I den aktuelle debat om velfærdsstatens fremtid og behovet for at nedbringe udgifterne til sociale ydelser er udsagn om, at modtagerne skal opdrages til mådehold, generøsitet og arbejdsvilje blevet almindelige. Modtagere af kontanthjælp, dagpenge, førtidspension eller integrationsydelse beskrives fra flere kanter som mennesker, der savner motivation, selvansvar og ansvarsfølelse. Et skel mellem de værdige og de uværdige borgere er begyndt at blive stærkere formuleret, end vi har set i mange år.
 

En afpolitisering finder sted
Et kerneargument for, at velfærdsydelserne må indskrænkes er, at den danske velfærdsstat står i en stigende konkurrencesituation internationalt, hvor fastholdelsen af generøse ydelser udgør et hæmmende konkurrenceparameter. Argumentet er velkendt. Politikere og andre meningsdannere taler om ’nødvendige justeringer’ forstået som tiltag, der er drevet af situationens objektive nødvendighed frem for politisk ideologi. Vi kan tale om en afpolitisering eller afmontering af centrale spørgsmål om velfærdsstatens fremtid og dens ansvar for dem, der ikke kan forsørge sig selv. Denne afpolitisering sker ved, at reformkrav og politiske tiltag præsenteres som hævet over eller hinsides ideologierne.[1] Det er iøjnefaldende, at flere af tidens nye politiske kræfter hævder at overskride den konventionelle skelnen mellem politisk højre- og venstrefløj.
 

Et illustrativt eksempel på denne afpolitiseringsstrategi blev leveret af professor ved CBS Ole Thyssen og debattør/konsulent/politiker Henrik Dahl. De to meningsdannere skrev i debatindlægget ’Hinsides højre og venstre’ i 2012:
 

”Velfærden kommer på den stadig længere liste af problemer, der vedrører grundlaget for vores hverdag, og som ikke passer ind i det gamle skema om højre og venstre. Spørgsmålet om Jordens ressourcer er ikke højre- eller venstreorienteret. Det handler om grundlaget for vores liv. Det samme gælder klimaforandringer og måske også spørgsmålet om fred og sikkerhed i en globaliseret og medialiseret verden. Fælles for den type problemer er, at de er udgangspunktet for den politiske samtale og uegnet for fløjtænkningens pakkeløsninger.”[2]
 

Thyssen og Dahl hævder altså, at klassekampen er ovre, og at skellet mellem højre og venstre er forældet og må opgives. Velfærdsstatens grundlæggende problem er i deres optik ikke af økonomisk karakter, men handler først og fremmest om moral. Det drejer sig mere præcist om, hvad de betragter som en omsiggribende moralsk svaghed, der fremelskes af det heppekor af professionelle grædekoner, som velfærdsstaten hævdes at være befolket af.
 

Et andet retorisk træk ved nutidens debat, som ligeledes har politiske implikationer, men typisk ikke udtrykkes som sådan, er den temmelig udbredte fremstilling af sociale problemer og konflikter som interne selvforholdsproblemer hos problem-individer eller ’de svage’. Ikke blot Thyssen og Dahl taler om en besynderlig omvending af moralen, så det ikke længere anses som skamfuldt, men eftertragtelsesværdigt at være svag og modtage statens hjælp. Dette synspunkt dukkede tydeligt op i forbindelse med debatten om ’dovne Robert’ og ’fattige Karina’, og det fremsættes i forhold til nydanskeres behov for særlig motivation (og lavere ydelser) for at komme i arbejde. Der er tale om en formulering af det gamle, velkendte skel mellem værdigt og uværdigt trængende, som har præget diskussionen om fattighjælp i flere århundreder.
 

Velfærdsstatens brydefulde opkomst

Som et påtrængende perspektiv på den aktuelle skelsætning mellem de værdigt og de uværdigt trængende er det tankevækkende at se på, hvorfor den universelle velfærdsstat dukkede op i starten af 1900-tallet. Hvilke problemer affødte dens konfliktombruste opkomst?
 

