Man skulle være en sær vejleder, hvis man lod chancen for at komme til orde passere. Er man oven i købet eVejleder, er det ekstra vigtigt at være ”synlig” i en debat, hvor der hersker stor uenighed om, hvilke midler der kan føre til, at unge træffer kvalificerede uddannelsesvalg. Debattørerne er til en vis grad enige om, hvilke elementer der skal danne grundlag for et uddannelsesvalg, men når det kommer til vægtningen af disse, og hvem der kan bidrage med hvad, opstår der uenighed. Hvorfor nu det?

Der er mange interessenter involveret, og de forsøger alle at sætte en agenda.

• Politikerne med lovgivning, som sætter rammerne for uddannelsesudbud, dimensioneringen, adgangskrav, finansiering og den vejledning, der skal være til rådighed.
• Elev- og studenterorganisationer, der tænker indhold, studiemiljø, struktur, økonomi og fremtidige beskæftigelsesmuligheder.
• Uddannelsesinstitutionerne, der tænker fag, didaktik, struktur, normeringer, samarbejde med erhvervslivet og ikke mindst konkurrencen med andre institutioner om identiske eller twistede uddannelsestilbud med smarte titler, som gør det svært for de vejledningssøgende at skelne mellem tilbuddene, og hvilke jobtyper de kan føre til.
• Erhvervslivet med diverse interesseorganisationer, der fokuserer på at have kvalificerede ansøgere ved hånden, når behovet for arbejdskraft opstår, hvilket fordrer et fleksibelt uddannelsessystem.
• Den enkelte unge, der måske har nogle drømme om et fremtidigt voksenliv, som indeholder et job med en god løn, afvekslende arbejdsopgaver og stor selvbestemmelse kombineret med forældre og venners forestillinger om, hvad et godt liv – og en god uddannelse – er. Hvilke uddannelser, der gemmer sig bag disse forestillinger, kan være en kompliceret affære at finde frem til.

Med det i mente er det forståeligt, at de unge oplever valget af uddannelse som en kompliceret affære. Det er her, samtalen kommer ind i billedet.

Samtalen
Hvad gør vi, når vi møder situationer i tilværelsen, hvor vi bliver usikre på, hvad der forventes af os? Vi taler med nogen. Vi samtaler. For de unges vedkommende er valget af ungdomsuddannelse første gang, de selv skal træffe et valg, som rækker ud over, om det nu skal være tysk eller fransk, idræt eller hjemkundskab, de vil have som valgfag. Et valg, der fører ud i en ukendt fremtid med konsekvenser, som kan være svære at gennemskue.
Men hvad vil det egentlig sige at samtale, og hvordan gør man det? Lad mig starte med at give mit bud på en definition af begrebet: ”To eller flere personer taler sammen om et emne, de er optaget af og har en fælles interesse i at drøfte.”

Med den forståelse af begrebet samtale forudsætter jeg, at der er skabt en motivation blandt deltagerne for at indgå i samtalen. For mig er det en vigtig faktor for at kunne måle på, om samtalen giver den enkelte et udbytte. Motivationen kan tage afsæt i egne oplevede behov eller være styret af forventninger fra omgivelserne. Det kan være den unges eget ønske om at tage en uddannelse. Det kan være Vejledningslovens pligt for unge 15-17-årige til at være i uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet, der sigter mod, at de unge gennemfører en uddannelse. Det kan være risikoen for at miste forsørgelsesgrundlaget, jf. kontanthjælpsreformen, som pålægger alle unge under 30 år uden uddannelse et uddannelsespålæg for at kunne modtage en uddannelsesydelse. Det kan også være manglende finansiering i perioder mellem afslutning af en uddannelse til start på en ny, ligesom det man være risikoen for at falde ud af dagpengesystemet.

Hvis der ikke er en oplevelse af ejerskab eller forståelse for, hvorfor samtalen er indledt, og hvad den skal omhandle, vil den næppe være meningsskabende, og motivationen for at deltage vil være minimal. Så er der snarere tale om en samtale for samtalens skyld. Man taler sammen, fordi man skal, ikke fordi man har lyst. For at skabe konsensus i samtalerne er det vigtigt at få afdækket, hvilke forventninger deltagerne har til samtalen og fastlægge, hvad formålet med den er. Det sikrer, at samtalen tager udgangspunkt i det, der er vigtigt for den vejledningssøgende, og risikoen for at tale forbi hinanden minimeres. Samtidig skulle det gerne blive tydeligt for den vejledningssøgende, hvad vejlederen kan bidrage med.
 

