtergangen mellem rummets umage – og til tider umagelige - stole.

Tekst og fotos: Vibe Helene Møller-Jensen, redaktør, VejlederForum