To helt forskellige tendenser gør sig simpelthen gældende i grundskolen og på beskæftigelsesområdet. To områder, man ellers gerne vil have til at arbejde tættere sammen om de borgere, der gerne skulle i job og uddannelse. Hvordan når man frem til så forskellige konklusioner?

På beskæftigelsesområdet har man fundet ud af, at aktivering ikke kan stå alene. Umiddelbart et fremskridt efter år med en til tider ukritisk aktivering, der for alt for mange ikke har ført til noget som helst – i hvert fald ikke et job, hvis det var det, der var formålet. Nu krydser man så fingre for, at samtaler vil have en effekt.

Men nu er en samtale jo ikke bare en samtale. En samtale kræver vel kvalitet, hvis den skal have en effekt. Kvalitet i samtalen kræver kompetencer hos den professionelle, skulle man mene, men netop disse kompetencer – eller mangel på samme - er til tider udsat for massiv kritik. Det er man for så vidt opmærksom på, og i aftalen om beskæftigelsesreformen er der da også afsat betydelige ressourcer til at give jobkonsulenterne mere efteruddannelse og kompetenceudvikling. Der har desuden været store forventninger til forsøget ”Den gode samtale”, som STAR har igangsat i a-kasserne. Her viger kontrol og standardisering pladsen for større fleksibilitet og medbestemmelse. ”Vi håber, at dialog viser sig at være bedre end kontrol,” som en arbejdsmarkedschef udtrykker det.

Også KL lægger op til et paradigmeskifte og henviser til det nuværende ”beskæftigelsessystem med fokus på ret og pligt, og hvor redskaberne i højere grad er pisk end gulerod…” I stedet for mener KL, at ”plads og tid til tillidsfulde relationer er afgørende for, at indsatsen gør en forskel…,” som der bl.a. står i indledningen til deres nye politiske udspil ”Ind på arbejdsmarkedet”. Noget skal være anderledes.

Men hvad skal der egentlig til, for at man kan tale om den gode samtale? Har det været en god samtale, når der fx er tilfredshed – på kort eller lang sigt – og hvordan måles den? Og hvem skal være tilfreds, er det borgeren eller andre interessenter? Kunne det også være en god samtale, hvis man nåede frem til, at borgeren havde bedst af at fortsætte en rum tid derhjemme, før han skulle tilbage til arbejdsmarkedet? Er det en god samtale, hvis borgeren føler sig set, hørt og forstået? Eller er det først en god samtale, hvis den bringer borgeren tættere på arbejdsmarkedet eller for nogens vedkommende i uddannelse og endda i den rigtige uddannelse? Hvilken effekt skal en samtale have, for at den er god?

I vejledning i grundskolen havde samtalerne ikke den ønskede effekt. Selv om vejlederne med vejledningsreformen af 2004 med fokus på professionalisering blev mere uddannede end nogensinde før, førte det ikke til, at flere unge valgte en erhvervsuddannelse. Og det var et af argumenterne for store besparelser på Ungdommens Uddannelsesvejledning i den seneste EUD-reform. Vejlederne blev frataget det primære ansvar for de ”selvkørende” og må nu ”nøjes med” at bruge al deres uddannelse på at samtale med de 20 % unge med særlige behov. Samtidig skruer man så helt op for samtalerne i jobcentre og a-kasser. Fordi samtaler kan gøre en forskel. Og det er i øvrigt ikke bare noget, man tror eller synes. En god samtale hjælper ledige i job, det er der evidens for, viser undersøgelser.

Så mens man bruger ressourcer på at give medarbejderne i jobcentrene de rigtige samtale-kompetencer, kan det synes paradoksalt, at UU-vejledernes højtkvalificerede samtale-kompetencer nu kun udnyttes til en særlig skare. Her er samtalen ikke det nye sort.

