Det var næppe af retssikkerhedsmæssige endsige pædagogiske grunde, at universiteterne blev pålagt studiefremdriftsreformen. Reformen bunder ikke i juridiske formål, men i samfundsøkonomiske mål om hurtigere studentergennemførsel. Økonomiske og juridiske mål er ikke nødvendigvis modsætninger, og det er da heller ikke selve lovteksterne, som svækker de studerendes retssikkerhed. Svækkelsen består i konkrete omstændigheder, som forringer gennemsigtigheden og forudsigeligheden i de studerendes rettigheder. Der er tale om øget pres på administrationen, kort implementeringstid og uforudsigelige regelændringer.
 

Presset administration
Når studerendes retssikkerhed kommer ud på gyngende grund, skyldes det bl.a., at reformen skaber et øget pres på universiteternes administration. Administrationen skal fx sikre, at alle studerende er tilmeldt fuldtidsstudier hvert semester. Det er ikke så simpelt, som det lyder. Kompleksiteten stiger nemlig på grund af de mange forskellige uddannelser og et utal af muligheder for valgfag, tilvalg, praktik og udlandsophold.
 

Desuden kan studerende være forsinket i uddannelsen, fx på grund af sygdom, og dermed have et studieforløb, som er skævt i forhold til kursusudbuddet. Tidligere kunne den studerende tilpasse sit studieforløb inden for reglerne, men det er nu kun muligt, hvis man får en dispensation. Og det betyder, at der er sket en stigning i dispensationsansøgninger og dermed et øget behov for sagsbehandling. Igennem årene er der desuden kommet øgede krav til kvalitetssikring og dokumentation, som ligeledes kræver administrative ressourcer. Samtidig underlægges universiteterne økonomiske besparelser, hvor det er mere populært at spare på administration end på forskning og undervisning. Dette har resulteret i en presset administration og dermed øget risiko for fejl i afgørelser og manglende ensartet sagsbehandling på tværs af enheder.
 

Kort implementeringstid

Det er særligt en kort implementeringsperiode, som har udfordret retssikkerheden. Sikkert med god grund har man ønsket at gennemføre reformen så hurtigt og smertefrit som muligt – bekendtgørelserne udkom i december 2013, og mange af reglerne havde konsekvenser fra og med 1. september 2014. Otte måneder kan måske virke som lang tid, men det står i skærende kontrast til, at det normalt tager universiteterne to år at udarbejde en ny studieordning, fordi den skal leve op til kvalitetssikringsprincipper som fx inddragelse af studerende, undervisere, aftagerpaneler og censorer samt beskæftigelsesstatistikker, gennemførelsestider, frafaldsprocenter mm. Derudover skal der foretages legalitetskontrol og tilpasning af studieadministrative it-systemer og offentliggørelse af studieordningerne i god tid inden ansøgningsfristerne. Og da studieordningerne netop skulle tilpasses reformens krav, stod universiteterne med en meget uskøn proces, hvor gennemsigtigheden og forudsigeligheden var svær at få øje på. Det var uundgåeligt, at universiteterne i overgangsperioden havde svært ved at finde sine ben i processen, og det har ikke været nemt at sikre ens sagsbehandling, undgå fejl, opdatere websider og ændre arbejdsprocesser og it-systemer. 
 

