"Hver femte ung har ikke gennemført en ungdomsuddannelse syv år efter skolen. Ni ud af ti kontanthjælpsmodtagere under 30 år har grundskolen som højeste fuldførte uddannelse."
 

Det ved vi kun alt for godt. Faktisk har vi som professionelle hørt lige netop de sætninger ufatteligt mange gange de seneste år.
 

Vi ved også, at vi gerne vil gøre noget ved det. Fx lød et af en række svar, da Vejlederforum spurgte vores læsere, hvad der giver energi i deres arbejde:
 

"Glæden over at se eleverne udvikles. Og når kollegaers og samarbejdspartneres samarbejde gør det muligt, at eleven blomstrer. At vide at produktionsskolens særlige tilbud er det, der har gjort forskellen.”
 

Fælles for mange af svarene var netop ønsket om at gøre en forskel. Fælles for dem var også den udfordring, som det er at hjælpe de mest sårbare og udsatte unge og borgere i et system, hvor man samtidig skal hitte rede i de ”reformer og love, der vælter ind over os” (brugerundersøgelse september 2016).
 

De professionelle praktikeres ønske om at gøre en forskel for de allermest sårbare borgere er værd at dvæle ved. For det er den drivkraft, den motivation, det ønske om at hjælpe et andet menneske et lille stykke på vej, der gør, at så mange borgere oplever, at de ikke er alene, at der er nogen, der kæmper for dem. I en light version af Løgstrup er det følelsen af og ansvaret for at have en lille smule af et andet menneskes liv i vores hænder.

 

Man kunne snildt vove den påstand, at ikke en eneste socialrådgiver eller vejleder har tænkt ”Jeg vil være administrator,” da de valgte deres fag. Tværtimod er det mødet med et andet menneske, ansigt til ansigt, og ønsket om at gøre en forskel i mødet og samtalen, og i samarbejde med andre levende mennesker, der har gjort sig gældende. Det er det, der giver energi i arbejdet, som citatet så præcist illustrerer.
 

Den motivation for at gøre en forskel gør, at de professionelle holder ud og kæmper videre trods konstante reformer og nye regler, der ofte kræver langt mere tid end mødet med den enkelte borger. Og den motivation og drivkraft er en helt nødvendig del af fagligheden, som gør en kæmpe forskel. Hvad i alverden skulle vi som samfund stille op uden?
 

Hvad ved vi?
Men de gode intentioner gør det ikke alene. Den professionelles ønske om at gøre en forskel er en ting, men hvad har vi af viden om, hvad der virker i uddannelsessystemet og på beskæftigelsesområdet? Hvad gør en forskel, når sårbare unge skal gennemføre en uddannelse? Hvad gør en forskel, når borgeren skal komme fra ledighed i job? Vi ved allerede en del om, hvad der virker, for vi bliver løbende præsenteret for analyser, forskning, evalueringer, undersøgelser, pilotprojekter, nye metoder og gode historier.
 

Man kan fx nævne CeFUs evaluering af brobygning til uddannelse: Hvad virker? Ledige unges vej til uddannelse og arbejde. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har i samarbejde med Undervisningsministeriet stået for en række omfattende forsøg med brobygningsforløb, der skal understøtte, at unge kontanthjælpsmodtagere skifter kontanthjælpen ud med en ordinær uddannelse. CeFU har i den sammenhæng bidraget med en forskningsbaseret evaluering, der undersøger årsager og forklaringer på brobygningsforløbenes effekt. Evalueringen har taget fat på spørgsmål som:
 

Hvordan skabes nye lærings- og udviklingsmæssige tiltag, som medvirker til at kvalificere og fastholde flere unge ledige i uddannelse? Hvad fremmer og hæmmer unge lediges fastholdelse i uddannelse? Hvordan og hvorfor virker de forskellige forsøg, som de gør? Evalueringen viser, at bl.a. mentorer, praktikplads og faglig progression er centrale, når de unge skal gennemføre en uddannelse. 
 