Men måske giver det faktisk mening at prioritere, hvem der skal til en samtale. For samtalerne er jo ikke et mål i sig selv, men skulle gerne være et middel. Og ligesom det ikke giver nogen mening at sende folk på aktiveringskurser for kursernes skyld, kan der vel på samme vis argumenteres for, at det ikke giver mening at sende alle til samtale. For har den overflødige samtale ikke svært ved at blive den gode samtale? Den har vel i bedste fald ingen effekt.

Men hvem skal de 80 % unge så tale med, når deres valg skal træffes, kvalificeres eller udfordres? De lavt hængende frugter er forældrene. Ligeså skræmmende, som man inden vejledningsreformen 2004 anså moderens store vejleder-indflydelse for at være, ligeså mange forhåbninger har man tilsyneladende nu til, at mor – og vel også far – skal tage sin del af ansvaret for samtalerne. Forældrene bliver klædt på af UU, foldere og universer på digitale platforme. ”Har du talt med dit barn (om uddannelsesvalg) i dag?” kunne den næste pjece måske passende hedde… Lad os håbe, at mor så kommer til at forstå, at Jern og Metal faktisk er ligeså svedigt - på den gode måde - som en rød studenterhue.

eVejlederen skal heller ikke glemmes, hvis en telefonsamtale eller chat altså kan tælle for en rigtig samtale. For kræver en samtale, at man er til stede i samme rum, hvor man både kan se og ”mærke” hinanden? Måske ikke nødvendigvis, for uanset definitionen virker den personlige samtale stærkt tiltrækkende på nogle af os, mens den virker svært frastødende på andre.

Og hvad nu hvis det hele i bund og grund bare handler om at tale med det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt – i en tillidsfuld relation. Det kan være en vejleder, en lærer eller en beskæftigelsesmedarbejder, men det kan også være en mor eller far, en god ven eller måske en ”Tine Bryld”. Og hvis sidstnævnte er sandt, kunne man vove at miste fodfæstet for en stund og spørge, hvad der ville ske, hvis vi afskaffede de professionelle samtaler og brugte krudtet på andre måder. Tænk engang, hvis der ikke fandtes vejledning – heller ikke engang for de særlige? Vi lader den lige stå et øjeblik og varmer op til at give bud på, hvad vi mener om de professionelle samtaler, som vi selvfølgelig mener, skal være der – eller?

Det var pænt mange spørgsmål, som vi næppe får hverken entydige eller endegyldige svar på. Det gør heller ikke noget, så længe en række modige og markante kapaciteter vil samtale med os - eller i hvert fald til os. Det vil:

• Den langsomme samtale
  v/ Jakob Kvist, filosof, philosofies.dk
  Samtalefilosofien opererer ikke med en tænkning præget af diagnoser og fastfrysning af den enkeltes liv – men er en dialog mellem en filosof og et menneske. Ofte bruges samtalen som middel til at få unge til at vælge den rigtige uddannelse og til at få flere i arbejde. Men faren ved at anvende samtalen som middel er netop, at mennesker bliver reduceret til objekter. Kan man overhovedet snakke om en reel samtale, når den anvendes udelukkende instrumentelt?
   
• Den anderledes samtale
  v/ BS Christiansen, jægersoldat, virksomhedskonsulent, rådgiver og foredragsholder
  Hvordan motiverer man den unge gennem en samtale? BS gør det lidt anderledes. Han fjerner fortryd-knappen, han er særdeles konsekvent, og så fedter han ikke for de unge. Sidst og ikke mindst sørger han for, at han ikke bliver en del af problemet.
   
• Den moderlige samtale
  v/ Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre
  I dag får kun de svageste elever en vejledningssamtale om deres uddannelsesvalg. De sidste 80 procent skal have hjælp af deres forældre. ”Det mest uhyggelige er, at mange forældre slet ikke ved, at vejledningsopgaven ligger hos dem”, siger Mette With Hagensen. Så hvad skal mor og far lære, når de har fundet ud af, at de skal vejlede deres børn?
   
