Siden den store vejledningsreform i 2004 og den øgede politiske og meget direkte involvering i vejledningsopgaven har vejlederne oplevet markante ændringer i deres jobindhold. Der har været op- og nedture og svingninger ud og ind. Man kan kun stå tilbage rådvild og forvirret: Hvad vil man egentlig med vejledningen anno 2016?

 

UU-vejledningen har udgjort den egentlige kerne i denne centrifuge og som institution svinget mellem den store drøm om at blive centrum for én stor, national og uafhængig vejledningsinstans ”all age” til frygt for reel udslettelse.
 

Nu gik man lige og troede, at professionel kompetence og læring var vigtige parametre i den moderne verden. Men sådan er det ikke. I dag giver man rask væk vejledningen til forældre, lærere, sagsbehandlere og andre ”uprofessionelle” – til gengæld pålægges vejlederne sagsbehandling, pædagogisk lærerarbejde og socialpædagogiske opgaver.
 

Hvad er rationalet? Og hvad får det af betydning for de unge?
 

Konkurrencestatens logik

De samfundsmæssige ændringer, hvis retning i de seneste årtier er blevet stadig tydeligere for os alle, ikke mindst i kraft af den gradvise afvikling af velfærdsstatens normer og ydelser til fordel for en konkurrencestatslig logik, bidrager utvivlsomt med den mest legitime forklaring på de politiske initiativer – også på vejledningsområdet.
 

Den relative autonomi og faglige selvbestemmelse, som har været herskende blandt velfærdsprofessioner og -semiprofessioner, herunder vejledningen, er afløst af ”nødvendighedens politik” på en række områder. Det handler ikke om en simpel spareøvelse. Det handler om at udvikle og bruge vejledningen som et effektivt uddannelses- og beskæftigelsespolitisk styringsinstrument i forhold til det vanskelige og ustyrlige felt, der vedrører individernes selvforhold. Det handler om – via vejledningen – at lede de unges valg, beslutninger og adfærd i en konkurrencedygtig retning, styret af de overordnede politiske strategier og målsætninger. Og det handler om at få dem til at udføre pligten med lyst, motivation og engagement – at indtage den rette attitude. Og hvis ikke vejlederne kan det, hvem kan så?
 

Men et eller andet sted synes kæden at hoppe af. Detailstyringen har det svært. Resultaterne udebliver. Og så forsøger man sig med nye utålmodige tiltag. Resultatet er en regn af regler og oplevelsen af evindelig zig-zag-kurs, alt imens fagligheden undergraves og vejledningens egenart mistænkeliggøres.
 

Uddannelsesparathedsvurdering – et eksempel

Uddannelsesparathedsvurderingen (UPV) er et grimt eksempel på korrumperingen af vejlederrollen. Og det udløste da også stort halløj, da det blev besluttet, at UPV, som led i Ungepakke 2, skulle være et redskab til at træffe afgørelser om de unges potentialer og udviklingsmuligheder.[1] For hvordan er det overhovedet muligt på forhånd at vurdere en elevs faglige, personlige og sociale forudsætninger for at gennemføre en fremtidig uddannelse? Er uddannelsesparathed ikke netop noget, man udvikler, når man går i gang med at tage en uddannelse? Skal perspektivet være bagudskuende eller fremadskuende? Hvad betyder det, at elevens parathed vurderes i én bestemt kontekst? Hvilke ”objektive” kriterier kan på den baggrund komme i spil? Og er vurderingsopgaven i det hele taget forenelig med vejlederrollen?
 

Fra flere sider blev der således stillet spørgsmålstegn ved selve opgaven.
 

Men hurtigt forstummede kritikken, og der blev gjort mange krumspring for at gøre UPV til noget processuelt og give det karakter af et lærings- og udviklingsværktøj i den vejledtes hænder – og dermed spiseligt som arbejdsfelt for vejledere at indgå i. Alfa og omega er dog, at vejlederen fortsat står med ansvaret for at vurdere den enkelte unge parat/ikke parat til en ønsket ungdomsuddannelse. Og vejlederen står med ansvaret for at tilbyde vejlednings- og læringsaktiviteter, som i løbet af relativt kort tid skal gøre den unge uddannelsesparat.
 

Hvad betyder det for den unges retssikkerhed?


