Vejledere er ikke defineret ved at have en bestemt uddannelse eller profession. De er først og fremmest defineret ved deres funktion – altså de opgaver, de arbejder med eller de problemer, de løser. Således adskiller de sig på den ene side fra traditionelle professioner som læge, jurist og sygeplejerske, hvis professionelle kendetegn først og fremmest er den lange specialiserede uddannelse, en særlig etik og monopolet på en bestemt type stillinger, der giver sig udslag i krav om en autorisation for at varetage bestemte opgaver. De adskiller sig på den anden side også fra håndværkere, dvs. faggrupper som elektrikere og vvs-installatører, hvis faglige kendetegn er en særlig håndværksmæssig viden og de dertil knyttede praktiske færdigheder samt i nogle tilfælde monopol eller autorisation til at udføre visse former for arbejde.

Vejledere har forskellige uddannelser, omend en grunduddannelse som lærer er den almindeligste. Vejlederne har typisk forladt fx et lærerjob som deres egen uddannelse ellers har sigtet mod, eller de har måske aldrig besiddet den type job, som deres uddannelse egentlig gav dem en privilegeret adgang til. Det betyder, at de vejledere, der har en grunduddannelse som fx lærer, ikke kan påberåbe sig, at de har en særlig viden, som er nødvendig for at vejlede. I deres job som vejledere kan de ikke umiddelbart hævde, at de har en kernekompetence i form af en specifik faglig eller professionel viden, som de har fælles med alle andre vejledere på grund af en fælles grunduddannelse.

Man kan forholde sig til dette på to måder: For det første kan man forsøge at skabe et fælles fundament, således som det bl.a. er gjort gennem en særlig diplomuddannelse i vejledning. For det andet kan man betragte det som en styrke, at vejledere har forskellige grunduddannelser, og at man derfor allerede inden for kollegakredsen er tvunget til at arbejde tværprofessionelt.

Mit udgangspunkt for at fremlægge nogle overvejelser i forhold til det tværprofessionelle samarbejde er først og fremmest, at jeg er blevet opfordret til det, men når jeg har sagt ja, så er det, fordi jeg tror, at nogle af de undersøgelser af professioner (se referencer), jeg har været optaget af på grund af overraskende resultater, måske også kan vise, at den forskellige uddannelsesbaggrund ikke er nogen hæmsko for at udvikle en vejlederidentitet, der ikke behøver at være baseret på en traditionel professionsidentitet.

Vejlederfaglighed: selvstændigt, udviklingsorienteret og tværsektorielt arbejde
Manglen på en fælles grunduddannelse og den forskellige faglige baggrund vejlederne har, har ført til, at man har etableret en diplomuddannelse for vejledere. Når man vil præcisere bestemte forhold, der kan opfattes som vigtige kompetencer for vejledere, er det oplagt at tage udgangspunkt i formålsangivelsen for Diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning. I studieordningen hedder det:

”Formålet med Diplomuddannelse i uddannelses, - erhvervs- og karrierevejledning er at kvalificere den uddannede til selvstændigt at varetage funktioner og udviklingsorienterede opgaver indenfor uddannelses- erhvervs- og karrierevejledning samt at udvikle egen praksis. Endvidere er formålet at kvalificere den studerende til selvstændigt at indgå i tværsektorielt samarbejde i såvel offentlige som private virksomheder, institutioner, forvaltninger m.v.” (STUDIEORDNING for Diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning 1. oktober 2012)

I formålet understreges det således, at vejlederen skal have kvalifikationer til at arbejde selvstændigt og udvikle egen praksis samt kunne indgå i tværsektorielt arbejde, når de arbejder med opgaver inden for uddannelses- erhvervs- og karrierevejledning. Som udgangspunkt tydeliggør studieordningen således værdien af et fagligt kvalificeret skøn, som er en forudsætning for både selvstændigt og udviklingsorienteret arbejde.

Hverken denne brede formålsangivelse eller beskrivelsen af de obligatoriske moduler på vejlederuddannelsen giver dog nogen nærmere redegørelse for, hvordan disse kompetencer kan fremmes gennem diplomuddannelsen. Opgaven er heller ikke let, fordi kompetencerne ikke er direkte forbundet med en teoretisk eller abstrakt viden, som kan omsættes i praksis.

På den baggrund kan man spørge, hvordan det så er muligt at analysere vejledernes faglighed og udvikle den med henblik på at styrke vejledningsarbejdet?

