Blækket når knapt at blive tørt på den ene reform, før den næste tager over. Siden ”Den lille socialreform” i 1998 er hele ti store reformer blevet gennemført: førtidspensionsreformen (2001), ”Flere i arbejde” (2003), ”Ny chance til alle” (2005), velfærdsaftalen (2006), kommunalreformen (2007), genopretningsaftalen (2010), tilbagetrækningsreformen (2011), reform af førtidspension og fleksjob (2012), kontanthjælpsreformen (2013) og sygedagpengereformen (2014). Til sommer får vi formentlig en dagpengereform potentielt skarpt efterfulgt af andre reformer som følge af arbejdet i Carsten Koch-udvalget. Der er nok at se til.

De overordnede mål med reformerne er i store træk ret konsekvent de samme, men midlerne er forskellige. Hvor fx den omfattende reform ”Flere i arbejde” havde stort fokus på samtaler, rettidighed, kontrol, andre aktører og hurtigst muligt i arbejde uanset hvem, så har kontanthjælpsreformen under overskriften ”Alle kan gøre nytte” sluppet styringen af samtalecirkusset og taget en skelnen mellem ”dem, der kan, og dem, der ikke kan endnu” alvorligt.  Alle medfører reformerne dog nye indsatser, nye regler, nye organiseringer og nye løfter om, at nu bliver det hele bedre. Alligevel kniber det med både resultater og begejstring.      

Alle råber røv
Og her er der en ganske særlig kultur på beskæftigelsesområdet. Det er nemlig helt tilladt – ja nærmest comme il faut – at råbe RØV! efter jobcentrene, som har opgaven med at få det hele til at gå op i en højere enhed. Alle er med i råbekoret. De ledige brokker sig over, at jobcentrene mest kontrollerer dem og slet ikke er det sted, hvor man kan hente det næste job. Arbejdsgiverne er sure over praktisk talt alt, hvad der foregår. De finder jobcentrene ineffektive, der stilles for få krav til de ledige, kontanthjælpen er alt for høj, og ingen gider bruge systemet, fordi det er for besværligt.  

Heller ikke fagforeningerne er tilfredse. De har mistet grebet om beskæftigelsesindsatsen, og selv om de generelt er temmelig ligeglade med kontanthjælpsmodtagerne, vil de have bastionen tilbage og sikre særbehandling for deres medlemmer. Politikerne, som har tilrettelagt det hele via et usandsynlig stort antal paragraffer, bekendtgørelser, vejledninger og skrivelser, er også misfornøjede og undrer sig højlydt over, hvad de egentlig laver ude i de jobcentre. Og endelig er medarbejderne frustrerede, fordi det hele drukner i bureaukrati og uigennemtænkte regler, som er hastet igennem, uden at nogen for alvor har forholdt sig til de fulde konsekvenser. Ikke mindst administrativt. Det er med andre ord ad helvede til.

Uegnet til politik

Det er dog ikke sært, at det ikke fungerer. Problemet er, at beskæftigelsesindsats ikke for alvor egner sig til at blive drevet politisk. Der er alt for mange (indædte) politiske særinteresser, som skygger for, hvad der reelt er godt at gøre. Vi har faktisk efterhånden temmelig god evidens for, hvad der virker over for ledige, som er til rådighed. Og over for dem, som har tunge problemer at slås med, findes der oceaner af viden hos erfarne socialarbejdere, som ingen politikere har interesseret sig for at få formaliseret. Så på mange måder forgifter de politiske debatter den sunde fornuft, og tilrettelægger politikken i et parallelt spor helt uagtet det, vi ved.

Det er kontanthjælpsreformen et godt eksempel på. For her har en (politisk) beslutning om at gå efter en bred (politisk) aftale ført til, at en række ubehjælpsomme gamle (politiske) mærkesager blev gennemført uden evidens for gode effekter. Og den efterfølgende mildt sagt uelegante implementering af dele af reformen ude i kommunerne vidner også om, at lejligheden er blevet brugt til at forfølge lokal(politiske) ideer om, hvad meningen er, og forsøge at polstre budgettet med henvisning til de nye paragraffer. Det går altid galt, når der går politik i skidtet.

