I denne tid lanceres empowerment som et begreb i tilknytning til socialt arbejde på beskæftigelsesområdet. Arbejdsmarkedsstyrelsen har bevilget penge til 32 kommuner over hele landet, der skal arbejde med at udvikle og omsætte empowerment som strategi og tilgang indenfor beskæftigelsesområdet. Formålet er stadig at få flere i arbejde.
 

Begrebet empowerment er ikke et nyt begreb, og behovet for at inddrage brugerne i deres egen sag er heller ikke et nyt behov. Det rejser en interessant diskussion om, hvordan det kan forstås, at empowerment relanceres netop nu? Er meningen, at borgerne i højere grad må klare sig selv, eller er der rent faktisk tale om et ærligt forsøg på at indføre en ny strategi inden for beskæftigelsesområdet, hvor inddragelse af borgerne står centralt?
 

Jeg vil bidrage til denne diskussion ved at sætte fokus på, hvordan begrebet kan forstås, fortolkes og anvendes, og hvordan såvel organisationer som ledelse og professioner kan være med til at definere, hvordan empowerment kan omsættes i praksis. Jeg argumenterer for, at begrebet kan anvendes til at sætte fokus på en revitalisering af det kritiske sociale arbejde med et strukturelt fokus og til en skærpelse af professionsrollerne i det sociale arbejde. Empowerment er et muligt rådighedsrum for udvikling af brugerperspektiver i det sociale arbejde, og det er op til ledelser og professioner at udfylde rummet. I denne optik forstås empowerment ikke som en ”selvbetjeningsfilosofi”, hvor borgerne helst skal klare sig selv, men som en tilgang, hvor borgernes egne perspektiver danner afsæt for definitioner og løsninger af konkrete problemstillinger.


 

At skabe eller tillade, at andre skaber magt
"To empower" betyder på engelsk at skabe eller forårsage magt. Den betydning indeholder mindst to aspekter: at give magt eller autoritet til eller at give mulighed for eller tillade, at de magtesløse får magt. Præfikset ”em” angiver, at der er mere end en person involveret, fordi der er en, der skal tildele eller tillade magt til en anden. Magt må udvikles og tages af de magtesløse selv, men det skal tillades, at magt erobres.
 

De professionelle roller og organiseringen af det sociale og sundhedsfaglige arbejde er dermed til diskussion, fordi magt og asymmetriske magtrelationer er centrale i socialt og sundhedsfagligt arbejde. I en empowerment-orienteret tilgang er det borgeren selv, der har retten til at definere såvel problem som løsning, og det er den professionelles opgave at anvende al sin viden om forholdene i maskinrummet til at give borgeren gode idéer til, hvordan magten kan skabes og deles. Den professionelle opgave er at spejle, dele viden og på andre måder facilitere de processer, som borgeren skal gennemgå, når han/hun skal definere sit problem og finde mulige løsninger. Det er borgeren, der er ekspert i sit eget liv, men uden vidensdeling, spejling og facilitering fra de professionelle, er der risiko for, at empowerment bliver en pas-dig-selv-filosofi.
 

Magt til at handle
Målet med empowerment som tilgang i det sociale og sundhedsfremmende arbejde er at give mulighed for, at (især særligt udsatte) borgere kan skabe og få mere magt til at handle i eget liv. Borgere skal se sig selv som subjekter i deres eget liv og ikke som objekter i det offentlige. Magt er i denne optik ikke noget, som nogen har over nogle andre, men magt forstås relationelt. Magt udvikles i relationer. Det er magten til at gøre noget i sit eget liv, som står centralt i empowerment, men det kræver, at den nødvendige viden er delt, og at der er skabt adgang til relevante strukturer og ressourcer.
 

Indebærer forståelsen i empowerment så, at den asymmetriske magtdimension mellem borgere og velfærdsprofessionelle ikke har nogen betydning? At en empowerment-orienteret tilgang kan fjerne den magtulighed, der eksisterer i en hjælperelation, hvor den professionelle bestrider en magtposition som formidler af viden, hjælp og service?

Nej. Denne asymmetri kan ikke fjernes gennem en empowerment-orienteret tilgang, men de professionelle kan dele deres viden og tydeliggøre, hvad uligheden består i. De kan være tydelige omkring: hvordan de forskellige systemer og kategorier er funderet, hvilke muligheder der er for borgerne, og hvilke konsekvenser de forskellige valg, som borgerne kan træffe, har. Den asymmetriske magt fjernes ikke, men tydeligheden øger borgerens mulighed for at træffe informerede valg, selvom uligheden består. De professionelle kan dele deres viden, skabe adgang til de faglige redskaber og sikre, at borgerne har viden om alle akter i deres sag.

