Med regeringens udspil ’Bedre veje til uddannelse og job’ får kommunerne et øget ansvar for gruppen af unge mellem 15 og 25 år, som ikke er i uddannelse eller beskæftigelse. Sammen med ansvaret følger en forpligtelse til at koordinere ungeindsatsen i den enkelte kommune bedre og til at etablere en kontaktperson-funktion, der skal følge den enkelte unge gennem hele det uddannelsesforberedende forløb.
 

Mange kommuner er allerede godt i gang med indsatser, som i større eller mindre grad lever op til de nye forventninger. De steder, hvor man har fået koordineringen til at virke, er det via en fælles proces, hvor de forskellige kommunale sektorer i et tæt samarbejde har udviklet nye løsninger og organiseringer på tværs.

Så længe, det er blandt kommunens egne forvaltninger og tilbud, at samarbejdet udvikles, er der et stort fælles incitament og en fælles overordnet organisation forhåbentlig med både ledelsesmæssig og politisk opbakning på alle fronter.

Men de særlige organiseringer og indsatser, kommunerne allerede har etableret, er blevet til ud fra den tidligere uddannelsespolitiske målsætning, som har fokuseret på at sikre de unge en ungdomsuddannelse som det primære. I den nye målsætning anerkendes det, at beskæftigelse godt kan være målet for nogle af de unge, hvor uddannelse kan komme på tale senere.
 

Der er som sådan intet nyt i denne tanke og talemåden ’uddannelse er vejen til arbejde’, der har været flittigt brugt i både UU regi, jobcentre og tværgående projekter. Det er dog langt fra alle steder, man for alvor er lykkedes med at få virksomhederne gjort til de vigtige samarbejdspartnere, de kan og bør være helt ned til indsatsen i grundskole og de tidlige ungdomsår.
 

Udfordringen i Odsherred

I Odsherred Kommune har vi i en særlig ungeenhed arbejdet med koordinering af både kommunens samlede ungeindsats og de enkelte unges uddannelsesparatgørende forløb i fem år, og her har vi en omfattende erfaring med både organisering, metodeudvikling og samarbejde på tværs af alle sektorer.
 

Vores særlige ungeindsats starter allerede ved de 13-årige, og det er påfaldende, hvor lidt viden de unge, vi møder, har om lokale virksomheder og jobmuligheder. Hele grundlaget for at forstå behovet for uddannelse, og hvilke jobs, der kræver hvad, er totalt fraværende hos en stor gruppe unge. De har simpelthen aldrig været i praktik (når skolen har arrangeret praktik, er de udeblevet), været med mor eller far på arbejde, haft et fritidsjob eller på anden måde stukket snuden inden for på en arbejdsplads. Med det udgangspunkt er det for alvor op ad bakke, når vi skal involvere de unge, der i forvejen ikke er uddannelsesparate, i at sætte mål for sig selv og arbejde aktivt for dem.



Det bliver simpelthen uklart for den enkelte unge, hvor man kan komme hen, og hvorfor det kunne være attraktivt, hvordan uddannelse kan åbne for selvstændige valg i voksenlivet og en større grad af frihed og trivsel. Derfor har vi i Ungeenheden et særligt fokus på at få introduceret de unge til lokale virksomheder og give dem et grundlæggende billede af, hvad det vil sige at være på en arbejdsplads.

Vi har en dedikeret praktikkoordinator, der hele tiden arbejder på at finde virksomheder, der er interesseret i at samarbejde om både korte og lange praktikker og mulige fremtidige lærepladser. Og alle vores medarbejdere har fokus på at få de unge i praktik, på virksomhedsbesøg og i fritidsjobs.
 

Den umiddelbare velvilje
I virksomhederne møder vi en stor umiddelbar velvilje, som dog desværre ofte fortager sig, når samarbejdet skal konkretiseres, og vi står med en navngiven ung, vi ønsker at få i praktik hos dem. Det kan være grundet travlhed i virksomheden eller det modsatte, den unges fremtoning eller åbenlyse udfordringer, en prioritering af ’rigtige’ lærlinge eller af andre samarbejder med fx jobcenter, erhvervsskoler, produktionsskoler m.fl.
 

Det sidste er der ikke noget galt i. Det vigtigste i alle optikker må være at sikre lærepladser til unge i erhvervsuddannelser og at få ledige i job. Her taler vi om unge og voksne, som mangler en særdeles vigtig brik i forhold til at komme et skridt videre i livet.
 

