”Du er fritstillet til at skabe dig selv, men mislykkes du, har du kun dig selv at takke (…) Presset på identitetskonstruktioner og det manglende eksistentielle sikkerhedsnet til den, der ikke lykkes, har gjort sygerollen mere attraktiv end tidligere.” (Tor-Johan Ekeland, professor i psykologi) (1)
 

Denne artikel indgår i et temanummer om ”De uartige”. De unge, der ikke bare passer ind. De unge, som fra et andet perspektiv repræsenterer det, der ikke passer ind, og som let bliver forstået som dem, der ikke passer ind. Et fænomen, som vi må forstå i lyset af, at vi lever i en tid, hvor social uorden let forstås som individuel uorden. (2)
 

Den handler ikke primært om de unge, men om dem, der omgiver de unge. Den handler om os, der bredt set fungerer som ”vejledere” i de unges liv. Og først og fremmest handler den om uærbødighed (3). Uærbødighed som en mere præcis formulering for den uartighed, som vi som fagpersoner må have i et felt, hvor social uorden bliver forstået som individuel uorden.
 

Uærbødighed handler om nysgerrigt og kreativt at møde den enkelte på måder, hvor man ikke blot ser på symptomerne på mistrivsel, men bliver optaget af sammenhænge og det, der rækker ud over forsimplede forståelsesformer. Uærbødighed handler om at udfordre det pæne og forsigtige, om at fastholde en opmærksomhed på det, vi selv bliver medskabere af. Et fokus på det, der let bliver marginaliseret, en særlig nysgerrighed på det nye, der opstår i kraft af den proces, som vi selv deltager i, og de åbninger, der let lukker sig, hvis vi ikke sørger for at holde dem levende.
 

Det handler ikke mindst om en særlig opmærksomhed på ikke at gøre mere af det samme, når det, der tidligere er gjort, ikke har skabt tilstrækkelig rum for nysgerrighed, værdige møder og kreativ udvikling.
 

Et møde med sin egen måde
Som psykiater bliver jeg ofte bedt om at foretage udredninger af unge. For nogle bliver psykiatri forstået som en anledning til at få svar på, hvad der er galt med ham eller hende. Diagnoserne opfattes som forklaringer, men det bygger på en misforståelse. For vores diagnosesystem har blot karakter af beskrivelser af symptomer og adfærd – altså hvordan de unge umiddelbart fremtræder.


 

Set fra mit perspektiv handler psykiatri om det, der endnu ikke er blevet forstået og taget vare på på en tilstrækkeligt udviklingsfremmende måde. Så enhver forespørgsel om en udredning må i sidste ende udløse en videnskabelig undersøgelse af sammenhænge og udviklingspotentialer – og ikke blot en individuel undersøgelse med fokus på symptomer og problemfelter. Det er min måde at være uærbødig over for tidens forestillinger om ”behovet” for psykiatriske udredninger.
 

Det samme gælder for alle andre professioner: Hvordan bliver vi uærbødige over for det, vi selv eller andre forestiller sig, at vi skal gøre?
 

Vi tror, at vi tænker vores egne tanker. Det gør vi ikke. Vi tænker vores kulturs tanker (4). Og der er en stor risiko for, at vi som vejledere kommer til at bygge videre på andres beskrivelser og dermed andres grundantagelser og for-forståelser. Alt for mange beskrivelser eller måder at møde de unge på bygger videre på andres beskrivelser.
 

I stedet bør man være opmærksom på, at ethvert møde i sidste ende må være et møde med sin egen måde at deltage på og sine egne foretrukne positioner, ligesom man bør undersøge de sammenhænge, som de tidligere undersøgelser må forstås i lyset af – som inspiration til en proces, der rækker ud over det, der var. (5)
 

Bare et eksempel: Begrebet vejleder kommer let til at blive opfattet som én, der vejleder en anden – en anden, som har haft det svært, og som derfor har brug for særlig vejledning. Men hvad nu, hvis vi i stedet lader os vejlede af den unge? Hvis vi lader den unge vise os vejen? Lader de unge være vores manual. Måske er det tid til at sætte begrebet vejleder i anførselstegn.
 