Analyse af vejlederfaglighed – centrale begreber: Relationer, holdninger og tværfaglighed
Jeg vil gerne bidrage med nogle synsvinkler på faglighed, som er dannet på basis af flere sociologiske undersøgelser af pædagoger, socialrådgivere og sundhedsplejerskers faglighed og holdninger til tværfagligt samarbejde.

Jeg har ikke på noget tidspunkt specifikt beskæftiget mig med vejlederes faglighed og indgang i tværfagligt samarbejde. Undersøgelsesresultaterne kan dog efter min mening alligevel belyse vejlederes faglighed og tværprofessionelle eller tværfaglige samarbejde, fordi de mest interessante resultater viser tendenser, der gælder for alle de professioner, jeg har undersøgt, og disse tendenser har dermed også været gældende for lærere, der er den dominerende professions eller faggruppe blandt vejlederne.

Endvidere har vejlederne under alle omstændigheder en jobfunktion, hvor det er oplagt, at de skal arbejde med menneskers holdninger. Kendskab til unges, forældres, læreres og arbejdsgiveres holdninger er en vigtig kvalifikation eller kompetence for vejlederne. Centralt i forhold til vejlederens opgavevaretagelse står også spørgsmålet om holdningsbearbejdelse i forhold til unge, deres forældre, ledere og lærere i skoler og på uddannelsesinstitutioner og endelig i forhold til arbejdsgivere og medarbejdere på virksomheder.

Da holdningsbegrebet og de professionelles holdninger til forskellige situationer i det faglige og tværfaglige samarbejde netop er det centrale tema i mine undersøgelser, er det således også oplagt, at nogle af undersøgelsesresultaterne kan være relevante for både analyse af vejlederes faglighed og tværfaglige samarbejde. Ligesom de kan være relevante for udvikling af vejledernes faglighed.

Nogle hovedresultater fra to vignetundersøgelser af professionelles faglighed
Jeg mener, at især to undersøgelsesresultater og to hovedkonklusioner fra undersøgelser jeg selv har været med at til at planlægge og udføre, kan bidrage til at belyse vejledernes faglighed. Jeg vil derfor fremhæve nedenstående fire forhold:

1. Der er ikke særlig store forskelle mellem de forskellige faggrupper eller professionsgruppers holdninger, når det gælder opfattelsen og vurderingen af komplekse sociale problemer, og heller ikke når det gælder holdningen til, hvad praktikere bør gøre for at løse, mildne eller forebygge problemerne (Ejrnæs 2006).
2. Praktikere inden for samme professionsgruppe som fx lærere eller socialrådgivere har vidt forskellige holdninger til nogle alvorlige sociale og pædagogiske problemer. Det er derfor således, at holdningsmæssig uenighed inden for professionen er mere almindelig end holdningsmæssig uenighed mellem professionsgrupper (Ejrnæs 2006).
3. Holdningsmæssig uenighed er et grundvilkår i praktisk professionelt arbejde med komplekse sociale og pædagogiske problemer (Ejrnæs 2006 og Ejrnæs & Monrad 2010)
4. Vignetmetoden er en sociologisk undersøgelsesmetode, som er relevant i forhold til både undersøgelse af professionelle praktikeres faglighed, men den kan også fungere som en model for udvikling af professionel faglighed. Metoden er velegnet til at undersøge specifikke holdninger, idet man i et spørgeskema afdækker opfattelser, vurderinger og handlingsforslag i forhold til situationer beskrevet i en case, den såkaldte vignet. Vignetmetoden kan derfor anvendes til at belyse, hvordan praktikere, fx vejledere ser på bestemte personer i bestemte situationer. Deres vurderinger af problemernes sværhedsgrad og deres mening om årsagerne til problemet, og hvad vejlederen bør gøre i forhold til problemet, kan afdækkes. Disse vurderinger og handlingsforslag kan derefter gøres til genstand for en faglig drøftelse, som ikke er belastet af, at nogle allerede er personligt involveret i behandlingen. På denne måde kan metoden også fungere som en model for faglig udvikling (Ejrnæs & Monrad 2012).

Jeg vil i det næste afsnit vise, hvordan disse hovedresultater kan vise, dels hvordan analysen af vejledernes faglighed kan kvalificeres gennem undersøgelser og teori, dels hvordan man kan anvende cases til at udvikle fagligheden i forhold til både gamle og nye vejledningsproblemer.

