Dansk Socialrådgiverforening er udstyret med en karrieretelefon, der hver uge tager i mod opkald fra socialrådgivere med spørgsmål om deres arbejdsliv. Spørgsmålene opstår typisk, når reformer og forandringer på arbejdspladsen medfører nyt jobindhold og nye kompetencekrav, eller når vilkårene i jobbet opleves som belastende.
 

Og det har ikke skortet på hverken forandringer, nye kompetencekrav og belastende arbejdsvilkår de seneste år. Reformerne på beskæftigelsesområdet er så omfattende, så hyppige og skal indføres så hastigt, at jobcentrene har svært ved at følge med. Socialrådgiverne kæmper med omorganiseringer, nye it-systemer og tilegnelsen af nye lovkomplekser og metoder, der følger med reformerne. Nogle socialrådgivere vælger at søge væk, andre bliver syge. Og nogle bider tænderne sammen og søger kompetenceløft for at være bedre rustet til senere jobskifte.
 

Det er Karrieretelefonens fornemste opgave at hjælpe Dansk Socialrådgiverforenings medlemmer med at finde veje til at navigere fagligt og aktivt i jobcentrenes reform- og omstillingstid, så det ikke alene bliver et spørgsmål om overlevelse i reformkaos.
 

Hjælp til selvhjælp

Det er fagfolk fra hele landet og i alle aldre, der ringer ind. Nogle har lang erhvervserfaring, andre er nyuddannede. De fleste er menige socialrådgivere, men enkelte ledere henvender sig også. Langt de fleste henvendelser kommer fra medlemmer, der er ansat inden for det kommunale område, og der er typisk flere henvendelser fra kvinder end mænd.


 

Udgangspunktet for Karrieretelefonen er hjælp til selvhjælp. Det er den, der ringer ind, som skal tage beslutningen om, hvordan han eller hun vil gå videre, så rådgiverne passer på med at blive for handlingsanvisende. Telefonsamtalen skal blot støtte socialrådgiveren med overblik og inspiration til at komme videre i egne overvejelser og beslutninger. 
 

’Hvad giver dig energi i dit arbejde?’ er et typisk spørgsmål, og rådgiveren gennemgår systematisk, hvilke særlige arbejdsmetoder, målgrupper og arbejdsformer som socialrådgiveren har særligt lyst til. Svarene kan pege på et job eller en efteruddannelse, som socialrådgiveren ikke tidligere har tænkt på.
 

Mere faglighed, færre frustrationer

Der er typisk to årsager til, at socialrådgiverne ønsker at skifte job eller videreuddanne sig. Det kan være et ønske om at få nye faglige udfordringer eller at komme væk fra frustrerende og stressende arbejdsforhold.
 

Når socialrådgiveren søger nye faglige udfordringer handler det typisk om øget ansvar, bedre sammenhæng, større faglig selvstændighed, adgang til dokumenterede metoder, mulighed for systematik i opgaveløsningen, muligt avancement, bedre mening med jobbet, ny energi, bedre kontakt med borgerne eller dedikation i jobbet.
 

Ønsket om mindre frustration og stress kan være begrundet i uklare bureaukratikrav, overflødige dokumentationskrav, reformkrav uden tid til implementering, tilbagevendende krydspres uden sammenhæng imellem lov- og systemkrav og borgerens oplevelse af, at der er mening med indsatsen. Fx ringede en socialrådgiver til Karrieretelefonen for at spørge, om hun overhovedet kan komme i betragtning til et job inden for et andet arbejdsfelt end det, hun kommer fra. En sådan samtale handler typisk om, hvad hun vil væk fra, og hvor hun egentlig vil hen. Hvilke elementer i arbejdslivet har størst betydning? På den måde får socialrådgiveren tydeliggjort de værdier, der styrer hendes ønske om forandring, og det kan gøre det nemmere for hende at træffe et valg.
 

Hvis socialrådgiveren er meget stresset eller i krise, kan det være svært overhovedet at se en positiv udviklingsvej, og så kan konsulenten hjælpe med at strukturere situationen. Fx ved at gøre det tydeligt, at man godt kan arbejde med både en kortsigtet plan, der handler om at overleve i et job her og nu, og samtidig arbejde på at få opfyldt en langsigtet plan, der handler om at komme til at arbejde inden for et nyt arbejdsfelt.
  

