Unge oplever i stigende grad, at det er deres egen skyld, hvis de ikke trives. Det er sjældent samfundets eller andres skyld. Men ikke nok med det. Mange unge oplever også, at det er skamfuldt, hvis de ikke lever op til de forestillinger, de har, om hvordan et normalt og rigtigt ungdomsliv skal tage sig ud. Konsekvensen er, at de unge kan have svært ved at række ud efter hjælp, fordi de oplever, at de selv er skyld i deres problemer og derfor også selv har ansvaret for at løse dem.
 

En af de unge er Ida Marie, som i mit undersøgelsesmateriale om ungdomsliv under ungdomsuddannelse, fortæller om, hvordan hun har haft svært ved at håndtere de krav, hun oplever i gymnasiet:
 

I gymnasiet handler det om at klare sig godt, være en succes, være klog og dygtig og få gode karakterer. I slutningen af 1. g. pressede lektier og afleveringer sig mere og mere på, så jeg lavede hele tiden lister over alt det jeg skulle. Til sidst fik jeg det rigtig skidt og flere gange måtte jeg bare gå hjem, og så har jeg ligget og grædt over, at jeg ikke følte, at jeg levede op til mine egne krav.
 

Citatet er interessant. Det viser, hvordan unge oplever krav til, at de skal fremstå som succeser, og at disse krav tager del i de unge på en sådan måde, at de fremstår som deres egne krav.
 

Vindere og tabere

Når jeg taler med unge, giver mange et billede af, at de lever i en konkurrencekultur med vindere og tabere. De unge, der har mistrivsel inde på livet, har en markant tendens til at bebrejde sig selv, når de ikke kan håndtere ungdomslivets udfordringer, og de kobler det ofte med følelsen af at være utilstrækkelig. Er man en ung, der har stærk hjemvé og ikke trives på efterskolen, eller er man en ung, der går ned med stress i gymnasiet, kan det nemt blive et personligt og skamfuldt nederlag, fordi man oplever ikke at kunne indfri de forventninger, der eksisterer til normen om at være en kompetent og ”rigtig” ung. Unge, der ikke nødvendigvis har høje tanker om sig selv, har kun få reservationer over for de unge, der fremstår som succesfulde.
 

De unge, jeg møder på ungdomsuddannelserne, oplever ansvar for eget liv, egen udvikling og egen fremtid. I deres øjne har en succesfuld ung styr på sin uddannelse og fremtid, samtidig med at hun eller han præsterer et godt og attråværdigt ungdomsliv. Gymnasieeleven Isabella fortæller fx, hvor vigtigt det er, at man formår at se ubesværet ud og kan håndtere presset i de forskellige arenaer, ungdomslivet udspiller sig i:
 

Det handler om at vise overskud og se pæn ud, mens man jonglerer med alle boldene. Så det ikke ligner noget, man sveder over. Det skal se sjovt ud at tage til fest fredag, lave opgave lørdag og pleje familien søndag. Der er virkelig run på.
 

 Acceleration af præstation og performance

Så det er vigtigt at kunne præstere et godt ungdomsliv på alle arenaer. I den digitale arena forstærkes denne fremstilling ofte, hvad der let kan give unge indtryk af, at alle andre unge formår at jonglere med de mange bolde uden at få sved på panden. Så selvom de unge med deres sunde fornuft ved, at det ikke er alle andre, der lykkes med at score de gode karakterer og kærester, er det let at komme til at føle sig forkert, hvis man ikke oplever at kunne præstere et tilsvarende selvbillede.
 

Den tyske samfundsforsker Hartmut Rosa peger i sin samfundsdiagnostik netop på et både øget og accelererende præstationskrav – bl.a. forårsaget af digitalisering. Det moderne menneske befinder sig i en konkurrencesituation, hvor det hele tiden handler om at optimere sine præstationer og samtidig kunne præsentere dem på passende vis. Derfor kan det for unge se ud som om, at det især gælder om at være veltrænet, have det gode studiejob, få de bedste karakterer og de mange likes, hvis man vil overbevise andre og nogle gange sig selv om, at man har værdi. Når det ikke helt lykkes at leve op til kravene, kan det for den enkelte synes som et individuelt problem, hvor den nærliggende løsning er, at man

bliver bedre til at organisere sit liv. Rosa peger på, at det bare tvinger hver især til at løbe hurtigere, og dermed øger vi også selv presset på hinanden og os selv.
 

Andre unge lever et perfekt ungdomsliv

Unge i mistrivsel forestiller sig ofte, at andre unge lever et perfekt ungdomsliv. Det gælder særligt, hvis de også føler sig ensomme. Ensomhed forstærker mistrivslen blandt unge og følelsen af at være alene med sine problemer. De forventer sjældent, at andre vil kunne sætte sig ind i, hvad det vil sige at føle sig utilstrækkelig. Fx fortæller Sandra, at pigerne i hendes gymnasieklasse ”bare er så anderledes og så perfekte” og ikke ”kan relatere sig til” hendes problemer, fordi de ”ikke selv har problemer”.

