”Jeg ved ikke, hvad jeg vil,” sagde en ung kvinde, Sabina, til mig i en samtale. Hun stod over for at skulle vælge uddannelse og bestræbte sig på at lytte efter sin mavefornemmelse, men det gav ikke nogen klare svar på, hvad hun ville.

I mine samtaler med unge er det at følge sin mavefornemmelse eller finde sin egen stemme ofte et tema.

Det er svært at følge sin mavefornemmelse. Det er en flygtig fornemmelse, og den kan pege i øst og vest. Bedst som man troede, at man blev glad for noget, bliver man ked af det. Bedst som man troede, at man ville studere det ene, fortæller mavefornemmelsen, at man ikke har lyst alligevel.

Andre gange kan det være svært at finde sin egen stemme i et virvar af andres stemmer og dagsordner: ”Da jeg kom ind på studiet, jublede min familie, for det var jo mit drømmestudie. Jeg blev bare ked af det, jeg ved ikke hvorfor,” sagde en ung mand.

Alligevel er dette, at finde svaret i sig selv, ofte det, der i samtalerne træder frem som den eneste mulighed, og løsningen på de problemer, de unge møder, ligger således hos dem selv.

Mit ærinde er at sætte fokus på de dominerende fortællinger om tidens unge, som florerer i dag, både hos de unge selv og os omkring dem. Det er fortællinger om unge, som har det svært, som er skrøbelige, sårbare eller forvirrede, og som ikke kan mærke sig selv eller tage ansvar for sig selv. Fortællinger som disse inviterer unge til at granske sig selv for svar, og de inviterer os, som ønsker at vejlede dem, til at støtte de unges bestræbelser på at følge mavefornemmelser, sætte egne mål og styrke egne stemmer.

Jeg vil give et bud på et alternativt fokus i samtaler med unge, hvor blikket i stedet vendes mod den kultur, som disse fortællinger om unge er et udtryk for, og som både vi, der vejleder, og de unge er en del af.
 

Mavefornemmelsen som vejviser
At det er ønskværdigt at være i kontakt med sig selv og lytte til det, ens krop og sind fortæller én, er noget, de færreste sætter spørgsmålstegn ved. Tværtimod italesættes det i mange sammenhænge som vejen til balance, personlig frihed og udlevelse af vore drømme, og vi opsøger gerne alt, lige fra meditation til coaches og selvudviklingskurser, for at opnå det.

At det virker så selvfølgeligt for os, vidner om, at denne strømning i tiden er så gennemgribende, at vi ikke får øje på den. Men netop denne pointe kan vendes til en strategi for samtaler med de unge, der søger efter deres mavefornemmelser.



De kulturelt skabte idéer tilbyder et bestemt sprog til at fortælle om sig selv og udpeger bestemte selvforståelser og handlemuligheder. Sabina, som jeg citerer ovenfor, sagde på et tidspunkt i samtalen: ”Man kan jo, hvad man vil.”

Begrænsningen ligger ikke uden for os selv, for alt er sådan set muligt, når blot man vil. For Sabina ligger ansvaret for uddannelsesvalget udelukkende hos hende selv. Alle døre står i princippet åbne, hvis hun virkelig vil.

Bivirkningen ved denne ellers så lovende idé er dog, at det så bliver meget forpligtende at ville noget. I samtalen med Sabina blev det tydeligt for os begge, hvor stort et mod det kræver at turde ville noget, for så har man selv det fulde ansvar for, at det lykkes. Og hvis det ikke lykkes, har man kun sig selv at bebrejde, for ”man kan jo, hvad man vil.”
 

Vi bestemmer, at du skal bestemme selv
Disse strømninger i tiden tematiseres af filosoffer, sociologer og psykologer. Psykologen Svend Brinkmann beskriver, hvordan selvrealisering har flyttet sig fra at være en modstand mod systemet til at være et kulturelt krav. 68’ernes unge gjorde oprør imod samfundets undertrykkende strukturer og etablerede alternative levemåder, som tog udgangspunkt i, hvad de selv ville (og ikke hvad fx kønsrollemønstre og familiestrukturer lagde ned over deres hoveder). Det at lytte til sin egen stemme og realisere sig selv blev en modstand mod systemet.

