Ildsjæle. Sådan lød titlen på en bog, som jeg for år tilbage talte med et forlag om at få udgivet. Min ide var at interviewe nogle af de mange mennesker, som hver dag gør en forskel i uddannelsessektoren. De gode eksempler.

Det kunne fx være skolelederen, som skaber optimisme og begejstring på en skole. Eller det kunne være klasselæreren, som evner at se og rykke den enkelte elev. Det kunne også sagtens være vejlederen, der er i stand til at vende en kurs direkte mod et liv på tilværelsens langtidsparkering.

I mit arbejde som uddannelsesredaktør møder jeg heldigvis mange, som ville egne sig til sådan en bog. Mennesker, som brænder for uddannelse, og hvis begejstring smitter.

Bogen blev ikke til noget. Bøger med interview sælger ikke så godt, fik jeg at vide. Eller også har jeg bare ikke været overbevisende nok. Men det ændrer ikke ved med mit udgangspunkt: Vi glemmer tit, at god skole og uddannelse starter med mennesker, der gør en forskel. Mennesker, der møder andre mennesker, og forandrer deres liv.

Når vi glemmer det, er det fordi, vi alle er alt for optagede af strukturer og rammer, og for lidt optagede af det helt konkrete møde mellem skoleleder og lærer, lærer og elev. Og vejleder og elev. Hver gang sådan et møde finder sted, er der nye muligheder. I bedste fald en oplevelse af at se og blive set. Måske endda blive set på med forventning, håb eller med et glimt i øjet.

At gøre en forskel 

Ideen om ildsjæle blev ikke til en bog. Men det blev til en pris. Nemlig Politikens Undervisningspris, som jeg har udviklet og uddelt fem år i træk. Prisen er baseret på indstillinger fra alle omkring skolen og gives til lærere på skoler, erhvervsskoler og gymnasiet, der har gjort indtryk og kan inspirere andre.

Da jeg i foråret læste mig gennem de over 2000 indstillinger, vi havde modtaget, slog det mig, hvor stor en forskel den gode, inspirerende og begejstrede lærer gør. Ja for nogle elever kan en lærers opmærksomhed på rette tid og sted blive det, som gør forskellen. Som jeg engang læste i en indstilling: ”Havde det ikke været for hende (den indstillede lærer, red) havde jeg ligget i en rendesten med en sprøjte i armen.” Det kan man da kalde at gøre en forskel. Jeg bliver hvert år bevæget af at læse sådanne formuleringer i indstillingerne.

Selve mødet er, som jeg ser det, kernen i diskussionen om den danske uddannelsessektor. Vi har for lidt fokus på den kultur, der opstår, når mennesker møder mennesker, og når ildsjæle får lov at tænde andre. Og for meget fokus på den struktur, som mødet foregår indenfor.

Skadelige reformer eller en passioneret idé?

Når det gælder vejledning og vurdering af elevers udviklingsparathed, vil jeg endda påstå, at politikerne forsøger at ændre en udfordret uddannelseskultur ved at lave strukturændring på strukturændring. Dermed har politikerne i de senere år faktisk skadet mere, end de har gavnet.

Det forbløffende er, at politikerne kun behøver se til de andre nordiske lande for at finde inspiration til at gøre det bedre. For nogle år siden interviewede jeg den finske uddannelsesforsker Pasi Sahlberg i Politiken. Sahlbergs vigtigste budskab er, at stabilitet og retning i uddannelsespolitikken er vejen frem. 

”Byg ikke visionerne på ideen om, at Danmark skal være et eller andet sted i de internationale målinger. Skab en passioneret drøm eller idé, som de fleste mennesker kan se, vil virke. Prøv at undgå en situation, hvor retningerne, ideerne, prioriteringerne og visionerne ændrer sig hvert andet eller hvert fjerde år. Ingen højt præsterende lande i verden ændrer retningen i uddannelsespolitikken ved hvert regeringsskifte,” citerede jeg ham bl.a. for i interviewet.