Som man måske ved, var 1800-tallet præget af industrialisering, massetilvandring til de voksende storbyer og en opkomst af sociale problemer såsom fattigdom, arbejdsløshed, dårlig hygiejne, overbefolkning og voldelige opstande. Borgerskabet og de kirkelige kredse var foruroligede over udviklingen. Fra 1860’erne og frem sker der som modsvar en vækst i antallet af religiøse og filantropiske foreninger rettet mod det fattige byproletariat. Diskussionerne om, hvordan man bedst ydede hjælp til de fattige, drejede sig i høj grad om temaer, der er genkendelige i dagens debat: Hvordan kan man hjælpe uden at ødelægge selv-ansvaret? Hvilke krav skal der være for at modtage hjælp? Og hvad er skadevirkningerne af en generøs og let opnåelig hjælp?
 

I slutningen af 1800-tallet var der mange debattører, som argumenterede for frivillig, kirkelig fattigforsorg og mod offentlig fattighjælp. Det var et udbredt standpunkt, at modtageren skulle se, at hjælpen ydes frivilligt og af barmhjertighed – ikke som en ret. Den personlige oplevelse af, at de mere velstillede medborgere udviste den trængende næstekærlighed, ville udmønte sig i taknemmelighed og stimulere ham til at klare sig selv. Modsat vil erfaringen af, at hjælpen gives som en tvungen gave, lede den modtagende på den fejlagtige tanke, at den er hans ret, og at samfundet er forpligtet til altid at sørge for hans livsgrundlag. Ydmyghed og taknemmelighed er lærerige stemninger for den fattige, hed det, men problemet er, at den offentlige fattighjælp eroderer taknemmeligheden: Statens Fattigvæsen tilintetgør ganske enkelt de fattiges taknemmelighed! Bemægtiger idéen om en lovbefæstet ret til almisse sig den fattige, vil frækhed og fordringsfuldhed hurtigt vækkes. 
 

Den moralske reform

Indvendingen mod en retslig garanteret og tvungen inddrivelse af fattighjælp var ikke kun, at den udsletter al taknemmelighed hos modtageren. Den anklagedes også for at have negative virkninger på den ‘tvungne almissegiver’, det vil sige den almindelige borger. Når fattigskatten blev inddrevet med lovens hårde tvang, opnåede man ganske vist den fordel, at alle blev nødt til at yde. Men gevinsten havde alvorlige bivirkninger, da barmhjertighedens kilder snart blev udtørret.


 

Problemet med ’de sociale onder’ blev stadig mere påtrængende, især i de store industribyer. Men her udviklede de filantropiske foreninger den mest levedygtige strategi. Ifølge filantroperne sikredes samfundets sammenhængskraft hverken af markedets usynlige hånd eller af statsgaranterede rettigheder. Den sikredes derimod først og fremmest ved borgerskabets jævnlige og velmente berøring med de fattige lag. På den måde blev ulighed og fattigdom ikke italesat i en juridisk eller en økonomisk diskurs, men i en moralsk. Krav om økonomiske eller juridiske reformer kunne afvises med den begrundelse, at det, der grundlæggende var behov for, var en moralsk reform af de fattige. Fattigdomsbekæmpelse blev først og fremmest et spørgsmål om at bringe den trængende til at gennemgå den påkrævede moralske dannelse. Netop her står nogle af nutidens argumenter i en besynderlig genklang.
 

Men strategien om moralsk dannelse af de fattige blev ledsaget af en anden strategi til håndtering af de stigende sociale spændinger. Flere påpegede, at antallet af mere eller mindre permanent arbejdsløse sidst i 1800-tallet var blevet så stort, at hverken privat velgørenhed eller offentlig understøttelse i arbejdsanstalter kunne løse problemet. Under indtryk af mængden af arbejdsløse og nødlidende syntes forklaringen om, at den enkeltes fattigdom enten skyldtes hans indre fordærvelse eller var et midlertidigt problem, ikke længere at være holdbar. Den centrale løsning kom til at bestå af forskellige former for forsikringsordninger, der efterhånden fik tildelt statsstøtte.
 