Sanktion uden evidens
Kontanthjælpsreformens genindførelse af langvarig sanktion for kontanthjælpsmodtagere er et eksempel på politisk opportunisme, som blæser på, hvad der virker. De langvarige sanktioner blev – med Venstre i spidsen – afskaffet for få år siden, fordi erfaringerne viste, at de netop ikke virker efter hensigten. Der er ikke sket noget som helst i mellemtiden, som siger det modsatte. Ud over altså at en mand ved navn Robert Nielsen ramte mediefladen med sit udsagn om, at han hellere ville modtage kontanthjælp end bestride et ”skodjob”.

Så nu har vi igen en ny barsk tremåneders sanktion. En klar ”Lex Robert”. Og selv om det er understreget med fed, at kommunen altid forud for en sanktion skal foretage en socialfaglig vurdering af, om der i det konkrete tilfælde foreligger omstændigheder, der kan begrunde, at personen ikke har pligt til at udnytte sine arbejdsmuligheder, og derfor ikke skal sanktioneres, så viser erfaringerne, at kommunerne mange steder sanktionerer vildt og frådende først og spørger bagefter. Hvis der altså klages.

Forsørgerpligt fra kassen med gamle sager
Den helt håbløse gensidige forsørgerpligt for samlevende par på kontanthjælp, som på ingen måde udspringer af grundig analyse og saglig argumentation, er ligeledes hevet op af en borgerlig kasse med gamle sager og røget med ind i reformen, fordi lejligheden bød sig. Den forrige regering nedsatte allerede i 2009 Retsvirkningslovsudvalget, som fik til opgave inden udgangen af 2013 at ”overveje, om der er behov for at tilpasse reglerne om ægteskabets retsvirkninger til de nuværende samfunds- og familieforhold”. Det behøver vist ikke at tage fire år at ”overveje” dette behov. Og det havde under alle omstændigheder været oplagt at speede arbejdet i det ikke just hurtigt arbejdende udvalg op, så vi kunne have fået glæde af dets overvejelser i debatten. Men det var man åbenbart ikke interesseret i. Det kniber nemlig med argumenterne.

De fremgår bl.a. af lovbemærkningerne og handler udelukkende om at opnå større ensartethed mellem ægtefæller og samlevende i kontanthjælpssystemet. Til det er der bare at sige, at man med samme argumentation kunne have gået den anden vej og ophævet den gensidige forsørgerpligt for ægtepar. Dermed ville man samtidig opnå ligestilling mellem kontanthjælpsmodtagere og både revalidender, dagpenge- og sygedagpengemodtagere, som alle får deres ydelser uafhængigt af en eventuel ægtefælles indkomst- og formueforhold. Og man kunne i næsten samme bevægelse have taget alle pensionisterne med, da man for et år siden reviderede førtidspensionsreglerne. Men det var ikke det, man ville. Man ville væk fra det grundlæggende princip om staten som den primære forsørger, når den grundlovssikrede ret til et arbejde ikke kan opfyldes.

Dermed har man opnået det paradoksale, at de første effekter af indførelsen af en gensidig forsørgerpligt for samlevende decideret modarbejder reformens løfte om en helhedsorienteret indsats over for særligt udsatte familier, ”så de kan få hverdagen, økonomien og familielivet til at hænge sammen, så forældrene på sigt kan få en større tilknytning til arbejdsmarkedet”. Processen gør det nærliggende at antage, at den forrige regering var helt klar over, at det var et totalt no-go at forsøge at få gennemført idéen og derfor har benyttet sig af muligheden for at hive det med ind i handlen om en bred aftale som opposition. Og dermed lade nogle andre tage skraldet.