 

Den unges retssikkerhed

Når spørgsmålet om retssikkerhed bliver aktuelt, er det i sig selv et udtryk for, at vejlederopgaven har fået karakter af myndighedsudøvelse. Retssikkerhed handler om, at den enkelte borger i mødet med myndigheden er sikret mod vilkårlighed i forhold til den lovgivning, som myndigheden varetager håndhævelsen af.
 

Undersøgelser af praksis omkring den hidtidige udførelse af UPV peger ikke overraskende på en række forhold, som kan have stor betydning for den unges retssikkerhed:[2]

• Stor diversitet i opgaveforståelse og i selve udførelsen af UPV – både på UU-center-niveau og blandt de enkelte vejledere
• Uklare kriterier for bedømmelsen, dvs. forskellige tolkninger af de beskrevne kompetencer
• Tilfældighed i afgørelser som følge af ovenstående. 

Med lærernes inddragelse i opgaveløsningen bliver kompleksiteten næppe reduceret. Tværtimod vil flere fortolkningsmuligheder opstå, og sandsynligheden for forskelsbehandling af elever og forvirring blandt aktørerne om, hvilke kriterier der spiller ind, vil kun øges.
 

Vejledning versus vurdering

Men hvad nu? Kan vejledere ikke bidrage med vurdering af de unges kompetencer i forhold til de krav og forventninger, som må imødeses? Er det ikke hele omdrejningspunktet i vejledningsopgaven?
 

Jo, det er det, for så vidt det forbliver et anliggende mellem vejleder og vejledte. Vejlederen skal netop hjælpe den vejledte til større erkendelse om egne kompetencer i forhold til omgivelsernes krav og forventninger. Vejlederen skal bidrage til, at vejledte øger sine handlemuligheder på baggrund af større indsigt i såvel egne forudsætninger som de vilkår og betingelser, som omgivelserne sætter. Og vejlederen kan hjælpe med at udpege handlemuligheder. Vejlederen kan såmænd give den vejledte gode råd som en del af sin vejledning. Men vejlederen kan ikke foretage vurderinger af vejledte på myndighedernes vegne uden at afklæde sig vejlederrollen. Den fundamentale vejledningsrelation, som bygger på åbenhed og tillid, erstattes af rollen som myndighedsudøver/sagsbehandler – og her vil et eventuelt tillidsforhold afhænge af spørgsmålet om retssikkerhed, om gennemsigtighed og kontrollerbarhed, om korrekthed i håndteringen af regler og retningslinjer i forhold til sagsforholdet.
 

I skiftende regeringers iver efter at skaffe resultater sætter man den fundamentale vejledningsrelation over styr. En vejledningsrelation, som ellers er afgørende for vejledningens bidrag som smørekande mellem samfund og individ. Dertil kommer, at UPV nu ikke bare anvendes som sorteringsinstrument i forhold til uddannelse, men også som adgangsbillet til vejledning, hvilket indebærer endnu en trussel mod retssikkerheden: At ikke alle har lige ret til en fri og uafhængig, personlig vejledning.
 

Er udviklingen uafvendelig?

Hvis man henholder sig til de verserende analyser af konkurrencestatens logik, er der ikke megen trøst at hente. Her fremstår opgøret med de traditionsrige velfærdsprofessioner og -ydelser nærmest som noget uafvendeligt og naturgivent.[3] Og man føler sig uvægerligt som en uforstandig, bagstræberisk brokkerøv, når man vedbliver at tale for nødvendigheden af grundlæggende etiske principper som fundament for vejledning. At vejledningen fx skal være uafhængig af ”politiske interesser, institutioners interesser eller andre særinteresser”, dvs., ifølge min tolkning, helt og aldeles på den vejledtes præmisser. Eller at grundlaget for al vejledning er ”respekt for borgeren og anerkendelse af borgerens ret til selvbestemmelse.”[4] Bare for at tage et par helt fundamentale eksempler.
 

Men sagen er, at vejledning tømmes for mening, i det øjeblik de etiske principper opgives. Vejledningens styrke og effekt afhænger af en åben og tillidsfuld relation. Af vejledtes oplevelse af at blive mødt og hørt. Vejlederen har ingen ret eller kompetence til at lede den anden i en bestemt retning. Hvis vejledningen skal have succes med at skabe bro mellem individuelle og samfundsmæssige behov, må vejlederen nødvendigvis tage udgangspunkt i et fuldt fokus på det unikke individ. Heri består det særegne ved vejledning.
 