Professionel empowerment
Empowerment forpligter de professionelle til at forholde empowering til deres eget virke, deres faglighed og organisatoriske position. De skal formidle deres viden til de relevante parter, deltage aktivt i at skabe forandringer i retning af mere social retfærdighed og mindre ulighed, og de skal forstå deres egen professionsrolle som værende samarbejdspartner med de borgere, de er ansat til at betjene. En sådan professionsrolle hænger sammen med en forståelse af og tro på, at der altid er et valg, at forandring er mulig selv i de mest rigide systemer og kategorier, og at lovgivningen ikke i sig selv er en forhindring for at arbejde sammen med borgeren i egen sag.
 

I en empowerment-orienteret tilgang er de professionelle nødt til forholde sig til, at de er medkonstruktører af, hvordan bestemte samfundsmæssige diskurser slår igennem i deres praksis. I takt med fx overgangen fra welfare til workfare (fra passiv forsørgelsesstrategi til aktivering som et krav) som et paradigmeskifte i det sociale arbejde, og i takt med at forskellige former for New Public Management-strategier har vundet indpas, er brugerperspektivet reduceret eller forsvundet i det sociale arbejde. Når jeg påstår, at empowerment, brugerperspektiver og etik er fordampet som centrale omdrejningspunkter i det sociale arbejde til fordel for rettidighed, best practise, evidensbaseringer og procesmål, skal det forstås som udøvet i praksisform, hvor det er de professionelles opgave, hvis de vil arbejde med empowerment, sammen med brugerne at overveje og finde handlemuligheder på, hvordan brugermagten kan tillades og praktiseres. Nu er empowerment godt nok sat på den retoriske dagsorden i forbindelse med begrebets relancering i Kontanthjælpsreformen, men det betyder ikke, at praksisformen i socialt arbejde straks forandres. Der er langt fra tale til handling.
 

Er empowerment mulig?
Man kan med rette spørge, om det overhovedet er muligt at arbejde empowerment-orienteret inden for det sociale og sundhedsfremmende/forebyggende arbejde, når velfærdsområdet er så stramt defineret af kategorier og standarder, som det er. Det er det. Men det kræver, at de professionelle tager ejerskab over deres fag, forholder sig aktivt og kritisk til gældende standarder, udvikler og former det faglige arbejde, så det inden for lovens rammer bliver så fleksibelt og plastisk som muligt i forhold til de menneskelige problemstillinger, som de møder.
 

Man kan tale om, at det centrale omdrejningspunkt for en empowering tilgang for velfærdsprofessionerne bliver mødet mellem system og borger, og selv om mødet ofte er problematisk, er det samtidig i mødet, at de professionelle både kan arbejde empowering med egen rolle og relationen til borgerne og arbejde empowering med at udvikle de konkrete muligheder for hjælp og støtte. Det er også her, at de professionelle med en empowerment-tilgang sammen med borgerne selv kan undersøge, om særlige behov, uddannelsesparathed eller andre faktorer knytter sig til det enkelte menneske som noget indvendigt, eller om det giver mere mening at arbejde med at skabe særlige omstændigheder i en periode. I en vejledningssammenhæng vil den sidste tilgang betyde et skifte af fokus fra individuelle problemstillinger og forklaringer til mere strukturelle forklaringer og kollektive løsninger.
 

Kan empowerment være digital?
Empowerment er en tilgang, en tankegang og en strategi, hvor mødet mellem den professionelle og borgeren er et nødvendigt omdrejningspunkt. Derfor vil digitaliseret selvbetjening ikke være en empowerment strategi, fordi de digitale løsninger ikke indeholder et menneskeligt møde, hvor viden og facilitering kan finde sted. Digitalisering, selvbetjening og selvforvaltning kan sagtens tænkes ind i en empowerment strategi, men mødet og det kollektive aspekt bliver afgørende.
 

