”Mit hjerte elsker alle de umuligste børn,
de som ingen holder af og ingen kan forstå.
Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn,
de børn som alle voksne folk er meget vrede på.”
 

Det gjorde Tove Ditlevsen utvivlsomt – elskede alle de umuligste børn. Gudskelov er der mange af Vejlederforums læsere, der om ikke elsker dem, så har et professionelt hjerte, et professionelt blik og en faglighed, der gør, at de umulige børn - og voksne - oplever at blive både forstået og hjulpet.
 

Til tider kan man få fornemmelsen af, at der er blevet mange flere af dem, ”de umulige”. Det flyder over med betegnelser, forståelser, definitioner, etiketter, diagnoser. Vi vil så gerne forstå og begribe alt det, der ikke er ”normalt”. Vi hører om flere og flere tilfælde af anoreksi, cutting og andre psykosomatiske lidelser. Vi hører om stress og udbrændthed nærmest som en epidemi, hvor ellers såkaldt normale sunde og raske mennesker går ned med stress. Vi hører om flere og flere diagnosticerede børn og voksne. Vi har europarekord i børn med angst. Man kunne fristes til at sige, at det unormale næsten er blevet normalt.
 

Om der er flere end tidligere, der falder uden for, hvad vi nu kalder normalt i øjeblikket, ved vi reelt ikke. For i gamle dage målte vi ikke, hvor mange børn og unge der sad på deres værelser med angst. I dag har vi tal på det hele. I alle dele af systemet bliver der målt og vejet som aldrig før.
 

Men hvad er der egentlig på spil, når vi taler om de ”umulige” børn? De umulige unge? De umulige voksne? Dem, vi nogle gange ikke forstår, dem, vi nogle gange bliver vrede på. Og måske også lidt bange for.
 

Bange, fordi de kan få os professionelle til at føle os magtesløse og inkompetente. Vi føler os kompetente, når vi trøster et barn eller en ung, der græder. Det gør vi ikke, når vi bliver spyttet i hovedet og bliver kaldt en luder. Vi føler os kompetente, når vi har en god samtale med en borger, som vi har hjulpet videre fra ledighed i job. Det gør vi ikke, når borgeren i årevis er uden job, kalder os uduelige og smækker med døren.
 

Så de umulige kan godt gøre os utrygge. Måske også, fordi de er anderledes, sårbare. De er uden for fællesskabet. Måske, fordi vi genkender det sårbare fra os selv, men ikke har lyst til at blive konfronteret med det. Måske, fordi vi skammer os over det, der ikke er normalt. De fleste af os vil jo så gerne følge normerne – uanset om de er skrevne eller ej. Vi vil helst være en del af det almindeligste, det sædvanlige, det gennemsnitlige, det sunde. Og selv om mange af os også gerne vil være unikke, særlige og skæve, skal vi i så fald være det på den fede måde.
 

Skam regulerer
Da jeg mødte den aktivistiske feminist Emma Holten tidligere på året, skar hun ud i pap, hvor meget skam fylder hos os mennesker. Når unge bliver angrebet på det, som Emma kalder det sociale selv, altså det punkt, hvor ”jeg” mødes med omverdenen, og hvad andre tænker om ”mig”, er det alvorligt for den unge. Så alvorligt, at det udløser en stor mængde af stresshormon. Det angreb kan i værste fald være hævnporno, som Emma Holten selv blev udsat for. Men det kan også ”bare” være, når den unge oplever at have en identitet, der ikke passer ind i fællesskabet på de sociale medier. Hvis man flasher sin interesse for rollespil, giver det 0 likes, hvis man flasher sig selv som smuk, ung kvinde med trutmund, får man 100 likes.

Konfrontationen af ikke at passe ind i gruppen kan have voldsomme psykiske følger og opleves som skamfuldt. Og det kan blive enormt definerende for de unges liv.
 

Så følelsen af ikke at blive accepteret udløser stress. Fordi vores behov for at føle, at vi passer ind i gruppen er så stærkt. Stolthed og skam er ekstremt regulerende. Vi slapper af, når gruppen forstår os, og vi skammer os, når vi ikke passer ind. Vi vil helst være helt normale.


Maren Uthaug i Politiken 

Skam er en stærk følelse. Derfor mener Emma Holten også, at de sociale medier betyder, at unge i dag desværre bliver meget mere konforme. Fordi de skal have en identitet, der passer ind i fællesskabet på Facebook. Unge i dag kan ikke eksperimentere og udforske deres identitet og forskellighed i ro og fred. Den sociale straf er så stor, prisen for ikke at passe ind bliver for høj. Så at bryde med normer som ung i dag kræver meget mod.
 

