De unge skal uddanne sig. Når de er færdige med folkeskolen, skal de hurtigt videre i en ungdomsuddannelse. Uddannelse skal være effektiv og målrettet arbejdsmarkedets skiftende behov. For at motivere de unge og forberede dem på det rigtige valg er der siden midten af 1990’erne indført en lang række politiske tiltag, som har til formål at disciplinere de unge fra en tidlig alder i strategisk planlægning af uddannelses- og erhvervsvalget.

I folkeskolen skal de allerede fra første klasse lære at reflektere over egne styrker og svagheder i MUS-lignende samtaler med lærere, pædagoger og forældre og kunne eksplicitere i uddannelsesplaner, hvad de skal arbejde med indtil næste skole-hjem-samtale. Dette arbejde med at planlægge fremtiden fortsætter, når de går ud af folkeskolen. Nu har de ikke længere kun ret til ungdomsuddannelse, men pligt, og de skal i samarbejde med skolen og UU udarbejde en uddannelsesplan.

På bedste managementvis skal de igen reflektere over styrker, svagheder og muligheder og ikke mindst de manglende færdigheder, som forhindrer, at mulighederne kan indfris. På strategisk vis skal de kunne planlægge, hvordan de erhverver de manglende færdigheder og kommer videre på en ”realistisk” uddannelse ”til størst mulig gavn for den enkelte og samfundet”, som det står formuleret i bekendtgørelse om vejledning (LBK 671).

Det økonomiske menneske
Den underliggende antagelse i uddannelses- og vejledningspolitikken er, at de unge er eller bør være strategisk-rationelle og afveje fordele og ulemper i forhold til fremtidige muligheder for job og høj livsindkomst, før de træffer uddannelsesvalget. Tankegangen kendes fra ”rational choice”, som siden 1980’erne har ligget bag reformerne af den offentlige sektor, og som hviler på en økonomisk forståelse af den menneskelige natur, ”economic man”. Motivation bliver i denne optik til en ydrestyring, i og med mennesker antages primært at være styret af økonomiske incitamenter og en rationel afvejning af ”cost-benefits” i alle livets valg.

”Pisk og gulerod”
Den politiske forestilling er altså, at en elev på 15 år på baggrund af en rationel beslutningsproces afsøger uddannelses- og erhvervsmæssige muligheder i et længere tidsperspektiv og matcher disse med egne kompetencer (som antages at være transparente) og herigennem identificerer, hvilken uddannelse der vil give det bedste afkast. Hvis de unge ikke selv formår at gennemgå denne proces, så tildeles de en vejleder, som skal både støtte og kontrollere og i sidste ende kan fratage den unge ungdomsydelsen, hvis ikke planerne bliver fulgt.

De politiske tiltag er primært baseret på at motivere de unge gennem ydre regulering dvs. via pisk og gulerod. De krav, som de unge bliver stillet over for, skaber ofte ængstelse og en følelse af mindreværd, hvilket demotiverer i forhold til uddannelse. Så i såvel et pædagogisk som politisk perspektiv fejler disse strategier – især over for den gruppe af unge, som er uafklarede og har andre ting at slås med i livet. De har brug for ”noget andet” for at finde motivationen for uddannelse. Her kan vi finde inspiration i højskolerne og deres traditioner for almen dannelse.

Kombinationsprojektet: Højskolen motiverer
Siden 2008 har Folkehøjskolernes Forening kørt Kombinationsprojektet, hvis formål har været at give uafklarede unge en mulighed for at blive uddannelsesparate gennem et højskoleophold med vejledning. Evalueringen, som Institut for Uddannelse og Pædagogik har stået for, peger på, at højskolerne gennem deres læringsmiljø er med til at (gen)skabe motivation hos den unge.

Højskolernes læringsmiljø tilgodeser en række psykologiske behov, som ifølge motivations-teoretikerne Ryan og Deci er væsentlige for vores interesse i at lære og udvikle os selv og vores viden. Deres syn på den menneskelige natur står i modsætning til ”economic man”, da den basale motivation begrebssættes som ”indre motivation” og defineres som ”den adfærd, der ikke er drevet af ydre incitament, men som i sig selv er interessant og behagelig.” Mennesker er i denne optik drevet af nysgerrighed, kreativitet, involvering i fællesskaber, selvudvikling og glæden ved at kunne noget.

