”Fra myndighed til matchmaker” lød overskriften på en rapport fra KL, Kommunernes Landsforening, i efteråret 2016, der skulle inspirere landets jobcentre til at blive endnu bedre til at koble ledige borgere med job i virksomheder. Samme år blev det fængende slogan gentaget på KL’s jobCAMP-konference af hoved­taleren, den engelske professor Lynda Gratton fra London Business School, som en opfordring til at ændre selvforståelse rundt om på landets job­centre.
 

Der var formodentlig et relevant indhold i budskabet, men den slogan-lignende retorik er lidt for smart, mener jurist Johan Busse, borgerrådgiver i Københavns Kommune, der som en slags by-ombudsmand kontrollerer og behandler klager over hoved­stadens sags­behandling. For jobcentre har altid en myndighedsrolle, og hvis magt­relationen mellem sagsbehandlere og borgere bliver udvisket, skaber det utryghed og kan potentielt øge befolkningens mistillid til det offentlige.
 

”Der er noget galt i beskæftigelsessystemet, hvis begreberne myndighed og matchmaking er hinandens modsætninger. Meningen er jo netop, at jobcentre kobler ledige med en virksomhed, der efterspørger arbejdskraft, og i mellemtiden understøtter folk økonomisk, hvis de ikke har anden forsørgelse. Så jeg bliver bekymret, når man italesætter en udvikling i opgaven som fra myndighed til matchmaker, fordi det sprogligt indikerer, at jobcentrene kan og må bevæge sig ud af myndighedsrollen. Det er aldrig muligt,” siger han.


 

Fra skrankepave til inddragende

Myndighedsrollen ligger ifølge Johan Busse indbygget i jobfunktionen som ansat på et jobcenter. Rollen inde­bærer, at loyaliteten til enhver tid skal ligge i lovgivningen, uanset hvad man selv måtte mene om den.
 

”Når man arbejder i den offentlige sektor, er man ansat til at føre politiske beslutninger ud i livet og er pr. definition forpligtet til altid at være på samfundets side og følge de regler, der er besluttet af fællesskabet og skabt hjemmel til i lovgivningen. Man kan ikke træffe afgørelser ud fra personlige overbevisninger. Jobcentre kan selvfølgelig forvalte deres myndighedsrolle mere eller mindre fleksibelt, men de kan ikke sætte sig ud over den.”
 

I den rigide ende af skalaen for myndighedsroller lever den benhårde skrankepave godt nok op til forpligtelsen ved til punkt og prikke at følge paragrafferne og bruge lovens tunge ordlyd som skjold mod borgerne. Men det er ikke en ønskværdig måde at agere myndighed på.
 

”Det kan både ligge indbygget i en organisationskultur eller være en del af enkeltpersoners adfærd at fremstå som skrankepaver. Ud fra en snæver betragtning holder man sig inden for myndighedsrollen, men man kan sagtens tale om gode og dårlige måder at udøve sin myndighedsrolle på. Det er uhen­sigts­mæssigt at have en teknisk og upersonlig tilgang, hvor ambitionen alene er at ekspedere sager i højt tempo, mens den ønsk­værdige myndighedsrolle går i retning af at inddrage borgeren og efterleve, at vedkommende ikke blot er et cpr-nummer i rækken.”
 

Sproglig manipulation har konsekvenser

Johan Busse antager, at netop myter om skrankepaver og idéen om det offentlige som et stift, støvet bureaukrati er en mulig forklaring på, at KL formulerer jobcentrenes ønskede fremtidsrolle på engelsk frem for dansk.
 

”Man holder et lidt gammeldags ord som myndighed op imod det smarte ord matchmaker for at signalere innovation og nytænkning som noget lækkert og godt. Det er bare en sproglig manipulation, for et jobcenter må gerne være matchmaker, men det skal foregå inden for rammerne af en myndighedsrolle, og det er allerede muligt i praksis.”
 

Københavns Erhvervshus er et eksempel på, at en kommune tydeliggør sin opgave med at matche erhvervslivet og ledige med hinanden ved at oprette en særskilt organisatorisk enhed bl.a. til det formål. Italesættelsen af rollen som matchmaker er derfor i bedste fald overflødig, mener Johan Busse, og i værste fald kan det skubbe jobcentre ud i handlinger, der går for vidt og overskrider lovens rammer. Han nævner som et lidt firkantet eksempel, at jobcentre kunne foranlediges til at tro, at de må sætte en ledig ind i bilen og køre rundt til lokale virksomheder, indtil de finder et sted, hvor den ledige kan ansættes. Hvis han så takker nej, fordi den dårlige ryg ikke tåler et lagerarbejde, må han klare sig selv, for nu er han jo tilbudt et job.
 

