En gamechanger kaldte Inger Veng Rasmussen den nye kommunale ungeindsats i sin velkomst til de godt 200 mennesker i salen. For der er blevet sat en ny ramme om det game, som alle her er en del af, fortsatte UU-lederen fra Herning. Hvordan det bliver en gamechanger vides ikke endnu, og spørgsmålene var da også mange til UU Danmarks konference om den nye kommunale ungeindsats, der løb af stablen på Comwell i Middelfart en våd novemberdag. Sammen med en anden engageret UU leder alias Jens Christy guidede Inger Veng Rasmussen os gennem dagens spørgsmål: Hvordan skal den kommunale ungeindsats indrettes og organiseres? Hvilke fagligheder skal indgå? Hvordan placeres vejledningen som fagprofession? Ja, der var nok at tage fat på.
 

Jens Christy guidede os gennem dagen. 

For Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) vil for alt i verden ikke køres ud på et sidespor. UU vil være med, og er indstillet på forandring og et ny mindset. Et nyt mindset bliver formodentlig også nødvendigt, når flere fagligheder fremover skal arbejde tæt sammen om den udsatte unge. Monofagligheden kan ikke længere klare det alene, flerfaglighed er heller ikke tilstrækkeligt – der skal tværfaglighed til.
 

Tværfaglighed ifølge CABI
Jeg ved godt, at tværfaglighed kan være en udfordring, indledte seniorkonsulent Bente Nissen fra videns- og netværkshuset CABI ærligt efter et sceneskifte. Ikke desto mindre er det helt afgørende, at den fungerer, så alle spidsede formodentlig ører den næste times tid med fokus på det tværfaglige samarbejde om udsatte unge.


Tværfaglighed kan være svært. 

Bente gjorde os opmærksom på, hvad vi kommer fra, nemlig stærke fagopdelte organisationer med mål og resultatstyring, der også er opdelt. Den opdeling har haft negative konsekvenser for den unge, fordi indsatserne ikke har understøttet hinanden nok. Relevant viden er ikke blevet udvekslet mellem forskellige professionelle, og unge har oplevet manglende sammenhæng.
 

Det skal der laves om på nu. UU, jobcentret, uddannelsesinstitutionerne, virksomhederne, psykiatrien, socialafdelingen og misbrugsafdelingen skal til at arbejde tættere sammen. Meget sker dog allerede i forhold til samarbejde. Flere grupper af borgere har en koordinerende sagsbehandler. Flere kommuner organiserer sig i tværfaglige enheder, og flere kommuner har ledelsesforaer på tværs af organisationen. Mange arbejder flerfagligt forstået på den måde, at hver faglighed arbejder isoleret med sagen, der udveksles informationer, og der koordineres. Det er godt, men det er bare ikke nok, pointerede Bente Nissen. Med tværfaglighed er der tale om ligeværdigt samarbejde, fælles faglige målsætninger, synergi mellem indsatser, integrerede forløb, og der bliver på den baggrund udviklet ny fælles merviden.


Bente Nissen fortæller om tværfaglighed.

Bente Nissen opfordrede os til at tænke på både før, nu og efter, når vi fremover skal arbejde mere helhedsorienteret: Hvad er der sket, før jeg kom ind i sagen? Hvem skal jeg samtænke min egen indsats med nu? Hvem skal involveres efterfølgende?
 

Hvis vi skal kunne arbejde tværfagligt og helhedsorienteret, gælder det om at få identificeret vores samarbejdspartnere og få lært dem at kende. Der skal opbygges et fælles sprog, og der skal kigges efter sammenhænge snarere end snitflader, og der skal forventningsafstemmes. Og så skal vi fortsætte med at holde øje med nye samarbejdspartnere.
 

Virksomhederne som samarbejdspartner
De nye samarbejdspartnere kan fx være virksomhederne, pointerede Bente Nissen. For virksomhederne kan noget særligt i indsatsen. De kan give de unge en oplevelse af identitet og at være en del af noget: ”Her forventer de noget af mig.” Virksomhederne kan give et billede af det virkelige arbejdsmarked og deraf uddannelsesmuligheder: ”Det er rigtige opgaver, jeg løser, det er ikke kommunen.” I det hele taget kan virksomhederne hjælpe med at træne de unges personlige, sociale og faglige kompetencer: ”Når Per kan, kan jeg også.”
 