Evalueringen af Kombinationsprojektet viser, at højskolerne gennem deres værdisæt, engagerede lærere, et eksamensfrit rum samt kostskoleformen formår at motivere de unge. Højskolernes rammesætning giver mulighed for at arbejde med elevernes indre motivation gennem valgfrie fag. De dannelsesprocesser, som igangsættes på højskolen, tilgodeser de unges behov for at føle sig autonome, forbundet med andre og ikke mindste kompetente.

Højskolefællesskabet
Højskolens fællesskab er karakteriseret ved værdier som respekt for forskellighed, ansvar for sig selv og fællesskabet samt medbestemmelse, og eleverne lærer i løbet af opholdet, hvad det betyder at indgå i et forpligtende fællesskab. Den unge får en mulighed for at prøve sig selv af i samspil med de andre elever og i samspil med voksne, som er motiverede for deres fag og for de unge. I fællesskabet kan den unge spejle sig i andre unge og udveksle erfaringer om det at vælge og om at føle sig presset i uddannelsesvalget. Dermed er nogle af de problemer, som den unge slås med, ikke længere individuelle, men fælles – og bæres i fællesskab, hvilket letter presset.

Dette står i modsætning til uddannelsespolitikken, som siden midten af 1990’erne har fokuseret på individet og på at få den enkelte igennem uddannelsessystemet gennem individualisering af såvel uddannelse som vejledning.

Vejledning på højskole
Fællesskabet og højskolens læringsrum muliggør også en vejledning, som på én og samme tid er tilpasset den enkelte og foregår i fællesskab. Vejledningen finder ikke alene sted mellem en elev og en vejleder, men i højskolens fælles rum, hvor der både er elever, der skal videre på en ungdomsuddannelse, og på en videregående uddannelse.

Vejledningen på højskolerne er tilpasset de unge og deres behov. Udgangspunktet er den enkelte unge i fællesskabet, og der er ikke kun fokus på at få denne videre i uddannelse, men på hele den unges situation: såvel eksistentielle spørgsmål om meningen med livet som praktiske problemer med at få betalt regninger, komme op til tiden osv. Og vejledningen finder sted, når der er behov for det – i spisesalen, over aftenkaffen og i vejlederkontoret.  

I modsætning til UU har højskolens vejledere ikke en problematisk dobbeltrolle som både støtte og kontrollant. De har mulighed for gennem højskoleopholdet at møde de unge, hvor de er, og som de er.   

At kunne noget
Endelig giver højskolen denne gruppe af unge mulighed for at afprøve sig selv i trygge rammer. De unge sammenligner folkeskole og højskole i deres fortællinger om højskolen som læringsrum. Folkeskolen er i disse fortællinger et sted, hvor de unge har oplevet nederlag og udviklet en følelse af ikke at være gode til noget, mens de på højskolen finder ud af, at de faktisk ”kan noget”. Højskolen åbner for nye muligheder, og som en elev sagde det, så kan man:

”… blive inspireret eller måske finde ud af, at man interesserer sig for noget andet, end man egentlig troede, man gjorde. Det er også det, der er fedt på højskolen: at man kan skifte fag. Og ligesom finde ud af, hvad jeg er god til, og hvad jeg kan bruge det, jeg er god til …” (Elev, Egå Ungdomshøjskole, 2011).

Højskolen opleves som et frirum uden eksamen og tvang om præstation. Det paradoksale er, at de unge på højskolen i høj grad bliver i stand til at præstere: De får modet til at optræde, at organisere fællesaktiviteter, at overskride grænser i kreative, musiske og praktiske fag. Et højskoleophold kan således være med til at bryde elevernes selvfortællinger om utilstrækkelighed og fiasko og erstatte den med en fortælling om at kunne noget og dermed være med til at bringe retning i uddannelsesvalget.

Højskolen viser vejen
De unges fortællinger om højskolen er en positiv fortælling om lyst til læring, identifikation med engagerede lærere, følelsen af kompetence og om at indgå i et fælleskab med andre. Højskolen udgør en pause i et uddannelsesræs, hvor de unge får mulighed for at gøre sig vigtige erfaringer med sig selv og hinanden. De finder deres indre motivation og bliver dermed mere motiverede for uddannelse.

Dette står i skærende kontrast til den ydrestyring, som præger uddannelsespolitikken, og hvor stokken er blevet mere fremherskende end guleroden. Så i stedet for at forsøge at piske de unge gennem uddannelsessystemet, så burde vi give dem tid til at finde deres egen vej. Her kan et højskoleophold være med til at oplyse livets mange stier for de unge – og højskolerne kan være med til at vise vejen til motivation for uddannelsespolitikken.