• Den digitale samtale
  v/ Lise Lagoni, eVejleder og konsulent, eVejledning, Undervisningsministeriet
  Tæller en samtale med en eVejleder som en rigtig samtale? Kræver en samtale, at man er til stede i samme rum, hvor man både kan se og ”mærke” hinanden?
   
• Den overflødige samtale
  v/ Marianne Rossander, afdelingschef i Magistrenes a-kasse
  Hvad er den gode samtale? Hvad gør medbestemmelse og mulighed for at tilrettelægge eget samtaleforløb ved borgernes tilfredshed? Er der overhovedet tid til den gode samtale og borgeren i centrum med 30 minutter pr. borger? Hvordan sikrer vi os, at det er meningsfuldt for borgeren at gå til samtaler i tide og utide? Har den overflødige samtale ikke svært ved at blive den gode samtale?
   
• Den ”borgerlige” samtale
  Charlotte Blumensaadt, HR udviklingskonsulent, Københavns Kommune
  Den professionelle samtale i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) tager sit afsæt i en fælles samtalemetodeværktøjskasse, som indeholder de tilgange, metoder og teknikker, der anvendes i mødet med borgerne under "Borgeren ved Roret". VejlederForum har spurgt: Hvilket behov har I forsøgt at imødekomme? Hvordan har medarbejderne og borgerne taget imod nye tilgange og metoder? Hvilke udfordringer står tilbage?
   
• Den kollektive samtale
  v/ Iben Lykkebo, vejleder i Studievalg København
  80 % af de unge modtager kollektiv vejledning. Men hvordan griber man de samtaler an, der opstår i det fælles rum? Hvad med tavshedspligt og etik, når der ikke længere er tale om tosomhed?
   
• Den visuelle samtale
  v/ Helle Nordentoft Jakobsen, lektor, DPU, Aarhus Universitet
  En god vejledningssamtale kan ses som en linedans, hvor vejlederen må balancere mellem at møde den vejledtes behov og at honorere systemets krav. Den balancekunst kræver træning. Hvordan kan video kvalificere vejlederes kommunikation og balance i vejledningssamtalen?

To helt forskellige tendenser gør sig simpelthen gældende i grundskolen og på beskæftigelsesområdet. To områder, man ellers gerne vil have til at arbejde tættere sammen om de borgere, der gerne skulle i job og uddannelse. Hvordan når man frem til så forskellige konklusioner?

På beskæftigelsesområdet har man fundet ud af, at aktivering ikke kan stå alene. Umiddelbart et fremskridt efter år med en til tider ukritisk aktivering, der for alt for mange ikke har ført til noget som helst – i hvert fald ikke et job, hvis det var det, der var formålet. Nu krydser man så fingre for, at samtaler vil have en effekt.

Men nu er en samtale jo ikke bare en samtale. En samtale kræver vel kvalitet, hvis den skal have en effekt. Kvalitet i samtalen kræver kompetencer hos den professionelle, skulle man mene, men netop disse kompetencer – eller mangel på samme - er til tider udsat for massiv kritik. Det er man for så vidt opmærksom på, og i aftalen om beskæftigelsesreformen er der da også afsat betydelige ressourcer til at give jobkonsulenterne mere efteruddannelse og kompetenceudvikling. Der har desuden været store forventninger til forsøget ”Den gode samtale”, som STAR har igangsat i a-kasserne. Her viger kontrol og standardisering pladsen for større fleksibilitet og medbestemmelse. ”Vi håber, at dialog viser sig at være bedre end kontrol,” som en arbejdsmarkedschef udtrykker det.

Også KL lægger op til et paradigmeskifte og henviser til det nuværende ”beskæftigelsessystem med fokus på ret og pligt, og hvor redskaberne i højere grad er pisk end gulerod…” I stedet for mener KL, at ”plads og tid til tillidsfulde relationer er afgørende for, at indsatsen gør en forskel…,” som der bl.a. står i indledningen til deres nye politiske udspil ”Ind på arbejdsmarkedet”. Noget skal være anderledes.

