Lige meget hvordan man vælger at formulere det, så sker der ændringer i disse år i den danske velfærdsmodel. Nogle kalder det en effektivisering af velfærdsstaten, som handler om at få flere i arbejde, mens andre kalder det et sammenbrud eller ligefrem et farvel til velfærdsstaten.
 

Én ting er dog sikkert. Velfærdsstaten og velfærdssamfundet ændrer sig hurtigt i disse år. Bl.a. under indtryk af en øget globalisering og markedsgørelse af den offentlige sektor og dens tilbud. Både for borgeren, for de sociale tilbud og for samfundet har det en række konsekvenser.
 

Har vi fattigdom i Danmark?

For den udsatte borger på kontanthjælp, førtidspension eller ungeydelser har det den meget konkrete konsekvens, at man har færre penge til rådighed. Nedsat kontanthjælp for unge under 30 år, kontanthjælpsloftet, integrationsydelse og 225-timersreglen betyder, at borgeren har færre penge til rådighed til at betale husleje, mad, tøj m.m. Det betyder fattigdom, hvor borgerne vil lide afsavn og i flere tilfælde ikke have råd til at betale elementære ting som husleje, varme og mad.
 

I perioden 2013-2015 udarbejdede den daværende regering en fattigdomsredegørelse og fastsatte en operationel fattigdomsgrænse. En ekspertgruppe nedsat af regeringen anbefalede, at man måler fattigdom på, om en person tre år i træk har haft en indkomst under 50 % af medianindkomsten. Grænsen bliver dog reguleret, alt efter hvor mange personer der er i husholdningen. I 2014 gjorde socialministeren den anbefalede fattigdomsgrænse til officiel fattigdomsgrænse, og samme år blev det vurderet, at 42.000 danskere levede i fattigdom.
 

I 2015 besluttede den nuværende regering at afskaffe fattigdomsgrænsen, så der fremover ikke kan ses en udvikling i denne problematik. Mange sociale og faglige organisationer på det sociale område er dog sikre på, at man i de kommende år vil se fattigdommen stige i Danmark. Det samme gælder antallet af udsættelser på grund af huslejerestancer.
 

Mistillid til de offentlige myndigheder

Den sociale indsats for de udsatte borgere har samtidig svære vilkår. En stram målstyring af de offentlige udgifter, generelle besparelser på de offentlige finanser, herunder en kraftig reduktion i fx satspuljen og andre statslige sociale puljer, har sat en kæp i hjulet på den sociale indsats.
 

Rigsrevisionens granskning af hjemløseområdet fra 2014 underbygger det. Her blev ikke blot Socialministeriet, men også Boligministeriet, kraftigt kritiseret for ikke at skabe initiativer til at imødekomme den voksende hjemløshed. Også kommunerne kritiseres for ikke at skabe de handleplaner og den sociale støtte, der er nødvendig, for at mindske hjemløsheden i Danmark.
 

Samtidig har der siden begyndelsen af 00’erne været øgede krav om aktivering og en mere restriktiv kontrol af mennesker på offentlige ydelser. Socialcentre og jobcentre er blevet skilt i to forskellige enheder. Jobcentrene med det ene formål at få arbejdsledige borgere aktiveret.
 

Samtidig er ”One size fits all” blevet den linje, hvorved man søger at løse sociale problemer. Den tidligere anvendte pluralisme-metode er blevet afløst af kommunalt bestemte metoder, som skal passe alle. Man kan tale om en ”ensgørelse” af den sociale indsats.
 

Men gruppen af udsatte borgere er mangfoldig og uensartet. De har brug for forskellige tilbud. Ikke kun en slags tilbud. 
 

Disse faktorer har betydet, at mange mennesker på offentlig forsørgelse nærer stor mistillid til offentlige myndigheder. Det har jeg bl.a. erfaret gennem flere kontanthjælpsmodtagere, som fortæller, at de ikke stoler på kommunen eller kommunens sagsbehandlere. Manglende hjælp og støtte ved konkrete problemer, fratagelse af kontanthjælp og tvang til ophævelse af egen pension er nogle af årsagerne. Og det skaber et skisma mellem det offentliges hjælp til udsatte borgere og de udsattes oplevelse af netop denne hjælp.
 

