I de gode gamle dage – dengang da vejledere vejledte og lærere underviste – da vidste man som elev i grundskolen, hvad man kunne bruge sin vejleder til. Som elev i 6. klasse kom man ind på vejlederkontoret til en snak, som givetvis skræmte én fra vid og sans, fordi ”nu skulle man til at overveje, hvad man ville være i fremtiden”. Heldigvis strakte tænketiden sig over et par år eller tre, hvor man tænkte lidt, samtalte lidt, tænkte lidt mere og til sidst blev klar til at vælge uddannelse og måske endda erhverv.

De UU-vejledere, der i dette jubilæumsår har været med ”fra starten”, kan givetvis genkende dette scenarie og sukker måske endda sentimentalt, når erindringen om de tider, hvor vejlederen vejledte, popper op. Pudsigt nok var der dengang også tid til en masse relaterede om end perifere aktiviteter, selv om vi vejledte alt, hvad der kunne krybe og gå i grundskolen.

Som vejleder deltog man regelmæssigt i UEA-aktiviteter, virksomhedsbesøg og gæstelærerforløb samt tog aktivt del i alle aktiviteter omkring brobygning, forældremøder, skole-hjem-samtaler og andre forefaldende opgaver. Dertil kom vejledningen af de 15-25-årige, som var uden for uddannelsessystemet.

Bolde i luften havde vi lige så mange af, som vi har i dag, men de så anderledes ud og blev jongleret på en anden måde dengang, end de gør i dag. Med andre ord: Vejlederens faglighed har gradvist ændret sig i takt med indførelsen af en række mere eller mindre om sig gribende reformer og deraf følgende målretning af vejledningsindsatsen.

Vejlederidentiteten - en truet art?
På den positive front udgør vejledningssamtalen – den individuelle, udforskende, afdækkende og faciliterende samtale – stadig en del af UU’s kerneopgave. Man kan endda sige, at vejlederne under den nye reform har langt bedre forudsætninger for at bruge tiden på netop den type samtale, hvor det giver mening at lave en vejledningskontrakt med den unge. En sådan samtale indeholder spørgsmål, som kommer hele vejen omkring den unge, der typisk har en række komplekse problemstillinger og behov. Samtaler, som giver mulighed for at benytte sig af de mange teorier og metoder, man som vejleder har lært på vejlederuddannelsen, og som ikke nødvendigvis er relevante, når de uddannelsesparate elever skal vejledes om valg af studieretning.

Samtidig giver reformen mulighed for og anledning til at arbejde målrettet på at styrke vejlederfagligheden i forskellige retninger alt efter hvilke målgrupper, der arbejdes med:

• Kollektiv vejledning defineres nu som ’klassebaserede vejledningsaktiviteter’,* som skal udfordre elevernes valg af uddannelse.
• Gruppevejledning skal i langt højere grad bruges til alle målgrupper.
• UU skal sammen med skolen iværksætte en helhedspræget skole- og vejledningsindsats for elever som i 8.–10. klasse vurderes ikke uddannelsesparate.
• UU skal hjælpe skolen med tilrettelæggelsen af Uddannelse og Job.

Det er blot en præcisering af det, vi hele tiden har lavet, vil nogen nok sige. Måske, men ikke desto mindre en præcisering, som i skrivende stund udmønter sig i ny-/videreudvikling af både materialer, (sam)arbejdsgange, metoder og dermed også af vejlederidentiteten. En vejlederidentitet, som vi fremadrettet skal blive dygtigere til at sætte i spil sammen med en række aktører på tværs af faggrupper. Vejledningsindsatsen i grundskolen skal nemlig fremadrettet kendetegnes ved to faktorer: øget fokus på elever med særlige vejledningsbehov og vejlederen som facilitator og tovholder snarere end som altfavnende blæksprutte.

HOP-IN: den nye tværfaglighed i praksis
I UU Horsens Hedensted (UUHH) har vi inden for det sidste års tid haft gode muligheder for at sætte fokus på UU’s rolle som facilitator og bindeled mellem en række instanser og samarbejdspartnere, der ikke nødvendigvis tilhører de gængse samarbejdspartnere som fx familieafdelingen og PPR. Et eksempel på dette er vores involvering i planlægningen af en Uddannelse og Job(UJ)-event for Hedensted Kommunes 7. klasser.

Frøet til eventen blev oprindeligt sået på et møde, hvor kommunens skoleafdeling, erhvervsafdeling, skolelederrepræsentanter og UU var til stede. Kommunen ønskede, at grundskolernes UJ-undervisning (daværende UEA-undervisning) i højere grad skulle afspejle Hedensted Kommunes ambition om at blive den førende produktionskommune i Danmark.