4 K – en kommunikationsmodel
I eVejledning er der udviklet en kommunikationsmodel kaldet 4 K, som består af fire faser: kontakt, kontrakt, kommunikation og konklusion. Modellen skal medvirke til, at der skabes en relation mellem vejlederen og den vejledningssøgende (kontaktfasen), og at der sker en forventningsafstemning, som sikrer, at samtalen omhandler det, der er vigtigt for den vejledningssøgende, og som gerne skal munde ud i en kontrakt, så der skabes konsensus om det, der skal samtales om. I kommunikationsfasen inddrages nødvendig faktuel viden, og vejlederen nuancerer og inspirerer den vejledningssøgende, skaber grobund for nysgerrighed, udfordrer den vejledningssøgende på det, der synes indlysende – på fordomme og forventninger – skaber rum for refleksion, og sikrer samtidig, at der til stadighed er fokus på formålet med samtalen. Taler vi stadig om det, der giver mening for den vejledningssøgende, eller skal kontrakten genforhandles? Endelig skal det munde ud i en opsummering (konklusionsfasen), som har fokus på fremtidsperspektiver og en strategi for handlinger.

Opbygning, form og indhold
En samtale kan bestå af flere elementer:

• Information, fx ansøgningsfristen til ungdomsuddannelserne
• Viden: Indblik i et stofområde, fx motorlære
• Udsagn: Fx ”Jeg vil tage en stx”
• Synspunkter: Fx ”Jeg tager en gymnasial uddannelse, så har jeg altid noget at falde tilbage på”

Om der er fokus på information, videndeling eller udveksling af synspunkter afhænger af, hvem der taler sammen og om hvad, men det ændrer ikke ved, at der er tale om en samtale.

Formen på samtalen og indholdet i den afhænger af flere forhold: Hvem har taget initiativ til samtalen? Hvad er formålet med den? Hvem og hvor mange deltager? Hvilke relationer er der mellem deltagerne? Hvor og hvornår foregår samtalen? Hvor lang tid er der til rådighed?

Værdien af en samtale
Disse faktorer har afgørende indflydelse på, hvorvidt det bliver en meningsskabende samtale for deltagerne – hvorvidt det bliver ”en god samtale”.
Fra politisk hold taler man om effekten af samtalerne som noget, der kan ækvivaleres med antallet af ansøgere pr. år til ungdomsuddannelser og videregående uddannelser og – på den lange bane – antallet, der gennemfører en uddannelse, og fald i ledighedstallet.

At økonomien påvirker de forskellige målsætninger for henholdsvis uddannelsessektoren og beskæftigelsesområdet, manifesterer sig på forskellig vis. Fx i EUD-reformen og de deraf følgende ændringer i vejledningsbekendtgørelsen, den seneste reform af SU-loven, som bl.a. berører antallet af mulige ungdomsuddannelser med SU, vilkårene for SU til gymnasiale suppleringskurser, krav om øget fremdrift på de videregående uddannelser for de studerende og regulering af satsen for SU til hjemmeboende, og endelig på beskæftigelsesområdet, hvor en refokusering af beskæftigelsesindsatsen for de ledige skal sikre et øget fokus på den individuelle indsats og en bedre udnyttelse af de 2,3 mia. kr., der i dag bruges på den aktive indsats til dagpengemodtagere.

Den digitale samtale
At den digitale samtale er underlagt nøjagtig de samme faktorer, er for mig som vejleder indiskutabelt. Skeptikere fremfører ellers mange argumenter for det modsatte – at digitale samtaler ikke kan betragtes som rigtige vejledningssamtaler, der kan give mening for en vejledningssøgende. Argumenterne går på, at e-vejlederen ikke har forhåndskendskab til den vejledningssøgende, at relationen mellem vejlederen og den vejledningssøgende er tvivlsom, når der ikke er tale om fysisk tilstedeværelse, at man ikke har mulighed for at følge op på samtalen, og at indholdet i en e-vejledningssamtale fortrinsvis går på information.