Giv vejledningen tilbage til vejlederne

Hvad er vejledning, og hvem og hvad er den til for?  Spørgsmålet bliver brændende aktuelt, når vi sætter fokus på det skred i opgaveportefølje, som vejledere i Danmark er udsat for i disse år. Der er mere end nogensinde brug for at profilere vejledningens særkende og foretage afgrænsninger til andre funktioner og professioner.
 

Vejledning har som mål ”at sætte borgere i stand til gennem hele livet at gøre sig deres evner, kompetencer og interesser bevidst, at træffe beslutninger vedrørende uddannelse, erhvervsuddannelse og beskæftigelse og at tilrettelægge deres individuelle livsforløb med hensyn til læring, arbejde og andre omstændigheder, hvor man tilegner sig og/eller bruger disse evner og kompetencer.”[5] 
 

Så simpelt kan det siges. Lad lærere, sagsbehandlere og socialpædagoger beholde deres – og giv vejledningen tilbage til vejlederne!

Noter

• [1] Højdal, Lisbeth: Uddannelsesværnepligt. Dagbladet Information, 26. januar 2011, og Nepper Larsen, Steen: Tvangen til uddannelsesparathed. Dagbladet Information, 17. januar 2011
•  [2] Nordskov Nielsen, L., Skovhus, R., & Buhl, R. (2011): Uddannelsesparathedsvurdering – forståelser og forskelligheder, Videncenter for Uddannelses-og Erhvervsvejledning (VUE), og Munk Rasmussen, Kasper (2014): 50 nuancer af parathed, Vejlederforum 2014 nr. 4
• [3] Pedersen, Ove K. (2011): Konkurrencestaten, Hans Reitzels Forlag, og Kristensen, Svend Erik (2015): Vejledning i konkurrencestaten – i krydsfeltet mellem individ og samfund, Foredrag på UUVF’s Samba 2-konference for vejledere ved ungdomsuddannelserne
• [4] FUE’s etiske principper for vejledning
• [5] Rådet for den Europæiske Union, 2008
• Ærsøe, Anne (2013): Uddannelsesparathedsvurderinger i teori og praksis – vejledningens dilemmaer, Speciale ved kandidatuddannelsen i Pædagogisk Sociologi

Siden den store vejledningsreform i 2004 og den øgede politiske og meget direkte involvering i vejledningsopgaven har vejlederne oplevet markante ændringer i deres jobindhold. Der har været op- og nedture og svingninger ud og ind. Man kan kun stå tilbage rådvild og forvirret: Hvad vil man egentlig med vejledningen anno 2016?

 

UU-vejledningen har udgjort den egentlige kerne i denne centrifuge og som institution svinget mellem den store drøm om at blive centrum for én stor, national og uafhængig vejledningsinstans ”all age” til frygt for reel udslettelse.
 

Nu gik man lige og troede, at professionel kompetence og læring var vigtige parametre i den moderne verden. Men sådan er det ikke. I dag giver man rask væk vejledningen til forældre, lærere, sagsbehandlere og andre ”uprofessionelle” – til gengæld pålægges vejlederne sagsbehandling, pædagogisk lærerarbejde og socialpædagogiske opgaver.
 

Hvad er rationalet? Og hvad får det af betydning for de unge?
 

Konkurrencestatens logik

De samfundsmæssige ændringer, hvis retning i de seneste årtier er blevet stadig tydeligere for os alle, ikke mindst i kraft af den gradvise afvikling af velfærdsstatens normer og ydelser til fordel for en konkurrencestatslig logik, bidrager utvivlsomt med den mest legitime forklaring på de politiske initiativer – også på vejledningsområdet.
 

Den relative autonomi og faglige selvbestemmelse, som har været herskende blandt velfærdsprofessioner og -semiprofessioner, herunder vejledningen, er afløst af ”nødvendighedens politik” på en række områder. Det handler ikke om en simpel spareøvelse. Det handler om at udvikle og bruge vejledningen som et effektivt uddannelses- og beskæftigelsespolitisk styringsinstrument i forhold til det vanskelige og ustyrlige felt, der vedrører individernes selvforhold. Det handler om – via vejledningen – at lede de unges valg, beslutninger og adfærd i en konkurrencedygtig retning, styret af de overordnede politiske strategier og målsætninger. Og det handler om at få dem til at udføre pligten med lyst, motivation og engagement – at indtage den rette attitude. Og hvis ikke vejlederne kan det, hvem kan så?
 

