Som ung uden uddannelse går du ind i jobcentret i Ikast-Brande. Først møder du en UU-medarbejder, der hjælper dig med at finde vej til en uddannelse. Hvilke kompetencer har du, og hvad har du i tankerne? Senere samme dag holder du møde med en beskæftigelsesrådgiver, der følger op på dialogen i første samtale. Nu skifter fokus. Ikke på målet, som er uddannelse, men på processen og kravene. Du bliver visiteret, får lagt en plan, og I laver aftaler, så du kan leve op til uddannelsespålægget. Måske når du også et møde med ydelseskontoret, hvor det meget konkret handler om, om du har formue, er blevet fyret, er fyldt 18 eller har været gennem andre 'sociale begivenheder', som er en forudsætning for, at systemet kan udbetale kontanthjælp eller uddannelseshjælp. Alternativt er flere af møderne slået sammen. Sådan er virkeligheden i dag med den nye kontanthjælpsreform.

"Som leder er mit mål, at borgeren oplever sammenhæng, og at der arbejdes videre på de foregående samtaler. Men jeg tror, at det nogle gange kan opleves meget forvirrende, og jeg forstår godt, hvis den unge oplever det sådan: Puha, det var mange ting, der skulle ordnes på én gang. Bare det at skulle forholde sig til to mennesker, hvordan de taler, og om ordene betyder det samme, kan være en stor mundfuld," siger Birgit Thorup.

Borgerens vandrejournal
Birgit Thorup har valgt at implementere den koordinerede sagsbehandling, som lovgivningen nu foreskriver, ved at gennemføre en proces, hvor hver faglighed tvinges til at være meget skarp på egne specialer, så de ved, hvornår de skal køre selv, og hvornår de skal inddrage andre.

"Det lyder højspændt med specialer. Vi kunne også kalde det vidensområder, så borgeren bliver rustet til at træffe sine valg inden for rammerne. Det handler om, at der er så meget tempo på i dag, at man ikke kan holde sig opdateret på alle parametre. Jobcenterkonsulenten har tjek på arbejdsmarkedet, UU-vejlederen på at finde vej til uddannelse, uddannelsesretning og institution, mens en socialfaglig rådgiver har den gennemgående generalistrolle og ansvaret for myndighedsopgaven og koordineringen i flowet mellem systemet og borgeren. Dertil kan der være en støttekontakt, en mentor og en aktør fra aktørstedet, hvis den unge er i et tilbud og har udfordringer i forhold til fx misbrug eller psykiatri. I praksis er det en kunst, når der er så mange involveret. Borgeren kan føle sig kastet lidt rundt, eller det kan være svært at finde den røde tråd. Nu har vi implementeret det, men at vi synes, det er fintunet, er at tage munden for fuld."

For at samle flowet er der i arbejdsmarkedsafdelingen adgang til data på tværs, men UU noterer i systemet UV-vej og jobcentret i Fasit. Af samme grund er videreleveringen af oplysninger sikret ved, at der arbejdes i fysiske skemaer, som går med den unge videre, lidt ligesom en vandrejournal følger en gravid kvinde mellem læger, jordemødre og sygeplejersker.

”Det er et stærkt og stort ønske, at vi kunne have ét system eller én automatisk digital overlevering af relevante oplysninger. Sådan er det bare ikke endnu. Hver fagperson har brug for forskellige oplysninger for at sagsbehandle. Jeg overvejer hele tiden, hvordan ting kan overleveres, så der ikke bliver spurgt om det samme to gange, fx hvad henvendelsesårsagen er i det hele taget. Og selv om vi arbejder med de samme borgere, kan faglighederne have forskellige perspektiver og endda mål for samtalen. For at sikre ensartetheden er vi derfor nødt til at konceptualisere det."

Vil du uddybe det?