Men virksomhederne kan kun noget, hvis vi som samarbejdspartner også leverer, fastslog seniorkonsulenten. Så vi skal gøre os umage med at finde ud, hvad der kendetegner den virksomhed, vi samarbejder med. Vi skal have og kunne kommunikere klare mål for opgaven med den unge, vi skal være ærlige om opgavens omfang, og vi skal forventningsafstemme. Og så skal vi ikke mindst være der, så virksomhederne ikke føler, at de står alene med opgaven. Det betyder, at vi skal følge op, at vi til tider skal møde op fysisk, at der skal være en hotline.
 

Rammer og respekt
Der bliver kun udviklet tværfagligt samarbejde, hvis det bliver prioriteret ledelsesmæssigt. Og det tværfaglige samarbejde kræver rammer for samarbejdet og rammer for, hvad vi måler på, for vi skal måle på det, vi vil fremme, insisterede Bente Nissen.
 

Hvad kræver det tværfaglige samarbejde så af os hver især? Det kræver, at vi stiller vores viden til rådighed, at vi er eksplicitte for at skabe transparens, at vi er tydelige omkring målet, at vi er åben og tilgængelige, at vi viser respekt for andres oplevelser, at vi kigger efter sammenhænge og muligheder for, at indsatser kan understøtte hinanden, at vi lytter, spørger og er undersøgende. Det handler om at gøre sig til en vigtig partner, der gør en forskel og har en betydning.
 

Tværfaglighed ifølge Odsherred
Det lød jo alt sammen rigtigt, og hvem ville ikke gerne det? Men hvordan gør man så alt det ude i praksis, ude i virkeligheden? Sad man som deltager med behov for svar på det spørgsmål, blev det opfyldt nu.
 

Vi rykkede nemlig til Ungeenheden i Odsherred, hvor UU-leder Anders Vedberg kunne fortælle os, at de siden 2013 har arbejdet tværfagligt, tværprofessionelt og tværsektorielt. Det gør de med 13-23-årige unge, der ikke er uddannelsesparate og ikke forventes at blive det uden koordinerende hjælp, unge med indsatser i flere myndighedsområder og med lange forløb samt frafaldstruede unge i uddannelse.


Anders Vedberg fortæller, hvordan de arbejder tværfagligt i UU Odsherred.
 

Kendetegnende for målgruppen er manglende støtte hjemmefra, diagnoser, angst, skoletræthed med mange nederlag, manglende motivation og overblik, misbrug og livskriser i familien.
 

I ungeenheden arbejder skoleforvaltning, familieafdeling, jobcenter, PPR og UU tæt sammen. De har en taskforce, der ikke bare mødes, når der sker noget akut, men arbejder permanent sammen om de komplekse sager.

Kontaktperson og guide
Som en del af den nye kommunale ungeindsats skal de udsatte unge tilknyttes en gennemgående kontaktperson. Det er op til den enkelte kommune at afgøre, hvordan kontaktpersonsordningen etableres.
 

I Odsherred har de valgt at kalde kontaktpersonen for en guide. Guidens opgave er, sammen med den unge, at skabe en samlet plan med et klart mål. Planen skal virke på tværs af lovgivninger og forvaltninger, og guiden bliver gennemgående og samlende. Guiderne har forskellig baggrund og er organiseret i et team, hvor de kan trække på hinandens fagligheder og erfaringer, samtidig med at guidefagligheden er fælles.  Guiderne skal have erfaring med vejledning eller sagsbehandling, og forskelligheden er en styrke.
 

Ungeenheden har gjort en forskel
Det er ikke bare Anders og hans medarbejdere, der mener, at Ungeenhedens arbejde allerede har gjort en forskel. Undersøgelser og rapporter dokumenterer, at de unge i Odsherred kommune har forbedret sig markant på områderne uddannelse, arbejde, psykisk velbefindende, fysisk tilstand og rusmidler. Godt klaret i en kommune, der ellers ligger i bunden af mange statistikker, og som man flytter væk fra, hvis man er ressourcestærk.
 

