Aldrig er der blevet målt og vurderet så meget som nu. Det er blevet en naturlig del af alle børns opvækst, at de vurderes på en lang række parametre, lige fra de bliver født: Der måles på børns trivsel, faglige færdigheder, sociale kompetencer, psykiske tilstande og senere på egnethed, uddannelsesparathed, aktivitetsparathed, uddannelsesniveau osv.

Det gør det muligt at kortlægge tendenserne i den virkelighed, vi er del af. Og samtidig er det med til at konstruere den virkelighed, den kortlægger.[i] Konkret bliver statistikkerne til målestokke og pejlemærker i de unges identitets- og udviklingsproces. De bliver brugt som meningsskabende kategorier i forhold til deres oplevelser: Fx ved vi, at antallet af unge, der får en depression, er stigende. Det fortæller statistikken. Når en specifik ung oplever tristhed, usikkerhed og udfordringer i sin sociale færden, er én mulighed at forstå sig selv og sine oplevelser som del af denne statistik: Det er nok en depression. Eller angst måske. Online tests fungerer understøttende. Du kan hurtigt tjekke din hypotese: Svarer du ja til syv ud af testens ti spørgsmål, har du en moderat depression og bør søge læge. Ofte er forståelses- og forklaringsmuligheder som disse både mere nærliggende og mere tilgængelige for unge end alternative forståelser, som fx at de reagerer sundt på nogle uhensigtsmæssige betingelser. Det måler man sjældnere på. Og det bliver således sværere at spejle sig i. De er også mere nærliggende, fordi de i højere grad matcher idéen om det kompetente, ansvarlige menneske som et, der ser indad. Ser sin egen andel, og hvad man selv kan gøre og forandre.

I behandlingsindustrien findes der mangfoldige metaforer for netop dette: ’Sæt dig ind på førersædet af din bil’, ’Tag kontrol over dine følelser’, ’Få mere positive tankemønstre’, ’Mærk efter, hvad du har brug for’, ’Styrk din robusthed’ osv. osv.

Der har aldrig været bedre muligheder for at forstå og forklare det, vi oplever, som patologi. Som noget, der ikke bør være der, som noget, der skal bekæmpes, som noget, der er noget galt med, og som noget, der gør det svært – og sommetider umuligt – at præstere dét, man skal: At lykkes.

Implikationen af en udvikling, hvor vanskeligt håndtérbare følelser og sårbarhed patologiseres, er, at normaliteten kontinuerligt indsnævres. Der har med andre ord aldrig været bedre mulighed for at være forkert.

Forkerthed og skam

Rigtig mange unge føler sig forkerte. De har forkerte kroppe, forkerte tanker, kommer fra forkerte steder osv. Med forkerthedsfølelsen følger ofte skam. Skammen over ikke at have det, der skal til, og ikke gøre det godt nok. Den kommer til udtryk på mange forskellige måder, og vi definerer den sjældent som skam. Sommetider kalder vi den manglende selvværd. Sommetider ligner den ligegyldighed og en manglende evne til at se sin egen andel. Sommetider medfører den social isolation, og sommetider medfører den raseri i en grad, så jobcentret bliver raseret.

”Skam er ikke blot at opleve sig lukket ude af flokken, men også at føle sig lukket ude af det menneskelige fællesskab. At føle sig skamfuld, ensom og forkert, er også at føle sig sat uden for menneske-kollektivet.”

Lars Sørensen[ii]

Tillid

Skammen kan oversættes som en erfaringsbaseret mangel på tillid til, at man kan gøre sig tilstrækkelig forståelig for andre mennesker til at kunne deltage i de almene fællesskaber. Tillid er en forudsætning for vores sociale udvikling. Fra vi bliver født, tilegner vi os erfaringer med tillid. Måden, vi bliver spejlet, forstået og håndteret i vores tilknytningsrelationer kommer til at udgøre det erfaringsfundament, vi siden hen møder verden med.[iii]

Erfaringsfundamentet vil hele tiden forandre sig med de nye erfaringer, vi tilegner os. Men erfaringsfundamentet vil samtidig få afgørende betydning for, hvilke erfaringer vi overhovedet har mulighed for at tilegne os.

