”Overordnet er det min overbevisning, at der ikke er nogen mennesker i hele verden, som ikke gerne vil have et godt liv, eller som ikke ønsker en plads i et system, hvor de kan gøre en forskel og bruges til noget. Men grundpræmissen i det danske socialsystem er stadig, at du skal. Og så kan man kun få et javel eller et nej. Bydeformen burde forsvinde. Fundamentet burde være, om du vil, og vi burde indføre et nyt begreb, som kunne hedde livsparathed. Den største tilfredshed for alle er jo at yde, og det er sjovere at give end at modtage. Men vi risikerer at kvæle folks livsparathed, når vi presser dem for hurtigt igennem.”

Knud og Carlo
Vejlederforum har sat Knud Foldschack i stævne, fordi han i et større portræt i Politiken har fortalt, hvordan en barsk opvækst har gjort ham til et menneske med to sider: Den fiffige og taktiske Carlo, som har lært at sno sig, og hans modsætning Knud, som er mere fornuftig, og som bidrager til samfundet. Årsagen til, at den mere fornuftige Knud til sidst fik overtaget, var alene, at nogle få individer på en bumlet vej kunne se mennesket bag fidusmageren Carlo. Jurastudiet blev et skillepunkt og indgangen til en livsbane, hvor Carlos kreativitet, evner og fiffighed blev kanaliseret ud i noget positivt.

I dag er Knud Foldschack kendt for at være på de alternatives side – fra Christiania til Ungdomshuset. Med den særlige bagage vil vi gerne spørge Knud Foldschack om, hvad han mener om uddannelsesparathed. For er uddannelsessystemet og socialsystemet i dag tunet godt nok ind på Carlo og andre, som af mange årsager ikke går den snorlige vej?

23 år og blank
Vi mødes på advokatfirmaet Foldschack og Forchhammers kontor på øverste etage i Skindergade. Gyldne, varme farver dominerer. Kunsten har et etnisk præg, og stemningen er afslappet, næsten hjemlig. En radiator klukker. På bordet ligger Klaus Holstings coffeetablebog om Nørreport Station og et eksemplar af magasinet Advokaten. I et hjørne står pap og flamingo fra en makulator. Da vi har fundet os til rette i et mødelokale, taler Knud Foldschack sig hurtigt varm.

"Går du ind af en dør, som du selv lukker op, åbner mulighederne sig. Bliver du skubbet ind ad døren, bliver det aldrig godt. Jeg er selv det bedste eksempel på det. Frem til jeg var 23 år og kom ind på jura, var jeg fuldstændig blank. Jeg havde været på børnehjem, i familiepleje og på kostskole præget af restriktioner, undertrykkelse og tæsk. Evnerne og intelligensen var der, men jeg havde ingen livsparathed eller indlæringsparathed. Det kom først, da jeg bl.a. havde boet i et bofællesskab, hvor jeg lærte at læse avis, og havde boet et år i Norge i en selvbygget samerhytte og fanget fisk. Mit snit fra hf var 5,5, hvor det meste var givet af medlidenhed. På det tidspunkt åbnede en lillebitte dør sig for mig, da der ikke var adgangsbegrænsninger på jurastudiet i København.”

Motorvej uden rastepladser
Knud Foldschack havde brug for nogle år til at modnes og, som han siger, blive livsparat. Det, jobcentrene gør, er vel, at de med en mere strukturel indsats forsøger at skubbe unge videre og modne dem til arbejdsmarkedet, bl.a. ved at gøre dem, som ikke er det i forvejen, uddannelsesparate.

Er der noget forkert i det?

”Vi har et højeffektivt samfund med en social- og uddannelseslovgivning, hvor vi alle sammen skal i arbejde eller uddannelse hurtigst muligt. For de 90 procent kan det være rigtigt nok, men de sidste 10 procent kan – ligesom jeg – have brug for en halvleg mere, og det skal vi anerkende. Vi har bygget en ottesporet motorvej til uddannelse og arbejde, men skabt ørkenlignende forhold for dem, der falder ved siden af. I dag kommer man på tvangskurser, den frie ungdomsuddannelse og universiteternes fjumreår er afskaffet, og holder du ikke pause før universitetet, får dit gennemsnit bedre benzin og større oktan.

Alle dem, der har brug for en pause, har vi sat bag i køen. Og alt det, der hedder rastepladser og stop på motorvejen, er fjernet. Havde jeg været 18 år i dag, var jeg blevet en Kurt Thorsen, en økonomisk fifler, eller gået til grunde i et misbrug, for Carlo var blevet kvalt. Vi skal turde give plads til Carlo, for at han kan finde den rigtige livsbane. Så bliver han en kreativ samfundsstøtte. Bliver han undertrykt i systemet, risikerer han at blive kriminel."

Kreativitet skræmmer
Knud Foldschack mener, at socialsystemet i høj grad bygger på mistro og opfattelsen af, at vi er nødt til at være rigide, for folk snyder nok.

Men systemerne og deres mennesker er vel til for at hjælpe alle, også Carlo?

"Hvis alle socialrådgivere – og nu er jeg hård – startede deres møder med indfaldsvinklen ”dig har jeg lyst til at hjælpe” i stedet for ”ham her skal jeg finde en vej til at sige nej til” var vi bedre på vej. Problemet er, at de har for mange sager og skal igennem 20 kontrolenheder for at bevilge noget som helst. I paragraffer og systemer overgås vores sociallovgivning kun af skattelovgivningen, så det er ved at være kvælende. Det lukker ikke op for undtagelsen. Og når vi skal regulere alt, giver vi også alle muligheder for at sige nej. Lægen varetager patientens interesser, men socialrådgiveren varetager systemets interesser. Vi burde have en uvildig instans, en ombudsmand på området."

Så der er noget grundlæggende galt?

"Socialsystemet er på fundamental fejlkurs. Det er et paradoks i samfundet, at vi vil have iværksættere og kreative opfindere, der tænker selvstændigt. Men når vi møder Carlo, som har mange af de egenskaber, tror vi, at han er ude på at snyde. I stedet for at se mennesker, som indeholder muligheder, ser vi problemer og forsøger at presse dem ind i en normalitet.

Når vi om hundrede år skal vurdere vores muligheder og ressourcer i forhold til at udøve social ansvarlighed, er det et kedeligt regnestykke. Selvom vi har ressourcefremgang, har vi stagnation og paranoia i socialrådgivningen. Det er ekskludering i stedet for inkludering. Det ændrer indførelsen af uddannelsesparathed ikke på."