Uforudsigelige regelændringer

Den største udfordring for retssikkerheden skal formentlig findes i den korte tid mellem varslingen af en regelændring til dens ikrafttrædelse. Det har været uforudsigeligt for de studerende, om en bestemt regel også var gældende et år senere, og nogle har måttet indse, at deres studie- og karrieremål endte i en blindgyde. Fx kunne en studerende, der i løbet af bacheloruddannelsen havde fået en større karrierebevidsthed, have lagt studieplaner om at tage en anden kandidatuddannelse end retskravsuddannelsen for at styrke sine jobmuligheder. Denne studerende kunne derfor have planlagt at tage suppleringskurser for at opfylde adgangskravene til den relevante kandidatuddannelse. Da mange uddannelser ikke havde adgangsbegrænsning, var det tydeligt for de studerende, at de opfyldte adgangskravene og var sikret en fremtidig studieplads. Dette grundlag måtte de studerende dog se forsvinde under sig, da fremdriftsreformen afskaffede muligheden for supplering. Tidspunktet fra, at både universiteterne og de studerende blev klar over denne ændring, til ændringen trådte i kraft, var ganske kort. At suppleringsmuligheden midlertidigt blev genindført senere, hjalp ikke mange af disse studerende, for da var det allerede for sent for dem. Regelændringerne var altså ganske uforudsigelige og hindrede studerende i at lægge fremtidige planer i deres forsøg på at tilpasse deres uddannelse til arbejdsmarkedets krav.


 

Hvilken rolle indtager vejlederne?

Studiefremdriftsreformen har også haft indflydelse på synet på studievejlederens rolle. Og her er der nok ikke enighed. Spørger man ledelserne på universitetet, vil nogle sikkert mene, at vejlederen optræder som de studerendes advokat, selvom de ikke bør gøre det. Omvendt vil mange studerende måske mene, at vejlederen bør optræde som deres  advokat, men ofte blot er endnu en regelrytter i administrationen. Spørger man vejlederne selv, får man sandsynligvis heller ikke et entydigt svar.

Denne uenighed om vejledernes rolle skyldes formentlig historik. Tidligere har vejledere på universitetet indtaget en position som netop de studerendes advokat – det var vejlederen, der bragte studenterperspektivet med videre i forskellige organer og fora, og det var vejlederen, de studerende kunne gå til, når det hele ramlede, og de manglede en udvej.
 

Der sker dog et skifte i disse år. Vejlederne omtaler ikke længere sig selv som de studerende advokat. Det skyldes sikkert de sidste ti års professionalisering af vejledningen på universiteterne, hvor fuldtidsvejledere præger feltet frem for tidligere tiders mange studenterstudievejledere. Samtidig har ledelserne på universiteterne fået blik for, hvad vejledningen kan bruges til for at opnå forskellige strategiske mål.
 

Ledelsen har fået en større interesse for, hvilken rolle vejlederen indtager, og hvordan rollen påvirker de økonomiske og politiske mål. Ledelsen ser vejledningen som et redskab, der kan bidrage til institutionens bundlinje, fx ved at vejledning skal hjælpe til at mindske frafald og øge rekruttering af ”de rigtige” studerende.
 

Vejlederne er også selv blevet mere opmærksomme på, hvilken rolle de indtager i organisationen. Mange vejledere har et ønske om at være en aktiv medspiller, der konstruktivt indgår i samarbejdet om at styrke kvaliteten af organisationens arbejde. Og samtidig vil vejlederne gerne fastholde en høj faglighed og være tro mod de etiske retningslinjer i professionen.
 

Skal vejlederen være de studerendes advokat?

Men skal vejlederen med de etiske retningslinjer i hånden stille sig på de studerende side i en position over for universitetet? Skal vejlederen imødegå den svækkede retssikkerhed samt ledelsens fokus på bundlinjen ved at påtage sig rollen som de studerendes advokat? Nej, der er flere grunde til, at dette er en problematisk vej:
 

1. Studerende har ikke altid ret: Der er situationer, hvor studerende henvender sig til vejlederen for at få hjælp, fordi de finder sig uretfærdigt behandlet, men hvor en krænkelse af retssikkerheden ikke har fundet sted. Det er situationer, hvor studerende fx er utilfredse med reglerne eller en korrekt afgørelse. Her kan vejlederen ikke stille sig på den studerendes side i et forsøg på at få brudt reglerne.
 