Skammen over ledighed
Emma Holten taler om de unge. Samme mekanisme gør sig vel gældende også for børn og voksne. Hvad betyder det fx at være ledig borger og være uden for arbejdsfællesskabet? Også her oplever den ledige borger det ofte som skamfuldt. Borgere, der er ramt af ledighed, føler sig stemplet, set ned på og stigmatiseret som aldrig før.
 

Maja Håkonson, der afsluttede arkitektstudiet i februar 2016 og ikke har job, fortæller til Politiken:
 

"Jeg kom ud fra studiet med armene hævet højt over hovedet og med en følelse af, at jeg havde gjort det skide godt. Gejsten holdt ved i et par måneder. Så begyndte afslagene at tikke ind. Uge efter uge. Det er svært at håndtere.”
 

En undersøgelse blandt 360 unge akademikere på dagpenge viser, at de unge ledige oplever generel dårligere livskvalitet. De bebrejder sig selv og skammer sig markant mere end dagpengemodtagere, som har oplevet at have et arbejde og mistet det igen.
 

De føler, det er skamfuldt at modtage penge fra staten i stedet for at bidrage. Ledigheden kan komme til at overskygge alle personens andre egenskaber og kan på den måde blive både diskriminerende og definerende. 
 

Gør vi rummet mindre?
Når alt for mange skammer sig og går ned med angst og stress, handler det så om, at normalitetsfeltet er blevet smallere? Er det den snævre normalitetsramme, der påvirker den såkaldte robusthed, vi taler så meget om? Den robusthed, som bl.a. curlingforældrene bliver bashet for ikke at skabe, når vi ikke lærer dem at binde deres sko. Når vi redder dem på et oversvømmet Roskilde Festival. Når vi glemmer at fortælle dem, at billederne på de sociale medier ikke er virkelighed. Eller når vi glemmer at fortælle dem, at livet kan være bøvlet, at der er bump på vejen. Og at det faktisk er bumpene og bøvlet, der er helt normalt.
 

Med de sociale medier og test og vurderinger, der gennemsyrer vores samfund, har der aldrig været bedre muligheder for at føle sig forkert. Det gør noget ved os at blive konfronteret med vinderbillederne igen og igen. Og det gør noget ved os at blive testet og vurderet med sprogtest, nationale test, karakterer og målgruppekategoriseringer, hvor man bliver vurderet jobparat, uddannelsesparat eller aktivitetsparat. Risikoen og angsten for at fejle, for ikke at passe ind, bliver større.
 

Gør vi rummet større?
Men der er faktisk også andre tendenser, hvor rammerne for normalitet bliver udvidet.
 

Flere svenske børnehaver bruger i dag 'hen' for at undgå en tidlig definering af barnets køn. Fx i den meget omtalte børnehave Egalia, der bruger genuspædagogik, som har fokus på, hvordan man kan lade børnene skabe deres eget køn ved at give dem vidde rammer, uden for de traditionelle opfattelser af, hvad der er mandligt og kvindeligt. Der er også en bevægelse på vej i Danmark med forældre, der vil opdrage deres børn uden de traditionelle kønsroller, som de mener, samfundet lægger ned over folk.
 

Copenhagen Pride har aldrig været større og er blevet en folkefest, alle vil tage del i. Også flere og flere unge melder ud, at de hverken føler sig som dreng eller pige, som mand eller kvinde, de melder sig som ”ukønnede” og står ved det. Queer betyder i sin oprindelige form mærkelig. Nu er det en betegnelse, mange mennesker bruger, hvis de ikke føler, de passer ned i en af de to etablerede kønskasser. Begrebet omfavner mange kønsopfattelser, der har til fælles, at de ikke passer ind i normen.
 

Danmark er endda et foregangsland på området. I foråret blev det vedtaget, at det at være transkønnet skal fjernes fra den officielle liste over psykiske sygdomme. Det er også blevet lovligt at skifte sit juridiske køn uden at skulle foretage en udredning eller en fysisk operation. 
 

Fra stempler til øjebliksbilleder
Vi kan udvide normaliteten ved at forstyrre definitionerne, betegnelserne, stemplerne. Psykiater Søren Hertz har tidligere skrevet om diagnoser som øjebliksbilleder i Vejlederforum:
 

”Diagnoser er jo ikke beskrivelser af livslange tilstande, de har blot karakter af øjebliksbilleder – man har en diagnose, så længe man opfylder kriterierne for den. Det betyder, at vores allermest oplagte opgave er at bidrage til nye øjebliksbilleder.”
 