Når unge træder ind i vores konsultationsrum med en grundlæggende mistro til os, har de sikkert gode grunde til det. Typisk har de mange dårlige erfaringer. Med offentlige instanser. Med voksne. Med myndigheder. Med ikke at passe ind. Erfaringerne vil påvirke deres forståelse af det, der foregår. De bliver en slags filter. De unge vil derfor – uden selv at være opmærksomme på det – søge bekræftelse på de erfaringer, de allerede har. For sådan er vi mennesker. Vi søger genkendelse.  Og vi sørger for at passe på os selv, så vi ikke ender i endnu en situation, hvor vi ikke slår til. Det er sommetider besværligt. Men det er helt normalt.

De almene forståelsers grænse

Mens vi endnu er børn, vil det typisk være andre mennesker, der vurderer os. Mens nogle børn gennem deres barndom primært lærer sig selv at kende gennem de kompetencer, de vurderes at have, vil andre børn primært lære om de kompetencer, de vurderes ikke at have. Jo sværere det er for professionelle at forstå og håndtere et barn, jo mere vil vurderinger og mangelvokabular aktiveres: Barnet har ingen impulskontrol, kan ikke honorere kravsituationer, reagerer meget voldsomt uden grund, mangler empati osv. At blive defineret primært ved det, man ikke kan og ikke formår, er en helt særlig udviklingspræmis.

Det giver sig selv, at der kommer to forskellige slags unge og siden voksne ud af det.

Groft sagt kan man sige, at den unge, der har lært sig selv at kende som en ansvarlig, dygtig og vellidt elev, vil naturligt aspirere mod en gymnasial og siden en videregående uddannelse. Den unge, der har lært sig selv at kende som en impulsstyret og empatiforstyrret elev vil lige så naturligt aspirere mod et bandemiljø. Begge unge gør det samme, nemlig "det, de er bedst til”. Det, de har lært om sig selv via de forståelser, andre omkring dem har gjort henholdsvis tilgængelige og ikke-tilgængelige.

Når unge reagerer meningsfuldt på de svære erfaringer og betingelser, de oplever, er det normalt. Det er ligefremt sundt at reagere på noget uhensigtsmæssigt. Ikke desto mindre kan meningsfulde reaktioner være svære at forstå inden for rammerne af det almene. Umiddelbart. De bliver tit så voldsomme. Og det kan ofte være vanskeligt at identificere, hvad der konkret trigger reaktionerne. Når vores almene forståelser ikke rækker, tager vores vurderinger over. Ofte aktiveres et kategorialt eller diagnostisk mangelvokabular: ”Han går jo amok uden anledning. Det er fuldstændig uforudsigeligt og uforståeligt. Han har garanteret ADHD, han har jo ingen impulskontrol.” Det er det samme, der sommetider sker i en helt almindelig skilsmisse mellem to mennesker, der har været gift i mange år. Det bliver helt umuligt at forstå hinanden, og man begynder at overveje, om den tidligere ægtefælle mon har psykopatiske træk.  

Når unge, som på den måde viser os, at noget er svært i deres liv, diagnosticeres på baggrund af deres adfærd, har det en række utilsigtede bivirkninger:

• Det kan begrænse omgivelsernes nysgerrighed efter, hvad der måtte være på spil. I stedet kommer diagnosen i sig selv til at fungere som meningsskabende
• Man kan få sværere ved at formidle, at man har vanskelige erfaringer og omstændigheder, fx at man bliver udsat for krænkelser, fordi adfærden tillægges den kategori eller diagnose, man tilhører.
• Man kan blive understøttet i en forståelse af, at ”det er mig, der er noget galt med” og ”det er min egen skyld”.
• Det kan forstærke følelsen af at være forkert, uforståelig for andre og af ikke at have det, der skal til for at være med.
• Det kan virke tillidssvækkende og fremme skam.
• Det kan bidrage til, at man opgiver håbet om positive forandringer og en god fremtid for sig selv.

Er det unormalt at håbe på et helt almindeligt liv?

Når vi møder unge i vejledningssituationer, kan det hænde, at der opstår et modsætningsforhold mellem håb og realisme. Håb er en afgørende forudsætning for forandring.[iv] Realistiske vurderinger af, hvad der er nødvendigt og muligt, er også afgørende.