Nye øjebliksbilleder
Hvis vi forstår psykiatri på den måde, er opgaverne åbenlyse. Så handler det om at flytte sig ud af ’Hvad er der galt?’ til ’Hvordan kan vi bidrage til, at noget bliver forstået anderledes? Hvordan kan der skabes kontekster og bygges processer, som kan blive allermest udviklingsfremmende – for den unge og for dem, der er omkring den unge? Hvordan kan der opstå sammenhænge og forståelsesformer, som kan bidrage til ny-orientering?’

Diagnoser er jo ikke beskrivelser af livslange tilstande, de har blot karakter af øjebliksbilleder – man har en diagnose, så længe man opfylder kriterierne for den. Det betyder, at vores allermest oplagte opgave er at bidrage til nye øjebliksbilleder. (6)
 

En proces, der rækker ud over det individuelle
Vi er – i alt hvad vi gør – kontekstskabende, fordi kontekst handler om den mening, vi tilskriver det, vi bliver involveret i. Når unge kommer til os med symptomer på stress eller angst, bliver det afgørende, hvilken mening vi tilskriver fænomenerne. Det er derfor, artiklen her starter med citatet af Tor-Johan Ekeland.
 

De unge kommer ofte til vejledning eller terapi med frygten for fiasko og kravet om individuel perfektion samt spørgsmålet: ”Hvad er der galt med mig?” Vores indsats kan let blive lige så individuel, som de unges egne spørgsmål er formuleret: ”Hvad er der galt med mig?” kan føre ind i ”Der er ikke noget galt med dig!” og et fokus på de mange kvaliteter, som man som voksen kan få øje på, men som sjældent overbeviser de unge, fordi de har hørt det så mange gange før. Risikoen for, at vejledningen i sig selv stiller sig på toppen af al mulig anden vejledning, som de unge har deltaget i gennem årene. Og dermed opstår der ikke en forskel i de unges liv.
 

Uærbødighed handler i sidste ende om at forstå den indre mening i stressen eller det angstfyldte. Man bør spørge sig selv: Hvorfor er det blevet det bedste, som den unge formår på det givne tidspunkt? Hvad holder liv i det? Hvilke løsningsstrategier er det knyttet til? Og hvad inviterer det omgivelserne ind i? Al adfærd er kommunikation.
 

De unge med stress, angst eller andre symptomer inviterer til en proces, der rækker ud over det individuelle – og ikke mindst ud over det individuelle ansvar. Dette er oftest afgørende, fordi disse unge i forvejen er så optaget af at være ansvarlige i retning af det perfektionistiske og samtidig slider med oplevelsen af ikke at kunne leve op til egne krav og forventninger. De unge skal tages alvorligt, når alt det, som de synes burde være anderledes, fylder, men de skal i lige så høj grad ikke tages bogstaveligt, når de insisterer på at ville løse deres vanskeligheder selv. De må følges på vej i en proces, hvor der opbygges tillid til det nye, og hvor der sættes punktum for noget af det, der tidligere har fyldt.
 

De unge inviterer til processer, hvor det ikke blot skal være dem, der udvikler sig og lærer nyt. Det er nemlig meget nemmere at ændre sig, når man oplever, at andre også lærer nyt. Omgivelserne, klassekammeraterne, familien – og vejlederen selv. Husker vi at få sagt til de unge, hvad vi selv er i gang med at lære?
 

Velkommen i de uærbødiges klub.

 

Referencer 

1) Ekeland, Tor Johan (2007): Psykoterapi – ein kulturkritikk. Matrix. Nordisk Tidsskrift for Psykoterapi, 2, s. 101-21
2) Hertz, Søren (2015): Social uorden bliver gjort til individuel uorden. I: Erlandsen T.; Rosendahl Jensen, N.; Langager, S. & Petersen, KE. Udsatte børn og unge – en grundbog. Hans Reitzel
3) Cecchin, G.; Lane, G. & Ray, WA (1992): Irreverence. A strategy for Therapists´ Survival. Karnac
4) Krishnamurti i: Bateson, N. (2010): An ecology of mind. Film
5) Montuori (2005): Gregory Bateson and the promise of transdisciplinarity. Cybernetics and Human Knowing 1-2, s. 147-58
6) Hertz, Søren (2008): Børne- og ungdomspsykiatri – nye perspektiver og uanede muligheder. Akademisk Forlag