”I sin yderste konsekvens kan man tolke ind i sloganet ’fra myndighed til matchmaker’, at det alene handler om at koble ledige op på arbejds­markedet, så de ikke lægger offentlige finanser til last. Det vil onde tunger måske også mene er formålet, men det står altså ikke i lovgivning­en, og derfor er det ulovligt.”
 

Smiley-kommunikation skaber utryghed

Johan Busse kan sagtens se gode intentioner bag overskriften på KL’s rapport fra 2016. Den beskriver netop, hvordan jobcentre har gjort jobformidling til en kerneopgave og med fordel kan styrke den udvikling.
 

”Det er al ære værd, hvis KL’s slogan har en ambition om at tale job­centrenes arbejde op som noget erhvervsrettet, smart og moderne for at imøde­komme en eventuel kritik af, at jobcentre er en tung instans. Man skal dog passe på med at sælge sig selv på noget, man reelt ikke er, for det kan give bagslag, når nu jobcentre rent faktisk skal være myndighed og ikke bare kan være matchmaker.”
 

Der er på flere jobcentre en tendens til, at sprogbrugen i det daglige allerede forvirrer de lediges forestillinger om, hvordan jobcentrets medarbejdere kan hjælpe. Når en sagsbehandler sender sms’er eller mails til en borger, hvor der står ’god weekend’ og ’hils din mand’, eller der er indsat smileys, kan det usynliggøre rollefordelingen mellem de to forskellige sider af skrivebordet på jobcentret. Den forvirring kan sloganet ’fra myndighed til matchmaker’ være med til at forstærke.
 

”Socialrådgivere er ofte oplært med et ideal om at favne og vise omsorg, og det relationelle forhold til borgerne er et vigtigt element i jobbet. Men hvis man har et for indfølende forhold til borgerne, kan de komme til at tro, at man er halv-venner, og så virker det overraskende og urimeligt, når afgørelsen i sagen falder, og tonen pludselig ændrer sig til lange, juridiske redegørelser med anvisning af klagemuligheder. Det gør borgeren utryg og udvisker magtrelationen. På samme måde skal man passe på med at tale sig ud af ansvaret som myndighed ved at kalde sin rolle noget andet.”
 

Stå ved magten 

Johan Busse ser hellere, at man som jobcenter står ved sin myndigheds­rolle og allerede ved det første møde med en ledig gør tydeligt, at sagsbehandleren er den part, som med afsæt i loven beslutter, om borgeren kan få en ydelse eller ej.

”Man behøver ikke stå og pege på sine striber på skuldrene og demon­strere sin magt, men det er mere reelt, at det fra starten står klart, at der findes magt i relationen til borgeren. Hele tiden. At agere myndighed er ikke bare en bekvem rolle, man kan gemme sig bag, når man skal sige noget ubehageligt. Eller omvendt at myndighedsrollen kan nedtones eller skjules på andre tidspunkter, fordi man psykologisk ikke kan lide at hæve sig over andre mennesker.”
 

Når sagsbehandlere opfatter sig selv som borgerens advokat, kan det skyldes samme trang til at udviske magtrelationen, vurderer Johan Busse, men et job med myndighedsrolle kan aldrig indeholde 100 procent loyalitet med borgeren.
 

”Jeg kan sagtens forstå tænkningen om at være borgerens advokat, men det er en misforståelse. En advokat er kendetegnet ved altid at varetage sin klients interesser, og som sagsbehandler på et jobcenter skal man noget andet nemlig varetage samfundets interesser. Lovgiverne har forsøgt på forskellig vis at sætte borgeren i centrum for systemet, men det bliver jo langt fra altid opfattet sådan, og det skal man kunne bære at være repræsentant for.”
 

Vis empati og giv en røv at sparke i

Frustrationer over en sagsafgørelse bliver derfor heller ikke mindre af, at en sagsbehandler fortæller, at hun også synes, beslutningen er skør eller urimelig, sådan som Johan Busse ind imellem får det genfortalt, når en hovedstadsborger klager til Borgerrådgivningen i Københavns Kommune.
 

”Det er problematisk, selvom jeg godt kan forstå behovet for at sende ansvaret videre til andre, men i en myndighedsrolle må man stå på mål for de ting, man arbejder med. Man accepterer systemet ved at være ansat i det. Det bringer desuden ikke borgeren videre, at sagsbehandleren også er frustreret, for hvor skal man så gå hen med sin vrede og utilfredshed. Lige så vel som borgeren gerne vil have en levende hånd at trykke, vil han populært sagt også gerne have en røv at sparke i, når afgørelser går ham imod,” siger Johan Busse og opfordrer til, at sagsbehandlere nøjes med at formulere, at de godt forstår, at borgeren er sur over en afgørelse og måske tilføjer, at det ville de også selv være i borgerens sted.
 

