B.S. Christiansen kommer lige fra den norske vildmark. Oppe i sneen har han gennemført en firedages teambuildingtur med FC Midtjylland. Et team på 40 mennesker blev ført ud i uvisheden og ud af komforten et sted i den snedækkede natur ved Hovden for at forberede gruppen på udfordringer i hverdagen. Nu sidder den tidligere elitesoldat med kaffen foran sig i VejlederForums lokaler hos Schultz i Valby – let hostende efter ekstremt hårde dage i kulden, men som han siger: Man holder en aftale.

Vi kender B.S. Christiansen fra tv. Senest som manden, der fik 12 overvægtige mænd, som var erklæret uegnede til værnepligt, til at komme ind i militæret blot seks måneder senere. Han gentog bedriften med 12 overvægtige kvinder, og senest fik han fire unge kvinder ud af deres depression, fri af medicin og i gang med livet.

"Jeg er selv vejleder, rådgiver og mentor for unge. For der skal være nogle, som samler dem op, når de ikke har den ballast, der skal til."

Og nu er vi ved kernen af det, som interviewet handler om. For VejlederForum interviewer en mand, som skaber store resultater, men som ikke har læst sig til at være vejleder.

B.S. Christiansen har været i Jægerkorpset i 28 år, arbejdet med mennesker i 40 år, sprunget ud fra et fly over 4.000 gange – og meget andet vildere derude på kanten, hvor man møder sig selv på nye måder. Derfor har han en anden baggrund, erfaring og autoritet end de UU-vejledere, som nu står for vejledningen af den svageste femtedel af eleverne i grundskolen, og de unges forældre, der nu selv skal vejlede deres børn.

Engagement over viden
Om vejlederne vil lytte til B.S.’s holdninger til vejledning, er op til dem, siger han. Men han håber, at han kan få dem til at reflektere over, hvor stort et ansvar de egentlig har, og om de har det overskud, der skal til for at rumme de unge. At de reflekterer over, hvordan man er en god vejleder. Ifølge B.S. Christiansen er sagen klar. Det personlige drive er altafgørende:

”De unge mærker lige med det samme, om du er engageret i dem, eller om det bare er et arbejde for dig. Du bør ikke være vejleder for unge mennesker, hvis du ikke virkelig brænder for det. Så skulle du skamme dig.

Det er et enormt vigtigt job at være med til at få unge mennesker godt i vej - at hjælpe dem til en god start på livet. Vejlederen skal først og fremmest være et empatisk menneske, som egner sig til at tale med unge mennesker, og som forstår at gribe dem i nuet, så samtalen bliver levende og væsentlig for den unge. Jeg tror, at det allervigtigste er engagement. Den unge skal kunne mærke, at vejlederen virkelig interesserer sig for den unges valg. Så kommer viden i anden række. I dag behøver en vejleder ikke at være en haj med opslagsbøger. Det handler om at kunne søge oplysninger på nettet og måske bruge et netværk ude i erhvervslivet."

Hvordan skal man samtale med de unge, når det handler om valg af uddannelse?

"Man skal først og fremmest interessere sig for deres liv og gennem nærværende samtale finde ud af, hvem de er som mennesker, hvilke værdier de har, hvad der betyder noget for dem, og hvad de synes er sjovt. Som mange andre tror jeg på, at valg af uddannelse først og fremmest skal udspringe af lyst og natur.”

Hjertet banker
Rollemodeller og pejlemærker skal de professionelle voksne også være.

Hvordan er man rollemodel i en vejledningssamtale?

"Man kan jo starte med at være god til sit job. Vise engagement og vise den unge, at man selv elsker sit job som vejleder, fordi man synes, at det giver utrolig stor mening. Vise, at ens hjerte banker for, at hvert eneste unge menneske, der træder ind på vejlederkontoret, går derfra igen klogere, gladere, mere målrettet og mere motiveret for at gå ud og få det bedste ud af livet. Både forældre og professionelle vejledere skal hjælpe den unge til at mærke, at livet er en gave. Vi får kun ét liv. Og det er vores fornemste opgave at få det bedste ud af livet med det talent, vi hver er blevet givet, om det er stort eller lille.

Alle mennesker har noget, de kan blive gode til. Det handler om at hjælpe den unge til at se sine egne styrker og få øjnene op for, at der er brug for ham eller hende her i verden. De skal vide, at de kan være med til at gøre en forskel. Uanset om de vil være skorstensfejer, pædagog eller forsikringsagent."

Rummeligheden handler bl.a. om, at man kan sætte sig ud over den til enhver tid fremherskende jargon, selv om mange voksne mennesker nok altid har fundet unges sprog provokerende.