Den nye forsikringsteknologi
Med sygekasseloven i 1892 blev det vedtaget at yde statstilskud til de frivillige sygekasser for ubemidlede. I 1898 vedtages loven om ulykkesforsikring, der pålagde virksomhedsejere erstatningsansvar for arbejdsulykker, hvis de ikke havde tegnet en forsikring. Og i 1907 blev loven om forsikring mod arbejdsløshed vedtaget, hvormed også de arbejdsløse begyndte at blive udskilt fra kategorien af fattige, der må søge hjælp fra det offentlige fattigvæsen. Udviklingen af forsikringsteknikker udgjorde en nødvendig betingelse for gennemførelsen af de nye sociallove.
 

Med etableringen af understøttelseskasser, sygekasser og arbejdsløshedskasser var der udviklet et redskab, som på én gang respekterede principperne om frivillighed, hjælp til selvhjælp og ejendomsrettens ukrænkelighed og kravene om, at staten engagerede sig i at finde kollektive løsninger på de sociale onder. Det, som disse kasser var i stand til, var at fordele de risici forbundet med den industrielle produktion på et kollektiv af forsikringstagere. Den nye forsikringsteknologi ophævede spørgsmålet om placering af ansvar ved at socialisere tilværelsens risici. Med denne teknologi var det ikke længere et spørgsmål om at udpege skyldige for bl.a. arbejdsulykker og arbejdsløshed. Der er i stedet tale om at anskue disse begivenheder som et lejlighedsvist resultat af produktionsprocessen, hvis hyppighed kan kalkuleres og kompenseres efter fastsatte principper. Kasserne oprettedes i udgangspunktet på borgeres initiativ, men opnåede efterhånden økonomisk støtte fra staten. Ved at lade ejerskab over produktionsmidlerne stå uberørt sikrede de en realisering af ”de mest solidariske bånd, der er mulige inden for den eksisterende struktur.“[3] Forsikringsteknologien som løsningsredskab til sociale problemer blev en altafgørende byggesten i velfærdsstatens etablering.
 

Den universelle velfærd udgjorde et middel til at overkomme den stigende spænding mellem et ideal om formel lighed og en realitet af substantiel ulighed i 1800-tallets industrisamfund. Sameksistensen af formel lighed (fastsat af moderne borgerrettigheder og den liberale juridiske og politiske orden) og faktisk økonomisk ulighed (accelereret af kapitalistisk økonomi) skabte sociale spændinger og voldelige opstande i europæiske storbyer. Ved at etablere universelle velfærdsydelser på basis af et forsikringsprincip kunne de sociale onder i form af nedslidning, ulykker, arbejdsløshed mv. afhjælpes uden at ændre fundamentalt ved den industrielle-kapitalistiske samfundsorden.
 

Farvel til moralisterne
Et vigtigt argument for etableringen af velfærdsydelser, som borgere var berettiget til i kraft af deres medborgerskab og ikke som resultat af godgørende giveres skøn, var at gøre op med de moraliserende filantroper og ’hattedameriet’. Idealet for især de socialdemokratiske bannerførere for velfærdsstaten var, at nødlidende ikke skulle stå i personlige afhængigheds- og hengivenhedsforhold til almissegivere i en giver-modtager-relation, som var hierarkisk (fra højerestående til laverestående) og religiøst og moralsk kodificeret. Dette ideal lå bag udviklingen af retligt funderede velfærdsydelser og etableringen af de efterhånden så udskældte velfærdsfaglige professioner.
 

Den universelle velfærdsstat er værd at kæmpe for. Den har historisk vist sig som et værn imod, at vi ender i en situation, hvor den, der rammes af en social eller personlig ulykke, skal stå skoleret foran et tribunat af moralister, der taler om vilje frem for evne og deler mennesker op i stærke og svage, viljesstyrede og fordærvede. /
 

Noter

[1] Karlsen, M. P. og Villadsen, K. (2012): Hvorfor universalismen er værd at kæmpe for: Også i skikkelse af velfærdsstaten. Social Politik, 3, 22-28. 

[2] Thyssen, O & Dahl, H. (2012): Hinsides højre og venstre. Dagbladet Information

[3] Donzelot, J., (1995): Promoveringen af det sociale. Dansk Sociologi, 6, nr. 3, 92-124

[4] Villadsen, K. (2004): Det sociale arbejdes genealogi. Om kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker. København: Hans Reitzels Forlag