”Om det er et vejledningsværktøj eller et redskab til at sætte prædikater på folk? Profilafklaringen handler alene om at sætte de rigtige handlinger i gang. Er et ungt menneske åbenlyst uddannelsesparat, ville det være åbenlyst dumt, at kommunen sætter alle mulige tiltag i gang, hvis han eller hun ikke har sociale problemer eller andre afgørende barrierer for at begynde på en uddannelse.”

Sådan siger Morten Binder om kommunernes nye digitale værktøj til at afgøre uddannelsesparatheden hos unge under 30 år, mere specifikt gruppen af unge, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og som søger uddannelseshjælp. Som direktør i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) er han øverst ansvarlige for værktøjet og dets udbredelse i kommunerne. Status er, at cirka halvdelen af landets jobcentre har adgang med deres sagsbehandlingssystem Opera, og snart udbredes værktøjet også til systemet FASIT.

Han fortsætter: ”Omvendt kan kommunerne sætte hele styrken ind og målrette indsatsen, hvis værktøjet sammen med samtaler med vejlederen viser, at der er brug for ekstra hjælp og støtte.”

Kan ophæve skævhed
Baggrunden for det nye redskab er kontanthjælpsreformen, der som bekendt trådte i kraft den 1. januar. Fra den dato opererede kommunerne med et nyt visitationssystem, som afløste matchkategorisystemet. Nu placeres unge uden en erhvervskompetencegivende uddannelse i to kategorier: uddannelsesparate og aktivitetsparate. En andel af de uddannelsesparate er ”åbenlyst uddannelsesparate”. Det er unge, hvor man ved den første visitationssamtale vurderer, at de ikke har nogen barrierer – og derfor ikke har behov for hjælp og støtte – i forhold til at starte på en uddannelse og gennemføre den på ordinære vilkår.

I begyndelsen af året var der stor skævhed i kommunernes vurdering. Fx var 87 procent af gruppen uddannelsesparate i Allerød, mens det i Halsnæs kun drejede sig om 14 procent. Ifølge formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, var det måske på grund af lovens meget brede beskrivelse. Mere kritisk kunne man anklage kommunerne for kassetænkning, da det er billigere at have en uddannelsesparat ung end en aktivitetsparat.

Profilafklaringsværktøjet blev lanceret den 1. maj med det formål at hjælpe sagsbehandlerne med at give en indikation af, hvilke unge der er åbenlyst uddannelsesparate. Det forventes, at profilafklaringsværktøjet indikerer, at en gruppe på omkring 10 procent er åbenlyst uddannelsesparate.

Vejlederen har det sidste ord
Værktøjet er et tilbud til kommunerne og til den unge, og målet er at give den unge og sagsbehandleren et fælles udgangspunkt allerede ved den første samtale. Samtidig skal værktøjet være en støtte for sagsbehandleren – både i samtalen og i vurderingen af den unge.

Profilafklaringsværktøjet skal altså understøtte sagsbehandlernes vurdering, men den endelige beslutning om, hvorvidt den unge er åbenlyst uddannelsesparat, træffes af vejlederen.

”Baserer kommunen alene vurderingen på skemabaserede oplysninger, er der en betydelig risiko for at overse nogle forhold. Omvendt kan en vurdering ikke kun bygge på en samtale og den enkelte vejleders mavefornemmelse. De unge kan måske fra minut til minut komme i tvivl om, hvorvidt de vil det ene eller det andet, og om de er gode til noget eller ej.”

Morten Binder mener, at det nye værktøj kan øge sandsynligheden for, at en uddannelseshjælpsmodtager får den rigtige hjælp til at få en uddannelse og en god arbejdsmarkedstilknytning i samfundet. 

”Fremmer værktøjet ikke det, ender det på kirkegården,” siger Morten Binder.

Seks skarpe til Morten Binder
1. Resultatet af profilafklaringsværktøjet har stor betydning for den unges økonomi, da han/hun vil få en højere ydelse som aktivitetsparat end som uddannelsesparat – kan det påvirke svarene?

”Det er altid udfordrende, når andre forhold spiller ind. I de fleste unges selvopfattelse er det ikke så fedt at sige, at man ikke er uddannelsesparat. Enkelte kunne synes, at det var strategisk smart at sige, at de ikke kan noget som helst, eller se helt bort fra ting, de kan. Vurderingen træffes dog ikke kun ud fra det digitale værktøj, men også ud fra samtalerne med vejlederen, som har det sidste ord. Jeg mener, at det tilsammen giver et væsentligt og solidt grundlag for at træffe beslutningen.”

2. Er der fare for, at man gør den unge til et objekt?

”Det er ikke sådan, at vi kører dig igennem systemet, og så ender du som swimmingpoolrenser. Vejlederen har et stort ansvar for at være en levende samtalepartner, som kan rådgive den unge i uddannelsessystemet. Der er altså store krav til vejlederens evne til at bruge sin viden og koble det sammen med lige præcis det, der skal til for, at netop denne unge kommer i gang med en uddannelse og får lyst til at rykke og flytte på noget i sit liv.”

3. Skubber værktøjet på magtbalancen mellem vejleder og borger i forhold til en mere dynamisk og flydende vejledersamtale?

”Jeg mener ikke, at det skubber magtbalancen, at man opererer på et mere vidensbaseret grundlag. Men der er selvfølgelig en risiko for, at det virker lidt mekanisk, så vejlederen skal gøre noget for, at det ikke er det indtryk, som den unge sidder tilbage med.”

4. Stiller værktøjet nye krav til vejlederen – og er de rustet til det?

”Ja, det stiller højere krav til vejlederens evne til at forklare borgerne, hvorfor vi gør det her, og gøre borgeren til sin medspiller i samtalen. Jeg har mødt rigtig mange dygtige vejledere, men sad jeg selv i et jobcenter, ville jeg lave uddannelsesprogrammer og snakke om, hvordan man kan få denne empowerment-tænkning til at virke over for borgeren.”

5. Hvordan har vejlederne taget imod det nye værktøj?

”Nogle er meget positive og kan se, at det har en værdi for borgeren. Andre siger, at det kan forlænge en samtale og presse dem på tiden. Værktøjet er tænkt sådan, at borgeren skal have svaret på spørgsmålene hjemmefra, men sådan er det ikke altid, og i den situation må vejlederen bruge tid på at hjælpe med at udfylde svarene. Det kan være en tidsrøver. Flere vejledere har nævnt, at det er vigtigt, at der er computere i modtagelseslokalet, og at medarbejdere kan gå rundt og vejlede borgerne.”

6. Hvordan har borgerne taget imod det nye værktøj?

”Jeg kender kun til erfaringer fra Københavns Kommune. Her lyder tilbagemeldingen, at mange borgere ser det som et fremskridt, at man tager dem alvorligt og vil diskutere deres forhold, i stedet for blot at stille tre spørgsmål og så konstatere, at ”selvfølgelig er du uddannelsesparat. Næste!” Borgerne føler sig lyttet til.”