"Når de unge bruger grove udtryk, så mener de ikke så meget med det. Det er bare sådan, deres sprog er. Man kan være en god rollemodel ved ikke selv at bruge sådan et sprog. Det smitter af på de unge, så de får lyst til at opføre sig mere dannet. Det er i hvert tilfælde min erfaring. Pludselig kan de se, at det er cool, når man opfører sig ordentligt og taler pænt."

Gør unge spilbare
B.S. ønsker, at vejledere, men også forældre, lærere og andre voksne omkring de unge, tager et ansvar for at gøre unge spilbare. Som på en fodboldbane, hvor spilleren aktivt finder en position, og andre spiller bolden til dem.

Hvordan gør vi unge spilbare?

"Det handler om at motivere de unge, så de får lyst til at gå på banen og få bolden. Hvis de står og putter sig i et hjørne og er bange for at møde udfordringer, så får de aldrig bolden på livets bane. Det handler også om at fortælle anekdoter om, hvordan vi alle sammen ”falder” engang imellem. Hvis ikke man begår fejl, så har man ikke noget at blive klogere af. Det er meget bedre at lave en masse fejl end slet ikke at lave nogen, for det sidste lærer man intet af, mens det første gør en klog på livet."

Forældres fornemste opgave
B.S. Christiansen kalder det fantastisk, når en vejleder træder ind i de unges virkelighed med ægte interesse for, hvordan deres dagligdag ser ud, hvad de bruger deres tid på, hvad der har værdi for dem, og ad den vej får spurgt sig frem til en dybere forståelse af, hvad den unge vil, og på den måde styrker den indre motivation. Han blev selv jægersoldat, fordi han vidste, at det var det, han ville og havde lyst til. Det var ikke for at bevise noget. Derfor havde han let ved at klare uddannelsen, ræsonnerer han. Og derfor lægger B.S. Christiansen i dag selv meget vægt på at trigge den indre motivation, når han guider unge mennesker.

Her må VejlederForum selvfølgelig spørge, hvad B.S. tænker om, at vejlederopgaven blandt de ressourcestærke unge nu primært er lagt over til forældrene i stedet for i samspil med individuel vejledning.

"Det kender jeg simpelthen ikke systemerne godt nok til. Men jeg synes, at det er godt, at man forlanger noget af forældre. Det er jo vores fornemste opgave at vejlede og inspirere vores børn. At hjælpe dem til at finde den rette vej i livet. Det ville da være kedeligt, hvis den opgave var overtaget af en vejleder. Det, synes jeg, ville være ansvarsforflygtigelse. Forældre skal engagere sig i skoleforløbet og fx sige: Hvis du vil være jagerpilot, skal du følge mere med i engelsk. Det arbejde starter ikke i 8. klasse, det starter, når de bliver født. Som forældre kan man også rådføre sig med sit netværk. Hvis ens søn gerne vil være håndværker, jamen så må man ud og snakke med en tømrer eller en smed, som man kender, og sørge for at de unge får en realistisk opfattelse af, hvad de jobs indebærer."

Vejlederen kan fjerne fortryd-knappen
Når unge soldater springer ud med faldskærm, kan de ikke fortryde. Sådan bør det også være, når de unge vælger uddannelse eller træffer andre vigtige valg. Helst så B.S. Christiansen ordet fjernet fra ordbøgerne, for når man er bange for at fortryde, mister man fokus. Og fortryder man, kan man alligevel ikke gøre tingene om, men man kan lære af det. Vejlederen kan hjælpe de unge med at fjerne deres fortryd-knap ved at være en støtte, hver gang de unge forsøger sig med noget.

"Men vejlederen skal også forlange noget af dem. Hvis de unge kan mærke, at vi er ægte engagerede, og at vi formår at skabe en relation til dem – en relation der har betydning for dem – tror jeg på, at de allerfleste mennesker gerne vil vise, at de kan. Nogle unge har ikke været så heldige at have støttende, kærlige relationer i deres liv. Måske kan vejlederen blive den første, der får virkelig betydning. Det kræver bare, at vejlederen er ægte empatisk og interesseret i den unge. Hvis den unge kan mærke, at her er et menneske, for hvem det betyder noget, om man klarer den eller ej, eller om man vælger det eller det andet, så ved jeg, at de fleste kan finde ressourcer frem – også selvom de er langt væk. Hvis de unge bliver mødt med kærlighed og engagement, vil de gerne vise, at de duer til noget, og at de vil noget med deres liv."

Har unge problemer, er det vigtigt at vejledere støtter dem til at finde løsninger uden at overtage deres problemer.

"Vi skal ikke tage deres problemer og løse dem for dem. Det er jo bare en fortsættelse af curling-princippet. Det har jeg aldrig været tilhænger af. De unge må lære at klare udfordringer selv. Det modner og giver styrke, tro, selvtillid og selvværd."