Hvad virker for unge på kanten?
Nu skulle vi møde Klaus Goldschmidt Henriksen fra konsulentvirksomheden SPUK. For Klaus ved alt om, hvad der virker for unge på kanten. Og den viden er værd at inddrage i den nye kommunale ungeindsats.


Inger Veng Rasmussen og Klaus Goldschmidt Henriksen får de sidste detaljer på plads.
 

Klaus fortalte os om unges fortællinger, meninger og oplevelser ud fra tre projekter:

• Unge i partnerskaber – veje ud i virkeligheden
• Det gode efterværn – tidligere anbragte unges positive fortællinger om efterværn
• HØRT – Unge med særlige livserfaringer deler ud af deres meninger og oplevelser

Pointerne var mange på tværs af de tre projekter. En af dem er, at vi som professionelle bliver nødt til at brænde for de unge. En ung udtrykker det sådan:
 

”Jeg kan jo godt spotte, hvis folk er falske. En pædagog, der går på arbejde om morgenen og tænker: ‘Jeg skal fandeme ud og gøre noget godt for nogle unge’ – man kan godt mærke, at de brænder for det. Og man kan også godt mærke, hvis det er en, der tænker: ‘Åh, for helvede, hvorfor har jeg ikke fri i dag?’“
 

En anden pointe er, at vi som voksne skal tage initiativet. Den unges stemme lyder sådan:
 

”For andre er det jo så naturligt, at de bare ringer rundt for at snakke om et eller andet, men det er det ikke for sådan nogle som os. Vi er sådan lidt: ‘forstyrrer vi, når vi ringer?’ Så det er vigtigt, at nogle voksne tager initiativet og indimellem spørger: ‘Hvordan går det?’“
 

Som professionelle skal vi huske, at opbygning af tillid tager tid. Den unge siger det sådan:
 

”En ting, jeg synes, er meget, meget vigtig, det er, at de har tålmodighed til at sidde og snakke med en ung og lytte og høre, hvad den unge har at sige. Og er overbærende på den måde, at unge som mig kan jo indimellem godt få nogle raserianfald, der kan gå lidt ud over dem. Så overbærende på den måde, at de ligesom kan sige: ‘Okay, så lader vi hende lige rase ud. Og så kan vi snakke om det bagefter.”
 

På trods af vores fokus på professionalisme er vi nødt til at turde være personlige. Den unge siger det klart:
 

”Der er mange, der er meget professionelle. Det vil sige, de ved, hvad de skal sige, hvad de ikke må sige, hvad de må spørge mig om, hvad de ikke må spørge mig om. Altså, det er meget sådan robotagtigt. Og sådan var Marianne [pædagog og kontaktperson] ikke. Nogle gange kunne hun godt komme med nogle jokes, hvor man tænkte: ‘Ej, det sagde du bare ikke det der’.“


Vi skal give noget af os selv til de unge på kanten, siger Klaus Goldschmidt Henriksen.
 

Fra organisering til relation
Og min reportage slutter her, selv om ildsjælen Klaus ikke var sidste mand på scenen. Det var derimod den tidligere embedsmand og nu projektchef i VIVE (KORA og SFI fusioneret) Niels Jørgen Mau Pedersen, der efter en række relevante debatspor om organisering af ungeindsatsen, indviede os i, hvordan man etablerer en baseline for den nye kommunale ungeindsats. Et uhyre relevant indlæg, som man kan få indblik i her.
 

Men de unges stemmer omsat via ildsjælen Klaus skal være det sidste, I får med herfra. For hvad hjælper det med en mulig gamechanger i form af strukturer og organiseringer, hvis ikke vi når den unge i selve mødet, i selve relationen? Selv om det med Klaus’ ord kan være en barsk affære at arbejde med de her unge, er vi nødt til at give noget af os selv og være villige til at stille op, når det brænder på. Vi skal holde fast i kontakten, også når der ikke bliver spurgt om hjælp. Og vi skal være ærlige og se de unge i øjnene. Ingen kunne være i tvivl om, at Klaus selv er i stand til netop det. Men alle os i salen skal også kunne det, hvis vi vil gøre en forskel for unge på kanten. Det må være den største del af vejlederens, sagsbehandlerens, kontaktpersonens eller guidens kernefaglighed.  