Men hvad skal der egentlig til, for at man kan tale om den gode samtale? Har det været en god samtale, når der fx er tilfredshed – på kort eller lang sigt – og hvordan måles den? Og hvem skal være tilfreds, er det borgeren eller andre interessenter? Kunne det også være en god samtale, hvis man nåede frem til, at borgeren havde bedst af at fortsætte en rum tid derhjemme, før han skulle tilbage til arbejdsmarkedet? Er det en god samtale, hvis borgeren føler sig set, hørt og forstået? Eller er det først en god samtale, hvis den bringer borgeren tættere på arbejdsmarkedet eller for nogens vedkommende i uddannelse og endda i den rigtige uddannelse? Hvilken effekt skal en samtale have, for at den er god?

I vejledning i grundskolen havde samtalerne ikke den ønskede effekt. Selv om vejlederne med vejledningsreformen af 2004 med fokus på professionalisering blev mere uddannede end nogensinde før, førte det ikke til, at flere unge valgte en erhvervsuddannelse. Og det var et af argumenterne for store besparelser på Ungdommens Uddannelsesvejledning i den seneste EUD-reform. Vejlederne blev frataget det primære ansvar for de ”selvkørende” og må nu ”nøjes med” at bruge al deres uddannelse på at samtale med de 20 % unge med særlige behov. Samtidig skruer man så helt op for samtalerne i jobcentre og a-kasser. Fordi samtaler kan gøre en forskel. Og det er i øvrigt ikke bare noget, man tror eller synes. En god samtale hjælper ledige i job, det er der evidens for, viser undersøgelser.

Så mens man bruger ressourcer på at give medarbejderne i jobcentrene de rigtige samtale-kompetencer, kan det synes paradoksalt, at UU-vejledernes højtkvalificerede samtale-kompetencer nu kun udnyttes til en særlig skare. Her er samtalen ikke det nye sort.

Men måske giver det faktisk mening at prioritere, hvem der skal til en samtale. For samtalerne er jo ikke et mål i sig selv, men skulle gerne være et middel. Og ligesom det ikke giver nogen mening at sende folk på aktiveringskurser for kursernes skyld, kan der vel på samme vis argumenteres for, at det ikke giver mening at sende alle til samtale. For har den overflødige samtale ikke svært ved at blive den gode samtale? Den har vel i bedste fald ingen effekt.

Men hvem skal de 80 % unge så tale med, når deres valg skal træffes, kvalificeres eller udfordres? De lavt hængende frugter er forældrene. Ligeså skræmmende, som man inden vejledningsreformen 2004 anså moderens store vejleder-indflydelse for at være, ligeså mange forhåbninger har man tilsyneladende nu til, at mor – og vel også far – skal tage sin del af ansvaret for samtalerne. Forældrene bliver klædt på af UU, foldere og universer på digitale platforme. ”Har du talt med dit barn (om uddannelsesvalg) i dag?” kunne den næste pjece måske passende hedde… Lad os håbe, at mor så kommer til at forstå, at Jern og Metal faktisk er ligeså svedigt - på den gode måde - som en rød studenterhue.

eVejlederen skal heller ikke glemmes, hvis en telefonsamtale eller chat altså kan tælle for en rigtig samtale. For kræver en samtale, at man er til stede i samme rum, hvor man både kan se og ”mærke” hinanden? Måske ikke nødvendigvis, for uanset definitionen virker den personlige samtale stærkt tiltrækkende på nogle af os, mens den virker svært frastødende på andre.

Og hvad nu hvis det hele i bund og grund bare handler om at tale med det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt – i en tillidsfuld relation. Det kan være en vejleder, en lærer eller en beskæftigelsesmedarbejder, men det kan også være en mor eller far, en god ven eller måske en ”Tine Bryld”. Og hvis sidstnævnte er sandt, kunne man vove at miste fodfæstet for en stund og spørge, hvad der ville ske, hvis vi afskaffede de professionelle samtaler og brugte krudtet på andre måder. Tænk engang, hvis der ikke fandtes vejledning – heller ikke engang for de særlige? Vi lader den lige stå et øjeblik og varmer op til at give bud på, hvad vi mener om de professionelle samtaler, som vi selvfølgelig mener, skal være der – eller?