Diagnoser som øjebliksbilleder kunne jo sagtens overføres til de definitioner, kategorier og betegnelser, vi bruger, når vi skal karakterisere, visitere og placere i vores arbejde som fx vejledere, sagsbehandlere og socialrådgivere. Fx er en ung ikke-uddannelsesparat, så længe han opfylder kriterierne for det. Men det er noget, han kan gøre sig fri af igen.
 

Når vi kategoriserer medfører det et stærkere fokus på en afgrænselig målgruppe, og spørgsmålet er altid, om det vil lede til styrkelse af målgruppens muligheder for at komme i gang med uddannelse eller job?
 

Eller om fokuseringen i sig selv skaber utilsigtede virkninger i form af stigmatisering, isolering og marginalisering?
 

”At befinde sig en situation hvor du på grund af din sociale situation har brug for ekstra hjælp fra samfundet kan betyde, at identitetsudviklingen optager elementer af at være ”et problem”, ”anderledes”, ”værdiløs” eller måske bare hjælpeløs.”
 

Dette er et velkendt fænomen, hvor forskning har vist, at klientgørelse kan have en negativ indflydelse på udvikling af selvstændighed og ansvarsfølelse. (Kirsten Steffensen og Tanja Miller: Er det ungesynet, der gør forskellen? Med henvisning til Nanna Mik-Meyer).
 

Så spørgsmålet er, om vi er i gang med at gøre rummet større eller mindre? Som vejledere, sagsbehandlere, socialrådgivere, ja for os alle, må formålet være at gøre det større. Så der bliver flere muligheder, flere chancer, flere måder at være i verden på.
 

Formålet med dette nummer er i hvert fald at diskutere, hvordan vi gør rummet større, så fællesskabet bliver for flere. Det har vi inviteret helt normale og unormale psykologer, ph.d.'er og professorer til at hjælpe os med at tænke tanker omkring.
 

Hvem er med?

• Maria Dressler, psykolog og Camilla Obel, skoleleder Diamantforløbene
  Hvad sker der, når vores almene forståelser af børn og unge ikke rækker? Hvad sker der, når vi mister blikket for kompleksiteten? Og hvad sker der, når børns og unges invitationer misforstås? Mange børn og unge er vrede, vilde og voldsomme. Og svære at forstå, selv for den bedste professionelle. Hvordan kan vi udvide normaliteten i praksis?
   
• Nanna Mik-Meyer, professor MSO, CBS
  At befinde sig en situation, hvor man på grund af sin sociale situation har brug for ekstra hjælp fra det abstrakte samfund, kan betyde, at identitetsudviklingen optager elementer af at være ”et problem”, ”anderledes”, ”værdiløs” eller måske bare hjælpeløs. Fører fokuseringen i sig selv til utilsigtede virkninger i form af stigmatisering, isolering og marginalisering?
   
• Jens Christian Nielsen, ph.d og lektor og ungdomsforsker, Aarhus Universitet
  Forestillingen om, at andre unge lever et ungdomsliv, som er noget nær perfekt, går igen i beretninger fra unge i mistrivsel. Det perfekte ungdomsliv fremstilles som det gængse, som normen, og selvom de unge ikke oplever, at de selv kan leve op til denne norm, sætter de sjældent spørgsmålstegn ved den.
   
• Jakob Heltoft, kontorchef Arbejdsmarkedsfastholdelse, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR)
  Satspuljeprojektet ”Flere skal med” er en mere håndholdt og virksomhedsrettet indsats for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Hvordan adskiller projektet sig fra andre projekter? Hvordan gør vi arbejdsmarkedet ”større” i en tid, hvor kravene ellers synes indsnævret?
   
• Mette Bratlann, psykolog
  Hvordan hjælper vi som fagprofessionelle de unge og borgerne til at forstå, at det gode liv på uddannelsesinstitutionerne og på arbejdsmarkedet også indeholder bump. Hvordan kan vi som fagprofessionelle medvirke til at skabe rum, hvor man kan føle sig accepteret og tilpas i mødet med systemet – på trods af de mange krav, som systemet stiller om uddannelsespålæg m.v.  Hvordan giver vi dem et perspektiv, så de kan føle sig inkluderet i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet?