Det gamle mundheld om, at ”man altid kan gå til kommunen” gælder ikke mere. For der er en oplevelse af, at man bliver mødt af kontrol og mistillid.
 

Hvis tilliden svækkes, svækkes sammenhængskraften

Inden for sociologien taler man om, at sammenhængskraft består af tre faktorer: tillid, sociale netværk og normer. En svækkelse af tilliden til det offentlige er en af de faktorer, som vil være med til at svække samfundets sammenhængskraft. Derfor skal vi passe på, at tilliden til systemet hos de udsatte grupper ikke bliver for lav. Hvis tilliden svækkes, svækkes sammenhængskraften i vores samfund.
 

Når Danmark gentagne gange lander højt på skalaen over lande, hvor befolkningen er mest lykkelig, så er en af de udslagsgivende faktorer netop tillid til hinanden og tillid til de offentlige systemer. Derfor skal vi værne om netop den tillid.
 

Parallelsamfund
Netavisen Avisen skrev for nylig, at antallet af kontanthjælpsmodtagere, der er flyttet til Lolland Kommune, er steget med 211 personer, ifølge tal fra Danmarks statistik. Det er primært kontanthjælpsmodtagere, der boede i en almen bolig i en stor by (primært København), der har valgt den høje by-husleje fra til fordel for en lavere husleje på landet. Den sociale situation var ikke ændret.
 

Så mens der sker en general urbanisering i Danmark – og i andre lande – så vil en del af de mennesker, der lever på overførselsindkomst, flytte den modsatte vej. Og tilbage i byerne bliver middel- og overklassen samt en urban subkultur af hjemløse.
 

Vi skal bygge bro

Faren for et mere opsplittet samfund, hvor subkulturer eller ligefrem parallelsamfund opstår, er et vigtigt fokuspunkt for Kofoeds Skole. Vi har en vigtig rolle at spille i et samfund og i en metropol, hvor uligheden vokser, og hvor der sker en stigende udstødelse og marginalisering af socialt udsatte grupper.

 

På Kofoeds Skole har 5-6.000 mennesker deres daglige gang, bl.a. misbrugere, hjemløse og psykisk sårbare. 70 % af eleverne har været arbejdsløse i mere end ti år. På Kofoeds skole får de fx undervisning i frisørværkstedet eller autoværkstedet, arbejder i vaskeriet eller udfolder sig kreativt inden for sang, it eller drama. 

Vi har derfor lagt en visionsplan, ”Kofoeds skole i fremtiden”, som har tre spor: At udvikle en storbylandsby, skabe socialøkonomiske butikker i facaden mod gaden og udvikle organisationen til at være mere bæredygtig.
 

Helt konkret skal der på skolens område bygges såkaldt blandede boliger, hvor de misbrugere, psykisk sårbare og langtidsledige, som dagligt kommer på Kofoeds Skole, kan bo side om side med mere ressourcestærke borgere. Det skal være et nyt og anderledes byrum med grønne pletter og socialøkonomiske butikker, som tiltrækker unge familier og samtidig hjælper nogle af storbyens mest udsatte borgere lidt tættere på det samfund, de er gledet ud af.
 

Det handler om brobygning og åbenhed. Og så handler det selvfølgelig om det enkelte menneske og det enkelte menneskes problemer i hverdagen. Den udsatte borgers rolle i lokalsamfundet skal gå fra at være udsat til at være en aktør, som skaber værdi i samfundet.
 

Om Robert Olsen

Robert Olsen er forstander for Kofoeds Skole, tidligere formand for Socialpolitisk Forening og siden 2014 udpeget som medlem af Rådet for Socialt Udsatte. Robert Olsen har tidligere været forstander på Mændenes Hjem gennem 18 år, ligesom han har været konstitueret forstander på en række andre botilbud for hjemløse. Han er desuden bestyrelsesformand for hjemløseavisen Hus Forbi og medlem af tænketanken Viden om mænd.