Modsætningsforholdet viser sig særligt i relation til de unge, der gennem deres liv har opbygget en mistro til systemet og andre mennesker, parallelt med en skam over selv at være forkerte. Det giver god mening. Ofte er denne gruppe kendetegnet ved en højere grad af vanskelige og afbrudte skoleforløb, eventuelt også eksklusionserfaringer. Ofte er de kendetegnet ved overlevelsesadfærd. Og ofte resulterer det i en kombination af faglige og adfærdsmæssige vanskeligheder, der kan udgøre en væsentlig barriere i forhold til uddannelse og arbejdsmarked.

Samlet betyder det, at der ofte er færre såkaldt realistiske perspektiver og muligheder for denne gruppe af unge end for unge i al almindelighed. Samtidig kan vi som professionelle opleve, at de unge er urealistiske, måske ligefrem naive, i deres egne vurderinger af, hvor nemt det fx er at trække sig fra et kriminelt miljø, tjene penge nok til en Audi eller stoppe med at ryge hash.

Når de vrede unge fortæller os om deres håb og drømme, står det ofte i kontrast til de perspektiver, vi som professionelle kan se er mulige for dem. Det giver anledning til at vurdere, at de unge ikke er realistiske i deres egen forståelse af, hvad der er muligt. En vurdering, som ofte bliver lagt oven i de vurderinger, der allerede foreligger af en ung, og således bliver en del af barrieren.

Vores professionelle forsøg på at hjælpe den unge til en mere realistisk forståelse af sig selv og sine muligheder – og ikke mindst de konsekvenser, den unges adfærd har for disse muligheder – giver isoleret set god mening. Imidlertid er det vigtigt at være opmærksom på de utilsigtede bivirkninger, det kan have for den unge. Den alvorligste bivirkning er, at vi kan komme til at overse, at de unges såkaldt urealistiske forventninger til sig selv, deres udvikling og muligheder er udtryk for deres håb om forandring og forbedring. At blive del af det normale og være, som folk er flest.

Det giver i det perspektiv god mening, at de unge vægrer sig imod at overtage de professionelle realistiske vurderinger og i stedet holder fast i deres egne overbevisninger. De vægrer sig mod at opgive håbet om et andet liv. Det, der kan forstås som en bekymrende mangel på selvindsigt og en ikke-alderssvarende vurderingskompetence, kan altså også forstås som en sund reaktion i kampen mod håbløshed. Mod skam og forkerthed.

Om at udvide normaliteten i praksis
Det, de unge gør og siger, er altid meningsfuldt – set med de unges egne øjne. Uagtet hvor unormale de fremstår. Vores opgave som professionelle er at gå på opdagelse i, hvordan verden ser ud med de unges øjne. Det kan være svært. Det kræver adgang til de unges historie, erfaringer og livsbetingelser. Det kræver indblik i de logikker og sammenhænge, de unge selv opererer med. Men det er samtidig helt afgørende. For sker det ikke, vil forkerthed og skam aktiveres, og det vigtigste projekt for de unge vil blive at beskytte sig selv mod disse følelser. Derfor vil forandring og udvikling ikke kunne finde sted.

Noter

[i] Giddens, A (1991): Modernity and self-identity: Self and society in the late modern age. Stanford University Press

[ii] Sørensen, Lars (2013): Skam – medfødt og tillært: Når skam fører til sjælemord. Hans Reitzels forlag

[iii] Asen, E & Fonagy, P (2017): Mentalizing family violence. I Family Process 56:1, 6-21, og Fonagy, P, Luyten, P & Allison, E (2015): Epistemic petrification and the restoration of epistemic trust: A new conceptualization of borderline personality disorder and its psychosocial treatment. I Journal of personality disorders: Vol 29, nr. 5

[iv] Monk, G, Winslade, J, Crockett, K & Epston, D (1997): Narrative Therapy in Practice. The Archaeology of Hope. JOSSEY-BASS

Andre referencer

• Hertz, S (2015): Social uorden bliver gjort til individuel uorden. I Erlandsen et al. (red.): Udsatte børn og unge – en grundbog. Hans Reitzels forlag
• Levine, P & Kline, M (2012): Traumer set med barnets øjne: Heling af traumer hos børn og unge. Dansk psykologisk Forlag
• Nielsen, J. (2015): Børnefællesskabet som en del af noget større – og som et svar på individorienterede løsninger. I Erlandsen et al. (red.): Udsatte børn og unge – en grundbog. Hans Reitzels forlag