Hvorfor er tværfaglighed blevet det nye sort?

Vi kan se tilbage på en tid, hvor der har været fokus på decentralisering og opsplitning af fagområder. Vi så i 2007, hvordan man bl.a. på beskæftigelsesområdet skilte ydelse og indsats fra hinanden. Før splittede man sagsbehandlerens rolle op i beskæftigelse, familie osv. Det har givet fordele i en mere specialiseret indsats over for borgeren, men også store udfordringer i forhold til at skabe en sammenhængende og helhedsorienteret indsats og sagsbehandling.
 

Vi har set mange forløb, der har været og stadig er præget af det, man kan kalde stop & go: At en indsats stoppes, og en anden påbegyndes, ofte med lang ventetid imellem. Indsatserne har til tider været fragmentariske og uden relation til de øvrige tiltag, der ydes over for borgeren. Det betyder, at borgerne ofte taber momentum mellem indsatserne. Indsatserne har foregået serielt ved problematikker, som med fordel har kunnet løses med parallelle indsatser.
 

Vi har også oplevet, at mange indsatser decideret har spændt ben for hinanden, fordi fagområderne har haft forskellige målsætninger, budgetter, dagsordener og interne strukturer. Der findes dagligt eksempler på, at forskellige faggrupper endog modarbejder hinanden.
 

Dertil er der ofte tale om, at borgerens problemer er særdeles komplekse, hvilket kræver mange fagligheder for at afhjælpe og støtte borgeren i en ny og bedre retning. Udfordringen består bare i, at essensen af at have komplekse problemer for mange borgere netop består i at have vanskeligheder med at overskue de mange professionelle, som har en aktie i borgerens forløb.
 

Summen af dette betyder, at borgeren kan opleve en både meningsløs og ikke sammenhængende indsats, som ingen vegne fører.
 

I takt med denne erkendelse og de politiske vinde om tidlig indsats har vi måtte sande, at skarpt opdelte fagområder uden samarbejde og uden bro i mellem dem kan blive både ressourcekrævende og virkningsløse i forhold til at skabe en tidlig og velkoordineret indsats.
 

I lyset af det synes tværfaglighed og de tætte faglige relationer at løsne for nogle af de mange problematikker, der opstår på tværs af både søjler, siloer, teams og afdelinger.
 

Tværfaglighed i sin bedste udgave betyder, at borgeren kan opleve indsatser, der spiller sammen, understøtter hinanden og sammen udgør et meningsfuldt forløb, der afføder progression for borgeren på vejen til de relevante mål.

 

På baggrund af hvilke udfordringer er jeres værktøjskasse blevet til?

Værktøjskassen blev til, da vi kunne konstatere, at det tværfaglige samarbejde ikke nødvendigvis er nemt, selvom alle gode intentioner er tilstede. Vi oplever fortsat, at det tværfaglige arbejde har vanskelige kår imellem forskellige budgetter, formål og arbejdsgange. Dertil oplever vi, at mange forveksler flerfaglighed med tværfaglighed. Hvis de professionelle sider rundt om bordet kun advokerer for, at eget tiltag er bedst uden at lytte og reflektere de andres fagligheder ind i den samlede proces, er der ikke tale om tværfaglighed.
 

Hvordan undgår man, at tværfaglighed bliver en tidsrøver?

En grundlæggende forudsætning for et velfungerende tværfagligt samarbejde er, at man tror på det. Tror på dets værdi og tror på, at det er det mest effektive på den lange bane. Der skal være en ledelsesmæssig prioritering og en investeringsstrategi, som danner grundlag for det tværfagliges tilblivelse.
 

Ved første øjekast kan det synes ressourcetungt både i tid og penge at samle faglighederne med hyppige mellemrum. Men det skal ses i relation til det ofte skjulte tidsforbrug, der er i en decentraliseret sagsbehandling, hvor meget viden ofte går tabt mellem faggrupper, manglende sammenhæng mellem tiltag etc. Den tid og de ressourcer, der tabes her, kan finansiere meget tværfagligt samarbejde i længden.
 

Hvad er en tværfaglig succes?

En tværfaglig succes er, når alt går op i en højere enhed set fra borgerens synspunkt. Succesen opstår der, hvor borgeren oplever progression som følge af et sammenhængende og veltilrettelagt forløb, hvor de rette indsatser bliver sat ind i rette tid, og hvor indsatserne ikke blokerer for hinanden. Oplever borgeren samtidig, at faggrupperne arbejder sammen og ikke er hinandens modspillere, skabes der en tryg ramme om de mange indsatser. Og så er tværfaglighed en succes.
 

Man skal huske på, at tværfaglighed ikke er til for faglighedernes skyld, men til syvende og sidst er til, fordi vi er en dyrt betalt service for de mange borgere, som har krav på en ordentlig og meningsfuld hjælp.
 

Er tværfaglighed altid vejen frem?

Nej. Tværfaglighed er langt fra altid vejen frem. Der er altid en risiko, når en metode eller en tilgang bliver populær. Risikoen kan være, at der opstår en tendens til, at den samme medicin virker i alle tilfælde. Tværfaglighed er godt, når der er tale om komplekse problemer, som står i vejen for borgerens rehabilitering. Men det er ikke ensbetydende med, at alle problemer er komplekse, og så skal de for alt i verden heller ikke behandles som sådan. Så risikerer man nemlig at sygeliggøre borgeren unødigt, hjælpe der, hvor borgeren kan selv, og frem for alt overbehandle en problematik, som måske kun kræver ganske lidt for at blive løst.

Vil du læse mere om tværfaglighed?
Følg med i Vejlederforums serie om tværfaglighed. 
 