”Mit hjerte elsker alle de umuligste børn,
de som ingen holder af og ingen kan forstå.
Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn,
de børn som alle voksne folk er meget vrede på.”
 

Det gjorde Tove Ditlevsen utvivlsomt – elskede alle de umuligste børn. Gudskelov er der mange af Vejlederforums læsere, der om ikke elsker dem, så har et professionelt hjerte, et professionelt blik og en faglighed, der gør, at de umulige børn - og voksne - oplever at blive både forstået og hjulpet.
 

Til tider kan man få fornemmelsen af, at der er blevet mange flere af dem, ”de umulige”. Det flyder over med betegnelser, forståelser, definitioner, etiketter, diagnoser. Vi vil så gerne forstå og begribe alt det, der ikke er ”normalt”. Vi hører om flere og flere tilfælde af anoreksi, cutting og andre psykosomatiske lidelser. Vi hører om stress og udbrændthed nærmest som en epidemi, hvor ellers såkaldt normale sunde og raske mennesker går ned med stress. Vi hører om flere og flere diagnosticerede børn og voksne. Vi har europarekord i børn med angst. Man kunne fristes til at sige, at det unormale næsten er blevet normalt.
 

Om der er flere end tidligere, der falder uden for, hvad vi nu kalder normalt i øjeblikket, ved vi reelt ikke. For i gamle dage målte vi ikke, hvor mange børn og unge der sad på deres værelser med angst. I dag har vi tal på det hele. I alle dele af systemet bliver der målt og vejet som aldrig før.
 

Men hvad er der egentlig på spil, når vi taler om de ”umulige” børn? De umulige unge? De umulige voksne? Dem, vi nogle gange ikke forstår, dem, vi nogle gange bliver vrede på. Og måske også lidt bange for.
 

Bange, fordi de kan få os professionelle til at føle os magtesløse og inkompetente. Vi føler os kompetente, når vi trøster et barn eller en ung, der græder. Det gør vi ikke, når vi bliver spyttet i hovedet og bliver kaldt en luder. Vi føler os kompetente, når vi har en god samtale med en borger, som vi har hjulpet videre fra ledighed i job. Det gør vi ikke, når borgeren i årevis er uden job, kalder os uduelige og smækker med døren.
 

Så de umulige kan godt gøre os utrygge. Måske også, fordi de er anderledes, sårbare. De er uden for fællesskabet. Måske, fordi vi genkender det sårbare fra os selv, men ikke har lyst til at blive konfronteret med det. Måske, fordi vi skammer os over det, der ikke er normalt. De fleste af os vil jo så gerne følge normerne – uanset om de er skrevne eller ej. Vi vil helst være en del af det almindeligste, det sædvanlige, det gennemsnitlige, det sunde. Og selv om mange af os også gerne vil være unikke, særlige og skæve, skal vi i så fald være det på den fede måde.
 

Skam regulerer
Da jeg mødte den aktivistiske feminist Emma Holten tidligere på året, skar hun ud i pap, hvor meget skam fylder hos os mennesker. Når unge bliver angrebet på det, som Emma kalder det sociale selv, altså det punkt, hvor ”jeg” mødes med omverdenen, og hvad andre tænker om ”mig”, er det alvorligt for den unge. Så alvorligt, at det udløser en stor mængde af stresshormon. Det angreb kan i værste fald være hævnporno, som Emma Holten selv blev udsat for. Men det kan også ”bare” være, når den unge oplever at have en identitet, der ikke passer ind i fællesskabet på de sociale medier. Hvis man flasher sin interesse for rollespil, giver det 0 likes, hvis man flasher sig selv som smuk, ung kvinde med trutmund, får man 100 likes.

Konfrontationen af ikke at passe ind i gruppen kan have voldsomme psykiske følger og opleves som skamfuldt. Og det kan blive enormt definerende for de unges liv.
 

Så følelsen af ikke at blive accepteret udløser stress. Fordi vores behov for at føle, at vi passer ind i gruppen er så stærkt. Stolthed og skam er ekstremt regulerende. Vi slapper af, når gruppen forstår os, og vi skammer os, når vi ikke passer ind. Vi vil helst være helt normale.


Maren Uthaug i Politiken 

Skam er en stærk følelse. Derfor mener Emma Holten også, at de sociale medier betyder, at unge i dag desværre bliver meget mere konforme. Fordi de skal have en identitet, der passer ind i fællesskabet på Facebook. Unge i dag kan ikke eksperimentere og udforske deres identitet og forskellighed i ro og fred. Den sociale straf er så stor, prisen for ikke at passe ind bliver for høj. Så at bryde med normer som ung i dag kræver meget mod.
 