Et andet eksempel er KORAs vidensopsamling om effekten af beskæftigelsesindsatser rettet mod udsatte unge: Virker aktivering for udsatte unge? Vidensopsamlingen ser nærmere på, hvilken arbejdsmarkedsindsats der skal til for at få udsatte unge på offentlig forsørgelse over i et job på ordinære vilkår eller i gang med en uddannelse. Et af de forsigtige resultater er, at der er moderat evidens for, at jobsøgningskurser og uddannelsesvejledning til unge kan have positive effekter på overgangen til beskæftigelse og ordinær uddannelse. Erfaringerne viser dog, at effekten er kortvarig.
 

Men hvordan bruger vi den viden?

Tro på dig selv – det gør vi
Når praktikerne oplever, at reformer og love vælter ind over dem, kan det være svært at bevare overblikket, og både oplevelsen og udfordringen er virkelig. Helt aktuelt vælter en ny reform ind over os, der netop handler om gruppen af sårbare unge. Regeringen har kaldt reformudspillet Tro på dig selv – det gør vi. 
 

Der er tale om en omfattende reform med vægt på centralisering. Det forberedende område foreslås reformeret under ét, hvor seks statslige og kommunale forberedende tilbud bliver til én samlet forberedende uddannelse på nye kommunale institutioner. Alle de forskellige vejledningsordninger skal organiseres i én samlet kommunal ungeindsats med én ledelse. Det betyder i praksis, at det må forventes, at Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) bliver nedlagt. Reformen indeholder en ny målsætning: 95 %-målsætningen erstattes med 100 %, som rummer alle unge.
 

Regeringens udspil kan diskuteres, det bliver det, og det skal det også: Bliver vejledningen både klemt og glemt, når UU og i øvrigt også Det Nationale Dialogforum for Uddannelses- og erhvervsvejledning nedlægges? Taber de unge i de kommunale budgetkampe? Taber de unge i udkantsområder? Det er nogle af de spørgsmål, der allerede bliver diskuteret. Med god grund, for opgaven er stor.
 

En stigning på 5 % lyder måske ikke af så meget, men den er ikke ligegyldig. Gruppen af sårbare unge er vanvittig bred og har vidt forskellige behov. Nogen har brug for massive indsatser, andre har ikke. Udfordringen er ikke til at tage fejl af.
 

Men én ting er at slå tingene sammen – at centralisere og forenkle. Det giver god mening at omorganisere det forberedende område, for området er kompliceret, som det ser ud i dag. Der har i alt for lang tid været ført restpolitik for restgruppen. Men noget andet og afgørende er selve indholdet i indsatsen over for de unge.
 

Tro på viden, der virker
At løfte opgaven kræver i sandhed tro på de unge, men også en tro på dem, der skal hjælpe, og en tro på den viden og forskning, vi allerede har.
 

Nu står vi så ved indgangen til en ny, stor reform. I Vejlederforum vil vi gerne anerkende vores læseres ønske om at gøre en forskel. Vi vil også gerne anerkende, at vi står over for en udfordring, når 100 % skal have en ungdomsuddannelse af en eller anden slags. De tre ting taget i betragtning har det sin berettigelse at kaste et blik både i bak- og sidespejle og i krystalkuglen for at se nærmere på indsatserne på baggrund af de seneste års historik og udvikling.
 

Da Folkeskolereformen blev vedtaget, klagede lærerne over, at der ikke blev lyttet til den værdifulde forskning, der eksisterede på området. Vi skal bruge den viden, vi allerede har. Vi skal lære af historien, for af historien bliver man klog. At have fortiden med os bliver endnu mere vigtigt i et konkurrencesamfund med fokus på performance, og hvor alting skal gå stærkt – i et Danmark på speed.
 

Med dette nummer om at gøre en forskel vil vi gerne insistere på en dialog med tid til undren, og som kan tage sit afsæt i forskellige positioner. Det er vores håb, at det kan medvirke til en smule mere overblik og en smule mere dybde. Lad os få nogle bud på nogle af de indsatser, der har gjort en forskel før og nu, og på hvor og hvordan troen på den unge, på de professionelle og på systemet kan gå op i en højere enhed.
 