 

En gamechanger kaldte Inger Veng Rasmussen den nye kommunale ungeindsats i sin velkomst til de godt 200 mennesker i salen. For der er blevet sat en ny ramme om det game, som alle her er en del af, fortsatte UU-lederen fra Herning. Hvordan det bliver en gamechanger vides ikke endnu, og spørgsmålene var da også mange til UU Danmarks konference om den nye kommunale ungeindsats, der løb af stablen på Comwell i Middelfart en våd novemberdag. Sammen med en anden engageret UU leder alias Jens Christy guidede Inger Veng Rasmussen os gennem dagens spørgsmål: Hvordan skal den kommunale ungeindsats indrettes og organiseres? Hvilke fagligheder skal indgå? Hvordan placeres vejledningen som fagprofession? Ja, der var nok at tage fat på.
 

Jens Christy guidede os gennem dagen. 

For Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) vil for alt i verden ikke køres ud på et sidespor. UU vil være med, og er indstillet på forandring og et ny mindset. Et nyt mindset bliver formodentlig også nødvendigt, når flere fagligheder fremover skal arbejde tæt sammen om den udsatte unge. Monofagligheden kan ikke længere klare det alene, flerfaglighed er heller ikke tilstrækkeligt – der skal tværfaglighed til.
 

Tværfaglighed ifølge CABI
Jeg ved godt, at tværfaglighed kan være en udfordring, indledte seniorkonsulent Bente Nissen fra videns- og netværkshuset CABI ærligt efter et sceneskifte. Ikke desto mindre er det helt afgørende, at den fungerer, så alle spidsede formodentlig ører den næste times tid med fokus på det tværfaglige samarbejde om udsatte unge.


Tværfaglighed kan være svært. 

Bente gjorde os opmærksom på, hvad vi kommer fra, nemlig stærke fagopdelte organisationer med mål og resultatstyring, der også er opdelt. Den opdeling har haft negative konsekvenser for den unge, fordi indsatserne ikke har understøttet hinanden nok. Relevant viden er ikke blevet udvekslet mellem forskellige professionelle, og unge har oplevet manglende sammenhæng.
 

Det skal der laves om på nu. UU, jobcentret, uddannelsesinstitutionerne, virksomhederne, psykiatrien, socialafdelingen og misbrugsafdelingen skal til at arbejde tættere sammen. Meget sker dog allerede i forhold til samarbejde. Flere grupper af borgere har en koordinerende sagsbehandler. Flere kommuner organiserer sig i tværfaglige enheder, og flere kommuner har ledelsesforaer på tværs af organisationen. Mange arbejder flerfagligt forstået på den måde, at hver faglighed arbejder isoleret med sagen, der udveksles informationer, og der koordineres. Det er godt, men det er bare ikke nok, pointerede Bente Nissen. Med tværfaglighed er der tale om ligeværdigt samarbejde, fælles faglige målsætninger, synergi mellem indsatser, integrerede forløb, og der bliver på den baggrund udviklet ny fælles merviden.


Bente Nissen fortæller om tværfaglighed.

Bente Nissen opfordrede os til at tænke på både før, nu og efter, når vi fremover skal arbejde mere helhedsorienteret: Hvad er der sket, før jeg kom ind i sagen? Hvem skal jeg samtænke min egen indsats med nu? Hvem skal involveres efterfølgende?
 

Hvis vi skal kunne arbejde tværfagligt og helhedsorienteret, gælder det om at få identificeret vores samarbejdspartnere og få lært dem at kende. Der skal opbygges et fælles sprog, og der skal kigges efter sammenhænge snarere end snitflader, og der skal forventningsafstemmes. Og så skal vi fortsætte med at holde øje med nye samarbejdspartnere.
 

Virksomhederne som samarbejdspartner
De nye samarbejdspartnere kan fx være virksomhederne, pointerede Bente Nissen. For virksomhederne kan noget særligt i indsatsen. De kan give de unge en oplevelse af identitet og at være en del af noget: ”Her forventer de noget af mig.” Virksomhederne kan give et billede af det virkelige arbejdsmarked og deraf uddannelsesmuligheder: ”Det er rigtige opgaver, jeg løser, det er ikke kommunen.” I det hele taget kan virksomhederne hjælpe med at træne de unges personlige, sociale og faglige kompetencer: ”Når Per kan, kan jeg også.”
 