Forestillingen om, at andre unge lever et ungdomsliv, som er noget nær perfekt, går igen i beretninger fra unge i mistrivsel. Det perfekte ungdomsliv opleves tilsyneladende ikke som et fjernt mål, man nok kan stræbe efter, men som de færreste opnår. Tværtimod beskrives klassekammerater og bekendtskaber på Facebook igen og igen som nogen, der ”klarer sig fantastisk godt”, er ”utroligt populære” og er ”gode til det meste”. Det perfekte ungdomsliv fremstilles som det gængse, som normen, og selvom de unge ikke oplever, at de selv kan leve op til denne norm, sætter de sjældent spørgsmålstegn ved den.
 

Den norske sociolog Ivar Frønes har peget på, at det i dag er skamfuldt, hvis man ikke kan realisere sit potentiale og forme sig selv på en måde, der vækker andres anerkendelse. Følelsen af utilstrækkelighed og forkerthed kan afføde selvsanktioner af fysisk karakter hos nogle unge, der fx skærer i sig selv, fordi de vil straffe sig selv for ikke være gode nok, mens andre unge isolerer sig selv, så de slipper for at blive konfronteret med deres egne mangler i mødet med andre unge.

I et projekt om unge i gråzonen kan 21-årige Nana fx fortælle om, hvordan hun holder sig væk fra andre unge i den periode, hvor hun ikke føler sig ovenpå: ”Jeg kan ikke se, der er nogen mening i at være sammen med folk, hvis man ikke synes, man har noget godt at komme med.”
 

Mistrivsel kræver kollektive løsninger

På sin vis er der intet nyt i, at mange unge på et tidspunkt befinder sig i en gråzone, hvor problemer tårner sig op, og de har brug for hjælp til at komme videre. Imidlertid kan unge i dag have særlig svært ved at række ud efter hjælp, fordi de oplever, at de selv er skyld i deres problemer og derfor også selv har ansvaret for at løse dem.

Selvom man kan sige, at der er potentiale i, at unge oplever ansvar for eget liv, egen trivsel og egen udvikling, er der tydeligvis også behov for udvikle sociale og kollektive støttestrukturer, så unge ikke oplever, de står helt alene med ansvaret – og det alene er deres egen skyld, hvis de mistrives.

For uddannelsesinstitutionerne handler det bl.a. om at have fokus på den sociale integration og kvaliteten af unges relationer, fx gennem opmærksomhed på unge, der sjældent eller aldrig er med i de sociale sammenhænge i og uden for en klasse. Tilsvarende kan det have stor betydning at arbejde på at skabe et trygt læringsrum, hvor det er tilladt at være usikker og spørgende. Det kan hjælpe de unge, der er bange for at stå frem og sige noget i klassefællesskabet. Fx kan man forsøge at gøre det legitimt overhovedet at indrømme, at man har problemer i den retning. Jo mere, man kan forebygge ved at skabe trygge læringsrum, desto bedre. Og det vil ikke bare styrke en klasse som socialt fællesskab, men også fagligt.
 

Selvom det at klare sig og trives som ung i stigende grad forudsætter, at man besidder en række individuelle kompetencer og håndteringsredskaber, risikerer man - ved et for ensidigt fokus på at mobilisere disse - at blæse til de unges følelse af, at de står alene med ansvaret for at skabe sig selv og deres liv. Så det er ikke nok at råde den enkelte unge til at slukke for de sociale medier eller aktivt og eksistentielt vælge at gå glip af ungdomslivets mange muligheder, når det er en så central del af adgangen og deltagelsen i ungdomslivets fællesskaber.

Den store opgave ligger i at skabe og understøtte institutioner og fællesskaber, der ikke bare har blik for, hvordan vi ruster unge til at mestre uddannelse hver især, men også ruster unge til at mestre ungdomslivet sammen. Det handler om at udruste unge til at kunne hjælpe og støtte hinanden, hvis der er problemer og mistrivsel på spil i unges liv, for de har brug for nogen at dele ansvaret med. Vil vi udfordre forestillingen om, at det er normalt at kunne præstere godt på alle arenaer hele tiden, er det vigtigt at skabe dialog om, med og mellem unge om krav til at være og fremstå som en succes, og hvordan unge på sin vis selv medvirker til at skabe disse krav til sig selv og hinanden – og ikke mindst, hvordan de kan modgå dem og hjælpe hinanden.

 

Vil du vide mere?

• Nielsen, J.C & N.U. Sørensen (2012): ”Unge skammer sig over deres egen mistrivsel”. I: Tidsskriftet Vera, No. 59, juni 12.
• Nielsen, J.C., N.U. Sørensen, N. Katznelson & M.D. Lindstrøm (red.) (2010): Den svære ungdom. 10 eksperter om unges trivsel og mistrivsel. København: Hans Reitzels Forlag.
• Petersen, A. (2016): Præstationssamfundet. København: Hans Reitzels Forlag.
• Rosa, H. (2014): Fremmedgørelse og acceleration. København: Hans Reitzels Forlag.