Da Helle Thorning-Schmidt i efteråret 2011 dannede sin regering, var ønsket om en tillidsreform indskrevet som en del af regeringsgrundlaget. Målet var at tage et opgør med den måde, den offentlige sektor blev styret på, og selve formuleringen stammede fra det Radikale Venstres oplæg ”Den Radikale tillidsreform” fra året før.
 

Men diskussionen om at styrke og kvalificere arbejdet i den offentlige sektor gennem mindre kontrol og øget tillid var langt fra ny. Da Henning Christoffersen i 1983 offentliggjorde Schlüter-regeringens planer om at modernisere den offentlige sektor, var afbureaukratisering det bærende princip. Målet var at slanke og effektivisere den offentlige sektor. Der har med andre ord i mange år været en erkendelse af, at den stramme styring og kontrol af arbejdet i den offentlige sektor har haft en række negative konsekvenser for de offentligt ansattes muligheder for at løse deres opgaver.
 

Alligevel er strømmen af tiltag og bestemmelser taget til år for år. I takt med et stigende ønske om at effektivisere den offentlige sektor er kontrol- og målstyring blevet stadigt mere detaljeret – ikke bare centralt fra Christiansborg, men i høj grad også fra de kommunale forvaltninger. Styringen handler ikke alene om, hvad det er for en opgave, der skal løses, men også om, hvordan den skal løses. Dertil er kommet et stigende krav om dokumentation af, at opgaven løses, og at de opstillede mål er nået. Styringsprincipperne, som traditionelt er blev betegnet New Public Management (NPM), har betydet, at offentligt ansatte har måttet bruge en stadig større del af deres arbejdstid på målstyring og dokumentation. Men styringsprincipperne har også i mange tilfælde stået direkte i vejen for, at opgaven kan løses på bedst mulig måde for borgeren. De opgaver, som den offentlige sektor løser, handler i vidt omfang om relationer mellem mennesker, hvad enten det er i form af pasning, pleje, helbredelse eller undervisning. Med forsimplede mål og krav om dokumentation er der risiko for, at behovet for at leve op til kravene indsnævrer og forringer kvaliteten af arbejdet.
 

Opgøret om lærernes arbejdstid

På folkeskoleområdet er mål- og indholdsbeskrivelser for de forskellige fag blevet stadigt mere detaljerede gennem årene. Samtidig med at der fra central side er indført krav om elevplaner, har en række kommuner lavet rigide bindinger for lærernes undervisning i form af læringsmålsstyring og brug af bestemte digitale koncepter mv., så lærerens frihed til at løse undervisningsopgaven efter sin egen professionelle dømmekraft er trængt stadigt mere i baggrunden. Da skolens faglige succeskriterier samtidig er formuleret i forhold til resultaterne i de nationale test i læsning og regning, er der en alvorlig risiko for, at skolens fokus indsnævres, og at eleverne ikke får lært det, der er nødvendigt for at klare sig i det 21. århundrede. Ufleksible og bureaukratiske regler for, hvordan lærernes arbejdstid skal tilrettelægges, står i vejen for, at lærerne kan løse deres opgave professionelt.
 

Dette forhold tog Danmarks Lærerforening og KL livtag med i 2008, hvor vi indgik en overenskomst med KL, der afbureaukratiserede lærernes arbejdstidstilrettelæggelse og satte dem fri til at træffe professionelle valg. Eller som vi i fællesskab med KL formulerede det:
 

"Målet med Arbejdstidsaftale 08 er at skabe gode rammer for folkeskolens udvikling og understøtte folkeskolen som attraktiv arbejdsplads. Det gør aftalen bl.a. ved at give lærerne ansvaret for selvstændigt og professionelt at løse den samlede undervisningsopgave og give skoleledelsen ansvaret for at vise klar og tydelig ledelse og for at sætte mål og give retning for lærernes arbejde."
 

Skoleledelse kom til at handle om at sikre kvaliteten i undervisningen i stedet for bureaukrati, og A 08-aftalen blev udmøntet lokalt i stort set samtlige kommuner. Aftalen var et direkte og markant opgør med styringsprincipperne i NPM, og det er tankevækkende, at parternes fælles evaluering viste, at lærere, ledere og forvaltninger samstemmende vurderede aftalen særdeles positivt. Aftalen blev ikke indgået med Finansministeriets velsignelse.
 

Med afsæt i finanskrisen fik Finansministeriet imidlertid generobret positionen. Kravet var effektiviseringer, og svaret var principperne fra NPM med styring gennem mål og kontrol. De dyrekøbte erfaringer fra de forudgående 15-20 år var forsvundet som dug for solen. Den ”nødvendige” politik skulle gennemføres. Folkeskoleområdet stod forrest.
 

Tillidsreform i skyggen af mistillid

Forløbet omkring de ikke-eksisterende overenskomstforhandlinger og den efterfølgende lockout i 2013 skal ikke gennemgås her, men som bekendt blev resultatet en lovregulering af lærernes arbejdstid. Professionelt råderum, tillid og ledelse med fokus på kvaliteten blev afløst af ledelsesstyring, fast arbejdstid og langt flere undervisningstimer uden mulighed for at løse opgaverne i tilknytning til undervisningen.
 