Men virksomhederne kan kun noget, hvis vi som samarbejdspartner også leverer, fastslog seniorkonsulenten. Så vi skal gøre os umage med at finde ud, hvad der kendetegner den virksomhed, vi samarbejder med. Vi skal have og kunne kommunikere klare mål for opgaven med den unge, vi skal være ærlige om opgavens omfang, og vi skal forventningsafstemme. Og så skal vi ikke mindst være der, så virksomhederne ikke føler, at de står alene med opgaven. Det betyder, at vi skal følge op, at vi til tider skal møde op fysisk, at der skal være en hotline.
 

Rammer og respekt
Der bliver kun udviklet tværfagligt samarbejde, hvis det bliver prioriteret ledelsesmæssigt. Og det tværfaglige samarbejde kræver rammer for samarbejdet og rammer for, hvad vi måler på, for vi skal måle på det, vi vil fremme, insisterede Bente Nissen.
 

Hvad kræver det tværfaglige samarbejde så af os hver især? Det kræver, at vi stiller vores viden til rådighed, at vi er eksplicitte for at skabe transparens, at vi er tydelige omkring målet, at vi er åben og tilgængelige, at vi viser respekt for andres oplevelser, at vi kigger efter sammenhænge og muligheder for, at indsatser kan understøtte hinanden, at vi lytter, spørger og er undersøgende. Det handler om at gøre sig til en vigtig partner, der gør en forskel og har en betydning.
 

Tværfaglighed ifølge Odsherred
Det lød jo alt sammen rigtigt, og hvem ville ikke gerne det? Men hvordan gør man så alt det ude i praksis, ude i virkeligheden? Sad man som deltager med behov for svar på det spørgsmål, blev det opfyldt nu.
 

Vi rykkede nemlig til Ungeenheden i Odsherred, hvor UU-leder Anders Vedberg kunne fortælle os, at de siden 2013 har arbejdet tværfagligt, tværprofessionelt og tværsektorielt. Det gør de med 13-23-årige unge, der ikke er uddannelsesparate og ikke forventes at blive det uden koordinerende hjælp, unge med indsatser i flere myndighedsområder og med lange forløb samt frafaldstruede unge i uddannelse.


Anders Vedberg fortæller, hvordan de arbejder tværfagligt i UU Odsherred.
 

Kendetegnende for målgruppen er manglende støtte hjemmefra, diagnoser, angst, skoletræthed med mange nederlag, manglende motivation og overblik, misbrug og livskriser i familien.
 

I ungeenheden arbejder skoleforvaltning, familieafdeling, jobcenter, PPR og UU tæt sammen. De har en taskforce, der ikke bare mødes, når der sker noget akut, men arbejder permanent sammen om de komplekse sager.

Kontaktperson og guide
Som en del af den nye kommunale ungeindsats skal de udsatte unge tilknyttes en gennemgående kontaktperson. Det er op til den enkelte kommune at afgøre, hvordan kontaktpersonsordningen etableres.
 

I Odsherred har de valgt at kalde kontaktpersonen for en guide. Guidens opgave er, sammen med den unge, at skabe en samlet plan med et klart mål. Planen skal virke på tværs af lovgivninger og forvaltninger, og guiden bliver gennemgående og samlende. Guiderne har forskellig baggrund og er organiseret i et team, hvor de kan trække på hinandens fagligheder og erfaringer, samtidig med at guidefagligheden er fælles.  Guiderne skal have erfaring med vejledning eller sagsbehandling, og forskelligheden er en styrke.
 

Ungeenheden har gjort en forskel
Det er ikke bare Anders og hans medarbejdere, der mener, at Ungeenhedens arbejde allerede har gjort en forskel. Undersøgelser og rapporter dokumenterer, at de unge i Odsherred kommune har forbedret sig markant på områderne uddannelse, arbejde, psykisk velbefindende, fysisk tilstand og rusmidler. Godt klaret i en kommune, der ellers ligger i bunden af mange statistikker, og som man flytter væk fra, hvis man er ressourcestærk.
 