Men et eller andet sted synes kæden at hoppe af. Detailstyringen har det svært. Resultaterne udebliver. Og så forsøger man sig med nye utålmodige tiltag. Resultatet er en regn af regler og oplevelsen af evindelig zig-zag-kurs, alt imens fagligheden undergraves og vejledningens egenart mistænkeliggøres.
 

Uddannelsesparathedsvurdering – et eksempel

Uddannelsesparathedsvurderingen (UPV) er et grimt eksempel på korrumperingen af vejlederrollen. Og det udløste da også stort halløj, da det blev besluttet, at UPV, som led i Ungepakke 2, skulle være et redskab til at træffe afgørelser om de unges potentialer og udviklingsmuligheder.[1] For hvordan er det overhovedet muligt på forhånd at vurdere en elevs faglige, personlige og sociale forudsætninger for at gennemføre en fremtidig uddannelse? Er uddannelsesparathed ikke netop noget, man udvikler, når man går i gang med at tage en uddannelse? Skal perspektivet være bagudskuende eller fremadskuende? Hvad betyder det, at elevens parathed vurderes i én bestemt kontekst? Hvilke ”objektive” kriterier kan på den baggrund komme i spil? Og er vurderingsopgaven i det hele taget forenelig med vejlederrollen?
 

Fra flere sider blev der således stillet spørgsmålstegn ved selve opgaven.
 

Men hurtigt forstummede kritikken, og der blev gjort mange krumspring for at gøre UPV til noget processuelt og give det karakter af et lærings- og udviklingsværktøj i den vejledtes hænder – og dermed spiseligt som arbejdsfelt for vejledere at indgå i. Alfa og omega er dog, at vejlederen fortsat står med ansvaret for at vurdere den enkelte unge parat/ikke parat til en ønsket ungdomsuddannelse. Og vejlederen står med ansvaret for at tilbyde vejlednings- og læringsaktiviteter, som i løbet af relativt kort tid skal gøre den unge uddannelsesparat.
 

Hvad betyder det for den unges retssikkerhed?


 

Den unges retssikkerhed

Når spørgsmålet om retssikkerhed bliver aktuelt, er det i sig selv et udtryk for, at vejlederopgaven har fået karakter af myndighedsudøvelse. Retssikkerhed handler om, at den enkelte borger i mødet med myndigheden er sikret mod vilkårlighed i forhold til den lovgivning, som myndigheden varetager håndhævelsen af.
 

Undersøgelser af praksis omkring den hidtidige udførelse af UPV peger ikke overraskende på en række forhold, som kan have stor betydning for den unges retssikkerhed:[2]

• Stor diversitet i opgaveforståelse og i selve udførelsen af UPV – både på UU-center-niveau og blandt de enkelte vejledere
• Uklare kriterier for bedømmelsen, dvs. forskellige tolkninger af de beskrevne kompetencer
• Tilfældighed i afgørelser som følge af ovenstående. 

Med lærernes inddragelse i opgaveløsningen bliver kompleksiteten næppe reduceret. Tværtimod vil flere fortolkningsmuligheder opstå, og sandsynligheden for forskelsbehandling af elever og forvirring blandt aktørerne om, hvilke kriterier der spiller ind, vil kun øges.
 

Vejledning versus vurdering

Men hvad nu? Kan vejledere ikke bidrage med vurdering af de unges kompetencer i forhold til de krav og forventninger, som må imødeses? Er det ikke hele omdrejningspunktet i vejledningsopgaven?
 

Jo, det er det, for så vidt det forbliver et anliggende mellem vejleder og vejledte. Vejlederen skal netop hjælpe den vejledte til større erkendelse om egne kompetencer i forhold til omgivelsernes krav og forventninger. Vejlederen skal bidrage til, at vejledte øger sine handlemuligheder på baggrund af større indsigt i såvel egne forudsætninger som de vilkår og betingelser, som omgivelserne sætter. Og vejlederen kan hjælpe med at udpege handlemuligheder. Vejlederen kan såmænd give den vejledte gode råd som en del af sin vejledning. Men vejlederen kan ikke foretage vurderinger af vejledte på myndighedernes vegne uden at afklæde sig vejlederrollen. Den fundamentale vejledningsrelation, som bygger på åbenhed og tillid, erstattes af rollen som myndighedsudøver/sagsbehandler – og her vil et eventuelt tillidsforhold afhænge af spørgsmålet om retssikkerhed, om gennemsigtighed og kontrollerbarhed, om korrekthed i håndteringen af regler og retningslinjer i forhold til sagsforholdet.
 