Det var pænt mange spørgsmål, som vi næppe får hverken entydige eller endegyldige svar på. Det gør heller ikke noget, så længe en række modige og markante kapaciteter vil samtale med os - eller i hvert fald til os. Det vil:

• Den langsomme samtale
  v/ Jakob Kvist, filosof, philosofies.dk
  Samtalefilosofien opererer ikke med en tænkning præget af diagnoser og fastfrysning af den enkeltes liv – men er en dialog mellem en filosof og et menneske. Ofte bruges samtalen som middel til at få unge til at vælge den rigtige uddannelse og til at få flere i arbejde. Men faren ved at anvende samtalen som middel er netop, at mennesker bliver reduceret til objekter. Kan man overhovedet snakke om en reel samtale, når den anvendes udelukkende instrumentelt?
   
• Den anderledes samtale
  v/ BS Christiansen, jægersoldat, virksomhedskonsulent, rådgiver og foredragsholder
  Hvordan motiverer man den unge gennem en samtale? BS gør det lidt anderledes. Han fjerner fortryd-knappen, han er særdeles konsekvent, og så fedter han ikke for de unge. Sidst og ikke mindst sørger han for, at han ikke bliver en del af problemet.
   
• Den moderlige samtale
  v/ Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre
  I dag får kun de svageste elever en vejledningssamtale om deres uddannelsesvalg. De sidste 80 procent skal have hjælp af deres forældre. ”Det mest uhyggelige er, at mange forældre slet ikke ved, at vejledningsopgaven ligger hos dem”, siger Mette With Hagensen. Så hvad skal mor og far lære, når de har fundet ud af, at de skal vejlede deres børn?
   
• Den digitale samtale
  v/ Lise Lagoni, eVejleder og konsulent, eVejledning, Undervisningsministeriet
  Tæller en samtale med en eVejleder som en rigtig samtale? Kræver en samtale, at man er til stede i samme rum, hvor man både kan se og ”mærke” hinanden?
   
• Den overflødige samtale
  v/ Marianne Rossander, afdelingschef i Magistrenes a-kasse
  Hvad er den gode samtale? Hvad gør medbestemmelse og mulighed for at tilrettelægge eget samtaleforløb ved borgernes tilfredshed? Er der overhovedet tid til den gode samtale og borgeren i centrum med 30 minutter pr. borger? Hvordan sikrer vi os, at det er meningsfuldt for borgeren at gå til samtaler i tide og utide? Har den overflødige samtale ikke svært ved at blive den gode samtale?
   
• Den ”borgerlige” samtale
  Charlotte Blumensaadt, HR udviklingskonsulent, Københavns Kommune
  Den professionelle samtale i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) tager sit afsæt i en fælles samtalemetodeværktøjskasse, som indeholder de tilgange, metoder og teknikker, der anvendes i mødet med borgerne under "Borgeren ved Roret". VejlederForum har spurgt: Hvilket behov har I forsøgt at imødekomme? Hvordan har medarbejderne og borgerne taget imod nye tilgange og metoder? Hvilke udfordringer står tilbage?
   
• Den kollektive samtale
  v/ Iben Lykkebo, vejleder i Studievalg København
  80 % af de unge modtager kollektiv vejledning. Men hvordan griber man de samtaler an, der opstår i det fælles rum? Hvad med tavshedspligt og etik, når der ikke længere er tale om tosomhed?
   
• Den visuelle samtale
  v/ Helle Nordentoft Jakobsen, lektor, DPU, Aarhus Universitet
  En god vejledningssamtale kan ses som en linedans, hvor vejlederen må balancere mellem at møde den vejledtes behov og at honorere systemets krav. Den balancekunst kræver træning. Hvordan kan video kvalificere vejlederes kommunikation og balance i vejledningssamtalen?