Jeg vil i det følgende forsøge at imødegå denne skepsis ved at belyse den digitale samtales karakteristika. Det er værd at hæfte sig ved, at den digitale samtale både kan være mundtlig og skriftlig, og at den kan foregå på forskellige medier: telefon, sms, chat, mail og Facebook samt digitale møder og gruppechats via Adobe eller Skype. Det giver den vejledningssøgende mulighed for at vælge det medie, som føles mest trygt og bekvemt. Den vejledningssøgende er på hjemmebane, fordi han eller hun selv har valgt medie, tidspunkt for samtalen, de fysiske rammer og ikke mindst hvor længe den skal vare. Det er vilkår, som spiller ind på den magtbalance, der skabes under en samtale. Tager samtalen en drejning, som den vejledningssøgende ikke ønsker, kan samtalen stoppes med et enkelt klik med musen eller på telefonen. Ved et fysisk møde vil det kræve en stor portion mod fra den vejledningssøgende at rejse sig midt i en samtale og afbryde den ved at forlade rummet.

Omvendt betyder det, at vejlederen ikke kan være sikker på, hvornår samtalen stopper. Afbrydes samtalen brat, kan det efterlade vejlederen med en række spørgsmål: Hvorfor stoppede samtalen? Var det et bevidst valg fra den vejledningssøgendes side, eller skyldes det tekniske problemer? Fik vejlederen sagt det nødvendige, og blev det hørt og forstået? Fik den vejledningssøgende, hvad han eller hun kom efter? Var der for mange udfordrende spørgsmål? Efterlod samtalen den vejledningssøgende med nye perspektiver på sin situation? Blev den vejledningssøgende klar over, hvad næste skridt kunne/skulle være?

Hvad kendetegner en digital samtale?

• Den foregår via et elektronisk medie og er derved afhængig af, at teknikken virker.
• Kropssproget indgår ikke som en del af de kommunikative virkemidler i samtalen, bortset fra de samtaler, der foregår via Adobe, hvor det er muligt at se vejlederen.
• Det er muligt at gennemføre en meget fokuseret samtale, fordi risikoen for unødvendig ”støj” er reduceret. Sanseindtryk som de fysiske rammer (bortset fra den vejledningssøgendes egne) og den visuelle personificering af vejlederen er væk.
• Den er nemt tilgængelig for mange borgere.
• Den behøver ikke at være afhængig af tid og sted.
• Den kan foregå i selvvalgte rammer.
• Der er mulighed for anonymitet.
• Der er mulighed for nærhed på distance, idet risikoen for at føle sig ”klædt af” som vejledningssøgende er minimeret.

Den mundtlige digitale samtale
Telefonsamtaler giver fordele som hurtig respons og mulighed for uddybende forklaringer eller afklarende spørgsmål, ligesom intonation, taletempo og pauser er virkemidler, der understøtter samtalen – digital eller ikke – på samme måde som kropssproget i en samtale, hvor man sidder over for hinanden. Mediet er som regel en del af vores påklædning og dermed altid ved hånden, og samtalens længde kan styres efter aftale. Derudover stiller telefonsamtalen ikke krav til retstavning.

Der kan også være ulemper. Der er kort refleksionstid, som kan imødegås ved bevidst brug af pauser, fx ”jeg tænker lige…” En anden ulempe er det manglende kropssprog til at understøtte budskaberne, som bl.a. kan imødegås ved at italesætte de impulsive stemninger, vejlederen opfatter undervejs i samtalen, fx ”bliver du ked af det nu?”, ”hvorfor bliver du stille nu?”, ”jeg kan mærke, at vi taler om noget, der ligger dig meget på sinde.” Det er svært at visualisere indholdet i samtalen, som delvist kan kompenseres ved at indsætte links i chatten eller ved at sende en mail, hvor hovedpunkter fra samtalen fremgår. Endelig forudsætter telefonsamtalen, at hørelsen er intakt – tekniske vanskeligheder – sprogbarrierer, hvor et foreslået medieskift til mail eller chat kan være en mulighed.
 

