De gode, frivillige kræfter i Foreningsdanmark fortjener den største hyldest af alle: I har sørget for, at mine drenge har fået mange gode timer på fodboldbanen. I tager med ægte hjertevarme imod mennesker på flugt. I hjælper børn og unge i sorg – ved at have tid til en god gammeldags samtale. I forvandler et væld af systemer til et ægte samfund, fordi I kan give børn, borgere, brugere ”dét der vigtige ekstra”.
 

Og det er netop ”dét der vigtige ekstra”, som er centralt, når vi taler om forholdet mellem professionelle og frivillige – og hvor grænsen mellem system og civilsamfund skal trækkes.
 

For det må aldrig blive sådan, at den offentlige service baserer sig på frivilligt arbejde. Det vil gå ud over kvaliteten og retssikkerheden i servicen, men ikke nok med det: Det vil også gå ud over oprigtigheden i det frivillige arbejde.


Foto: Mads Jensen. Frivillige hos Røde Kors har arrangeret et cykelkursus.

En (u)smart fidus

Af samme årsager kommer rynkerne frem i min pande, når jeg hører om, at frivillige bliver sat til at løse opgaver, som de professionelle sosu’er, pædagoger, socialrådgivere, skolelærere og UU-vejledere ellers har til opgave at tage sig af. Det er klart, at når kommunerne er presset på økonomien, så ser nogle det som en ”smart” fidus at lade et korps af frivillige følge besparelser på det professionelle arbejde – i håbet om, at borgerne ikke mærker det.  
 

Men tro mig: Det gør de! For det er vidt forskellige ting, som professionelle og frivillige kan, skal og må.
 

Vi gør hinanden og vores politikere en stor tjeneste ved sætte ord på det og sammen aftale nogle fælles spilleregler og rammer for samarbejdet. En række faglige organisationer er kommet med et fælles bud: ”Spilleregler for samarbejdet mellem frivillige og professionelle” (Se faktaboks). Det kan være et godt sted at starte.
 

De tre parter – og de frivillige

Rammer for samarbejdet er vigtige at tegne op. Ikke mindst i lyset af den nye store opgave med at integrere flygtninge, som vi står over for. 
 

Her skal vi forene alle de gode kræfter: myndigheder, virksomheder, fagforeninger/tillidsrepræsentanter, ansatte og frivillige.  
 

Lige nu sidder parterne på arbejdsmarkedet omkring trepartsbordet sammen med regering, regioner og kommuner. Her er civilsamfundet ikke repræsenteret. Det skyldes, at omdrejningspunktet for forhandlingerne er arbejdsmarkedsintegration – altså hvordan vi kan sikre, at flygtninge og familiesammenførte kan blive en del af det danske arbejdsmarked.
 

Grundtesen er, at arbejde er en vigtig vej til at blive en del af samfundet. For at kunne forsørge sig selv og lære dansk arbejdspladskultur. Det er jeg fuldstændig enig i.
 

Men det må ikke stå alene: Sprog og ikke mindst kulturforståelse er andre vigtige brikker, når nye borgere skal blive en del af samfundet. Og her kommer vi ikke uden om, at frivillige kræfter spiller en afgørende rolle.
 

Det er på fodboldbanen, som gæst ved middagsborde, i forsamlingshuset og i sportshallen, at man i høj grad kan få etableret venskaber og komme ind på livet af hinanden. Der er her, man som ny borger bliver ”kompenseret” for alt det, der ellers bliver overbragt gennem familie, opvækst og skolegang mv. Det er denne særlige – uformelle – viden, som vi er så afhængige af, at de fantastiske frivillige giver videre.


Foto: Mads Jensen. Frivillige hos Røde Kors har arrangeret et cykelkursus.
 

Alle spiller en rolle i integration

Det, parterne ved trepartsbordet til gengæld kan gøre, er at sikre, at rammerne ikke spænder ben for flygtninge – og gøre vejen til job og uddannelse så let som mulig, uden at det går ud over andre grupper, som mangler job og uddannelse. Og der er gode forudsætninger for, at det faktisk kan lykkes: Med udsigten til mangel på bl.a. faglært arbejdskraft har vi faktisk brug for, at flygtninge kommer hurtigt i gang og lader sig oplære og opkvalificere, uddanne.
 

Indtil videre er de tre parter ved bordet bl.a. blevet enige om, at indsatsen i kommunerne i forhold til kompetenceafklaring skal gøres mere ensartet og påbegyndes tidligere. Og vi er enige om, at beskæftigelsesmuligheder skal være et centralt hensyn, når flygtningene skal placeres i kommunerne.

