Det er tidlig formiddag i Aasiaat, en by i Diskobugten med 3.100 indbyggere. Cirka 30 unge står på kajen og venter på, at det bliver deres tur til at entrere det issikrede passagerskib Sarfaq Ittuk. Det Grønlandske Hus i Aalborg har chartret hele skibet til den sejlende uddannelsesmesse SeaShow. I skibets kantine er bordene dækket op med informationsmateriale og lokkemad som gratis blyanter, bolsjer og balloner. De første unge shopper allerede rundt mellem bordene.
 

Åbent skib

Missionen er at række ud efter den grønlandske ungdom, inspirere og klæde dem på til at vælge en uddannelse i Nordjylland eller Grønland efter devisen: Er der langt til os, kommer vi til jer. Derfor er der over fem dage ”åbent skib” i fem vestgrønlandske kystbyer fra Ilulissat til Nuuk. Med er vejledere, ledere og lærere fra 15 primært nordjyske uddannelsesinstitutioner, fx syv danske efterskoler, Aalborghus Gymnasium, UCN og Nuuk Handelsskole. Vejlederforum er med hele vejen for at tale med vejledere og unge.
 

Køjeafdelingen er efterskolernes domæne, hvor plakater og roll up-bannere er sat op som blikfang.

23-årige Jeanette Pedersen fra Sisimiut har lige skudt sit livs første rensdyr. Til dagligt arbejder hun i byens børnehave, men håber at blive optaget på uddannelsen til sundhedsassistent i Nuuk til oktober.

 

Frida Brandt fra Aasiaat lytter interesseret på tilbuddene fra UCNs studievejleder Juliet Pierce Butler. 

 

Unge i Maniitsoq har fået inspiration til uddannelse.

Lærer og vejleder på Borremose Erhvervsefterskole, Marianne Jæger, fanger opmærksomheden blandt unge i Aasiaat.
 

Forældrepres

Esther Thimotheussen, 30 år, går i gymnasiet i Aasiaat. Hun flyttede til Skjern som 14-årig, kom senere på efterskole i Blåkilde og har for syv år siden taget de første to år af gymnasiet, men stoppede, da hun følte sig presset af forældrene. Årene imellem var hun frivillig i organisationer og assistent på et plejehjem. Nu er hun tilbage på gymnasiet og vil gerne senere læse samfundsvidenskab på universitetet i Nuuk.


 

"Der er et stort pres på unge grønlændere, især hvis forældrene er højtuddannede. De forventer, at vi gør en forskel for vores land, men vi skal selv finde ud af hvordan. Før i tiden havde man ikke så høje forventninger til grønlændere, der ikke blev betragtet som lige så dygtige og kloge som danskerne. Det virker som om, at forældregenerationen skal bevise noget, både over for Grønland og Danmark. På sigt vil jeg gerne arbejde i parlamentet. Sidde på et kontor, måske med økonomi. Så gør jeg alligevel det, mine forældre siger. Hvis det lykkes."
 

Mere vi, mindre albue

Marianne Nielsen er fuldtidsvejleder på Handelsskolen i Nuuk, Niuernermik Ilinniarfik, Nuuk.

 

”Før i tiden var familien stolte, hvis man tog en uddannelse, nu er der mere en forventning om det. Selvfølgelig er der nogen, som føler, at der er for mange krav fra skolen og praktikpladsen, men min fornemmelse er, at karakterpresset ikke er så voldsomt som i Danmark. Der er mere fokus på at gennemføre uddannelsen, og det kan også være et pres. Specielt hvis man kommer fra byer eller bygder langt væk og mangler et netværk. 
 

Jeg oplever ikke så meget konkurrence- og albuementalitet her. I Grønland hersker der stadig vi-kultur, selvom vi også har fået mere jeg-kultur."
 

Fra sælfangere til slaver af olien

Inuuteq Storch på 26 år forsøger at rejse penge til et ophold på International Center of Photography, hvor han er optaget. Han er vokset op i Sisimiut og har været udvekslingsstudent i San Diego efterfulgt af HTX i Sisimiut og et år på fotoskolen Fatamorgana i København.


 

"Jeg har lavet et fotoprojekt om en ung fanger på 18 år, som hellere vil være fanger end at tage en uddannelse. Han gik mod forventningspresset, og det er fedt, synes jeg. Selv har jeg tidligere tænkt på at blive pilot eller ingeniør, da jeg elsker matematik, kemi og fysik, men som fotograf kan jeg fortælle alle mulige historier, som ellers ikke bliver hørt. Uddannelsesræset er tiltagende i Grønland. Det er tegn på, at vi er mere globaliserede, men det er også farligt for vores fangerkultur, som vil forsvinde de næste generationer. I dag kan de grønlandske unge lide mainstream og mtv, og nogle vil være rige og kendte. Sådan er vi ikke opvokset, vores kultur handler mere om at dele.