”I forhold til tilgangen til borgerne har jeg erfaret, at faglighederne lidt firkantet sagt kan have fokus på det fremadrettede eller det bagudrettede eller på muligheder eller begrænsninger. At medarbejdere med en socialfaglig baggrund vil udrede det hele i forhold til borgeren. De kan fx bore lidt i, at man er sygemeldt med en dårlig albue eller andre ting, mens fastholdelsesmedarbejderen har mere fokus på mulighederne for at vende tilbage og på virksomhedens muligheder for, at det sker. Hvis der så lader til at være enighed om en rimelig fælles aftale, borer de ikke så meget i de øvrige forhold. Det handler om, hvor bredt man går ud og kigger i hjørnerne og ser, om der fx er stress. Vejlederne og socialrådgiverne kommer mere ud i krogene, hvis jeg skal stille det meget karikeret op.”

Er det positivt eller negativt at komme i krogene?

”Er der undertoner i det, borgeren siger, skal man selvfølgelig forfølge det. Men ellers tænker jeg, at man måske ikke altid behøver undersøge alt.”

Misforstået beskyttelse
I processen med det tættere samarbejde mellem fagligheder har Birgit Thorup oplevet, at de godt kan støde sammen, fx i forhold til udvekslingen af – og adgangen til – personfølsomme oplysninger. Der kan hurtigt komme mange ting med, når psykiatri, handikap eller børn og familie kommer på.

”Dér oplever jeg, at socialrådgiverne – altså børne- og familierådgiverne – har en særlig faglighed eller tilgang i forhold til borgeren. Selvfølgelig skal oplysninger ikke bare flyde. Men hvis borgeren har givet samtykke, skal familierådgivningen så kunne sige, at de ikke ønsker at videregive de oplysninger, som borgerne synes, vi skal have? Min forståelse er, at borgeren har en forventning om, at vi udveksler de oplysninger, der er brug for, så de ikke skal rende spidsrod mellem instanser. Men her er det måske socialrådgiverne, der lidt misforstået vil beskytte borgeren. Jeg kan genkende billedet fra min egen afdeling, og hvis sygehussektoren ringede til os efter en masse oplysninger, ville vi også være lidt forsigtige med at dele dem. Mit udgangspunkt er tillid, og at det er velkomment at ’blande sig i hinandens områder’, når det er med afsæt i borgeren. Så er det ikke for systemets skyld, men mod målet, at vi skal gøre det bedste for den enkelte borger.”

Mere sårbar
Birgit Thorup anerkender, at der ligger en stor styrke i de forskellige specialer, og at tilkomsten af UU i jobcentret har givet en positiv udvikling i form af, at flere unge går i gang med en uddannelse. Hun oplever også en stor vilje blandt medarbejderne til at gå i dialog med de andre fagligheder og en nysgerrighed på, hvad de hver især kan.

”Nu har vi arbejdet med udviklingen af den røde tråd i halvandet år. Medarbejderne skal stadig vende det hele i deres hoveder, for som mennesker er vi alle vant til at gøre, som vi plejer. Åbenheden og udvekslingen gør også medarbejderne mere sårbare, for hvad er det for en profession, de sidder og udøver? Det kan blive meget luftigt, når vi næsten per automatik siger, at vi ’har vores faglighed’. For hvad er det for en faglighed? Tag for eksempel vejledningsfagligheden. Vejledning er en dimension i andre professioner, så er det en faglighed eller en metodik? Jeg har superdygtige vejledere ansat i min afdeling med et godt teoretisk grundlag og diplom eller master i vejledning, men er det en faglighed i sig selv? Hvad er vejledningsfaglighed i forhold til socialfaglighed? Ved vi egentlig, hvad det er, vi siger, når vi taler om faglighed? Jeg har ikke svaret.”

Bottom line er, at det kræver et stærkt ledelsesmæssigt fokus at arbejde på tværs af faglighederne og forskellige fokus.

”Man kan ikke blive i sin egen faglige silo, men skal op ad siloen med en nysgerrighed og tro på, at vi hver især kan noget frem for at holde fast i, hvad vi selv kan – eller mener, vi kan.”