Her blev det besluttet at satse på førnævnte event, som siden hen blev døbt HOP-IN: Hands On Production – Innovation New Ideas. Alle kommunens 7. klasser samledes i Dansk Produktions Univers – en kommende rugekasse for nye produktionsvirksomheder i kommunen – i uge 46, hvor de skulle konkurrere om at udvikle det bedste lærings-spil med hjælp fra lokale virksomheder og ungdomsuddannelser. Udviklingen af konceptet foregik tværfagligt med input fra lærere, skoleledere, erhvervsafdelingen og UU.

I arbejdet med HOP-IN spillede UU en mere faciliterende og mindre udførende rolle, end det ville have været tilfældet før i tiden. Vores rolle var primært på konsulentniveau; det vil sige som sparringspartner, kontakt-formidler (til virksomheder og ungdomsuddannelser) i forberedelsesfasen og under selve ugen. Derudover påtog vi os arbejdet med at evaluere og lave effektmåling på projektet.

Vejleder/facilitator
Konsulentfunktionen er – trods det at vejlederne i UUHH har haft konsulentstatus i nogle år – en relativt ny måde for os at arbejde på. Som vejledere har vi haft tendens til at tro, at folkeskolen ville bukke under, hvis ikke vi havde en aktivt udførende rolle i hver eneste vejledningsrelaterede aktivitet, der fandt sted. Det være sig brobygning, arbejdet med optagelse.dk, forældremøder, UEA-undervisning etc.

Det billede, der tegner sig nu, er, at nogle skoler i langt højere grad tager ansvaret på sig og skaber nye lærerfunktioner, som retter sig mod koordinering af UJ-undervisningen, og i nogle tilfælde endda skal varetage coaching-samtaler med de elever, der ikke er en del af UU’s målgruppe. I sådanne nye og spændende landskaber får vi bestemt behov for at være tydelige omkring vores rolle og kompetencer, samt hvordan disse bedst spiller sammen med de nye funktioner (og dertil hørende kompetencer) på skolerne.

I den nye vejledningsreform oplever vi, at vejledernes faglige identitet differentieres i stadig stigende grad: 

• For de elever og unge, som vurderes ikke uddannelsesparate, eller som har særlige vejledningsbehov, skal vi fremadrettet tilbyde en endnu mere målrettet vejledningsindsats, som både går i dybden (med mere tid til individuel vejledning) og i bredden (med en stadig bredere palette af tværfaglige samarbejdsmuligheder). På mange måder den traditionelle vejlederrolle med et moderne twist qua de mange spændende muligheder for at afprøve nye arenaer og metoder for vejledningsindsatsen. En stifinderfunktion, som bringer os meget tæt på de unge.
   
• For de uddannelsesparate elever varetager vi opgaven med kollektiv vejledning, som dog skal indeholde henvisning til andre vejledningsinstanser og samtidig skal forholde sig dialogisk til elevernes valg af uddannelse og erhverv. Blæksprutten er ikke helt død endnu!
   
• For alle de andre opgaver, der også ligger inden for vejledningens regi, retter fagligheden sig i langt højere grad mod facilitatorrollen – den samlende og kontaktformidlende instans, som har fokus på at sætte andre professionelle i stand til at hjælpe de unge. Dog samtidig en vejlederfunktion, som fjerner os mere og mere fra den store gruppe af uddannelsesparate unge, netop fordi der kommer andre professionelle funktioner på banen. 

Virksomhedskaravanen – facilitering i praksis
Som led i udmøntningen af facilitatorrollen giver vi os i UUHH i kast med Virksomhedskaravanen. Her tilbyder vi lærere på grundskolens 1.–10. årgang en hel dag i selskab med det lokale erhvervsliv. Hvor formiddagen handler om, at lærerne skal se, hvad der foregår på to virksomheder, handler eftermiddagen i langt højere grad om at skabe rammerne for et fremtidigt samarbejde/netværk mellem skoler, lokale virksomheder og ungdomsuddannelser.

I et forsøg på at udvikle de traditionelle virksomhedsbesøg sætter vi nu UU i rollen som dem, der hjælper skolerne med at danne lokale uddannelses- og virksomhedsnetværk til brug på alle årgange. Samtidig gives der rum til en dialog om, hvordan disse netværk kan udnyttes til gavn for alle parter. Speeddating og udviklingsfora erstatter dermed indtil videre de mere traditionelle klasselærerkurser og virksomhedsbesøg i håbet om, at vi ikke blot kan føre hesten til truget men også bidrage til og formidle skabelsen af nye og perspektivrige samarbejdsrelationer.

Den flerkulturelle vejleder
Så vidt så godt – vejlederidentiteten antager altså i stigende grad en form, som man kan kalde ”målrettet favnende” og faciliterende. Hvad betyder det så for vejlederens kompetencer? Evalueringen af HOP-IN har bl.a. tydeliggjort behovet for at udnytte UU’s rolle som translatør i kommunikationen mellem fx skoler og erhvervsliv.

På trods af at samarbejdet overordnet set blev vurderet til at fungere godt, viste evalueringen, at flere af virksomhederne mente, at lærerne manglede forståelse for og viden om, hvad der foregår på en almindelig dansk produktionsvirksomhed. Samtidig viste evalueringerne på det helt lavpraktiske plan, at en klasselærer på 7. årgang typisk fortolkede diverse udtalelser og hændelser helt anderledes end fx en mellemleder på en smedevirksomhed.

Det kan måske ikke overraske, men ikke desto mindre er nogle lærere – ikke mindst de mere uerfarne – blinde for denne forskel og for deres relative uvidenhed om arbejdslivet uden for skoleboblen. Samtidig mangler mange virksomheder forståelse for skolernes måder at arbejde på, både hvad angår tempo, arbejdstider og diverse metoder.

Om end det ikke altid er helt uproblematisk at påpege disse forskelle på behørig diplomatisk vis, må man erkende, at man som UU-vejleder har et ben i mange lejre og derfor til tider både kan og må påtage sig rollen som kulturel oversætter imellem forskellige aktører. Hvor velmenende de samarbejdende parter end er, så er det ikke befordrende for praksisnær læring, når manglende viden om hinandens arbejdsvilkår/-gange og deraf følgende samarbejdsmuligheder kommer i vejen.

På den måde giver også folkeskolereformens krav om den åbne skole UU-vejlederne lejlighed til at tydeliggøre denne centrale side af vores vejlederidentitet udadtil. Translatørfunktionen breder sig nemlig ud over en række facetter af vejlederens faglighed og retter sig ikke blot mod erhvervslivet men også mod andre kommunale instanser, som jo i princippet er kolleger, men som hver især besidder deres egen faglighed og synsvinkel i forhold til en given ungs situation.

Således udtalte en ung dansk mand for nylig med et dybt suk til sin UU-vejleder: ”Vil du ikke godt tage med mig til det der møde på kommunen, for du er min tolk.” Bag denne enkle udtalelse lå en tydelig forventning om, at vejlederens tilstedeværelse ville sikre, at mødet kunne forløbe uden risiko for misforståelser mellem den unge og sagsbehandleren. Samtidig stillede den unges forventninger en række krav til vejlederens kompetencer og evne til at sætte disse i spil med sagsbehandlerens kompetencer og forventninger.

UU-vejledere? Det er vist dem, der ved noget om uddannelse…
Med etableringen af UU-centrene i 2004 blev der sat fokus på professionaliseringen af vejlederjobbet; både i og uden for grundskoleregi. Med den massive besparelse på UU-området,
som netop har fundet sted, kan man frygte, at UU-vejlederne får ry for bare at være dem, der ved noget om erhvervsuddannelserne og særlige forløb og ikke kan så meget andet. Med denne artikel slås der et slag for en redefinering og styrkelse af vejlederidentiteten – dog kræver det, at vi som UU-vejledere bestræber os på:

• at være tydelige omkring vores vejlederkompetencer. Ikke blot hvad angår den gode vejledningssamtale men også i forhold til at facilitere netværk i en række sammenhænge, samle trådene i komplicerede sagsgange og sikre, at vidt forskellige aktører hører og forstår hinanden.
   
• at være bevidste om de spidskompetencer, vi hver især besidder som UU-vejledere og organiserer os internt, så organisationen gør bedst brug af dem.
   
• fortsat at udfordre os selv på, hvordan kompetencer og faglighed bedst kan sættes i spil med de mange andre faglige identiteter, vi samarbejder med for at sikre, at de unge får den bedst mulige hjælp og vejledning. Dette i en erkendelse af, at vi bedst kan hjælpe de unge, når vi løfter i flok.

Med den nye reform har man inden for vejlederfaget fået mange nye muligheder for at styrke og udvikle fagets mange facetter og opgaver til fordel for de unge, vejlederne arbejder med. Dette både fordi og på trods af, at man kun får fingrene i en lille andel af de unge i den individuelle vejledningsindsats. Konklusionen fra denne kant må derfor være, at vejlederidentiteten ingenlunde er på vej til at uddø.

* Bekendtgørelse om vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv, §5, BEK nr. 840 af 30/06/2014