Men hvorfor presser de dygtige piger sig selv for at leve op til det stadig mere udbredte dogme om at bidrage til samfundets vækst? Hvorfor kæmper de en indædt kamp for at leve op til forventninger, de mener at se hos omverdenen, samtidig med at de bruger flere og flere ressourcer på at holde den indre uro i skak, indtil de en dag bryder sammen? Og bliver klar over, at der er mange andre, som har det på samme måde – uden at turde fortælle om det.

Undersøgelser kan bekræfte billedet. Ser vi på, hvordan unge i folkeskolens sidste år har det, peger svaret i retning af belastning hos mange unge. Resultatet fra skolebørnsundersøgelsen (Rasmussen & Due, 2011) viser, at omkring 25 procent af de 15-årige piger og lidt færre drenge har psykosomatiske symptomer hver dag. De har ondt i maven, hovedet eller ryggen, har svært ved at sove og har taget piller inden for den seneste uge for at få det bedre. Stresssymptomer, som hos mange af dem formentlig vil aftage, hvis de får hjælp fra forældre eller kammerater. Hos andre vil de uden tvivl fortsætte som konsekvensen af et mere eller mindre selvpålagt forsøg på at leve op til egne forventninger om at gøre det godt nok.

Ser vi på de 19-årige, viser en omfattende undersøgelse af SFI (Ottosen, 2010), at virkelig mange unge har brug for psykologhjælp – flest kvinder. 27 procent af de 19-årige kvinder føler sig pressede, 30 procent har modtaget psykologhjælp. Undersøgelsen udtrykker det stærkt:

”… ganske mange unge kvinder er følelsesmæssigt risikoudsatte: De døjer med psyko-emotionelle problemstillinger, der ytrer sig ved indadvendte symptomer og tager form som tristhed og selvskadelig adfærd”(ibid., p. 185).



Er det konkurrencestatens skyld? Ja, et stykke ad vejen, for vi lever i et samfund, hvor præstationskravet opleves fra den tidlige barndom. Sådan er det i skolen, i det fortsatte uddannelsesforløb, på arbejdsmarkedet og i karriereforløbet. Konkurrence med sig selv og med alle de andre. Det er virkeligheden i den medialiserede verdens konstante up-front-tilværelse, hvor de altid er på, og hvor der ikke er nogen backstage, de kan trække sig tilbage til. Mobilen er altid åben, de er i gang med et ”uendeligt marathon”, som det er blevet udtrykt af en 12-talspige, der ikke kan se nogen ende på præstationsjaget. Eller: De er i gang med en selvforvaltning, som bliver mere og mere ydrestyret.

Men bagtæppet for dette pres er et individualiseret samfund, hvor det enkelte menneske er sat fri fra tidligere tiders strukturelle rammer. I dag er der ikke faste forskrifter at hente i tradition og livsform. Den enkelte skal selv finde sin retning. Alternativet er, at andre gør det for en – og her begynder prisgivelsen: Vi bliver lette ofre for konkurrencestaten – eller vi giver op, står af, dropper ud. Og det er jo, hvad mange unge gør netop på uddannelsesområdet. De tilhører gruppen, som uddannelsesforskerne karakteriserer som motivationsløse. De har svært ved at tage sig sammen eller føler ikke, at uddannelse er noget for dem.

Overpræsterende eller underpræsterende - det individualiserede samfund stiller en helt ny type krav til det at være et velfungerende menneske, der hviler i sig selv. Det er krav, der handler om indrestyring og personlig dømmekraft. Det er ikke tilstrækkeligt bare at knokle på for at være dygtig nok og dermed leve op til udefra opstillede forventninger. Den enkelte skal kunne fastholde sit eget perspektiv – og kunne sige fra. Det betyder et vist mål af indrestyring. Men hvordan udvikler vi det hos børn og unge?

En vej peger mod opdragelsen, som den finder sted i familien. Vi skal selvfølgelig ikke tilbage til tidligere tiders lydighedsopdragelse. Vi skal heller ikke bare fortsætte i sporet af en forhandlingsopdragelse. Vi skal en tredje vej, der handler om at styrke børns ansvarsfølelse, robusthed, modstandskraft og vedholdenhed. Kort sagt karakterdannelse – og den skal finde sted i en demokratisk sammenhæng.
 

Men hvordan gør man det? Det gør man ved at støtte børns evne til at leve op til sociale normer om ansvar og forpligtelser, som de selv er med til at sætte - fra helt enkle sociale krav om at deltage og yde en indsats for fællesskabet til mere personlige krav om vedholdenhed og robusthed. Det er en proces, der starter med den 3-4-årige og fortsætter med den unge. Og den voksne støtter ved at bakke op og hjælper barnet til at fastholde sit ansvar. Måske giver den voksne en hånd med – men tager ikke ansvaret fra barnet. Her i denne proces udvikler barnet en indre tro på at være noget værd og kunne klare et vist pres. En dag kan barnet og den unge også klare et større pres. Grundlaget for indrestyringen lægges her og tilegnes trin for trin i en social proces.

En anden vej peger i retning af daginstitution og skole. Her er der store muligheder for at skabe et værdiorienteret fællesskab, hvor børns inddragelse og deltagelse sætter rammen for sociale normer. Derfor skal karakterdannelse sættes på dagsordenen som en vigtig del af fortællingen. Læring er ikke en bevidstløs påfyldning af information, men barnets egen og aktive udvikling frem mod en tilegnelse. Derfor skal den sociale kultur i både institution og skole være præget af en vægt på børns ansvar og selvstændighed. Skolereformen bruger udtrykket ”livsduelighed”, og det er på papiret rigtigt. Men det helt centrale er, at ansvar og vedholdenhed indgår i læringen – det er selve læringsprocessen, der er vigtig frem for fokusering på resultatet og ustandselig måling af præstationen. Vi skal lære børn at udvikle robustheden i deres egne lærings- og sociale processer. Det er også der, vi skal støtte dem i at holde ud.

Vi står som samfund med store udfordringer med hensyn til at give børn et perspektiv og en indre målestok. Det er ikke desto mindre en forudsætning, hvis vi skal ruste dem til at klare det pres, som et moderne og individualiseret samfund stiller dem over for. Vi står også med gode muligheder for at leve op til udfordringerne. Men en forudsætning er, at vi erkender problemet, diskuterer det - og sætter karakterdannelse på den politiske dagsorden.

Referencer

• Ottosen, M. Heide m.fl. (2010) Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2010. København: Socialforskningsinstituttet & Bikuben fonden.
• Rasmussen, M. & Due, P. (red.) (2011) Skolebørnsundersøgelsen 2010 (www.hbsc.dk). København: Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.