Det er ret vildt at tænke på, at vi i Danmark har gjort præcis det modsatte. I stedet for det, som Sahlberg kalder en passioneret idé, har vi sejlet hid og did afhængig af pædagogiske modestrømninger og de politiske vinde på Christiansborg. Ikke mindst når det gælder vejledning. Det er en vigtig del af forklaringen på, at vi altid ser misundeligt mod Finland, når resultaterne fra de internationale undersøgelser offentliggøres.

Bare i de seneste år er der på beskæftigelses- uddannelses- og det sociale område blevet gennemført så mange reformer, at det vil fylde et par sider bare at remse dem op. Dertil kommer, at flere af reformerne peger i forskellige retninger og modarbejder hinanden. For blot at nævne et eksempel medfører beskæftigelsespolitikken, at unge under 30 år får uddannelsespålæg. Hvis ikke de unge følger pålægget, får de frataget deres ydelse. Den politik står i direkte modsætning til ønsket om at hæve det faglige niveau på ungdomsuddannelserne. Elever, der oplever uddannelse som straf eller et nødvendigt onde, sidder side om side med elever med store ambitioner. Det forhold giver selvsagt kæmpe udfordringer med at understøtte og definere en ambitiøs uddannelseskultur.

For elevernes skyld?

Eller tag gymnasiereformen, som nu træder i kraft. Her kunne politikerne ikke blive enige om, hvor niveauet på adgangskravet skulle være. Kompromisset blev, at karakterkravet for at komme på gymnasiet blev 2 i gennemsnit fra folkeskolen. Men det stoppede ikke der. For at komme i gymnasiet skal man være vurderet uddannelsesparat og have over 4 i gennemsnit i standpunktskarakterer. Den vurdering foregår i 8. klasse, hvor eleverne er omkring 14 år. Det lader vi lige stå et øjeblik. 

For at lave et kompromis for gymnasiet bringes karakterfokuseringen ned i skolen på en måde, som vil ændre udskolingen betragteligt. Fra 2019 ændres karakterkravet så til 5. For at komme på erhvervsskole skal man være vurderet uddannelsesparat og have opnået mindst 2 i gennemsnitskarakterer i dansk og i matematik. Jeg har endnu til gode at få forklaret, hvorfor det er bedre at stille krav til karakterer i skolen end ved indgangen til gymnasiet?

Gymnasiereformen vil gøre det endnu sværere, end det er i dag, at være vejleder i skolen. For hvordan skal de regler forklares og forsvares? Selv politikerne, som har forhandlet reformen på plads, har store vanskeligheder.

For nogle elever er karakterer uoverstigelige hindringer. For andre kan de blive sovepuder. Det kræver ikke meget fantasi at forstille sig skoletrætte elever i 8. klasse stille sig tilfreds med et 2-tal, fordi den karakter giver dem adgang til en erhvervsuddannelse. De elever kan så få svært ved at komme i gennem de specifikke krav til erhvervsuddannelsens hovedforløb. 

Så kort sagt blev kompromisset lavet for at løse en gotisk politisk knude. Eleverne blev nærmest glemt.

Jeg har haft lejlighed til at diskutere de kommende ændringer med en del af de politikere, som har været med til at vedtage dem. Og jeg vil bare sige, at det ikke har gjort mig mere rolig.

Færre ord – mere handling

Men tilbage til ildsjælene. For min pointe er ikke kun at rette anklagende pegefingre mod det politiske system. Det kunne jeg sådan set sagtens bruge en hel artikel på – og det ville måske give bifald. Men det vil også være for nemt. Nej, pointen er, at de mange forandringer er et vilkår, som alle i uddannelsessektoren må leve med, til de går på pension.

