Aldrig har vi haft så mange regler til at regulere forholdet mellem borger og myndighed. Bunker af love, bekendtgørelser, vejledninger og skrivelser redegør detaljeret for procedurer, betingelser, frister, vilkår, oplysninger og dokumentation. En stor del af reglerne har det som deres erklærede mål at sørge for borgernes retssikkerhed. Alligevel går det ikke helt så godt i praksis. Hverken de ansatte eller borgerne synes at kunne finde rundt i de mange regler. Tidligere var det et retssikkerhedsmæssigt problem, at der manglede regler. Nu ser det ud som om, der er for mange af dem.
 

Det er også et paradoks, at man taler så meget om retssikkerhed, mens man hele tiden bliver mindet om, hvor dårligt det går med retssikkerheden ude i kommunerne og andre offentlige myndigheder. I medierne skorter det ikke på nyheder om sager med fejlbehæftet sagsbehandling og borgere, der er kommet i klemme. Men hvis flere regler ikke er løsningen, hvor ligger problemet så?
 

Er det besværligt at praktisere retssikkerhed? Mange offentligt ansatte vil nok være tilbøjelige til at svare ja til det spørgsmål. Retssikkerhed kræver tid og grundighed, og det kan derfor være svært at nå i en presset hverdag med mange sager og resultatmål. Man kunne imidlertid også vende spørgsmålet om: Er manglende retssikkerhed besværlig? Kan manglende retssikkerhed ikke netop resultere i besværlige sager, som man efterfølgende skal bruge mange ressourcer på at få rettet op på? For slet ikke at tale om, hvad det gør ved borgerne og deres (manglende) tillid til sagsbehandler og forvaltning? Det regnestykke får man nok sjældent lavet. I en presset hverdag er der fokus på her og nu, på hvordan man får ekspederet mest muligt hurtigst muligt. Når den er helt gal, kaldes sagsbehandlingen slet og ret for brandslukning.
 

Samtidig er der meget, der tyder på, at de fleste socialrådgivere ikke ser på retssikkerheden som en integreret del af den faglige bagage. Retssikkerhed, det er noget med love og paragraffer, det begrænser metodefriheden, og det har ikke noget med socialt arbejde at gøre. Dermed bliver retssikkerheden reduceret til de paragraffer, som man skal huske at få med i brevene til borgerne – til ”ære for revisionen”.


 

Min pointe er dog, at det kræver grundlæggende socialfaglige kompetencer at praktisere retssikkerhed. Først når det bliver et integreret hele, begynder det at give mening. Det giver mening for borgeren og bliver samtidig et meningsfuldt arbejde for sagsbehandleren.
 

Hvad kræver retssikkerhed?

Jeg vil her præsentere fem grundlæggende kompetencer, som tilsammen danner forudsætningen for, at retssikkerhed over for den enkelte borger kan blive til reel praksis i forvaltningens daglige arbejde: empati, kommunikation, saglighed, en konkret tilgang og systematik. Kompetencerne er, på nær én, ikke nye – de er en del af fundamentet i socialrådgiveruddannelsen – men det er nyt at se dem i direkte sammenhæng med retssikkerhedsperspektivet. Desuden introducerer jeg saglighed som en ny kompetence, der sætter den nødvendige ramme for de øvrige. 
 

1. Empati – evnen til at sætte sig i borgerens sted

Jo mere oplagt og jo mere banal, desto vigtigere er den, empatien – evnen til at sætte sig i borgerens sted. Her taler jeg ikke nødvendigvis om den dybtfølte, terapeutiske empati, men om evnen til at forestille sig borgerens situation og vilkår: Hvordan skal jeg formidle råd og vejledning, så borgeren kan forstå det? Hvordan skal sagsbehandlingen tilrettelægges, så borgeren kan følge med? Har borgeren brug for en bisidder, der kan hjælpe med at lytte og forstå? Der tales så meget om, at borgeren skal inddrages og have medindflydelse. Men det er ofte det stik modsatte, der sker: Borgerne bliver overvældet af de mange regler og de fremmede udtryk og giver op, står af, og accepterer mere eller mindre stiltiende situationen. Kun hvis de kan få hjælp af pårørende eller fx en faglig organisation, har de en mulighed for at være en aktiv medspiller.
 

Et grundlæggende princip for al offentlig myndighedsudøvelse er at varetage såvel hensynet til administrationen af reglerne som hensynet til borgerens interesser – det er sagsbehandlernes ”lægeløfte” at arbejde for opfyldelsen af begge formål. Men uden evnen til at sætte sig i borgerens sted giver løftet ikke mening.
 