Vi har inviteret en række relevante kapaciteter til at tænke, tale og tro:

• Steffen Jensen, konsulent og tidligere kontorchef i vejledningskontoret, Undervisningsministeriet
  Hvis vi for alvor skal kunne pege på, hvilke vejledningsindsatser der virker, og overbevise politikerne – og ikke mindst økonomerne - om, at vejledning har en betydning, er der brug for mere præcise data om indsatserne og deres effekter. Steffen Jensen giver os et reflekteret og perspektiveret overblik over de seneste 17 års vejledningsindsatser.
   
• Stefan Hermann, rektor på Metropol og formand for ekspertgruppen bag reformudspillet "Tro på dig selv - det gør vi"
  De forberedende tilbud, som skal få unge i gang med en ungdomsuddannelse, har ikke en tydelig effekt, og progressionen i mange forløb og tilbud er uklar. Mere sammenhæng i tilbuddene og bedre struktur kan få flere sårbare unge i uddannelse og arbejde, mener Stefan Hermann.
   
• Lars Uggerhøj, socialrådgiver, ph.d. og professor i socialt arbejde, AAU
  Forskning og praksis foregår ofte i to forskellige verdner, der mere tilfældigt end konsekvent krydser hinanden. Sjældent indgår ’de to verdner’ i en fælles udviklingsproces. Praksis har ofte brug for, at forskningsresultater kan omsættes – hellere i går end i dag. Praksisforskning kan faktisk gøre en forskel - men den tager tid.
   
• Kirsten U. Steffensen, vejleder og konsulent og Tanja Miller, docent for Udsathed og Chanceulighed, UCN
  Det ungesyn, vi som professionelle, møder den unge med, har en effekt på, om de unge finder vej til uddannelse og beskæftigelse. Kirsten U. Steffensen og Tanja Miller mener, at de unge ikke alene skal mødes af individuelle tiltag, der giver den unge ansvaret for at lykkes. Fordi der er en fare for, at vejledningen kan få en social slagside.
   
• Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør, Politiken
  Vi har for lidt fokus på den kultur, der opstår, når mennesker møder mennesker, og når ildsjæle får lov at tænde andre. Og for meget fokus på den struktur, som mødet foregår indenfor. Det er for Jacob Fuglsang at se kernen i diskussionen om den danske uddannelsessektor.

"Hver femte ung har ikke gennemført en ungdomsuddannelse syv år efter skolen. Ni ud af ti kontanthjælpsmodtagere under 30 år har grundskolen som højeste fuldførte uddannelse."
 

Det ved vi kun alt for godt. Faktisk har vi som professionelle hørt lige netop de sætninger ufatteligt mange gange de seneste år.
 

Vi ved også, at vi gerne vil gøre noget ved det. Fx lød et af en række svar, da Vejlederforum spurgte vores læsere, hvad der giver energi i deres arbejde:
 

"Glæden over at se eleverne udvikles. Og når kollegaers og samarbejdspartneres samarbejde gør det muligt, at eleven blomstrer. At vide at produktionsskolens særlige tilbud er det, der har gjort forskellen.”
 

Fælles for mange af svarene var netop ønsket om at gøre en forskel. Fælles for dem var også den udfordring, som det er at hjælpe de mest sårbare og udsatte unge og borgere i et system, hvor man samtidig skal hitte rede i de ”reformer og love, der vælter ind over os” (brugerundersøgelse september 2016).
 

De professionelle praktikeres ønske om at gøre en forskel for de allermest sårbare borgere er værd at dvæle ved. For det er den drivkraft, den motivation, det ønske om at hjælpe et andet menneske et lille stykke på vej, der gør, at så mange borgere oplever, at de ikke er alene, at der er nogen, der kæmper for dem. I en light version af Løgstrup er det følelsen af og ansvaret for at have en lille smule af et andet menneskes liv i vores hænder.

 

Man kunne snildt vove den påstand, at ikke en eneste socialrådgiver eller vejleder har tænkt ”Jeg vil være administrator,” da de valgte deres fag. Tværtimod er det mødet med et andet menneske, ansigt til ansigt, og ønsket om at gøre en forskel i mødet og samtalen, og i samarbejde med andre levende mennesker, der har gjort sig gældende. Det er det, der giver energi i arbejdet, som citatet så præcist illustrerer.
 