 

Det er dejligt at fange sæler og rensdyr, men vi bliver slaver af olien og fanger olie i stedet. Nogle vil bevare, andre vil udvikle. Kan det spille sammen, er det bedst. Alle kan lide at høre, at man uddanner sig i Danmark. Det bliver set som den rigtige vej. Og der skal være flere uddannede i Grønland, så vi kan løfte os selv i stedet for at blive løftet af andre."
 

Gryende bevidsthed

Jonathan Johnsen er uddannelsesvejleder i Det Grønlandske Hus i Aalborg, hvor han har vejledt unge i over 30 år. I år er han vejleder for 70 grønlandske efterskoleelever fordelt på cirka 20 efterskoler og 13 elever på Vrå Højskole.


 

”Gennem de sidste to-tre år har jeg set en ny udvikling blandt grønlandske unge, som vælger at gå på efterskole i Danmark. De er mere bevidste om, hvad efterskolen skal bruges til, og har allerede en idé om, at de vil være fx ingeniør eller læge. Jeg finder udviklingen meget positiv. Det er stadig en mindre del, og det er ikke sådan, at de er stressede over fremtiden. Men der er nye erkendelser om, at man skal tænke på fremtiden, blandt de unge.
 

At blive bedre til dansk fylder meget hos de fleste unge. Det kommer dem til gode, hvis de fortsætter på gymnasiet i Danmark. Ud over sproget har nogle svært ved de mange regler på efterskolen, fra de står op, til de går i seng. Tiden på efterskolen gør dem mere ansvarsbevidste, og de lærer mere dansk. Det giver en bedre overgang, end hvis de tog direkte på gymnasiet.”
 

Generation Grønland

Nivi Møller Lange er 23 år. Efter gymnasiet i Nuuk arbejdede hun to år i det grønlandske selvstyre som receptionist og telefondame. Sidste år startede hun på UCN i Aalborg på jordmoderuddannelsen.



"Jeg har været meget i tvivl om, hvad jeg ville. Starten har været hård, og jeg tør ikke sige endnu, om jordmoder er min endelige drøm. Men jeg kan godt lide faget. Det var svært at flytte til Danmark langt fra familien. Studiet er meget hårdere og faget bredere, end jeg troede. Som ung grønlænder kan man godt føle sig lidt presset til at få en uddannelse, fordi der er mangel på uddannede folk i Grønland. Presset kommer også fra forældregenerationen. Vi bliver altid kaldt Grønlands fremtid og får fortalt, at vi skal bære Grønland. På den måde er vi lidt presset som generation. På den anden side er uddannelse vigtig. Presset er ikke på de høje karakterer, men på at gennemføre. Alle, der hører, at jeg læser til jordmoder i Danmark, både grønlændere derhjemme og i Danmark, siger: 'Hvor er det godt!'"
 

Vi kalder det at gå struds

Karólina H. Jensen er socialrådgiver i grønlænderenheden i Aalborg Kommunes Socialcenter Integration. Jobcentret og socialcentret arbejder sammen om grønlændere mellem 18 og 65 år, som har forskellige problematikker, så de ikke kan være i uddannelse eller arbejde.


 

”De unge, jeg ser, er ikke en del af præstationsræset. De føler måske, at samfundet har givet op på dem. Det er unge med lavt selvværd, som har mistet håbet om at blive til noget. Nogle starter i praktik, og det går godt, men et skænderi med en kæreste kan gøre, at de mister en dag i praktikken, og så har svært ved at komme tilbage.
 

Vi kalder det at ”gå struds”, når de unge grønlændere forsvinder fra kontakten med os, praktik og aktivering. Nogle gange kan vi have drømme og visioner på deres vegne, men andre gange vil de bare ud af et møde og slippe væk.  For de unge, som det ikke går godt, tænker jeg, at det nok ville være nemmere at tage en uddannelse i Grønland. For flytter du alene til Danmark, og har du ikke sproget med dig, kan det blive rigtigt svært, selvom du har nogle ressourcer, som du ville klare dig godt med i Grønland.”
 

Danmark åbner døre

Mininnguaq Andreas Nielsen på 19 år har taget 10. klasse i Nuuk og er fortsat på Klank Efterskole i Galten nær Århus. Nu går han i 3.g. på gymnasiet i Sisimiut.


 

"Det er nu, det gælder. Du skal have et godt gennemsnit eller bruge tid bagefter til at forbedre karaktererne. På vores skole bliver eleven med den højeste karakter og eleven med det laveste fravær belønnet. Både forældre, lærere og vejledere ønsker, at vi tager til Danmark og uddanner os, for en uddannelse i Danmark giver bedre jobmuligheder. I Danmark er der flere krav på skolen, og presset er større. Det er også sværere, hvis man er den eneste grønlænder. For mig er det et pres, at mine søskende har fået hue på. Det ser mine forældre gerne, men det er nu mest mit eget pres."