Hvorfor er tværfaglighed blevet det nye sort?

Vi kan se tilbage på en tid, hvor der har været fokus på decentralisering og opsplitning af fagområder. Vi så i 2007, hvordan man bl.a. på beskæftigelsesområdet skilte ydelse og indsats fra hinanden. Før splittede man sagsbehandlerens rolle op i beskæftigelse, familie osv. Det har givet fordele i en mere specialiseret indsats over for borgeren, men også store udfordringer i forhold til at skabe en sammenhængende og helhedsorienteret indsats og sagsbehandling.
 

Vi har set mange forløb, der har været og stadig er præget af det, man kan kalde stop & go: At en indsats stoppes, og en anden påbegyndes, ofte med lang ventetid imellem. Indsatserne har til tider været fragmentariske og uden relation til de øvrige tiltag, der ydes over for borgeren. Det betyder, at borgerne ofte taber momentum mellem indsatserne. Indsatserne har foregået serielt ved problematikker, som med fordel har kunnet løses med parallelle indsatser.
 

Vi har også oplevet, at mange indsatser decideret har spændt ben for hinanden, fordi fagområderne har haft forskellige målsætninger, budgetter, dagsordener og interne strukturer. Der findes dagligt eksempler på, at forskellige faggrupper endog modarbejder hinanden.
 

Dertil er der ofte tale om, at borgerens problemer er særdeles komplekse, hvilket kræver mange fagligheder for at afhjælpe og støtte borgeren i en ny og bedre retning. Udfordringen består bare i, at essensen af at have komplekse problemer for mange borgere netop består i at have vanskeligheder med at overskue de mange professionelle, som har en aktie i borgerens forløb.
 

Summen af dette betyder, at borgeren kan opleve en både meningsløs og ikke sammenhængende indsats, som ingen vegne fører.
 

I takt med denne erkendelse og de politiske vinde om tidlig indsats har vi måtte sande, at skarpt opdelte fagområder uden samarbejde og uden bro i mellem dem kan blive både ressourcekrævende og virkningsløse i forhold til at skabe en tidlig og velkoordineret indsats.
 

I lyset af det synes tværfaglighed og de tætte faglige relationer at løsne for nogle af de mange problematikker, der opstår på tværs af både søjler, siloer, teams og afdelinger.
 

Tværfaglighed i sin bedste udgave betyder, at borgeren kan opleve indsatser, der spiller sammen, understøtter hinanden og sammen udgør et meningsfuldt forløb, der afføder progression for borgeren på vejen til de relevante mål.

 

På baggrund af hvilke udfordringer er jeres værktøjskasse blevet til?

Værktøjskassen blev til, da vi kunne konstatere, at det tværfaglige samarbejde ikke nødvendigvis er nemt, selvom alle gode intentioner er tilstede. Vi oplever fortsat, at det tværfaglige arbejde har vanskelige kår imellem forskellige budgetter, formål og arbejdsgange. Dertil oplever vi, at mange forveksler flerfaglighed med tværfaglighed. Hvis de professionelle sider rundt om bordet kun advokerer for, at eget tiltag er bedst uden at lytte og reflektere de andres fagligheder ind i den samlede proces, er der ikke tale om tværfaglighed.
 

Hvordan undgår man, at tværfaglighed bliver en tidsrøver?

En grundlæggende forudsætning for et velfungerende tværfagligt samarbejde er, at man tror på det. Tror på dets værdi og tror på, at det er det mest effektive på den lange bane. Der skal være en ledelsesmæssig prioritering og en investeringsstrategi, som danner grundlag for det tværfagliges tilblivelse.
 

Ved første øjekast kan det synes ressourcetungt både i tid og penge at samle faglighederne med hyppige mellemrum. Men det skal ses i relation til det ofte skjulte tidsforbrug, der er i en decentraliseret sagsbehandling, hvor meget viden ofte går tabt mellem faggrupper, manglende sammenhæng mellem tiltag etc. Den tid og de ressourcer, der tabes her, kan finansiere meget tværfagligt samarbejde i længden.
 

Hvad er en tværfaglig succes?

En tværfaglig succes er, når alt går op i en højere enhed set fra borgerens synspunkt. Succesen opstår der, hvor borgeren oplever progression som følge af et sammenhængende og veltilrettelagt forløb, hvor de rette indsatser bliver sat ind i rette tid, og hvor indsatserne ikke blokerer for hinanden. Oplever borgeren samtidig, at faggrupperne arbejder sammen og ikke er hinandens modspillere, skabes der en tryg ramme om de mange indsatser. Og så er tværfaglighed en succes.
 

Man skal huske på, at tværfaglighed ikke er til for faglighedernes skyld, men til syvende og sidst er til, fordi vi er en dyrt betalt service for de mange borgere, som har krav på en ordentlig og meningsfuld hjælp.
 

Er tværfaglighed altid vejen frem?

Nej. Tværfaglighed er langt fra altid vejen frem. Der er altid en risiko, når en metode eller en tilgang bliver populær. Risikoen kan være, at der opstår en tendens til, at den samme medicin virker i alle tilfælde. Tværfaglighed er godt, når der er tale om komplekse problemer, som står i vejen for borgerens rehabilitering. Men det er ikke ensbetydende med, at alle problemer er komplekse, og så skal de for alt i verden heller ikke behandles som sådan. Så risikerer man nemlig at sygeliggøre borgeren unødigt, hjælpe der, hvor borgeren kan selv, og frem for alt overbehandle en problematik, som måske kun kræver ganske lidt for at blive løst.

Vil du læse mere om tværfaglighed?
Følg med i Vejlederforums serie om tværfaglighed.