Hvordan kan vi øge de unges motivation for læring og uddannelse? Dette vigtige spørgsmål arbejder Camilla Hutters indgående med sammen med fem andre forskere i det treårige forskningsprojekt, ”Unges lyst til læring”. Baggrunden er, at mange undervisere i dag oplever problemer med unges motivation, en problematik som også er yderst relevant for vejledere, der skal hjælpe unge med at vælge uddannelse – og gennemføre den.

”Højere frafald, unge, der er demotiveret for at fortsætte uddannelsen, og unge, som synes, at undervisningen er kedelig og bliver væk. Det er nogle af symptomerne på den manglende motivation, mange undervisere og lærere kæmper med på tværs af uddannelseskontekster. Vi har gennemført klasserumsobservationer og interviews, der viser, at mange unge ikke deltager i undervisningen eller finder den relevant. Fra andre undersøgelser ved vi, at 40 procent af gymnasieleverne oplever, at undervisningen er ensformig, og at 72 procent af erhvervsskolelærerne oplever, at der er flere umotiverede elever,” fortæller Camilla Hutters.

Projektet er kun midtvejs, men Camilla Hutters vil efter et mildt pres gerne løfte sløret for nogle af de første hypoteser om problemet – og mulige løsninger.

Performancekultur

Camilla Hutters mener, at vi med den manglende lyst til læring blandt unge er midt i en motivationskrise, som vi må forholde os til, netop fordi uddannelse i dag betragtes som noget af det allervigtigste. Fra politisk side er der krav om, at flere og flere skal i uddannelse, og de skal være i undervisningssystemet i længere tid.

Måske er det netop uddannelsesiveren fra samfundets side, der har en negativ indflydelse på de unges motivation, fordi undervisning – og i øvrigt også vejledning – fokuserer skarpt på målinger og resultater.

”I den uddannelsespolitiske udvikling er der mere fokus på uddannelse som et middel til økonomisk vækst og beskæftigelse end til viden og læring. Uddannelse bliver et instrument til, at vi kan klare os i konkurrencen med andre stater. Resultatet er en performancekultur blandt lærere og elever, mere end at de unge skal opnå viden og kompetencer og tage ansvar som borgere. For det tæller ikke med i rankings.”

Udviklingen er strukturelt betinget. I 90’ernes politik ekspanderede uddannelserne, og der var fokus på valgkompetence. I 00’ers og 10’ernes mere standardiserede skole er der mindre fokus på de unge som aktører, både i forhold til at lære at tage valg og opleve indflydelse. Det støder sammen med de unges virkelighed.

”Når de unge kan være superaktive og kreative i computerspil og deres netværk i fritiden, er det svært med en skole, hvor alt er lagt til rette. Undervisningen har meget fokus på, at man skal indordne sig og opnå bestemte mål og ikke så meget definere sine egne projekter. Derfor lærer de unge ikke at gå ind og tage et ansvar, fordi meget er arrangeret for dem,” siger Camilla Hutters.

Hvilke konsekvenser har det?

”De unge oplever, at formålet med uddannelse bliver uklart. Spørgsmålet: Hvorfor skal jeg være her? og det med, at man kan udvikle sig selv, bliver trængt i baggrunden. Vi anerkender dem, der bygger cv’et op, har en plan og går hurtigt frem. Standardiseringen står i kontrast til, at verden er mere og mere kompleks. Og de unge bliver ikke mere modne eller gladere af, at de har hastet af sted, sagt noget i alle timerne og taget ekstra fag. Det betyder ikke, at man bliver klar over, hvem man er som menneske.”

Overperformende eller slet ikke

Performancekulturen polariserer de unge.

”Nogle grupper er overmotiverede og overpræsterer med studiejob, frivilligt arbejde, ekstra fag og udenlandsophold. De oplever, at de er det, de har performet, og at alt handler om at bygge et cv op. Så får de stressproblemer. Andre grupper resignerer, siger fuck læreren og bliver helt passive. De aner ikke, hvad de skal gøre. Og sådan vil det fortsætte, hvis ikke vi ser på, hvordan vi kan inkludere, motivere og engagere dem.”

Har du et bud på en løsning?

”Det ved vi først om halvandet års tid, nu afdækker vi problemet ved at indsamle viden. Vi skal udvikle skolen efter, hvad der efterspørges på arbejdsmarkedet og i et digitalt samfund, men også ud fra, hvad de unge er optaget af, og hvordan de vil engagere sig. Vi må spørge os selv, hvordan vi kan understøtte en læringskultur, som støtter den enkeltes læring og udvikling. Måske skal man tænke mere i, at eleverne skal være aktører, så det ikke kun er en læringskultur med performance og konkurrence, men også med feedback og interaktion.”

Hvad kan vejledere gøre?

”Både vejledere og lærere skal overveje deres ansvar, for de indgår også i test- og performancekulturen og er nogle meget vigtige voksne, som de unge kan spejle sig i. Men at få en relation til en professionel er blevet sværere for de unge rent ressourcemæssigt. Det er ikke nemt at få en relation, når der kun er tid til at høre, om de har styr på deres planer. Samtidig er vejledere underlagt en masse myndighedsopgaver. Men behovet er større end nogensinde for, at unge får hjælp til at finde ud af, hvad der er vigtigt for dem. De har brug for nogle at sparre med, der ikke kun vil vide, hvad de vil, men også, hvad de er optaget af. Der er brug for stor lydhørhed for, hvad de unge har på hjerte, så de kan opdage deres drive.”