Den motivation for at gøre en forskel gør, at de professionelle holder ud og kæmper videre trods konstante reformer og nye regler, der ofte kræver langt mere tid end mødet med den enkelte borger. Og den motivation og drivkraft er en helt nødvendig del af fagligheden, som gør en kæmpe forskel. Hvad i alverden skulle vi som samfund stille op uden?
 

Hvad ved vi?
Men de gode intentioner gør det ikke alene. Den professionelles ønske om at gøre en forskel er en ting, men hvad har vi af viden om, hvad der virker i uddannelsessystemet og på beskæftigelsesområdet? Hvad gør en forskel, når sårbare unge skal gennemføre en uddannelse? Hvad gør en forskel, når borgeren skal komme fra ledighed i job? Vi ved allerede en del om, hvad der virker, for vi bliver løbende præsenteret for analyser, forskning, evalueringer, undersøgelser, pilotprojekter, nye metoder og gode historier.
 

Man kan fx nævne CeFUs evaluering af brobygning til uddannelse: Hvad virker? Ledige unges vej til uddannelse og arbejde. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har i samarbejde med Undervisningsministeriet stået for en række omfattende forsøg med brobygningsforløb, der skal understøtte, at unge kontanthjælpsmodtagere skifter kontanthjælpen ud med en ordinær uddannelse. CeFU har i den sammenhæng bidraget med en forskningsbaseret evaluering, der undersøger årsager og forklaringer på brobygningsforløbenes effekt. Evalueringen har taget fat på spørgsmål som:
 

Hvordan skabes nye lærings- og udviklingsmæssige tiltag, som medvirker til at kvalificere og fastholde flere unge ledige i uddannelse? Hvad fremmer og hæmmer unge lediges fastholdelse i uddannelse? Hvordan og hvorfor virker de forskellige forsøg, som de gør? Evalueringen viser, at bl.a. mentorer, praktikplads og faglig progression er centrale, når de unge skal gennemføre en uddannelse. 
 

Et andet eksempel er KORAs vidensopsamling om effekten af beskæftigelsesindsatser rettet mod udsatte unge: Virker aktivering for udsatte unge? Vidensopsamlingen ser nærmere på, hvilken arbejdsmarkedsindsats der skal til for at få udsatte unge på offentlig forsørgelse over i et job på ordinære vilkår eller i gang med en uddannelse. Et af de forsigtige resultater er, at der er moderat evidens for, at jobsøgningskurser og uddannelsesvejledning til unge kan have positive effekter på overgangen til beskæftigelse og ordinær uddannelse. Erfaringerne viser dog, at effekten er kortvarig.
 

Men hvordan bruger vi den viden?

Tro på dig selv – det gør vi
Når praktikerne oplever, at reformer og love vælter ind over dem, kan det være svært at bevare overblikket, og både oplevelsen og udfordringen er virkelig. Helt aktuelt vælter en ny reform ind over os, der netop handler om gruppen af sårbare unge. Regeringen har kaldt reformudspillet Tro på dig selv – det gør vi. 
 

Der er tale om en omfattende reform med vægt på centralisering. Det forberedende område foreslås reformeret under ét, hvor seks statslige og kommunale forberedende tilbud bliver til én samlet forberedende uddannelse på nye kommunale institutioner. Alle de forskellige vejledningsordninger skal organiseres i én samlet kommunal ungeindsats med én ledelse. Det betyder i praksis, at det må forventes, at Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) bliver nedlagt. Reformen indeholder en ny målsætning: 95 %-målsætningen erstattes med 100 %, som rummer alle unge.
 

Regeringens udspil kan diskuteres, det bliver det, og det skal det også: Bliver vejledningen både klemt og glemt, når UU og i øvrigt også Det Nationale Dialogforum for Uddannelses- og erhvervsvejledning nedlægges? Taber de unge i de kommunale budgetkampe? Taber de unge i udkantsområder? Det er nogle af de spørgsmål, der allerede bliver diskuteret. Med god grund, for opgaven er stor.
 

En stigning på 5 % lyder måske ikke af så meget, men den er ikke ligegyldig. Gruppen af sårbare unge er vanvittig bred og har vidt forskellige behov. Nogen har brug for massive indsatser, andre har ikke. Udfordringen er ikke til at tage fejl af.
 