Unge polstrer kommunekassen
Det udprægede økonomiske fokus skinner også igennem i håndteringen af ydelserne til unge under 30 år, der som bekendt er sænket, så de unge som udgangspunkt får en grundydelse, der svarer til SU. Hvis det viser sig, at nogle af dem alligevel ikke kan gå i gang med en uddannelse, får de et tillæg til den lave ydelse efter tre måneder. Medmindre de har det rigtig svært og skal have tillægget med det samme. Egentlig ikke så svært at forstå.

Alligevel har kommunerne grebet den bold mere eller mindre kontant. Måske fordi det ”elektroniske screeningsværktøj”, som skulle hjælpe med til at sikre en ædruelig visitation af de unge, ikke på nogen måde er klar endnu, så jobcentrene har været overladt til deres egne forestillinger om, hvad meningen er. I hvert fald har man nogle steder vurderet, at kun 14 procent af de unge er uddannelsesparate, mens man andre steder er helt oppe på at mene, at 83 procent står så klar i startskamlerne, at de skal ned på den lave ydelse og i gang med en uddannelse.

Det siger sig selv, at det ikke kan passe. Der er altså tale om en lokal(politisk?) tolkning af reglerne, som primært er baseret på interessen for kroner og øre i kassen. Men det er jo også meget nemmere end at lægge nuancerede faglige betragtninger til grund for administrationen. Ikke desto mindre er det helt i hegnet.

Resultatet af den gennemgående politiske opportunisme har allerede vist sig: kontanthjælpsreformen får tæsk for at skubbe folk ud over kanten i stedet for at hjælpe dem ind i varmen. Fagbevægelsen har fået verdens bredeste motorvej for argumenterne imod at lade beskæftigelsesindsatsen være kommunal, så det mistede land kan erobres tilbage. Og det helt store trick er, at de åbenlyse tidsler ikke tilskrives oppositionen. Det er den siddende regering i skikkelse af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, som må stå på mål for dem, mens ophavsmændene til de værste af dem kan læne sig tilbage. Smart. Bare ikke for regeringen.

Et reelt paradigmeskift
Det er tragisk, at det overvintrede skrammel, som ikke tidligere har kunnet samle flertal, er røget med i aftalen, fordi man insisterede på et bredt forlig. Det skygger nemlig for de gode elementer i reformen, som i mine øjne udgør et reelt paradigmeskift: Klare krav og mere selvbestemmelse til dem, som kan arbejde. Afskaffelse af match-systemet, så ingen længere kan betragtes som passive. Helhedsorienteret hjælp og ret til mentorstøtte til alle, som har problemer at slås med.

Med afskaffelsen af kontanthjælp til unge under 30, flytning af sagsbehandlingen til uddannelsesinstitutionerne og en klar opfordring til at holde sig helt væk fra offentlig forsørgelse, forsøger man desuden reelt at tage konsekvensen af den dokumenteret stærkt forhøjede risiko for at havne varigt på overførselsindkomst, hvis man rammer kontanthjælpssystemet som ung og aldrig får taget sig en kompetencegivende uddannelse. Det har man ikke gjort så massivt før.  Navnlig denne del af reformen er både kontroversiel og modig. Men kreditten udebliver, fordi så meget andet står i vejen.

Den 22. april skyder Carsten Koch og hans udvalg gang i fase to af kommissoriet, som skal se på beskæftigelsesindsatsen for ikke arbejdsmarkedsparate ledige. Det kan forekomme besynderligt, at der først gennemføres store reformer på området, og derefter nedsættes et ekspertudvalg, som skal se på, hvordan det måske kan gøres bedre. Risikoen for, at det vil føre til en ny kontanthjælpsreform, er dog nok minimal. Men det bliver spændende at se, om Koch-udvalget vil sikre sig den praksisviden, som efter al sandsynlighed vil begrunde, hvorfor noget af det, der allerede er indført, ikke virker efter hensigten. Og endnu mere spændende om de tør tage konsekvensen af det. Det kræver som minimum, at de både er fagligt nysgerrige og politisk neutrale. Det er ikke nogen nem opgave.