Hvad virker for unge på kanten?
Nu skulle vi møde Klaus Goldschmidt Henriksen fra konsulentvirksomheden SPUK. For Klaus ved alt om, hvad der virker for unge på kanten. Og den viden er værd at inddrage i den nye kommunale ungeindsats.


Inger Veng Rasmussen og Klaus Goldschmidt Henriksen får de sidste detaljer på plads.
 

Klaus fortalte os om unges fortællinger, meninger og oplevelser ud fra tre projekter:

• Unge i partnerskaber – veje ud i virkeligheden
• Det gode efterværn – tidligere anbragte unges positive fortællinger om efterværn
• HØRT – Unge med særlige livserfaringer deler ud af deres meninger og oplevelser

Pointerne var mange på tværs af de tre projekter. En af dem er, at vi som professionelle bliver nødt til at brænde for de unge. En ung udtrykker det sådan:
 

”Jeg kan jo godt spotte, hvis folk er falske. En pædagog, der går på arbejde om morgenen og tænker: ‘Jeg skal fandeme ud og gøre noget godt for nogle unge’ – man kan godt mærke, at de brænder for det. Og man kan også godt mærke, hvis det er en, der tænker: ‘Åh, for helvede, hvorfor har jeg ikke fri i dag?’“
 

En anden pointe er, at vi som voksne skal tage initiativet. Den unges stemme lyder sådan:
 

”For andre er det jo så naturligt, at de bare ringer rundt for at snakke om et eller andet, men det er det ikke for sådan nogle som os. Vi er sådan lidt: ‘forstyrrer vi, når vi ringer?’ Så det er vigtigt, at nogle voksne tager initiativet og indimellem spørger: ‘Hvordan går det?’“
 

Som professionelle skal vi huske, at opbygning af tillid tager tid. Den unge siger det sådan:
 

”En ting, jeg synes, er meget, meget vigtig, det er, at de har tålmodighed til at sidde og snakke med en ung og lytte og høre, hvad den unge har at sige. Og er overbærende på den måde, at unge som mig kan jo indimellem godt få nogle raserianfald, der kan gå lidt ud over dem. Så overbærende på den måde, at de ligesom kan sige: ‘Okay, så lader vi hende lige rase ud. Og så kan vi snakke om det bagefter.”
 

På trods af vores fokus på professionalisme er vi nødt til at turde være personlige. Den unge siger det klart:
 

”Der er mange, der er meget professionelle. Det vil sige, de ved, hvad de skal sige, hvad de ikke må sige, hvad de må spørge mig om, hvad de ikke må spørge mig om. Altså, det er meget sådan robotagtigt. Og sådan var Marianne [pædagog og kontaktperson] ikke. Nogle gange kunne hun godt komme med nogle jokes, hvor man tænkte: ‘Ej, det sagde du bare ikke det der’.“


Vi skal give noget af os selv til de unge på kanten, siger Klaus Goldschmidt Henriksen.
 

Fra organisering til relation
Og min reportage slutter her, selv om ildsjælen Klaus ikke var sidste mand på scenen. Det var derimod den tidligere embedsmand og nu projektchef i VIVE (KORA og SFI fusioneret) Niels Jørgen Mau Pedersen, der efter en række relevante debatspor om organisering af ungeindsatsen, indviede os i, hvordan man etablerer en baseline for den nye kommunale ungeindsats. Et uhyre relevant indlæg, som man kan få indblik i her.
 

Men de unges stemmer omsat via ildsjælen Klaus skal være det sidste, I får med herfra. For hvad hjælper det med en mulig gamechanger i form af strukturer og organiseringer, hvis ikke vi når den unge i selve mødet, i selve relationen? Selv om det med Klaus’ ord kan være en barsk affære at arbejde med de her unge, er vi nødt til at give noget af os selv og være villige til at stille op, når det brænder på. Vi skal holde fast i kontakten, også når der ikke bliver spurgt om hjælp. Og vi skal være ærlige og se de unge i øjnene. Ingen kunne være i tvivl om, at Klaus selv er i stand til netop det. Men alle os i salen skal også kunne det, hvis vi vil gøre en forskel for unge på kanten. Det må være den største del af vejlederens, sagsbehandlerens, kontaktpersonens eller guidens kernefaglighed.