2. Kommunikation – at kvalificere dialogen og sagens oplysningsgrundlag

En af hjørnestenene i socialt arbejde er kommunikationen – den professionelle samtale. Det handler bl.a. om at kvalificere dialogen, at sætte rammerne for og formålet med samtalen og sikre, at målet med samtalen så vidt muligt nås. I et retssikkerhedsmæssigt lys handler det også om at sikre det bedst mulige oplysningsgrundlag. Folk udtrykker sig på forskellige måder og har vidt forskellige forudsætninger for at udtrykke sig, nogle har overskud og gennemslagskraft, andre har ikke. Her skal den professionelle – sagsbehandleren – sikre, at borgerens ytringer, informationen fra samtalen, omsættes til et relevant oplysningsgrundlag, der også tilgodeser borgerens interesser.
 

På stadig flere sagsområder sættes der fokus på, at borgerens eget perspektiv kommer til udtryk. Det er en ret udbredt misforståelse, at borgerens ytringer bare skal noteres direkte, så borgeren lige så godt selv kunne have udfyldt planen, skabelonen eller skemaet. Intet kunne være mere forkert. Sagsbehandleren skal tværtimod gennem den professionelle kommunikation støtte borgeren i at tilvejebringe de relevante oplysninger. Det handler ikke om at tage ordene ud af munden på borgeren, men at sikre, at det er de relevante og saglige oplysninger, der kommer med, først og fremmest gennem ordentlig vejledning og uddybende spørgsmål. Det er i virkeligheden en langt mere krævende øvelse end blot at notere sin egen vurdering i sagen.
 

Et eksempel på forfejlet kommunikation er samtalen mellem en sagsbehandler og 58-årige Svend-Erik, der er sygemeldt fra sit arbejde som svejser, bl.a. på grund af massive luftvejsproblemer og dårlig ryg. Da Svend-Erik skal udfylde sin rehabiliteringsplan, bliver han spurgt af sin sagsbehandler: ”Hvis det var den perfekte verden, hvad ville du så gerne være?” Det spørgsmål efterlader Svend-Erik mundlam. Det kan han simpelthen ikke svare på. Sagsbehandleren evner øjensynligt ikke at kombinere empati og kommunikation, lever sig ikke ind i Svend-Eriks horisont, og vælger en forfejlet teknik. Det bliver for abstrakt og overfladisk. Det er ikke nødvendigt at tilføje, at kvaliteten af den færdige rehabiliteringsplan kunne have været bedre. Og oplysningsgrundlaget kan blive helt afgørende for sagens efterfølgende udfald: Får Svend-Erik fleksjob? Et ressourceforløb? Et afslag? Bliver han henvist til en coach for at lære at reflektere over sin situation? Pointen er, at selv små detaljer som denne i sidste ende kan få stor betydning for borgerens efterfølgende retsstilling.
 

3. Saglighed – de relevante love og regler sætter rammen
Læs loven!

Der bliver talt så meget om faglighed. Jeg vil gerne slå et slag for sagligheden! Saglighed er i denne sammenhæng ikke et abstrakt og neutralt begreb, sagligheden er helt konkret defineret ud fra det, sagen handler om. Sagligheden er defineret af den retlige ramme, sagen indgår i. Rummet, hvor borgeren møder sagsbehandleren, er et professionelt rum, et socialfagligt rum, men det er også et retligt rum. Og det retlige rum har ofte meget svært ved at komme i fokus, men bør være det lige fra starten. Sagligheden er det, der skal beskytte borgeren i mødet med det offentlige. Stiller du som sagsbehandler de relevante spørgsmål? Eller noterer du noget om borgerens personlige forhold, der i virkeligheden er irrelevant for sagen? Det ved du kun, hvis du har et indgående kendskab til de relevante love og regler.
 

Hvis en borger fx søger om et fleksjob, er perspektivet helt anderledes, end hvis borgeren søger om et hjælpemiddel. I det første tilfælde skal der typisk gives en bred vejledning og indhentes forskellige typer oplysninger om borgerens arbejdsevne. Men når en borger søger om et hjælpemiddel, er det måske nok med en enkelt statusattest fra egen læge. Fra første færd definerer lovens rammer i princippet alt, hvad der skal ske i mødet med borgeren. Det er derfor et problem, når sagsbehandlerne ser et modsætningsforhold mellem love og regler på den ene side og den socialfaglige disciplin på den anden – i stedet for at integrere den retlige dimension i arbejdet.
 