Skammen over ledighed
Emma Holten taler om de unge. Samme mekanisme gør sig vel gældende også for børn og voksne. Hvad betyder det fx at være ledig borger og være uden for arbejdsfællesskabet? Også her oplever den ledige borger det ofte som skamfuldt. Borgere, der er ramt af ledighed, føler sig stemplet, set ned på og stigmatiseret som aldrig før.
 

Maja Håkonson, der afsluttede arkitektstudiet i februar 2016 og ikke har job, fortæller til Politiken:
 

"Jeg kom ud fra studiet med armene hævet højt over hovedet og med en følelse af, at jeg havde gjort det skide godt. Gejsten holdt ved i et par måneder. Så begyndte afslagene at tikke ind. Uge efter uge. Det er svært at håndtere.”
 

En undersøgelse blandt 360 unge akademikere på dagpenge viser, at de unge ledige oplever generel dårligere livskvalitet. De bebrejder sig selv og skammer sig markant mere end dagpengemodtagere, som har oplevet at have et arbejde og mistet det igen.
 

De føler, det er skamfuldt at modtage penge fra staten i stedet for at bidrage. Ledigheden kan komme til at overskygge alle personens andre egenskaber og kan på den måde blive både diskriminerende og definerende. 
 

Gør vi rummet mindre?
Når alt for mange skammer sig og går ned med angst og stress, handler det så om, at normalitetsfeltet er blevet smallere? Er det den snævre normalitetsramme, der påvirker den såkaldte robusthed, vi taler så meget om? Den robusthed, som bl.a. curlingforældrene bliver bashet for ikke at skabe, når vi ikke lærer dem at binde deres sko. Når vi redder dem på et oversvømmet Roskilde Festival. Når vi glemmer at fortælle dem, at billederne på de sociale medier ikke er virkelighed. Eller når vi glemmer at fortælle dem, at livet kan være bøvlet, at der er bump på vejen. Og at det faktisk er bumpene og bøvlet, der er helt normalt.
 

Med de sociale medier og test og vurderinger, der gennemsyrer vores samfund, har der aldrig været bedre muligheder for at føle sig forkert. Det gør noget ved os at blive konfronteret med vinderbillederne igen og igen. Og det gør noget ved os at blive testet og vurderet med sprogtest, nationale test, karakterer og målgruppekategoriseringer, hvor man bliver vurderet jobparat, uddannelsesparat eller aktivitetsparat. Risikoen og angsten for at fejle, for ikke at passe ind, bliver større.
 

Gør vi rummet større?
Men der er faktisk også andre tendenser, hvor rammerne for normalitet bliver udvidet.
 

Flere svenske børnehaver bruger i dag 'hen' for at undgå en tidlig definering af barnets køn. Fx i den meget omtalte børnehave Egalia, der bruger genuspædagogik, som har fokus på, hvordan man kan lade børnene skabe deres eget køn ved at give dem vidde rammer, uden for de traditionelle opfattelser af, hvad der er mandligt og kvindeligt. Der er også en bevægelse på vej i Danmark med forældre, der vil opdrage deres børn uden de traditionelle kønsroller, som de mener, samfundet lægger ned over folk.
 

Copenhagen Pride har aldrig været større og er blevet en folkefest, alle vil tage del i. Også flere og flere unge melder ud, at de hverken føler sig som dreng eller pige, som mand eller kvinde, de melder sig som ”ukønnede” og står ved det. Queer betyder i sin oprindelige form mærkelig. Nu er det en betegnelse, mange mennesker bruger, hvis de ikke føler, de passer ned i en af de to etablerede kønskasser. Begrebet omfavner mange kønsopfattelser, der har til fælles, at de ikke passer ind i normen.
 

Danmark er endda et foregangsland på området. I foråret blev det vedtaget, at det at være transkønnet skal fjernes fra den officielle liste over psykiske sygdomme. Det er også blevet lovligt at skifte sit juridiske køn uden at skulle foretage en udredning eller en fysisk operation. 
 

Fra stempler til øjebliksbilleder
Vi kan udvide normaliteten ved at forstyrre definitionerne, betegnelserne, stemplerne. Psykiater Søren Hertz har tidligere skrevet om diagnoser som øjebliksbilleder i Vejlederforum:
 

”Diagnoser er jo ikke beskrivelser af livslange tilstande, de har blot karakter af øjebliksbilleder – man har en diagnose, så længe man opfylder kriterierne for den. Det betyder, at vores allermest oplagte opgave er at bidrage til nye øjebliksbilleder.”
 