I det beskæftigelsesrettede arbejde skal der fx laves tilbudsportaler. Hvis de professionelle blot sidder på jobcentrene og laver portalerne, bliver de ikke mere empowering end Bilkas tilbudsaviser. Skal de være det, skal de laves i samarbejde med brugerne og indeholde elementer, der tillader og indbyder til organisering, selvforvaltning og fleksibilitet i løsninger. Alle professionelle, der arbejder med samtaler og vejledning om job og uddannelse, må gøre sig klart, at de har en stor magt, men at de har tilladelse til at dele den med brugerne. Det gøres bedst ved at hjælpe brugerne med at samle sig, så de får flere kræfter til at sætte den ekspertise, de besidder om egne ønsker og muligheder, igennem i egentlig handling. Digitalisering kan anvendes som et produktivt redskab i en empowerment strategi eller øge eksklusion og ulighed i mødet mellem system og borger. Det kommer an på, hvordan det anvendes og tilrettelægges.
 

En revitalisering af empowerment øger behovet for kritisk at diskutere, hvordan den professionelle omsætning af empowerment med partnerskaber og aktiv inddragelse af brugerne undgår at blive endnu en måde at klientisere borgerne. Et fokuspunkt må være, at der på tværs af fag, sektorer og organisationer arbejdes målrettet med at udvikle måder, hvorpå samarbejde og mulighedsrum kan dyrkes, erfaringer høstes og produktive ideer skabes. Borgere, praktikere og forskere må i fællesskab diskutere empowerment som begreb, tankegang og praksisform i det sociale arbejde. De aktører som er direkte inddraget i begrebets relancering gennem nye empowermentprojekter må insistere på at skabe fælles platforme for samarbejde og partnerskaber mellem borgere, professioner og organisationer. Herunder bør traditionelle evalueringer erstattes af praksisforskning med brugerperspektiver som drivkraft for at insistere på, at udvikling bedst skabes gennem en mangfoldighed af viden.


 

Referencer

• Andersen, J. m.fl. (red.) (2003): Empowerment i storbyens rum. Hans Reitzels forlag
• Andersen, M. og Vinther-Jensen, K. (2006): Empowerment i revalidering. Afdelingen for Folkesundhed. Århus amt
• Andersen, M. og Vinther-Jensen, K. (2002): Empowerment: professionel læring i praksis – en sundhedsfremmende intervention i en socialpsykiatrisk døgninstitution. Afdelingen for Sundhedsfremme, udvikling og forskning. Århus amt
• Andersen, M.L., Brok, P. og Mathiasen, H. (2000): Empowerment på dansk. Dafolo
• Andersen, M.L. (2013): Empowerment – begreb og betydning i teori og praksis. I: Niklasson, G. (red): Sundhed, menneske og samfund. Samfundslitteratur
• Andersen, M.L (2014): Borgerperspektiver som drivkraft i sociale analyser. I: Harder, M. og Nissen, M.A. (red): Socialt arbejde i en foranderlig verden. Akademisk forlag
• Cree, V.E. (2013): New Practices of Empowerment. I: Gray M. & Webb S.A. (Edt.): The New Politics of Social Work. Palgrave Macmillan
• Faureholm, J. (1996): Fra livstidsklient til medborger. Socialpædagogisk bibliotek
• Faureholm, J. og Brønholt, L.L. (red.) (2005): Familierådslagning – en beslutningsmodel. Hans Reitzels forlag
• Hanssen, K.B.(1996): Myndiggøring. Embla 6
• Harder, M. (2013): Anerkendelse, empowerment og brugerinddragelse. I: Hansen S.J. (red): Sociologi i socialrådgivning og socialt arbejde. Hans Reitzels forlag
• Harder, M. og Pringle, K (2007): De velfærdsstatslige betingelser for empowerment i England og Danmark. I: Nissen, M. A., Pringle, K og Uggerhøj, L (red): Magt og forandring i socialt arbejde. Akademisk forlag
• Pringle, K.og Harder, M. (1999): Through Two Pairs of Eyes: A Comparative Study of Danish Social Policy and Child Welfare. Aalborg University Press
• Saleebey, D. (red) (1997): The Strength Perspective in Social Work Practice. N.Y. Longman Publishers
• Staples, L.H. (1993): Consumer Empowerment in the Massachusetts Mental Health System: A Comparison of attitudes, perceptions, and opinions within and between consumer and provider groups (Dissertation). Boston University Graduate School
• Starrin, B. og Forsberg, E. (1997): Frigörende kraft – empowerment som modell i skola, omsorg och arbetsliv. Gothia
• Wallerstein, N. (1992): Powerlessness, Empowerment and Health: Implications for Health promotion Programs. American Journal of Health Promotion, VOL 6 (3)