Derudover er LO og DA kommet med et forslag til en ny uddannelse, en integrationsgrunduddannelse (IGU), som er tiltænkt den gruppe af flygtninge, der kommer hertil uden uddannelse og uden at kunne sproget. Der er tale om en toårig uddannelse, der kombinerer skoleforløb, sprog og praktik, og som lægger sig op af den erhvervsgrunduddannelse (EGU), som er reguleret i vores egne overenskomster.
 

Vi spiller alle en rolle. Og med trepartsdrøftelserne forpligter vi hinanden på det. Det gør en forskel, er jeg sikker på.
 

Det offentlige har nogle lovgivningsmæssige forpligtelser over for flygtninge, ligesom nogle af opgaverne kræver, at man har den rigtige uddannelse. Vejledningsopgaven kræver fx, at man har overblikket over både arbejdsmarkedsmuligheder og uddannelsesmuligheder og kan knytte det til de individuelle forudsætninger og kompetencer, som flygtninge kommer med. Det kræver en professionel indsats. Og det skal respekteres. I særlig grad når man står med mennesker i en sårbar situation, og forkerte valg og vurderinger kan have store konsekvenser.
 

Virksomhederne skal åbne dørene for flygtningene, investere i deres uddannelse og oplæring og naturligvis følge de overenskomster, som de har skrevet under på. Samtidig skal de sikre, at det sker i balance med andre grupper på og uden for arbejdsmarkedet: De skal blive ved med at oprette praktikpladser og job til dem, der mangler det, og investere i opkvalificering, uddannelse og godt arbejdsmiljø for de ansatte.
 

Endelig skal tillidsrepræsentanten og de faglige organisationer være med til at løse den vigtige opgave med at få integreret flygtninge på arbejdspladsen. De skal både tilse, at rammerne for oplæring er gode nok, introducere flygtninge til dansk arbejdspladskultur og sikre, at flygtninge bliver behandlet ordentligt og efter de regler, vi har aftalt på det danske arbejdsmarked.
 

Og når flygtningene stempler ud fra arbejdspladsen – ja, så har vi forhåbentlig et godt korps af fantastiske frivillige, der står klar til at tilføje integrationsindsatsen ”dét der vigtige ekstra.”
 

De gode, frivillige kræfter i Foreningsdanmark fortjener den største hyldest af alle: I har sørget for, at mine drenge har fået mange gode timer på fodboldbanen. I tager med ægte hjertevarme imod mennesker på flugt. I hjælper børn og unge i sorg – ved at have tid til en god gammeldags samtale. I forvandler et væld af systemer til et ægte samfund, fordi I kan give børn, borgere, brugere ”dét der vigtige ekstra”.
 

Og det er netop ”dét der vigtige ekstra”, som er centralt, når vi taler om forholdet mellem professionelle og frivillige – og hvor grænsen mellem system og civilsamfund skal trækkes.
 

For det må aldrig blive sådan, at den offentlige service baserer sig på frivilligt arbejde. Det vil gå ud over kvaliteten og retssikkerheden i servicen, men ikke nok med det: Det vil også gå ud over oprigtigheden i det frivillige arbejde.


Foto: Mads Jensen. Frivillige hos Røde Kors har arrangeret et cykelkursus.

En (u)smart fidus

Af samme årsager kommer rynkerne frem i min pande, når jeg hører om, at frivillige bliver sat til at løse opgaver, som de professionelle sosu’er, pædagoger, socialrådgivere, skolelærere og UU-vejledere ellers har til opgave at tage sig af. Det er klart, at når kommunerne er presset på økonomien, så ser nogle det som en ”smart” fidus at lade et korps af frivillige følge besparelser på det professionelle arbejde – i håbet om, at borgerne ikke mærker det.  
 

Men tro mig: Det gør de! For det er vidt forskellige ting, som professionelle og frivillige kan, skal og må.
 

Vi gør hinanden og vores politikere en stor tjeneste ved sætte ord på det og sammen aftale nogle fælles spilleregler og rammer for samarbejdet. En række faglige organisationer er kommet med et fælles bud: ”Spilleregler for samarbejdet mellem frivillige og professionelle” (Se faktaboks). Det kan være et godt sted at starte.
 

De tre parter – og de frivillige

Rammer for samarbejdet er vigtige at tegne op. Ikke mindst i lyset af den nye store opgave med at integrere flygtninge, som vi står over for. 
 

Her skal vi forene alle de gode kræfter: myndigheder, virksomheder, fagforeninger/tillidsrepræsentanter, ansatte og frivillige.  
 