Men én ting er at slå tingene sammen – at centralisere og forenkle. Det giver god mening at omorganisere det forberedende område, for området er kompliceret, som det ser ud i dag. Der har i alt for lang tid været ført restpolitik for restgruppen. Men noget andet og afgørende er selve indholdet i indsatsen over for de unge.
 

Tro på viden, der virker
At løfte opgaven kræver i sandhed tro på de unge, men også en tro på dem, der skal hjælpe, og en tro på den viden og forskning, vi allerede har.
 

Nu står vi så ved indgangen til en ny, stor reform. I Vejlederforum vil vi gerne anerkende vores læseres ønske om at gøre en forskel. Vi vil også gerne anerkende, at vi står over for en udfordring, når 100 % skal have en ungdomsuddannelse af en eller anden slags. De tre ting taget i betragtning har det sin berettigelse at kaste et blik både i bak- og sidespejle og i krystalkuglen for at se nærmere på indsatserne på baggrund af de seneste års historik og udvikling.
 

Da Folkeskolereformen blev vedtaget, klagede lærerne over, at der ikke blev lyttet til den værdifulde forskning, der eksisterede på området. Vi skal bruge den viden, vi allerede har. Vi skal lære af historien, for af historien bliver man klog. At have fortiden med os bliver endnu mere vigtigt i et konkurrencesamfund med fokus på performance, og hvor alting skal gå stærkt – i et Danmark på speed.
 

Med dette nummer om at gøre en forskel vil vi gerne insistere på en dialog med tid til undren, og som kan tage sit afsæt i forskellige positioner. Det er vores håb, at det kan medvirke til en smule mere overblik og en smule mere dybde. Lad os få nogle bud på nogle af de indsatser, der har gjort en forskel før og nu, og på hvor og hvordan troen på den unge, på de professionelle og på systemet kan gå op i en højere enhed.
 

Vi har inviteret en række relevante kapaciteter til at tænke, tale og tro:

• Steffen Jensen, konsulent og tidligere kontorchef i vejledningskontoret, Undervisningsministeriet
  Hvis vi for alvor skal kunne pege på, hvilke vejledningsindsatser der virker, og overbevise politikerne – og ikke mindst økonomerne - om, at vejledning har en betydning, er der brug for mere præcise data om indsatserne og deres effekter. Steffen Jensen giver os et reflekteret og perspektiveret overblik over de seneste 17 års vejledningsindsatser.
   
• Stefan Hermann, rektor på Metropol og formand for ekspertgruppen bag reformudspillet "Tro på dig selv - det gør vi"
  De forberedende tilbud, som skal få unge i gang med en ungdomsuddannelse, har ikke en tydelig effekt, og progressionen i mange forløb og tilbud er uklar. Mere sammenhæng i tilbuddene og bedre struktur kan få flere sårbare unge i uddannelse og arbejde, mener Stefan Hermann.
   
• Lars Uggerhøj, socialrådgiver, ph.d. og professor i socialt arbejde, AAU
  Forskning og praksis foregår ofte i to forskellige verdner, der mere tilfældigt end konsekvent krydser hinanden. Sjældent indgår ’de to verdner’ i en fælles udviklingsproces. Praksis har ofte brug for, at forskningsresultater kan omsættes – hellere i går end i dag. Praksisforskning kan faktisk gøre en forskel - men den tager tid.
   
• Kirsten U. Steffensen, vejleder og konsulent og Tanja Miller, docent for Udsathed og Chanceulighed, UCN
  Det ungesyn, vi som professionelle, møder den unge med, har en effekt på, om de unge finder vej til uddannelse og beskæftigelse. Kirsten U. Steffensen og Tanja Miller mener, at de unge ikke alene skal mødes af individuelle tiltag, der giver den unge ansvaret for at lykkes. Fordi der er en fare for, at vejledningen kan få en social slagside.
   
• Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør, Politiken
  Vi har for lidt fokus på den kultur, der opstår, når mennesker møder mennesker, og når ildsjæle får lov at tænde andre. Og for meget fokus på den struktur, som mødet foregår indenfor. Det er for Jacob Fuglsang at se kernen i diskussionen om den danske uddannelsessektor.