Der er sket meget på 10 år. Uanset område arbejder sagsbehandlere og socialrådgivere i dag i en ekstrem kompleksitet af regler og tiltagende kontrol. Lovgivningen er bygget i lag på lag forstået på den måde, at de gældende love kan bestå af tilføjelser helt tilbage fra starten af sidste århundrede frem til sidste reform. Samtidig krydser regler på EU, nationalt og kommunalt niveau hinanden.  
 

Det fortæller Idamarie Leth Svendsen, som er jurist og lektor på Institut for Socialt Arbejde på Professionshøjskolen Metropol, hvor fremtidens socialrådgivere udklækkes. Lovjunglen kender hun indefra. Hun har været konsulent i et socialcenter, har arbejdet med regler og politik i Statsforvaltningen og Socialministeriet, og hendes ph.d. afhandling handlede om praktikernes håndtering af børneområdets eskalerende regelkompleksitet.  

 

"Der er regler om, hvornår du skal tie, og hvornår du skal tale. Alligevel er det svært at se, hvornår man skal det ene, og hvornår man skal det andet. Samlet set er reglerne komplekse og omfattende."
 

Holder det mundtligt

Idamarie har undersøgt, hvordan sagsbehandlerne i en kommune navigerer i den tiltagende regelkaos i deres daglige arbejde. Interessant nok bruger de retningspunkter eller tommelfingerregler, når de sidder med en konkret situation og skal følge regler, som er mange og komplekse. Tommelfingerreglerne kan variere fra person til person og følger kriterier, som ikke nødvendigvis står i lovgivningen. 
 

Det kan fx være at prioritere akutte problemstillinger først, at give en sag ekstra fokus, hvis der er små børn involveret, at holde tingene mundligt, hvis de peger i mange retninger, eller at man mest forholder sig til forældremyndighedspersoner, hvor andre måske kunne involveres.
 

”Sagsbehandlerne bliver nødt til at finde en fornuft i regelkompleksiteten. Også jurister bruger tommelfingerregler, fx når de danner sig et konkret skøn over en sag. Forskellen er bare, at jurister typisk skuer bagud. Det er så nemt at vurdere Tøndersagen - bagefter. Men sagsbehandleren skal gøre det fremadrettet. De skal være minijurister for ikke at træde forkert. For forvaltningen bliver vurderet på, om alle regler og alle forhold er tilgodeset.” 
 

Ida Marie Leth Svendsen mener derfor, at man godt kan diskutere, om de mange regler er en særlig heldig udvikling. Og modsat praksis er reglerne et element, vi sjældent ser kritisk på.
  

”Når ombudsmanden går ind i en sag, er han Folketingets mand. Han kritiserer ikke lovgivningen, som kommer fra hans arbejdsgiver. I stedet for læser han alt med det efterrationaliserende blik, og med fokus på én konkret vinkel, fx om der er indhentet samtykke.”
 

Nemt at pege fingre

Reglerne er skabt af politikere på baggrund af kompromisser og udformet af jurister, mens den konkrete fortolkning ligger uden hos sagsbehandlerne. De tre afsæt kan betyde, at reglerne udmøntes anderledes af praktikerne, end juristerne og politikerne måske havde tænkt sig, pointerer Idamarie Leth Svendsen. Jurister bruger nemlig også tommelfingerregler, når de fortolker en sag, men de vægter fx typisk en høj grad af skriftlighed, mens sagsbehandlerne ude i praksis fokuserer mere på mundtlighed.
 

Sagsbehandlerne er også underlagt et pres fra arbejdsgiverne, som handler om, at der er begrænsede ressourcer, som skal udnyttes optimalt inden for rammerne.  
 

”Tommelfingerregler kan vi ikke undgå. Men det ville være bedre, om lovgivningen passede lidt bedre med den praktiske virkelighed. Det er nemt at pege på sagsbehandlerne som dårlige, men som det er nu, står praktikerne i midten med en masse regler, det er fysisk umulige at håndtere. På den ene side står ombudsmanden og Ankestyrelsen med krav om, at alle regler skal overholdes. På den anden side står kommunens økonomer og politikere, som vil spare penge. Man skulle nok ligge et sted i midten, hvor alle regler ikke kan overholdes altid, og så rydde op i lag på lag-lovene, hvor det er svært at vide, hvornår man skal det ene og det andet - selv for en jurist.”