Mindre tid til kernekompetencerne

Generelt oplever mange socialrådgivere, at deres kernekompetencer fylder mindre. Der bliver nemlig mindre og mindre tid til dialogen med borgeren, mens it-systemer og administrative opgaver fylder mere og mere. Det er en udviklingstendens, der har stået på de sidste 10-15 år. Socialrådgiverne vil imidlertid gerne dialogen med borgeren og få borgeren til at rykke sig fra A til B. De ønsker mere tid til samarbejdet med borgeren – ikke mindst fordi det er en central kompetence, som de har med fra socialrådgiveruddannelsen.
 

Der ligger et skisma i, at velfærdsområdet i dag er præget af specialisering, mens socialrådgiverne er uddannet som generalister med udvidet viden inden for ét af tre områder: beskæftigelse, udsatte børn og unge eller udsatte voksne. Det betyder, at arbejdsgiverne i højere grad efterspørger særlige kompetencer, der opnås via efteruddannelser på diplom-, master- eller kandidatniveau.
 

Når socialrådgiverne dels bruger hovedparten af deres tid på administrative opgaver, og dels oplever, at deres generelle viden ikke stemmer overens med den specialistviden, som velfærdsområdet i dag kræver, trænger et spørgsmål sig på: Er der overhovedet behov for socialrådgiverens kernekompetencer?
 

Svaret er ja. Vi oplever, at opgaverne i jobcentrene kræver forskellige kompetencer – fra højt specialiserede socialfaglige kompetencer til drifts- og processuelle kompetencer. Specialiserede kompetencer er knyttede til specialiserede opgaver, fx arbejdsfastholdelse eller virksomhedskontakt, mens processuelle kompetencer fx handler om retsbestemte opfølgnings- eller koordineringskrav. I alle tilfælde er det centralt 1) at kunne møde og håndtere borgere med forskellige udgangspunkter, 2) at kende lovgrundlaget for den givne opgave, og 3) at kunne tilpasse sin dialog og indsats til både 1) og 2).
 

Kompetenceløft er ikke hele svaret

I Dansk Socialrådgiverforening sætter vi spørgsmålstegn ved mange af de reformer og omstillinger, som daler ned over kommunerne i disse år, og vi søger på forskellig måde at påvirke indholdet i reformerne. Reformerne og omstillingerne er dog et konkret vilkår for socialrådgiverne på arbejdspladserne. For dem bliver kunsten at navigere med en stærk faglighed. For nogle byder reformerne på nye jobåbninger og nye arbejdsopgaver. For andre betyder reformerne, at fagligheden kommer under pres, og at arbejdsmiljøet forringes.
 

Når nye reformer skal implementeres, indebærer det ofte krav om tilpasning af kompetencer eller sågar helt nye kompetencekrav. Her er det centralt, at omfang og indhold tilpasses den enkelte medarbejders aktuelle kompetenceprofil og nye opgaver. Det må dog aldrig blive den enkeltes ansvar at søge de krav opfyldt. Implementeringsstøtte i form af kompetencegivende uddannelse skal sikre, at socialrådgiverens eksisterende kompetencer anerkendes, så det kan være med til at opretholde socialrådgiverens motivation i jobbet og for at deltage i et relevant kompetenceløft.

Implementeringsstøtte må derfor ikke alene bestå af generaliserede kompetenceløft baseret på laveste fællesnævner for alle ansatte i et jobcenter ud fra tanken om, at alle skal igennem det samme.
 

Når det er sagt, er kompetenceløft ikke i sig selv svaret på implementering af nye reformer. Arbejdsgiverne bør i meget højere grad inddrage medarbejderne, når aftaler og rammer for implementeringsstøtte omkring reformerne skal planlægges. Og socialrådgivere skal blive bedre til at stille spørgsmål og sætte krav. De skal råbe op, når de kan se, at en reform medfører kaos frem for udvikling.