Undersøgelsesresultater, der kan styrke vejledernes faglighed
Fagligheden blandt vejledere med forskellig uddannelsesmæssig baggrund kan styrkes, hvis vejlederne bliver bedre til fordomsfrit at samarbejde med repræsentanter for forskellige sektorer, og den kan styrkes gennem nuancering af helhedssynet og fremme af empati. Med udgangspunkt i undersøgelsesresultaterne kan følgende forhold fremhæves:

Vejlederne kan med udgangspunkt i undersøgelsesresultaterne undgå at ligge under for fordomme om bestemte faggrupper og dermed stille sig mere lyttende an i forhold til at få et indtryk af den konkrete samarbejdspartners teoretiske eller faglige synspunkters relevans i forhold til en bestemt sag.

Denne indsigt er vigtig for at kunne arbejde på tværs af sektorer, hvor det er nødvendigt at samarbejde med en lang række professioner og fag, hvor ens forhåndsviden desværre ofte kan være fordomsfuld, og hvor det derfor er vigtigt, at man kender til undersøgelsesresultater, der kan aflive myten om professionernes store forskellighed.

Resultaterne kan skærpe vejledernes opmærksomhed i forhold til, at ens egen måde at se tingene på ikke er den eneste mulige og heller ikke den eneste fagligt forsvarlige. Denne indsigt betyder på den ene side, at man får mulighed for at opdage egne ’blinde pletter’ (tilfælde af ekstrem selektiv perception). Ligeledes kan man få indtryk af, at også værdier og følelser har indflydelse på de faglige holdninger – både hos ens samarbejdsparter og en selv.

Indsigten betyder på den anden side, at man får mulighed for konstruktivt at bruge samarbejdsparternes forskellige synsvinkler til at kvalificere sit helhedssyn. Disse to former for faglig udvikling kan begge bidrage til at kvalificere det faglige skøn, som er præcis den egenskab, som er nødvendig for at kunne arbejde selvstændigt

I vejledningsarbejdet står opbygningen af relationer og arbejdet med motivation og dermed også med holdninger centralt hos såvel unge som deres forældre, personale på uddannelsessteder og ledere og medarbejdere i de virksomheder, som de unge søger vejledning om. Helt centralt er det i denne forbindelse at udvikle empati, dvs. indsigt i, hvordan alle disse personer, som man arbejder med, opfatter og vurderer de forskellige situationer og ikke mindst hvilke mål eller visioner, de har.

Her er både kendskabet til undersøgelsesresultaterne om holdningsdiversiteten og kendskabet til, hvordan man gennem vignetmetoden både kan undersøge denne holdningsdiversitet og kan udvikle sin egen kompetence til at opfatte situationer og problemer på flere forskellige måder med til at udvikle empatien. Kendskabet til, at det i arbejdet med komplekse sociale problemer er et grundvilkår, at der kan eksistere faglig uenighed er et godt udgangspunkt for, at man som led i at nuancere helhedssynet forsøger at finde frem til uenigheder, der netop kan tydeliggøre de vinkler på problemet, som man enten har overset eller har været ”blind” for.

Denne viden om holdningsdiversiteten inden for ens eget faglige område fører i nogle tilfælde til, at man skifter holdning, hvilket kan være fint. I de fleste tilfælde vil man dog nok mene, at den vinkel, man selv har lagt mest vægt på, er den vigtigste. Men man har forhåbentlig gennem arbejdet med vignetmetoden indset, at der findes flere fagligt forsvarlige vinkler på samme problem. Det styrker helhedssynet. Og dette er alt andet lige et godt udgangspunkt for bedre at kunne forstå og leve sig ind i den situation, som er gældende for de mennesker, man vejleder (Ejrnæs 2008).

Viden om, hvordan man ser på vejledningssituationer og vejledningsproblemer samt bevidst anvendelse af vignetmetoden som faglig udviklingsmodel kan bruges til at styrke helhedssynet, det faglige skøn og empatien i vejledningsarbejdet.

Referencer:

• Ejrnæs og Morad (2012): Vignetmetoden. Sociologisk metode og faglig udviklingsmodel, Akademisk Forlag
• Ejrnæs, M. (2006). Faglighed og tværfaglighed – Vilkårene for tværfagligt samarbejde mellem sundhedsplejersker, pædagoger, lærere og sagsbehandlere. København: Akademisk Forlag. 
• Ejrnæs, M. (2008). Teori og empati – faglighed i relationsprofessionerne. København: Akademisk Forlag. 
• I: Jacobsen, M. & P. Keith (red.): At forstå det sociale – sociologi og socialt arbejde. København: Akademisk Forlag.
• Ejrnæs, M. & M. Monrad (2010). Enighed, Uenighed og Udvikling – Pædagogisk faglighed i daginstitutioner. København: BUPL