Lige nu sidder parterne på arbejdsmarkedet omkring trepartsbordet sammen med regering, regioner og kommuner. Her er civilsamfundet ikke repræsenteret. Det skyldes, at omdrejningspunktet for forhandlingerne er arbejdsmarkedsintegration – altså hvordan vi kan sikre, at flygtninge og familiesammenførte kan blive en del af det danske arbejdsmarked.
 

Grundtesen er, at arbejde er en vigtig vej til at blive en del af samfundet. For at kunne forsørge sig selv og lære dansk arbejdspladskultur. Det er jeg fuldstændig enig i.
 

Men det må ikke stå alene: Sprog og ikke mindst kulturforståelse er andre vigtige brikker, når nye borgere skal blive en del af samfundet. Og her kommer vi ikke uden om, at frivillige kræfter spiller en afgørende rolle.
 

Det er på fodboldbanen, som gæst ved middagsborde, i forsamlingshuset og i sportshallen, at man i høj grad kan få etableret venskaber og komme ind på livet af hinanden. Der er her, man som ny borger bliver ”kompenseret” for alt det, der ellers bliver overbragt gennem familie, opvækst og skolegang mv. Det er denne særlige – uformelle – viden, som vi er så afhængige af, at de fantastiske frivillige giver videre.


Foto: Mads Jensen. Frivillige hos Røde Kors har arrangeret et cykelkursus.
 

Alle spiller en rolle i integration

Det, parterne ved trepartsbordet til gengæld kan gøre, er at sikre, at rammerne ikke spænder ben for flygtninge – og gøre vejen til job og uddannelse så let som mulig, uden at det går ud over andre grupper, som mangler job og uddannelse. Og der er gode forudsætninger for, at det faktisk kan lykkes: Med udsigten til mangel på bl.a. faglært arbejdskraft har vi faktisk brug for, at flygtninge kommer hurtigt i gang og lader sig oplære og opkvalificere, uddanne.
 

Indtil videre er de tre parter ved bordet bl.a. blevet enige om, at indsatsen i kommunerne i forhold til kompetenceafklaring skal gøres mere ensartet og påbegyndes tidligere. Og vi er enige om, at beskæftigelsesmuligheder skal være et centralt hensyn, når flygtningene skal placeres i kommunerne.

Derudover er LO og DA kommet med et forslag til en ny uddannelse, en integrationsgrunduddannelse (IGU), som er tiltænkt den gruppe af flygtninge, der kommer hertil uden uddannelse og uden at kunne sproget. Der er tale om en toårig uddannelse, der kombinerer skoleforløb, sprog og praktik, og som lægger sig op af den erhvervsgrunduddannelse (EGU), som er reguleret i vores egne overenskomster.
 

Vi spiller alle en rolle. Og med trepartsdrøftelserne forpligter vi hinanden på det. Det gør en forskel, er jeg sikker på.
 

Det offentlige har nogle lovgivningsmæssige forpligtelser over for flygtninge, ligesom nogle af opgaverne kræver, at man har den rigtige uddannelse. Vejledningsopgaven kræver fx, at man har overblikket over både arbejdsmarkedsmuligheder og uddannelsesmuligheder og kan knytte det til de individuelle forudsætninger og kompetencer, som flygtninge kommer med. Det kræver en professionel indsats. Og det skal respekteres. I særlig grad når man står med mennesker i en sårbar situation, og forkerte valg og vurderinger kan have store konsekvenser.
 

Virksomhederne skal åbne dørene for flygtningene, investere i deres uddannelse og oplæring og naturligvis følge de overenskomster, som de har skrevet under på. Samtidig skal de sikre, at det sker i balance med andre grupper på og uden for arbejdsmarkedet: De skal blive ved med at oprette praktikpladser og job til dem, der mangler det, og investere i opkvalificering, uddannelse og godt arbejdsmiljø for de ansatte.
 

Endelig skal tillidsrepræsentanten og de faglige organisationer være med til at løse den vigtige opgave med at få integreret flygtninge på arbejdspladsen. De skal både tilse, at rammerne for oplæring er gode nok, introducere flygtninge til dansk arbejdspladskultur og sikre, at flygtninge bliver behandlet ordentligt og efter de regler, vi har aftalt på det danske arbejdsmarked.
 

Og når flygtningene stempler ud fra arbejdspladsen – ja, så har vi forhåbentlig et godt korps af fantastiske frivillige, der står klar til at tilføje integrationsindsatsen ”dét der vigtige ekstra.”