Derfor vil jeg opfordre til at se på, hvad der faktisk kan lade sig gøre inden for de givne rammer. Det kræver, at den enkelte vejleder, skoleleder, lærer og pædagog tør se sig selv i spejlet og stille sig selv nogle kritiske spørgsmål: Har jeg udfordret de politiske rammer og strukturer? Eller bruger jeg utallige forandringer som undskyldning for ikke at hjælpe den unge bedst muligt? Præcis hvad gør en forskel, når sårbare unge skal gennemføre en uddannelse?

Mit bedste bud på sidste spørgsmål er færre ord og mere handling. Og det svar er baseret på mange samtaler med vejledere, forskere og unge. Det betyder i min optik, at unge skal ledes på vej helt konkret, og det bliver de ikke af ord.

Hvis fx en 14-årig i ottende klasse får den nedslående melding, at han ikke er uddannelsesparat, så skal der være et tilbud klar. Med det samme. Det skal ikke, som det stadig forekommer, være et tilbud om mere af det, som er gået galt gennem ni års skolegang. Eller forblommede ord om, at han skal tage sig sammen og lave flere lektier. Hvis det er meldingen, risikerer uddannelsesparathedsvurderingen at gøre mere skade end gavn.

Nej, når vi påtager os det store ansvar at erklære en elev ‘ikke uddannelsesparat’, skal der være et tilbud klar. Det kan være brug af muligheden for udvidet praktik, så han kan komme væk fra skolen og tage ved lære af den kultur, som findes på en arbejdsplads. Og måske i bedste fald få lyst til at lære igen, fordi han ved selvsyn kan se, hvad han skal bruge for at få et arbejde. Det kan også være et tilbud om et turboforløb, hvis det er konkrete problemer med at stave og regne, som er problemet. Her er det vigtigt at huske på også at have fokus på tiden efter turboforløbet - ellers falder mange elever tilbage i gamle vaner.

Det kan også være noget helt tredje. Men pointen er, at hvis vi som samfund og skole tillader os at sætte et stempel i panden på elever i den alder, skal vi være klar med et konkret tilbud.

Det samme gør sig gældende for mange i den store gruppe af unge, der i dag farer vild mellem skole og uddannelse. De risikerer i dag at blive kastebold mellem statslige ungdomsuddannelser og de mange kommunale tilbud, som bliver delvist finansieret med taxametre. Kassetænkningen har været kritiseret af såvel Rigsrevisionen og siden af Ekspertgruppen – og det er også baggrunden for regeringens udspil ’Tro på det – det gør vi’, som der netop nu forhandles om på Christiansborg. Det triste er, at Ekspertudvalget efterlyste fleksibilitet og et blik for, at unge i denne gruppe ikke passer ind i alt for snævre bokse. Det røg ud af regeringens forslag, som tværtimod foreslår, at hver ung højest får to år og en fast struktur, hvor der efter hver 20. uge skal bestås en prøve. 

Meget kan stadig ske med regeringens udspil i den videre forhandling: Men alt tyder på, at der bliver mere brug for vejledning end nogensinde før. For hvis de sårbare unge kun har to år til at blive klar til et job eller uddannelse, så er det helt afgørende, at de får det rigtige tilbud. Gør de ikke det, spilder de dyrebar tid, som ikke kommer tilbage.

Faren for resignation og træthed over de mange reformer og selvmodsigelser er stor. Det er forståeligt, at nogle i uddannelsessektoren forfalder til det. Men det er ulykkeligt, når ledere, lærere eller vejledere ender der. For så vikler det eleverne ind i en nedadgående spiral. Eleverne er også forvirrede og utrygge over de mange ændringer. Det bliver i den grad et problem i de sidste år i skolen, når gymnasiereformen skal implementeres. Afhængig af hvordan politikerne lander en aftale om de forberedende tilbud, bliver der også hårdt brug for hjælp til at finde rette tilbud.

Forandringer er et vilkår for alle uddannelsessektorer. Men forbedringer i uddannelseskulturen kan ske hver eneste dag i mødet med eleverne. Det kræver virkelig ildsjæle at holde fast i troen på, at det virker. Men dem er der heldigvis også mange af.