Finansministeriets regneark og NPM havde vundet over tillid og afbureaukratisering, og det blev bagtæppet for udrulningen af den nye folkeskolereform i august 2014.


 

Den tillidsreform, Margrethe Vestager indgik med arbejdsmarkedets parter på det offentlige område i juni 2013, mindre end to måneder efter regeringens og Vestagers indgreb i OK18, byggede på syv principper for modernisering af den offentlige sektor:

• Styring i den offentlige sektor skal fokusere på mål og resultater.
• Dialog, åbenhed og klare mål skal være udgangspunkt for opgaveløsningen.
• Ledelse og styring skal tage afsæt i tillid og ansvar.
• Udvikling og fagligt handlerum skal bygge på velbegrundet dokumentation.
• Opgaveløsningen skal baseres på viden om, hvad der virker.
• Ledelse og engagement skal fremme innovation.
• Offentlig service skal inddrage borgernes ressourcer.

Det var Danmarks Lærerforenings vurdering, at de syv punkter i værste fald lagde op til mere målstyring og kontrol – og i bedste fald alene var udtryk for tomme ord og varm luft, som på ingen måde harmonerede med den politik, regeringen førte. At reformen lå i forlængelse af regeringens 2020-plan og skulle sikre besparelser i den offentlige sektor på 12 mia. kr., understreger bare, at de egentlige bevæggrunde næppe har været ønsket om at sikre borgerne bedre service i den offentlige sektor – eller medarbejderne mulighed for at løse deres opgave gennem større professionelt råderum.
 

Styringsmodel i strid med tillidsreformen

Et eksempel på det himmelråbende misforhold mellem de fine ord i tillidsreformen og den faktisk førte politik er det såkaldte Implementeringssekretariat, som blev nedsat for at følge op på, hvordan folkeskolereformen og lærernes nye arbejdstidsregler blev ført ud i livet. I sekretariatet er Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Undervisningsministeriet repræsenteret sammen med KL. Lærerne er ikke blevet inddraget på nogen måde.  Implementeringssekretariatet dokumenterer desuden Finansministeriets forsøg på at fastholde grebet om den reform, man selv står bag, uden om det fagministerium, reformen reelt hører under, nemlig Undervisningsministeriet.
 

Implementeringssekretariatets opgave er angiveligt at arbejde efter ”målepunkter” og udvikle et ”monitorerings- og afrapporteringssystem”.  Og sekretariatet skal sikre, at ”implementeringsindsatsen løbende kan følges, måles og om nødvendigt justeres”. Her er tale om en styringsmodel, som i den grad er i strid med hensigterne i tillidsreformen, og oprettelsen af Implementeringssekretariatet dokumenterer i sig selv hulheden i tillidsreformen.
 

Tilliden må genskabes

Er kampen så tabt, og er diskussionen om at vise øget tillid til de fagprofessionelle forstummet? Nej, behovet for, at vi genskaber dialogen og giver lærere og andre offentligt ansattes deres professionelle råderum tilbage, er større end nogensinde. Folkeskolen er Danmarks måske vigtigste samfundsinstitution, og ingen er tjent med, at den styres af finansministerielle regneark. Skolen må videre, og vi er i fuld gang.
 

I en lang række kommuner over hele landet er der blevet indgået aftaler om rammerne for lærernes arbejde med de lokale lærerkredse. Det er meget forskellige aftaler, men de har det til fælles, at de giver mere plads og frihed til lærernes professionelle råderum. De kommuner, der er kommet længst, er karakteriseret ved at have etableret en tæt dialog med lærerne.
 

På samme måde er der fra Christiansborg tegn på, at den blinde tro på, at banale mål i sig selv skulle kunne gøre en forskel, er på vej ud. Undervisningsminister Ellen Trane Nørby har skrottet målsætningen om, at folkeskolen skal rumme 96 % af alle elever i normalundervisningen – og i stedet sat som mål, at alle elever skal have det bedst mulige undervisningstilbud. Og ministeren har åbnet mulighed for, at skolerne gør skoledagene kortere og til gengæld etablerer tolærer-ordninger, hvis det vurderes at være relevant lokalt.
 

Efter folkeskolereformen besluttede forretningsudvalget i Danmarks Lærerforening at besøge en række skoler rundt om i landet, som var kendetegnet ved at have fastholdt et godt arbejdsmiljø og en fornuftig udnyttelse af rammerne for lærernes arbejde. Skolerne har gjort det meget forskelligt, men det stod hurtigt klart for os, at et fælles træk ved skolerne var, at de havde en ledelse, som byggede på tillid, og som sikrede den enkelte lærer et professionelt råderum i undervisningen.
 

At genskabe dialogen og tilliden og sikre de offentligt ansattes muligheder for at træffe professionelle valg bør være en hjørnesten i den måde, den offentlige sektor styres på i de kommende år.
 

I Sverige har de besluttet at gøre op med NPM som bærende styreform. En sådan beslutning i Danmark vil uden tvivl være stærkt angstprovokerende i Finansministeriet og store dele af den kommunale forvaltning, da de aldrig har kendt til andet. Men der er ingen vej udenom, hvis vi for alvor vil en tillidsreform til gavn for borgerne og de ansatte i den offentlige sektor.