I dag forholder det sig omvendt. Det at finde sin egen stemme, at selv-bestemme, er blevet et påbud. Det forventes af de unge, at de selv tager styringen og forfølger deres mål. Disse mål er defineret ud fra, hvad der føles rigtigt for den unge, og ikke ud fra, hvad de unge har pligt til, hvad samfundet har brug for, eller hvad deres forældre giver lov til. I hvert fald ikke på papiret. (1)

Problemet er ikke, at verden forhindrer mig i at nå mine mål. Problemet er, at jeg står i vejen for mig selv. Fordi jeg ikke kan mærke, hvad jeg vil. Og løsningen formuleres af selvsamme kulturelle idé: At du mærker endnu mere efter i dig selv.
 

Hjælp til at stå alene
Hvor er klageinstansen, når dette ”projekt selv” ikke virker? ”Når man ikke længere strejker i gaderne og bliver tysset ned af politiet, hvad gør man så? Man stresser individuelt, ligger vågen om natten og bliver stille,” som filosoffen Anders Fogh Jensen skriver (2). Eller man bliver sendt til vejleder, coach eller psykolog for at få styr på sig selv.

Da Sabina fortalte mig, at hun ikke kunne mærke, hvad hun ville, var det oplagt for mig at forsøge at hjælpe hende med at komme i kontakt med sig selv. Det lå lige for at koble den manglende mavefornemmelse sammen med det forventningspres, som Sabina og andre oplever fra uddannelsessystemet, sociale medier og kulturelle normer, og jeg fik lyst til at styrke hendes egen stemme og frisætte hende fra dette morads af krav og forventninger.

Paradokset er, at jeg også taler kulturens stemme. For i forsøget på at frisætte de unge og styrke deres egen stemme mod kulturen ville jeg paradoksalt nok give yderligere vægt til en individualistisk kultur, hvor ansvaret er den enkeltes og løsningen er at finde i sig selv.
 

At blive en del af et ”vi”
Er det overhovedet muligt at have samtaler med de unge, som hjælper dem til at navigere i livet, uden at gå individualismens og selvrealiseringens ærinde? Formentlig ikke, og det er vel heller ikke muligt eller ønskværdigt at placere de unge uden for den kultur, de er en del af og kender til.
Men måske er netop kendskabet til kulturen centralt. Jeg vil nu beskrive en samtaleform, hvor fokus er på de unges viden om og erfaringer med kulturelle idéer og forventninger. For måske kan vi ved at sætte denne viden i centrum have samtaler med de unge, der udvider det sproglige rum og styrker de unges muligheder for at navigere inden for den kultur, de er en del af.
 

Samtaler om verden
Jeg har en narrativ og poststrukturalistisk tilgang til mine samtaler. Fra dette ståsted har jeg fokus på de identitetsfortællinger, som de unge har med sig, og hvordan disse er skabt og skabes af dem selv, andre omkring dem og den kultur, de færdes i. Dette fokus på identitetsfortællinger inviterer mig umiddelbart til at sætte fokus på den enkeltes personlige fortælling om sig selv i verden.

Men hvad sker der, hvis vi vender det på hovedet? Hvis vi i stedet for at have samtaler om den enkelte i verden, har samtaler om verden i den enkelte? Hvis samtalen i stedet har fokus på at skabe fortællinger om den verden, som den unge navigerer i?

Jeg mener, at vi må tilsidesætte idéen om identitetsfortællinger som personlige fortællinger om det, den enkelte unge mærker i sig selv, de problemer, han eller hun møder, og færdigheder i relation til at overkomme disse problemer. Frem for at tale om individuelle problemer og individuelle løsninger på problemer flytter jeg samtalens fokus hen på at skabe fælles viden om den kultur, som skaber disse problemer og løsninger.
 

Fem trin i en samtale om verden
Med udgangspunkt i min samtale med Sabina vil jeg kort præsentere en mulig vej at gå i samtaler om verden.

De fem trin, jeg beskriver, har dannet ramme om samtaler, jeg har haft med unge både individuelt, i mindre grupper og i klasserum. De kan benyttes i vejledningssamtaler såvel som i mere rådgivende eller terapeutiske samtaler. Der er mange mulige veje at gå, så dette skal ikke læses som en rigid manual, men som en inspiration til samtaler, hvor kendskabet til verden bliver det centrale.
 

1. Et kulturmættet udtryk
I mine samtaler finder jeg ofte indgangen til at beskue verden i den unges sprog og lægger mærke til, om den unge benytter en talemåde, en floskel eller andet fælles arvegods i vores sprog. Det skete fx i samtalen med Sabina, da hun brugte talemåden ”man kan, hvad man vil.”

I tidligere bestræbelser på at opdyrke den unges egen stemme har jeg skøjtet let henover disse kulturelt slidte udsagn, som jeg har hørt så mange gange før. Men når samtalens fokus er på verden, bliver netop disse kulturmættede udsagn særligt spændende. For de fortæller os noget om, hvad der er blevet selvfølgeligheder i den kultur, vi navigerer i.

Jeg skrev på tavlen (3): ”Man kan, hvad man vil”, og vi kiggede på det sammen.
 

2. Viden om kulturen
Da Sabina sagde ”man kan, hvad man vil”, var hun på en måde allerede i gang med at fortælle om sit kendskab til kulturen. Man kan sige, at kun den, der kender en kultur, kan tale kulturens sprog. Det er gennem vores deltagelse i kulturens metaforsystemer, at vi bliver talende i kulturen. (4)

Jeg spurgte Sabina, om hun tænkte, at denne talemåde fortalte noget om unge i dag, om det, de tror på, og den kultur, de er en del af. Sabina fortalte, at den tilgang til livet talte til hende og andre unge: ”Lidt som ham, der spillede Superman, som blev lammet, men trænede sig selv op igen.” Vi kaldte den kulturelle idé om, at man kan, hvad man vil, for ”Superman-kulturen”, og jeg spurgte ind til Sabinas kendskab til Superman-kulturens udbredelse.
Vi talte bl.a. om, hvordan alle siger, at der er frit valg på alle hylder. På nettet klikker man sig bare ind på den uddannelse, man kunne tænke sig. Men hvad skal man vælge efter? Man kan godt føle sig som lidt af en fiasko, når man står der foran gaveboden og ikke kan vælge: ”Man kan, hvad man vil, men hvis man ikke kan mærke, hvad man vil, kan man jo ingenting.”
 

3. Hvad kræver det at navigere i kulturen?
I vores videre samtale spurgte jeg Sabina, hvad det kræver af unge at navigere i denne Superman-kultur. ”Verden ligger åben for ens fødder,” fortalte Sabina. ”Men det kræver jo, at fødderne begynder at gå i en retning”. For at fødderne kan begynde at gå, er det nødvendigt, at man tør mærke, hvad man vil, og at man tør sige det højt, selvom det forpligter.

Samtidig er det at udsætte valget, at holde pause i at mærke efter, også en måde at navigere på. Det kræver en færdighed i at kunne blive lidt i tvivlen og tro på, at man alligevel er god nok.
 

4. Personlige erfaringer som eksempler
Jeg spurgte til Sabinas erfaringer med at ”mærke, hvad man vil” eller ”blive i tvivlen”, siden hun vidste, at dette var brugbare færdigheder i Superman-kulturen. Jeg spurgte også til hendes erfaringer med andre unge, som fandt måder at finde rundt i Superman-kulturen.

Sabinas personlige historie – det hun mærker (eller ikke mærker) – fik på denne måde stor betydning i samtalen, fordi den eksemplificerede Sabinas fortælling om kulturen og om, hvordan man som ung navigerer i den.
 

5. At være en, der kender til verden
Selvom fokus i samtalen var på verden, talte vi om Sabinas personlige erfaringer og mærkninger. Den afgørende forskel er dog, at hendes personlige historie giver tyngde og autoritet til det, hun siger om verden, snarere end at den har noget at udsige om hende.

Idéen er ikke, at vi skal væk fra de kulturelle strømninger, som vi er en del af. Hvis jeg opfordrede de unge til at tage afstand fra tidens strømninger og fx nægtede dem at tale om mavefornemmelser og mærkninger, ville jeg berøve dem det sprog, de har tilgængeligt. For Sabina var det jo netop meningsfuldt at forstå sig selv igennem idéen om, at man kan, hvad man vil.

Samtaleformen er et tilbud om en anden type identitetsfortælling – en fortælling om sig selv som en, der kender til den verden, man er en del af. Som filosofferne Deleuze og Guattari formulerer det: ”Man er ikke i verden, man bliver til sammen med verden, man bliver til ved at beskue den.” (5)

Det femte trin i samtalen inviterer til betragtninger om samtalens form og – med Deleuze og Guattari in mente – hvem eller hvad, de unge og verden sammen er blevet til i samtalen. På mit afsluttende spørgsmål til Sabina om, hvordan hun syntes, at denne samtale havde formet sig, og hvad den havde kastet lys over, svarede hun: ”Måske kunne vi sige: Man kan – nogle gange – hvad man vil.”
 

En fælles stemme
De unge, som jeg har samtaler med, kommer mange steder fra og har større eller mindre erfaring med at tale om livet. Men det er min oplevelse, at samtaler om verden åbner nye muligheder for langt de fleste unge. I en position som ”en, der kender verden”, er det muligt at forholde sig anderledes til sig selv og for en stund slippe mavefornemmelsen og ”sin egen stemme” for i stedet at tale med en fælles stemme om fornemmelser af verden.

Noter

1) Brinkmann, Svend (2014): Stå fast: Et opgør med tidens udviklingstvang. København: Gyldendal.
2) Citat s. 198 i: Jensen, Anders Fogh (2009): Projektsamfundet. Århus: Aarhus Universitetsforlag.
3) I mine samtaler anvender jeg tavle eller flipover. Jeg skriver undervejs i samtalen de unges ord på tavlen, sådan at vi sammen kan kigge på ordene. På den måde indgår tavlen i samtalen som et fælles tredje og som en visuel eksternalisering af samtalen.
4) Jensen, Anders Fogh (2001): Metaforens magt: fantasiens fostre og fornuftens fødsler. Århus: Forlaget Modtryk.
5) Citat s. 214 i: Deleuze, Gilles & Guattari, Felix (1996): Hvad er filosofi?. (C. Madsen, overs.). København: Gyldendal.

”Jeg ved ikke, hvad jeg vil,” sagde en ung kvinde, Sabina, til mig i en samtale. Hun stod over for at skulle vælge uddannelse og bestræbte sig på at lytte efter sin mavefornemmelse, men det gav ikke nogen klare svar på, hvad hun ville.

I mine samtaler med unge er det at følge sin mavefornemmelse eller finde sin egen stemme ofte et tema.

Det er svært at følge sin mavefornemmelse. Det er en flygtig fornemmelse, og den kan pege i øst og vest. Bedst som man troede, at man blev glad for noget, bliver man ked af det. Bedst som man troede, at man ville studere det ene, fortæller mavefornemmelsen, at man ikke har lyst alligevel.

Andre gange kan det være svært at finde sin egen stemme i et virvar af andres stemmer og dagsordner: ”Da jeg kom ind på studiet, jublede min familie, for det var jo mit drømmestudie. Jeg blev bare ked af det, jeg ved ikke hvorfor,” sagde en ung mand.

Alligevel er dette, at finde svaret i sig selv, ofte det, der i samtalerne træder frem som den eneste mulighed, og løsningen på de problemer, de unge møder, ligger således hos dem selv.

Mit ærinde er at sætte fokus på de dominerende fortællinger om tidens unge, som florerer i dag, både hos de unge selv og os omkring dem. Det er fortællinger om unge, som har det svært, som er skrøbelige, sårbare eller forvirrede, og som ikke kan mærke sig selv eller tage ansvar for sig selv. Fortællinger som disse inviterer unge til at granske sig selv for svar, og de inviterer os, som ønsker at vejlede dem, til at støtte de unges bestræbelser på at følge mavefornemmelser, sætte egne mål og styrke egne stemmer.

Jeg vil give et bud på et alternativt fokus i samtaler med unge, hvor blikket i stedet vendes mod den kultur, som disse fortællinger om unge er et udtryk for, og som både vi, der vejleder, og de unge er en del af.
 

Mavefornemmelsen som vejviser
At det er ønskværdigt at være i kontakt med sig selv og lytte til det, ens krop og sind fortæller én, er noget, de færreste sætter spørgsmålstegn ved. Tværtimod italesættes det i mange sammenhænge som vejen til balance, personlig frihed og udlevelse af vore drømme, og vi opsøger gerne alt, lige fra meditation til coaches og selvudviklingskurser, for at opnå det.

At det virker så selvfølgeligt for os, vidner om, at denne strømning i tiden er så gennemgribende, at vi ikke får øje på den. Men netop denne pointe kan vendes til en strategi for samtaler med de unge, der søger efter deres mavefornemmelser.



De kulturelt skabte idéer tilbyder et bestemt sprog til at fortælle om sig selv og udpeger bestemte selvforståelser og handlemuligheder. Sabina, som jeg citerer ovenfor, sagde på et tidspunkt i samtalen: ”Man kan jo, hvad man vil.”

Begrænsningen ligger ikke uden for os selv, for alt er sådan set muligt, når blot man vil. For Sabina ligger ansvaret for uddannelsesvalget udelukkende hos hende selv. Alle døre står i princippet åbne, hvis hun virkelig vil.

Bivirkningen ved denne ellers så lovende idé er dog, at det så bliver meget forpligtende at ville noget. I samtalen med Sabina blev det tydeligt for os begge, hvor stort et mod det kræver at turde ville noget, for så har man selv det fulde ansvar for, at det lykkes. Og hvis det ikke lykkes, har man kun sig selv at bebrejde, for ”man kan jo, hvad man vil.”
 

Vi bestemmer, at du skal bestemme selv
Disse strømninger i tiden tematiseres af filosoffer, sociologer og psykologer. Psykologen Svend Brinkmann beskriver, hvordan selvrealisering har flyttet sig fra at være en modstand mod systemet til at være et kulturelt krav. 68’ernes unge gjorde oprør imod samfundets undertrykkende strukturer og etablerede alternative levemåder, som tog udgangspunkt i, hvad de selv ville (og ikke hvad fx kønsrollemønstre og familiestrukturer lagde ned over deres hoveder). Det at lytte til sin egen stemme og realisere sig selv blev en modstand mod systemet.

I dag forholder det sig omvendt. Det at finde sin egen stemme, at selv-bestemme, er blevet et påbud. Det forventes af de unge, at de selv tager styringen og forfølger deres mål. Disse mål er defineret ud fra, hvad der føles rigtigt for den unge, og ikke ud fra, hvad de unge har pligt til, hvad samfundet har brug for, eller hvad deres forældre giver lov til. I hvert fald ikke på papiret. (1)

Problemet er ikke, at verden forhindrer mig i at nå mine mål. Problemet er, at jeg står i vejen for mig selv. Fordi jeg ikke kan mærke, hvad jeg vil. Og løsningen formuleres af selvsamme kulturelle idé: At du mærker endnu mere efter i dig selv.
 

Hjælp til at stå alene
Hvor er klageinstansen, når dette ”projekt selv” ikke virker? ”Når man ikke længere strejker i gaderne og bliver tysset ned af politiet, hvad gør man så? Man stresser individuelt, ligger vågen om natten og bliver stille,” som filosoffen Anders Fogh Jensen skriver (2). Eller man bliver sendt til vejleder, coach eller psykolog for at få styr på sig selv.

Da Sabina fortalte mig, at hun ikke kunne mærke, hvad hun ville, var det oplagt for mig at forsøge at hjælpe hende med at komme i kontakt med sig selv. Det lå lige for at koble den manglende mavefornemmelse sammen med det forventningspres, som Sabina og andre oplever fra uddannelsessystemet, sociale medier og kulturelle normer, og jeg fik lyst til at styrke hendes egen stemme og frisætte hende fra dette morads af krav og forventninger.

Paradokset er, at jeg også taler kulturens stemme. For i forsøget på at frisætte de unge og styrke deres egen stemme mod kulturen ville jeg paradoksalt nok give yderligere vægt til en individualistisk kultur, hvor ansvaret er den enkeltes og løsningen er at finde i sig selv.
 

At blive en del af et ”vi”
Er det overhovedet muligt at have samtaler med de unge, som hjælper dem til at navigere i livet, uden at gå individualismens og selvrealiseringens ærinde? Formentlig ikke, og det er vel heller ikke muligt eller ønskværdigt at placere de unge uden for den kultur, de er en del af og kender til.
Men måske er netop kendskabet til kulturen centralt. Jeg vil nu beskrive en samtaleform, hvor fokus er på de unges viden om og erfaringer med kulturelle idéer og forventninger. For måske kan vi ved at sætte denne viden i centrum have samtaler med de unge, der udvider det sproglige rum og styrker de unges muligheder for at navigere inden for den kultur, de er en del af.
 

Samtaler om verden
Jeg har en narrativ og poststrukturalistisk tilgang til mine samtaler. Fra dette ståsted har jeg fokus på de identitetsfortællinger, som de unge har med sig, og hvordan disse er skabt og skabes af dem selv, andre omkring dem og den kultur, de færdes i. Dette fokus på identitetsfortællinger inviterer mig umiddelbart til at sætte fokus på den enkeltes personlige fortælling om sig selv i verden.

Men hvad sker der, hvis vi vender det på hovedet? Hvis vi i stedet for at have samtaler om den enkelte i verden, har samtaler om verden i den enkelte? Hvis samtalen i stedet har fokus på at skabe fortællinger om den verden, som den unge navigerer i?

Jeg mener, at vi må tilsidesætte idéen om identitetsfortællinger som personlige fortællinger om det, den enkelte unge mærker i sig selv, de problemer, han eller hun møder, og færdigheder i relation til at overkomme disse problemer. Frem for at tale om individuelle problemer og individuelle løsninger på problemer flytter jeg samtalens fokus hen på at skabe fælles viden om den kultur, som skaber disse problemer og løsninger.
 

Fem trin i en samtale om verden
Med udgangspunkt i min samtale med Sabina vil jeg kort præsentere en mulig vej at gå i samtaler om verden.

De fem trin, jeg beskriver, har dannet ramme om samtaler, jeg har haft med unge både individuelt, i mindre grupper og i klasserum. De kan benyttes i vejledningssamtaler såvel som i mere rådgivende eller terapeutiske samtaler. Der er mange mulige veje at gå, så dette skal ikke læses som en rigid manual, men som en inspiration til samtaler, hvor kendskabet til verden bliver det centrale.
 

1. Et kulturmættet udtryk
I mine samtaler finder jeg ofte indgangen til at beskue verden i den unges sprog og lægger mærke til, om den unge benytter en talemåde, en floskel eller andet fælles arvegods i vores sprog. Det skete fx i samtalen med Sabina, da hun brugte talemåden ”man kan, hvad man vil.”

I tidligere bestræbelser på at opdyrke den unges egen stemme har jeg skøjtet let henover disse kulturelt slidte udsagn, som jeg har hørt så mange gange før. Men når samtalens fokus er på verden, bliver netop disse kulturmættede udsagn særligt spændende. For de fortæller os noget om, hvad der er blevet selvfølgeligheder i den kultur, vi navigerer i.

Jeg skrev på tavlen (3): ”Man kan, hvad man vil”, og vi kiggede på det sammen.
 

2. Viden om kulturen
Da Sabina sagde ”man kan, hvad man vil”, var hun på en måde allerede i gang med at fortælle om sit kendskab til kulturen. Man kan sige, at kun den, der kender en kultur, kan tale kulturens sprog. Det er gennem vores deltagelse i kulturens metaforsystemer, at vi bliver talende i kulturen. (4)

Jeg spurgte Sabina, om hun tænkte, at denne talemåde fortalte noget om unge i dag, om det, de tror på, og den kultur, de er en del af. Sabina fortalte, at den tilgang til livet talte til hende og andre unge: ”Lidt som ham, der spillede Superman, som blev lammet, men trænede sig selv op igen.” Vi kaldte den kulturelle idé om, at man kan, hvad man vil, for ”Superman-kulturen”, og jeg spurgte ind til Sabinas kendskab til Superman-kulturens udbredelse.
Vi talte bl.a. om, hvordan alle siger, at der er frit valg på alle hylder. På nettet klikker man sig bare ind på den uddannelse, man kunne tænke sig. Men hvad skal man vælge efter? Man kan godt føle sig som lidt af en fiasko, når man står der foran gaveboden og ikke kan vælge: ”Man kan, hvad man vil, men hvis man ikke kan mærke, hvad man vil, kan man jo ingenting.”
 

3. Hvad kræver det at navigere i kulturen?
I vores videre samtale spurgte jeg Sabina, hvad det kræver af unge at navigere i denne Superman-kultur. ”Verden ligger åben for ens fødder,” fortalte Sabina. ”Men det kræver jo, at fødderne begynder at gå i en retning”. For at fødderne kan begynde at gå, er det nødvendigt, at man tør mærke, hvad man vil, og at man tør sige det højt, selvom det forpligter.

Samtidig er det at udsætte valget, at holde pause i at mærke efter, også en måde at navigere på. Det kræver en færdighed i at kunne blive lidt i tvivlen og tro på, at man alligevel er god nok.
 

4. Personlige erfaringer som eksempler
Jeg spurgte til Sabinas erfaringer med at ”mærke, hvad man vil” eller ”blive i tvivlen”, siden hun vidste, at dette var brugbare færdigheder i Superman-kulturen. Jeg spurgte også til hendes erfaringer med andre unge, som fandt måder at finde rundt i Superman-kulturen.

Sabinas personlige historie – det hun mærker (eller ikke mærker) – fik på denne måde stor betydning i samtalen, fordi den eksemplificerede Sabinas fortælling om kulturen og om, hvordan man som ung navigerer i den.
 

5. At være en, der kender til verden
Selvom fokus i samtalen var på verden, talte vi om Sabinas personlige erfaringer og mærkninger. Den afgørende forskel er dog, at hendes personlige historie giver tyngde og autoritet til det, hun siger om verden, snarere end at den har noget at udsige om hende.

Idéen er ikke, at vi skal væk fra de kulturelle strømninger, som vi er en del af. Hvis jeg opfordrede de unge til at tage afstand fra tidens strømninger og fx nægtede dem at tale om mavefornemmelser og mærkninger, ville jeg berøve dem det sprog, de har tilgængeligt. For Sabina var det jo netop meningsfuldt at forstå sig selv igennem idéen om, at man kan, hvad man vil.

Samtaleformen er et tilbud om en anden type identitetsfortælling – en fortælling om sig selv som en, der kender til den verden, man er en del af. Som filosofferne Deleuze og Guattari formulerer det: ”Man er ikke i verden, man bliver til sammen med verden, man bliver til ved at beskue den.” (5)

Det femte trin i samtalen inviterer til betragtninger om samtalens form og – med Deleuze og Guattari in mente – hvem eller hvad, de unge og verden sammen er blevet til i samtalen. På mit afsluttende spørgsmål til Sabina om, hvordan hun syntes, at denne samtale havde formet sig, og hvad den havde kastet lys over, svarede hun: ”Måske kunne vi sige: Man kan – nogle gange – hvad man vil.”
 

En fælles stemme
De unge, som jeg har samtaler med, kommer mange steder fra og har større eller mindre erfaring med at tale om livet. Men det er min oplevelse, at samtaler om verden åbner nye muligheder for langt de fleste unge. I en position som ”en, der kender verden”, er det muligt at forholde sig anderledes til sig selv og for en stund slippe mavefornemmelsen og ”sin egen stemme” for i stedet at tale med en fælles stemme om fornemmelser af verden.

Noter

1) Brinkmann, Svend (2014): Stå fast: Et opgør med tidens udviklingstvang. København: Gyldendal.
2) Citat s. 198 i: Jensen, Anders Fogh (2009): Projektsamfundet. Århus: Aarhus Universitetsforlag.
3) I mine samtaler anvender jeg tavle eller flipover. Jeg skriver undervejs i samtalen de unges ord på tavlen, sådan at vi sammen kan kigge på ordene. På den måde indgår tavlen i samtalen som et fælles tredje og som en visuel eksternalisering af samtalen.
4) Jensen, Anders Fogh (2001): Metaforens magt: fantasiens fostre og fornuftens fødsler. Århus: Forlaget Modtryk.
5) Citat s. 214 i: Deleuze, Gilles & Guattari, Felix (1996): Hvad er filosofi?. (C. Madsen, overs.). København: Gyldendal.