På den anden side er forebyggelse og tidlig indsats jo begreber, der anerkendes i alle fagdomæner, sektorer og indsatser, der arbejder med mennesker og deres udvikling. Så mon ikke selvsamme begreber kan bringes i spil i forhold til uddannelse og beskæftigelse? Mon ikke de kan bruges til at få flere unge mennesker motiveret for uddannelse og gjort dem oprigtigt nysgerrige på et fremtidigt arbejdsliv?
 

Samtidig viser alle prognoser, at vi i Danmark inden for en meget nær fremtid kommer til at mangle arbejdskraft. Det drejer sig primært om faglærte, men til dels også om ufaglærte i visse brancher og områder. Vi får altså brug for at få guidet endnu flere unge i retning af uddannelse og job, og må sørge for, at kæden ikke mangler nogle led. Vi må arbejde på, at vores unge kan finde motivationen for uddannelse, både gennem den traditionelle skole- og ungdomsuddannelsesmotorvej og gennem praktikker, fritidsjobs og ufaglærte jobs, der kan føre til uddannelse af en mere praksisnær og begribelig vej for de unge, der har brug for det.
 

I vores møde med virksomheder oplever vi som sagt en velvilje på overfladen, men mange steder en masse forbehold under den, når vi taler om at få unge med åbenlyse udfordringer inden for dørene. I en lokalt foretaget undersøgelse om primært håndværksvirksomhedernes vilje til at tage praktikanter, lærlinge og andre borgere på vej mod uddannelse og job, er budskabet fra mange af virksomhederne:

”Ja tak til de fleste, men ikke unge med problemer.”

Virksomhederne begrunder det med, at de før har haft dårlige oplevelser med umotiverede og uefterrettelige unge, der ikke kan finde ud af at møde til tiden, ikke har lyst til at løse opgaver, der kan virke ensformige, og ikke forstår at indgå i arbejdspladsens almindelige samvær, hverken i opgaveløsningen eller i pauserne.

Virksomhederne skal selvfølgelig passe på både deres omdømme hos kunder og samarbejdspartnere og sikre en effektiv opgaveløsning og et godt arbejdsmiljø for de ansatte. Forhold, der måske ikke umiddelbart harmonerer med at have en skoletræt ung med alternative sociale kompetencer rendende rundt på arbejdspladsen. Ud fra den synsvinkel er det forståeligt nok, at mange især mindre virksomheder vælger at takke nej, og lader andre om at hjælpe med at bryde den sociale ulighed og give samfundet en ekstra hånd.
 

Det er en ærgerlig situation, og heldigvis er det langt fra alle virksomhedsejere og personaleansvarlige, der tænker sådan. I de tilfælde, hvor en virksomhed vælger at byde en udsat ung indenfor, er det ofte en afgørende faktor, at denne unge kommer videre i livet på en måde, der er meget mere håndgribelig og med en mere vedvarende effekt, end hvad vi velmenende lærere, pædagoger, socialrådgivere og vejledere kan opnå med vores indsats alene.

Den positive afhængighed
Det, virksomhederne kan tilbyde, er en hands-on læring i forhold til det at være en del af et arbejdsfælleskab og en oplevelse af, at nogen er afhængige af ens indsats på en positiv måde. For mange af de udsatte unge er det noget, de aldrig har oplevet – tværtimod. Ofte har de unge oplevet at blive fravalgt af fællesskabet i skolen og andre steder, og at det generelt var lige meget, om de dukkede op eller ej. De andre kunne sagtens komme videre uden dem, endda bedre end hvis de var mødt op og havde deltaget.

På en arbejdsplads er det noget helt andet. Alle har en rolle at udfylde i den samlede opgaveløsning, og selv en praktikant tænkes ind i dagligdagen på en måde, hvor han eller hun får noget så konkret som muligt at udføre, og hvor der er andre medarbejdere, der har sat tid af til at tage sig specifikt af vedkommende. Et godt eksempel er den historie, som en af vores unge fortalte til sin ungeguide efter at have været i praktik hos et tømrersjak:

”Så ringede de til mig, og spurgte hvor jeg blev af. De skulle køre til København på en opgave og kunne ikke komme af sted, før sidste mand var mødt op – og det var jo mig! … Det har jeg altså aldrig prøvet før – altså at nogen ventede på mig, og ikke kunne komme videre uden mig.”
 