Faglig disciplin

Sagsbehandlere er også mennesker. Som mennesker har de egne holdninger og overbevisninger, som mennesker bliver de påvirket. Som sagsbehandlere møder de borgere, der ikke altid handler rationelt, nogle gange virker de usympatiske eller direkte frastødende. I de situationer er risikoen for usaglig sagsbehandling nærliggende. Borgeren har måske søgt om særlig økonomisk hjælp, fx til huslejen, og har i virkeligheden klattet huslejepengene væk, handlet helt uansvarligt. Privatpersonens umiddelbare reaktion vil typisk være forargelse. Er han berettiget til hjælp? Her skal sagsbehandleren forblive på saglighedens territorium. Den saglige sagsbehandler kender den retlige ramme – lovens kriterier for hjælp – og sørger for at holde privatpersonens eventuelle kvababbelser udenfor. Det kræver en faglig disciplinering, en træning i ikke at lade sig påvirke af uvedkommende overvejelser.
 

4. Den konkrete tilgang: Borgerne skal behandles lige – og forskelligt

Lighedsprincippet er et af de grundlæggende udgangspunkter for offentlige myndigheder. Det tilsiger, at lige folk skal behandles lige, men i virkeligheden også, at forskellige mennesker skal behandles forskelligt. I reglerne på det sociale område indgår der meget ofte et skøn – ”efter en konkret, individuel vurdering”. I perioder med arbejdspres og mange sager kan det være utroligt fristende at afgøre sagerne ud fra en generel regel. Det går meget hurtigere. Sagsbehandlingssystemerne er ofte velforsynede med breve og skrivelser med standardiseret tekst, som relativt nemt kan sendes af sted. Der er dog en fare for, at den konkrete, individuelle tilgang ryger fløjten i sådan et ræs. Og den konkrete tilgang er en forudsætning for retssikkerhed. Herunder at borgeren et blevet hørt og forstået. At borgerens synspunkter er blevet noteret, og at en eventuel uenighed tydeligt fremgår af sagen.
 

Og så er det vigtigt at forstå, hvad et skøn går ud på. Et individuelt skøn giver ikke frihed, det forpligter. Først og fremmest pligt til at skønne. Men også pligt til at anvende de lovlige kriterier for skønnet, som kun et indgående kendskab til regler og praksis giver en forudsætning for.
 

Ved afgørelser om eksempelvis revalidering indgår der et meget kompliceret og omfattende skøn. I skønnet indgår en række relevante (lovlige) kriterier: personens funktionsevne, hidtidige arbejdsmarkedstilknytning, alder, uddannelsesbaggrund, netværk, familie osv. Der er imidlertid også kriterier, som ikke er lovlige. Hvis personen fx har en stor formue, så kunne man umiddelbart tænke, at personen kunne leve af formuen og give afslag på revalidering. Men det er ikke en lovlig begrundelse, da omdrejningspunktet er, om personen kan udnytte sin arbejdsevne og forsørge sig selv og sin familie via indtægtsgivende arbejde.
 

5. Systematik – bureaukratiet, der beskytter borgeren

Sjældent har et ord fået en så negativ klang i dagens debat som ordet ”bureaukrati”. Afskaf bureaukratiet! Afbureaukratisér! Midt i al den hetz mod bureaukratiet har vi en tendens til at glemme, at bureaukrati grundlæggende er en god ting, der skal værne om borgernes retssikkerhed. Bureaukrati er journaler, registrering og kategorisering. Bureaukrati er orden og systematik. Og dermed i familie med det socialfaglige princip om systematisk sagsbehandling. Det skal sikre gennemskuelighed og ensartethed. Sagens oplysninger skal hurtigt kunne findes og samles. Sagerne skal kunne sammenlignes, så man sikrer en konsekvent praksis. Uden bureaukrati og systematik ville det ikke være muligt. Kritikken af bureaukratiet bør nærmere handle om, at det i dagens Danmark i for høj grad er kommet til at tjene andre interesser end borgernes. At bureaukratiet i dag mere er til for administrationen. At sagsbehandleren i stedet for at prioritere mødet med borgeren skal registrere oplysninger i alle mulige systemer til gavn for statistik og resultatkontrol.
 

Hvordan fremmer vi en retssikkerhedskultur?

Når det grundige kendskab til regler og praksis integreres med de socialfaglige kompetencer, er forudsætningen for at værne om borgernes retssikkerhed til stede – også for de borgere, der ikke selv kan tage ”sagen i egen hånd”. Hvordan fremmer vi de vilkår og den kultur, der kan styrke denne tendens? Ja, man kan i den forbindelse sende en hilsen til alle niveauer i den offentlige administration. Fra den enkelte sagsbehandler, der gennem sit uddannelsesforløb og arbejdsliv skal dyrke og udvikle kompetencerne, til organisationen, til ledelsen, der skal fremme retssikkerhedskulturen, og helt op til lovgiverne, der skal tænke sig om, når de lovgiver.
 

Men lad os starte med at se verden med retssikkerhedens briller og se det lys, de kaster over sagerne, og hvordan det påvirker vores dømmekraft. Det kan give grundlag for refleksion.