I skiftende regeringers iver efter at skaffe resultater sætter man den fundamentale vejledningsrelation over styr. En vejledningsrelation, som ellers er afgørende for vejledningens bidrag som smørekande mellem samfund og individ. Dertil kommer, at UPV nu ikke bare anvendes som sorteringsinstrument i forhold til uddannelse, men også som adgangsbillet til vejledning, hvilket indebærer endnu en trussel mod retssikkerheden: At ikke alle har lige ret til en fri og uafhængig, personlig vejledning.
 

Er udviklingen uafvendelig?

Hvis man henholder sig til de verserende analyser af konkurrencestatens logik, er der ikke megen trøst at hente. Her fremstår opgøret med de traditionsrige velfærdsprofessioner og -ydelser nærmest som noget uafvendeligt og naturgivent.[3] Og man føler sig uvægerligt som en uforstandig, bagstræberisk brokkerøv, når man vedbliver at tale for nødvendigheden af grundlæggende etiske principper som fundament for vejledning. At vejledningen fx skal være uafhængig af ”politiske interesser, institutioners interesser eller andre særinteresser”, dvs., ifølge min tolkning, helt og aldeles på den vejledtes præmisser. Eller at grundlaget for al vejledning er ”respekt for borgeren og anerkendelse af borgerens ret til selvbestemmelse.”[4] Bare for at tage et par helt fundamentale eksempler.
 

Men sagen er, at vejledning tømmes for mening, i det øjeblik de etiske principper opgives. Vejledningens styrke og effekt afhænger af en åben og tillidsfuld relation. Af vejledtes oplevelse af at blive mødt og hørt. Vejlederen har ingen ret eller kompetence til at lede den anden i en bestemt retning. Hvis vejledningen skal have succes med at skabe bro mellem individuelle og samfundsmæssige behov, må vejlederen nødvendigvis tage udgangspunkt i et fuldt fokus på det unikke individ. Heri består det særegne ved vejledning.
 

Giv vejledningen tilbage til vejlederne

Hvad er vejledning, og hvem og hvad er den til for?  Spørgsmålet bliver brændende aktuelt, når vi sætter fokus på det skred i opgaveportefølje, som vejledere i Danmark er udsat for i disse år. Der er mere end nogensinde brug for at profilere vejledningens særkende og foretage afgrænsninger til andre funktioner og professioner.
 

Vejledning har som mål ”at sætte borgere i stand til gennem hele livet at gøre sig deres evner, kompetencer og interesser bevidst, at træffe beslutninger vedrørende uddannelse, erhvervsuddannelse og beskæftigelse og at tilrettelægge deres individuelle livsforløb med hensyn til læring, arbejde og andre omstændigheder, hvor man tilegner sig og/eller bruger disse evner og kompetencer.”[5] 
 

Så simpelt kan det siges. Lad lærere, sagsbehandlere og socialpædagoger beholde deres – og giv vejledningen tilbage til vejlederne!

Noter

• [1] Højdal, Lisbeth: Uddannelsesværnepligt. Dagbladet Information, 26. januar 2011, og Nepper Larsen, Steen: Tvangen til uddannelsesparathed. Dagbladet Information, 17. januar 2011
•  [2] Nordskov Nielsen, L., Skovhus, R., & Buhl, R. (2011): Uddannelsesparathedsvurdering – forståelser og forskelligheder, Videncenter for Uddannelses-og Erhvervsvejledning (VUE), og Munk Rasmussen, Kasper (2014): 50 nuancer af parathed, Vejlederforum 2014 nr. 4
• [3] Pedersen, Ove K. (2011): Konkurrencestaten, Hans Reitzels Forlag, og Kristensen, Svend Erik (2015): Vejledning i konkurrencestaten – i krydsfeltet mellem individ og samfund, Foredrag på UUVF’s Samba 2-konference for vejledere ved ungdomsuddannelserne
• [4] FUE’s etiske principper for vejledning
• [5] Rådet for den Europæiske Union, 2008
• Ærsøe, Anne (2013): Uddannelsesparathedsvurderinger i teori og praksis – vejledningens dilemmaer, Speciale ved kandidatuddannelsen i Pædagogisk Sociologi