2. Advokatrollen sikrer ikke studerende lige vilkår: En advokats rolle kan være at optimere den enkeltes interesser ved at udnytte huller i regler og procedurer. Men at benytte huller i reglerne gavner kun den enkelte studerende, som har ressourcer og indsigt til at udnytte huller og kræve hjælp. Enkelte studerende vil således få bedre vilkår end flertallet, og det gavner ikke retssikkerheden.
 

3. Handlingskompetencen understøttes ikke: En af vejlederens fornemste opgaver er at understøtte den studerendes handlingskompetence til selv at tage ansvar for sin uddannelse og karriere. Men hvis vejlederen tager rollen som den studerendes advokat, kan den studerende få en forventning om, at vejlederen løser den studerendes problemer. På den måde bliver den studerende passiv og ikke klædt på til at selv at løse sine problemer. Bureaukratiske systemer findes desværre også uden for universitetet, og derfor er det gavnligt, at studerende bliver klædt på til selv at navigere i sådanne systemer, frem for at blive opdraget til, at andre baner vejen for dem.
 

4. Vejlederfagligheden svækkes: Som vejleder skal man kunne udfordre de studerendes tankegange, få dem til at reflektere over deres studieforløb og give hjælp til selvhjælp. Men hvis en studerende har en strategi om at overbevise vejlederen om uretfærdig behandling, så er det svært at udfordre. Studerende, som med god faglig grund ikke er kommet ind på en ønsket kandidatuddannelse, kan være svære at hjælpe over i alternative løsninger, hvis de blot forventer, at vejlederen skal give dem ret og hjælpe dem ind på den ønskede uddannelse.
 

Så hvor ligger vejledernes loyalitet?

Vejledernes loyalitet bør ligge hos retssikkerheden og vejledningsfagligheden. At være en god vejleder handler ikke om, hvorvidt man skal stå sammen med de studerende og udøve advokerende vejledning. Det handler heller ikke om, hvorvidt institutionsansatte vejledere skal forholde sig ukritisk til reglerne.
 

Sandheden ligger et sted uden for denne skelnen. Nemlig dér, hvor alle studerende gives lige vilkår. Studerende, der opsøger vejledning, skal vide, at de får saglig viden og kompetent vejledning – præcis som den studerende før og efter. Rent fagligt betyder det, at de studerende kan gå ind i vejledningsrummet uden en bagtanke om at ”vinde vejlederen over på sin side” for på den måde at få vejlederen til at agere advokat for sin sag, fx ved spørgsmål om dispensationer, afslag på diverse ansøgninger, tvister m.m. På denne måde kan vejlederen skabe et vejledningsrum, hvor spørgsmål, udfordringer, handleplaner m.m. bliver til gavn for den studerende og dennes eget handlepotentiale, i stedet for at handle om, hvorvidt vejlederen kan gøre noget for at gavne en bestemt sag.

Omvendt skal vejlederne til enhver tid påpege uhensigtsmæssigheder, oversete huller, uoverensstemmelser i regler og manglende procedurer, når de ses i praksis. Vejlederne skal gå videre til ledelse og nævn og værne om de studerendes retssikkerhed ved at arbejde for gennemskuelige

procedurer, klare retningslinjer og klar kommunikation. Studievejlederen skal ikke overtage de studenterpolitiske organisationers rolle. Derfor vil studerende sikkert også opleve, at de bliver henvist til de rette organer (fx studenterorganisationer, studienævn, undervisningsevalueringer, klagevejledninger, studenterambassadøren o.l.), hvis de ønsker støtte i en sag eller en ændret sagsafgørelse. Dog er det gavnligt, at vejlederne stiller deres store indsigt i den konkrete uddannelsesverden til rådighed – både internt i organisationen og i samfundsdebatten.
 

Smuthuller er ikke noget, den enkelte snedige studerende skal have gavn af. Et smuthul er et hul i retssikkerheden, der skal dækkes, så mulighederne bliver lige for alle studerende.