Den skriftlige digitale samtale
Chat, sms, mail og Facebook er bl.a. kendetegnet ved: bevidst fokusering på og formulering af, hvad der skal tales om, før samtalen påbegyndes, tvungne pauser (læse/skrive-pauser), der kan skabe refleksion hos deltagerne, mulighed for kombination med andre onlinefaciliteter, fælles ansvar for samtalens forløb (hvis partner ikke skriver noget til hinanden ”dør” samtalen) og mulighed for print af samtalen ved afslutning.

Ulemperne ved den form for samtaler er, at de kan være tidskrævende, de kan øge risikoen for misforståelser, og at anonymiteten kan give anledning til leg med virtuelle identiteter og uhæmmet adfærd.

Retningslinjer for medierne
I forsøg på at imødegå ulemperne er der udarbejdet retningslinjer for vejledning på de forskellige medier. Retningslinjer, der bl.a. indeholder eksempler på svarmuligheder relateret til typiske vejledningstemaer, grænsedragning i forhold til hvad kan/skal vi vejlede om (need to know), og hvad ligger hos andre instanser(not to know), opfordring til at stille spørgsmål, der kan uddybe, i hvilken kontekst henvendelsen skal forstås, før der formuleres et svar, ved henvisninger til andre, at sørge for at den ”rammer” rigtigt, så den vejledningssøgende skal igennem så få personer som muligt for at finde svar på sin henvendelse, en tringuide, der ved leg med identitet eller uhæmmet adfærd, kan hjælpe vejlederen til at afslutte samtalen på en hensigtsmæssig måde. Dertil kommer obligatorisk supervision med fokus på de forskellige medier.

Digital/ikke digital
Der findes en række vejledningsfaglige emner, der relaterer til uddannelsesvalg. De spænder vidt fra, hvilke uddannelser der er, hvad er adgangskravene, hvad skal/kan jeg gøre for at kvalificere mig til en specifik uddannelse, hvilke jobmuligheder har jeg, hvis jeg tager en given uddannelse, jeg har en stx med 02 i snit, hvilke videregående uddannelser kan jeg komme ind på, min ”rigtige” uddannelse starter først d. 1/9, findes der en uddannelse, hvor jeg kan få SU, som jeg kan tage i tiden, indtil jeg starter, jeg er ledig og nærmer mig slutningen af den tilladte dagpengeperiode, jeg har to børn, hus, bil og mand, hvilken uddannelse kan jeg starte på, og hvad får jeg i løn, jeg trives ikke på min uddannelse, hvad gør jeg? Emner, der ikke afhænger af hvilken form for vejledning, der er tale om - digital eller ikke digital.

Grundlæggende er det eVejledernes mål at bidrage til, at de vejledningssøgende kan træffe kvalificerede, realistiske valg på baggrund af motiverende, inspirerende og udfordrende samtaler, der skaber rum for refleksion. Et mål, jeg tænker, at de fleste uddannelsesvejledere kan nikke ja til. Et vejledningstilbud, der først og fremmest er målrettet ressourcestærke unge og deres forældre. At de unge og deres forældre så har svært ved at skelne mellem, hvem tilbuddet retter sig mod - tilgængeligheden (pt. åbningstid på 68 timer om ugen) – muligheden for at vælge ”arena” – og absolut ikke betragter sig selv/ børnene, som værende ressourcesvage, er en anden sag. Det betyder, at vi skal være dygtige til at afkode, hvem der er i den anden ende af mediet (alder, uddannelsesbaggrund og personlige forudsætninger), så konteksten bliver tydelig, og v. kan vurdere, hvorvidt samtalen kan fortsætte i eVejledning, eller der skal ske en henvisning til UU eller anden vejledningsinstans.

Hvornår henviser vi?
Nu er det ikke alle samtaler, der egner sig til at foregå på digitale medier, ligesom det ikke er alle vejledninger, der skal finde sted hos en eVejleder. Det kan både dreje sig om samtaler om personfølsomme emner som unge, der har ”ondt i livet”. De starter en chat op, fordi de ikke ved, hvor de ellers kan henvende sig, og samtidig ser de en mulighed for anonymitet. Det kan være vejledningssøgende med diagnoser, vejledningssøgende, der har været ude for et tab/mistet familiemedlem eller vejledningssøgende, der har været udsat for vold eller misbrug, hvor formålet med samtalen ikke er uddannelsesvejledning, men snarere kalder på inddragelse af helt andre faggrupper.