Social ansvarlighed er god reklame

Opgaven er at give flere virksomheder mod på at tage unge ind, som de ellers ville have afvist. Vores erfaring er, at den godt kan løses, hvis vi tager vores del af den opgave meget seriøst. Det betyder, at vi skal sikre det gode match af unge og virksomheder, en god kommunikation både før, under og efter en praktikperiode og i særdeleshed få klædt både den unge og virksomheden på til at møde hinanden. Ofte kan en simpel manual til, hvem man møder, være nøglen til et succesfuldt forløb. En manual, der giver en forståelse for, hvilke udfordringer den unge har, og hvordan man bedst kan tilrettelægge forløbet på en måde, der giver succes for både den unge og virksomheden. Når man på forhånd ved, hvordan en ung med en særlig baggrund kan reagere på uforudsigelige udfordringer og hvorfor, bliver det meget nemmere at forstå og håndtere. Virksomhederne oplever den særlige tilfredsstillelse, vi som vejledere og sagsbehandlere oplever, når en ung lykkes med noget imod alle odds – den følelse, som giver mod på mere.


 

Mange store virksomheder har en CSR profil (Corporate Social Responsibility), som de aktivt kommunikerer ud som et bevis på, at de tager ansvar og bekymrer sig om andet end fortjeneste – og det virker. I en verden, hvor flere og flere mennesker søger bæredygtigt producerede varer, økologi og lokale kvalitetsprodukter, er det ikke længere kun prisen, der er afgørende for vores valg. Er pris og kvalitet oveni købet den samme, vælger vi med glæde og god samvittighed de produkter, der har en særlig profil. CSR er i mange tilfælde den afgørende faktor for fx entreprenørvirksomheder, når der skal landes store kontrakter i konkurrence med andre.
 

Måske vi både nationalt og lokalt kan anspore til, at også de små og mellemstore virksomheder får øjnene op for at have en social profil, og at profilen i høj grad retter sig mod at få vore helt unge og mest udfordrede med i uddannelseskæden. Det ville både virksomhederne, vores udsatte unge og samfundet som helhed have et stort udbytte af. Mon ikke et lokalt kendt mærke på døren til butikken eller på virksomhedens hjemmeside - ”Vi støtter lokale unge på deres vej til uddannelse” – giver en fordel, når der skal kapres kunder?
 

’Projekt uddannelsesjob’ på tegnebrættet

I vores arbejde i Ungeenheden med at få især de mere udsatte og udfordrede unge i uddannelse har vi konstant fokus på at udvikle og inspirere til nye projekter og samarbejder, der kan få flere unge væk fra sofaen og computeren og ind i uddannelse og job. Et af de projekter, der er på tegnebrættet, er ’Projekt uddannelsesjob.’ Her er tanken, at det i mange tilfælde er gensidige forbehold hos de unge og hos virksomhederne, der holder dem fra hinanden.

Hos virksomhederne er det en forestilling om de unges manglende motivation, men også et fokus på deres kerneopgave i form af produktion, salg eller service. Hos de unge kan det både være sociale eller psykiske vanskeligheder, der fører til deres skepsis. Men i mange tilfælde oplever vi også, at de unge føler, at det ikke er ’rigtigt arbejde’, og at de ikke gider bare at arbejde gratis eller bare ’lege’, at de arbejder, når de tilbydes en ulønnet praktik.
 

Projektet er et forsøg på at gøre op med den gensidige skepsis og samtidig tage det faktum alvorligt, at unge, der har haft et fritidsjob, generelt klarer sig bedre i uddannelsessystemet.
 

’Projekt fritidsjob’ går i sin enkelthed ud på at gå i dialog med lokale virksomheder om at skabe et antal stort set regulære fritidsjobs, hvor de unge løser relevante opgaver i virksomhederne. Forskellen fra et helt almindeligt fritidsjob skal være, at virksomhederne hellere skal have to jobs på 10 timer om ugen end et på 20, og at de særlige ’uddannelsesjobs’ er:

• tidsbegrænsede, så flere kan få mulighed for at have dem i en periode
• afhængige af, at den unge også følger en anden uddannelsesparatgørende aktivitet
• afhængige af både en kommunal målgruppevurdering og en jobsamtale
• så vidt muligt på ordinære løn- og ansættelsesvilkår – men med lidt mere støtte og lidt længere snor i starten.

På den måde kan vi tilbyde unge, der er ved at klargøre sig til uddannelse, et rigtigt job, som de får løn for og en motivation for at holde sig i sporet, samtidig med at virksomheden får en reel arbejdskraft og en oplagt social profil – og et mærke på døren.
 

Projektet kan selvfølgelig ikke omfatte alle udsatte unge, men som en del af de tiltag, der koordineres i en fælles kommunal ungeindsats, kan det både hjælpe en del af dem og være en anledning til dialog med virksomhederne, om hvordan vi i fællesskab får gjort de helt unge motiverede for og parate til uddannelse og beskæftigelse.