Diagnoser som øjebliksbilleder kunne jo sagtens overføres til de definitioner, kategorier og betegnelser, vi bruger, når vi skal karakterisere, visitere og placere i vores arbejde som fx vejledere, sagsbehandlere og socialrådgivere. Fx er en ung ikke-uddannelsesparat, så længe han opfylder kriterierne for det. Men det er noget, han kan gøre sig fri af igen.
 

Når vi kategoriserer medfører det et stærkere fokus på en afgrænselig målgruppe, og spørgsmålet er altid, om det vil lede til styrkelse af målgruppens muligheder for at komme i gang med uddannelse eller job?
 

Eller om fokuseringen i sig selv skaber utilsigtede virkninger i form af stigmatisering, isolering og marginalisering?
 

”At befinde sig en situation hvor du på grund af din sociale situation har brug for ekstra hjælp fra samfundet kan betyde, at identitetsudviklingen optager elementer af at være ”et problem”, ”anderledes”, ”værdiløs” eller måske bare hjælpeløs.”
 

Dette er et velkendt fænomen, hvor forskning har vist, at klientgørelse kan have en negativ indflydelse på udvikling af selvstændighed og ansvarsfølelse. (Kirsten Steffensen og Tanja Miller: Er det ungesynet, der gør forskellen? Med henvisning til Nanna Mik-Meyer).
 

Så spørgsmålet er, om vi er i gang med at gøre rummet større eller mindre? Som vejledere, sagsbehandlere, socialrådgivere, ja for os alle, må formålet være at gøre det større. Så der bliver flere muligheder, flere chancer, flere måder at være i verden på.
 

Formålet med dette nummer er i hvert fald at diskutere, hvordan vi gør rummet større, så fællesskabet bliver for flere. Det har vi inviteret helt normale og unormale psykologer, ph.d.'er og professorer til at hjælpe os med at tænke tanker omkring.
 

Hvem er med?

• Maria Dressler, psykolog og Camilla Obel, skoleleder Diamantforløbene
  Hvad sker der, når vores almene forståelser af børn og unge ikke rækker? Hvad sker der, når vi mister blikket for kompleksiteten? Og hvad sker der, når børns og unges invitationer misforstås? Mange børn og unge er vrede, vilde og voldsomme. Og svære at forstå, selv for den bedste professionelle. Hvordan kan vi udvide normaliteten i praksis?
   
• Nanna Mik-Meyer, professor MSO, CBS
  At befinde sig en situation, hvor man på grund af sin sociale situation har brug for ekstra hjælp fra det abstrakte samfund, kan betyde, at identitetsudviklingen optager elementer af at være ”et problem”, ”anderledes”, ”værdiløs” eller måske bare hjælpeløs. Fører fokuseringen i sig selv til utilsigtede virkninger i form af stigmatisering, isolering og marginalisering?
   
• Jens Christian Nielsen, ph.d og lektor og ungdomsforsker, Aarhus Universitet
  Forestillingen om, at andre unge lever et ungdomsliv, som er noget nær perfekt, går igen i beretninger fra unge i mistrivsel. Det perfekte ungdomsliv fremstilles som det gængse, som normen, og selvom de unge ikke oplever, at de selv kan leve op til denne norm, sætter de sjældent spørgsmålstegn ved den.
   
• Jakob Heltoft, kontorchef Arbejdsmarkedsfastholdelse, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR)
  Satspuljeprojektet ”Flere skal med” er en mere håndholdt og virksomhedsrettet indsats for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Hvordan adskiller projektet sig fra andre projekter? Hvordan gør vi arbejdsmarkedet ”større” i en tid, hvor kravene ellers synes indsnævret?
   
• Mette Bratlann, psykolog
  Hvordan hjælper vi som fagprofessionelle de unge og borgerne til at forstå, at det gode liv på uddannelsesinstitutionerne og på arbejdsmarkedet også indeholder bump. Hvordan kan vi som fagprofessionelle medvirke til at skabe rum, hvor man kan føle sig accepteret og tilpas i mødet med systemet – på trods af de mange krav, som systemet stiller om uddannelsespålæg m.v.  Hvordan giver vi dem et perspektiv, så de kan føle sig inkluderet i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet?