Mette Pless forsker i unges motivation til læring i udskolingen som en del af CEFUs og Egmont Fondens treårige forskningsprojekt ”Unges lyst til læring”. Hun har i et tidligere forskningsprojekt interviewet unge i 9. klasse om, hvordan de oplever at blive vurderet ikke-uddannelsesparate – en vurdering, som nu allerede finder sted i 8. klasse.

”For nogle unge var det en stopklods for deres motivation. De tænkte ”OK, jeg dur ikke til noget,” og den følelse kan lede til desorientering og skoletræthed,” forklarer Mette Pless.

Hun mener, at det er vigtigt, hvordan man lancerer vurderingen over for de unge, så det netop ikke bliver et negativt stempel, men i stedet hjælper dem med at komme tættere på den uddannelsesdrøm, som de måske har formuleret.

Vurdering eller vejledning
”Jeg håber, at UU-vejledere og skolelærere får mulighed for at arbejde med uddannelsesparathedsvurderingen som et dynamisk procesværktøj og vejledningsredskab for de unge, så de kan arbejde med at tilegne sig kompetencer efter de krav og forventninger, der er i forhold til den uddannelse, de kunne tænke sig. Mange af de unge er meget motiverede over for vejledningsaktiviteter, hvor de for eksempel får mulighed for at prøve deres drømme af i mødet med en konkret ungdomsuddannelse eller får vendt deres overvejelser og tvivl med en vejleder. Risikoen er, at det blot bliver et vurderingsværktøj. Man skal tænke meget over, hvad man vurderer de unge på. Når der indgår et tal, kigger man måske vel meget på det.”

Mette Pless hentyder til kravet om, at elever skal have mindst 4,0 i gennemsnit i standpunktskaraktererne for at opfylde de faglige forudsætninger for at være uddannelsesparat.

”Man kan ikke forudsige et liv fuldstændigt på baggrund af en karakter. Unges valgprocesser er løbende, og de forhandles og genforhandles også i mødet med en ungdomsuddannelse. Faktisk viser DPU’s undersøgelse ”Unges valg og fravalg i ungdomsuddannelserne”, at en stor del af de unge, som forlader folkeskolen med meget dårlige karakterer, gennemfører en ungdomsuddannelse. Det er passé at dømme folk ude eller inde. Og i forlængelse heraf er det centralt at overveje, hvilke alternative muligheder og tilbud der er til rådighed for unge, som ikke vurderes parate til den uddannelse, de oprindeligt sigtede efter,” pointerer Mette Pless.

Karakterer fylder hos de unge
Som en del af undersøgelsen om motivation er 1.000 folkeskoleelever i 7., 8. og 9. klasse fordelt over hele landet blevet spurgt om, hvordan de oplever skolen og tiden efter. Dette er holdt sammen med kvalitative studier på seks skoler: En ungdomsskole, en efterskole, en privatskole og tre folkeskoler, hvor Mette Pless har fulgt undervisningen og gennemført fokusgruppeinterviews og interviews med lærere og elever.

Mette Pless er overrasket over, hvor meget karakterer betyder for de unge. Hun har mødt unge, der giver op, fordi de ikke føler, at de kan klare kravene, mens nogle af de dygtigste vil præstere på alle fronter.

”Dette risikerer at give skoleudmattelse i begge ender af skalaen. Og hvad er det for en motivation, vi vil installere i de unge, når vi gør karakterer så betydningsfulde? Er det motivation for at lære noget eller motivation for at få gode karakterer? For dem i toppen af skalaen kan det blive en lystfuld konkurrence, mens de, der er lavere i hierarkiet, hele tiden oplever at blive overhalet, selvom de kæmper med stoffet, og det er demotiverende.”

Mette Pless mener ikke, at vi er i motivationskrise, men at synet på motivation er i forandring, blandt andet på grund af den stigende test- og målorientering, som skaber øget fokus på præstation og performance. Her kan motivationen blive gjort til et måleparameter for systemet og endnu et element i unges performative strategier.

Motivation afhænger af position
I Mette Pless’ forskning arbejder hun med motivation som noget, der opstår i de sammenhænge, unge indgår i.

”Mange teorier ser motivation som en individuel størrelse, og som en egenskab, hvor nogle er stærkt motiverede eller helt mangler motivation. Dette syn kan sætte unge i en mangelposition. Men selvom du er stærkt demotiveret i én sammenhæng, kan du opnå en ny motivation, hvis du får tilbudt andre positioner og deltagermuligheder.”

Som et eksempel på, at motivation kan afhænge af samspillet med uddannelsen, nævner Mette Pless, at overgangen til ungdomsuddannelsen – altså selve sceneskiftet til et nyt og fremmed læringsrum – kan være motiverende i sig selv.

”En del unge på kanten af folkeskolen kan opleves som umotiverede, men de kan blomstre op i nye sammenhænge. De er måske skolemættede og lidt trætte af hele tiden at møde de samme lærere, hvorfor det kan være svært at ”blive tændt op af folkeskolen”, som en af de unge har formuleret det. De har brug for et skift, så de kan definere sig selv på ny. Der er noget galt, når vi kun fokuserer på de unges parathed i en bestemt kontekst. Det er vigtigt, at vi tænker i overgange og tænker på tværs af uddannelsesinstitutioner og sektorer. Ny motivation kan opstå netop dér, og det tager den statiske uddannelsesparathedsvurdering ikke højde for.”

Vil man opnå motivation, handler det ifølge Mette Pless om at fokusere på samspillet mellem de unge og uddannelsen og på at skabe motiverende læringsrum, hvor unge kan blive og være motiverede.

”I stedet for kun at måle sociale og personlige kompetencer hos den enkelte unge og tænke, at vi har at gøre med unge, som er for lidt uddannelsesparate eller motiverede, skal vi flytte fokus til at tænke, hvordan vi giver de unge nogle muligheder, der giver mening for dem. Det er ikke det samme som ikke at ville stille krav. Men det er samspillet mellem den unge og uddannelserne, der er centralt.”

Det er motiverende at mestre noget
Men hvad er det så, som motiverer de unge, og hvilke læringsrum skal vi skabe?

”Mestringserfaringer spiller en kæmpestor rolle. Det at blive stillet en opgave og løse den er stærkt motiverende for den næste opgave. På den måde oplever de unge, at de flytter sig, og derigennem øges deres mestringsforventninger, altså troen på, at de kan magte at løse de opgaver, de stilles overfor – og skolelivet i det hele taget. Det har langt fra alle unge, og de kæmper med at gøre sig gældende i projekt skole. Både med at se relevans og mening med undervisningen her og nu og i forhold til at have noget at pejle efter – altså se arbejdsmarkedsperspektivet tydeligt. Det er måske i højere grad til stede hos de unge, som skal på en gymnasial uddannelse, end hos dem, der vil være sosu-assistent eller tømrer. Her er det ofte ikke så tydeligt, hvad de kan bruge folkeskolen til.”

Nok bør læringsrummet optimeres i forhold til de unges læringslyst og motivation, men grundlæggende tvivler Mette Pless på, at vi nogensinde helt kan planlægge, undervise eller vejlede os ud af rigtige og forkerte uddannelsesvalg i vores iver efter at motivere og uddanne mennesker til et arbejdsmarked, som vi ikke kan forudsige alligevel.

”I dag er der så meget fokus på at strømline unges uddannelsesvalg og sikre, at de vælger rigtigt første gang. Her er det vigtigt med et nuanceret syn på motivation, med håndholdte overgange, hvor vi tænker på tværs af uddannelsesinstitutioner. Men uanset hvor meget vi gør, er uddannelsesvalg bare meget komplekst. Nogle ting går først op for en undervejs, og derfor har nogle unge zigzaggede veje gennem uddannelsessystemet.”