RUC har den opfattelse, at problemer i den virkelige verden sjældent kan løses med én faglighed alene, skriver universitet på sin hjemmeside. Psykolog Charlotte Højholt er et levende eksempel på det, da hun gennem sin karriere i udpræget grad har inddraget andre fagligheder i sin egen forskning. Desuden er hendes felt netop tværfagligt samarbejde på børneområdet, og hvad der sker, når forskellige fagligheder arbejder sammen, særligt med fokus på dynamikken og konflikterne mellem lærere og pædagoger i arbejdet med børn og unge.  

Egentlig var hendes genstandsfelt børn med vanskeligheder, men hun blev tidligt grebet af dynamikkerne mellem især lærere og pædagoger, som er nært forbundne, men som også ser meget forskelligt på problemerne, og som arbejder på hver deres måde med den samme gruppe børn og unge.

Med Skolereformen skal de to fagligheder arbejde endnu tættere sammen. Her kan man trække en parallel til vejlederne, som skal arbejde tættere sammen med lærerne om faget Uddannelse og Job i folkeskolen, og med sagsbehandlerne i forbindelse med den nye kontanthjælpsreform, hvor de skal arbejde tværfagligt og tæt med andre fagligheder, bl.a. Ungdommens Uddannelsesvejledning. Så hvad er det, der sker i brydningsfeltet mellem fagligheder?

En børnehave er ikke en skole
"I de tværfaglige diskussioner mellem lærere og pædagoger oplever jeg tit, at indholdet, altså børnene, de unge eller brugerne, forsvinder. Fx da jeg første gang interviewede pædagoger, fik jeg at vide, at en børnehave ikke er en skole, og pædagoger er ikke lærere. Så kommer det til at handle om, hvad én faglighed ikke er i forhold til en anden faglighed, i stedet for at vi ser på, hvad hver faglighed særligt kan gøre for brugerne," siger Charlotte Højholt.

Hvad er problemet i det?

"Læring og det sociale hænger sammen for børnene - som to forskellige aspekter af det samme hverdagsliv. Derfor er det paradoksalt, at vi hænger fast i konflikten om, hvilken der er vigtigst. Begge faggrupper ved, at man lærer matematik ved at deltage i læringsfællesskaber og sammenspil, ligesom børnene absolut også lærer noget i børnehaven eller på fritidshjemmet. Så det er på mange måder en kunstig adskillelse".

Hvad tror du, det bunder i?

"Vi har en struktur, hvor børn vokser op i familier og kommer i vuggestue, børnehaver og skoler. Tendensen er, at der hele tiden kommer flere og flere faggrupper til, der fx er specialiseret i de helt små elever eller i overgange. Her er der nogle praksisser, særligt mellem lærere og pædagoger, hvor læringsbegrebet har hørt til i skolen, og det kan præge dialogen. Fx når det formuleres, at pædagogerne nu skal "assistere" lærerne eller lave "undervisningsforberedende pædagogik". I de formuleringer kommer det ikke frem, at faggruppen af pædagoger kan noget andet og lige så vigtigt. Deres faglighed kan føle sig overtrumfet."

Altid konfliktfyldt
Charlotte Højholt ser det som et grundvilkår, at man ikke kan løse problemer uden at samarbejde, når emnet er børn og unge, men at det altid vil være konfliktfyldt. Læring, og hvad vi vil med folkeskolen, er nu en gange mangesidet og modsætningsfyldt. Vi kan arbejde med modsætningerne, men når vi bliver afmægtige, kan tingene blive sat på spidsen.  Hun nævner et oplevet eksempel med konflikter om en elev, der forstyrrede undervisningen. I konflikten giver læreren udtryk for, at fokus på de sociale forhold har været på bekostning af læringen, mens pædagogerne oplever, at læreren kun går op i læringen, selv om begge parter ellers finder, at begge dele er vigtige.

"I situationen blev de to fagligheder dualismer, men også duellanter, hvor de to principper 'Vi går ind for det sociale' kontra 'De skal lære noget' bliver sat over for hinanden, i stedet for at se på, hvordan de sammen - og på forskellig vis - kan hjælpe eleven. Også politikerne kan puste til den ild, som da Folkeskoleudspillet i 2013 blev kritiseret af Venstre for at indeholde 'for meget hulahoptid'."   

At man som faggruppe kan komme op på barrikaderne over for en anden faggruppe kan også forstærkes ved, at selve feltet er komplekst, og at arbejdsbetingelserne og organiseringen ofte lægger op til at adskille i stedet for at forbinde - og at der ikke er entydige løsninger på problemerne.

"Sådan er det fx med læring og socialt liv og også med unges uddannelsesvalg, som mange vejlederne beskæftiger sig med. Mange ting spiller ind. Man skal prioritere mellem hensyn - og hvad er så vigtigst?", spørger Charlotte Højholt retorisk.

Hvem har ret?
Hvis der er noget, der kan udløse konflikter mellem fagligheder, er det en reform.

"For tiden er der jo direkte timer og stillinger på spil. Her gælder det igen om at fokusere på, hvad de forskellige fagligheder kan bidrage med af viden og samarbejde, i stedet for hvem der har ret. Men selvfølgelig er processerne ikke så lige og demokratiske, som vi kunne ønske det. Derfor kan det opleves som et spørgsmål om, hvem der vinder diskussionsmagten eller formuleringsmagten."

Men det burde være sådan, at vi ikke behøver at lægge faglighederne ind under hinanden, eller at en af dem skal vinde.

"Det er en ærgerlig måde at stille det op på, for børnene og de unge kan komme i klemme. Og de kan ellers godt navigere i, at forskellige faggrupper vil noget forskelligt med dem."

Som ledelse kan man gøre flere ting for at undgå, at faglighederne går i konkurrence med hinanden.

"Ledelsen kan sørge for perspektivudvekslingen, så forskelligheden i det, faggrupperne bidrager med, kommer frem. Ledelsen kan også være rollemodel i forhold til at respektere det fælles, nemlig at alle fagligheder bidrager forskelligt til de unges forløb. Ingen arbejder i et isoleret vakuum, alt, hvad vi gør, hænger sammen hele tiden, også med hvad de andre fagligheder gør. Og uanset hvor meget eller hvor lidt, faglighederne arbejder sammen. Og selvfølgelig kan ledelsen også skabe et rum, hvor medarbejderne oplever, at de kan komme på banen med deres faglighed på en åben og gensidig måde."