Det kan også være samtaler, der handler om vurderinger af adgangsgrundlag, tvivl om tolkninger af bekendtgørelser, uddannelsesparathedsvurderinger, vurdering af mulighed for merit, optagelse på en specifik uddannelse, fagspecifikke detaljer om en uddannelse, vejledning til EGU og produktionsskole, som kræver en målgruppevurdering fra en UU vejleder, klager over afgørelser eller tilkendelse af SU. Emner, vi kan orientere om i generelle vendinger, men ikke kan træffe beslutninger om/afgøre eller tolke på og derfor må henvise til den instans, der har beslutningsmyndigheden, og som lovhjelmen henviser til.

De omtalte problemstillinger kan optræde i alle typer af samtaler og behøver ikke at have noget med den valgte samtaleform at gøre. De kalder på etiske overvejelser både i forhold til den vejledningssøgende, professionsidealer og det omgivende samfund, som man som vejleder og menneske altid skal være opmærksom på.

Som en del af et bevidst arbejde med etiske dilemmaer i vejledningen er deltagelse i jævnlig supervision et must som eVejleder. Her fokuseres og superviseres der på spørgsmål som: Hvad gør du, når der opstår diskrepans mellem din rolle som vejleder og medborger? Hvad gør du, når du oplever dine personlige grænser overtrædes i vejledningen? Hvad gør du, når du opdager, at du selv eller kollegaer har lavet fejlvejledning? Hvad gør du, når du bliver følelsesmæssigt påvirket af en vejledning? Hvordan har du fokus på det etiske perspektiv i relationen til de vejledningssøgende?

Når vi skal afgøre, om en vejledningssøgende skal henvises til en anden institution eller fagperson, tager vi udgangspunkt i begreberne: need to – nice to og not to know for en eVejleder. Det betyder, at vi både har fokus på formålet med det digitale vejledningstilbud, som er ”at give valgparate unge og deres forældre en let adgang til uafhængig information og vejledning om uddannelse og beskæftigelse. Derudover skal eVejledning tilbyde vejledning til borgere, som ønsker vejledning om kompetenceudvikling.” Samtidig skal vi være skarpe på gældende lovgivning på området, de fag-grænseflader, der er til øvrige samarbejdspartnere for at sikre en vejledning af høj faglig kvalitet, der tager udgangspunkt i respekt for og anerkendelse af den vejledningssøgende.

Fælles mål og kollegaskab
Med baggrund i ovenstående og fire års erfaring med digitale samtaler i eVejledning – vi taler om 96.613 vejledninger alene i 2014, dvs. 1.858 vejledninger om ugen – samtaler, der er etableret på den vejledningssøgendes eget initiativ, er det overraskende at konstatere, at der stadig rejses tvivl om, hvorvidt digitale samtaler kan være ”rigtige” samtaler, og hvorvidt det overhovedet er muligt at skabe en digital relation! I min verden beror det på manglende viden om og erfaring med den form for samtaler samt en underkendelse af de 339.160 samtaler, der til dato er gennemført i eVejledning, siden tilbuddet blev etableret i januar 2011.
 

Det er mit håb, at dette indlæg kan være med til at nuancere debatten om, hvilke samtaleformer vi har – afslutte den lidet konstruktive debat om den digitale vejlednings eksistensberettigelse, samtidig med at den forhåbentlig kan være med til at kvalificere de henvisninger til vejledning, forskellige faggrupper måtte give til de vejledningssøgende. Hvis vi alle - det samlede vejlederlandskab - har os målet for øje: At yde en kvalificeret vejledning, når den er ønsket, så så mange som muligt vælger en uddannelse, som det er muligt at gennemføre, er vi nået langt. Udvikler vi på det samarbejde, der allerede eksisterer på tværs af vejledningslandskabet med respekt for hinandens faglighed, og som de gode kollegaer vi er, er jeg overbevist om, at vi kan kvalificere det samlede vejledningstilbud. Måske kan vi ovenikøbet inspirere til at gå nye veje. Det være sig i vejledningsmetoder – værktøjer - samtaleformer - som på vejledningsmedier.