”Det handler om forståelse af den lediges tanker og følelser. At udvise empati er noget andet end at erklære sig enig i, at afgørelsen er uretfærdig. Man må påtage sig ansvaret som sagsbehandler og give borgeren ret til at være sur.”
 

Johan Busse vurderer, at det ikke er de konkrete medarbejdere på jobcentrene, som efterspørger at kunne kalde sig matchmaker frem for myndighed. De er måske endda helst fri for, at den slags smarte formuleringer præger den offentlige debat.
 

”Min erfaring er, at ansatte på jobcentrene har en høj faglig etik og høje standarder for ordentlighed. De er ikke interesserede i, at borgerne opfatter dem som matchmaker i modsætning til myndighed, for så påvirker det også deres forhold til borgerne i en uhensigtsmæssig retning.”

”Fra myndighed til matchmaker” lød overskriften på en rapport fra KL, Kommunernes Landsforening, i efteråret 2016, der skulle inspirere landets jobcentre til at blive endnu bedre til at koble ledige borgere med job i virksomheder. Samme år blev det fængende slogan gentaget på KL’s jobCAMP-konference af hoved­taleren, den engelske professor Lynda Gratton fra London Business School, som en opfordring til at ændre selvforståelse rundt om på landets job­centre.
 

Der var formodentlig et relevant indhold i budskabet, men den slogan-lignende retorik er lidt for smart, mener jurist Johan Busse, borgerrådgiver i Københavns Kommune, der som en slags by-ombudsmand kontrollerer og behandler klager over hoved­stadens sags­behandling. For jobcentre har altid en myndighedsrolle, og hvis magt­relationen mellem sagsbehandlere og borgere bliver udvisket, skaber det utryghed og kan potentielt øge befolkningens mistillid til det offentlige.
 

”Der er noget galt i beskæftigelsessystemet, hvis begreberne myndighed og matchmaking er hinandens modsætninger. Meningen er jo netop, at jobcentre kobler ledige med en virksomhed, der efterspørger arbejdskraft, og i mellemtiden understøtter folk økonomisk, hvis de ikke har anden forsørgelse. Så jeg bliver bekymret, når man italesætter en udvikling i opgaven som fra myndighed til matchmaker, fordi det sprogligt indikerer, at jobcentrene kan og må bevæge sig ud af myndighedsrollen. Det er aldrig muligt,” siger han.


 

Fra skrankepave til inddragende

Myndighedsrollen ligger ifølge Johan Busse indbygget i jobfunktionen som ansat på et jobcenter. Rollen inde­bærer, at loyaliteten til enhver tid skal ligge i lovgivningen, uanset hvad man selv måtte mene om den.
 

”Når man arbejder i den offentlige sektor, er man ansat til at føre politiske beslutninger ud i livet og er pr. definition forpligtet til altid at være på samfundets side og følge de regler, der er besluttet af fællesskabet og skabt hjemmel til i lovgivningen. Man kan ikke træffe afgørelser ud fra personlige overbevisninger. Jobcentre kan selvfølgelig forvalte deres myndighedsrolle mere eller mindre fleksibelt, men de kan ikke sætte sig ud over den.”
 

I den rigide ende af skalaen for myndighedsroller lever den benhårde skrankepave godt nok op til forpligtelsen ved til punkt og prikke at følge paragrafferne og bruge lovens tunge ordlyd som skjold mod borgerne. Men det er ikke en ønskværdig måde at agere myndighed på.
 

”Det kan både ligge indbygget i en organisationskultur eller være en del af enkeltpersoners adfærd at fremstå som skrankepaver. Ud fra en snæver betragtning holder man sig inden for myndighedsrollen, men man kan sagtens tale om gode og dårlige måder at udøve sin myndighedsrolle på. Det er uhen­sigts­mæssigt at have en teknisk og upersonlig tilgang, hvor ambitionen alene er at ekspedere sager i højt tempo, mens den ønsk­værdige myndighedsrolle går i retning af at inddrage borgeren og efterleve, at vedkommende ikke blot er et cpr-nummer i rækken.”
 

Sproglig manipulation har konsekvenser

Johan Busse antager, at netop myter om skrankepaver og idéen om det offentlige som et stift, støvet bureaukrati er en mulig forklaring på, at KL formulerer jobcentrenes ønskede fremtidsrolle på engelsk frem for dansk.
 

”Man holder et lidt gammeldags ord som myndighed op imod det smarte ord matchmaker for at signalere innovation og nytænkning som noget lækkert og godt. Det er bare en sproglig manipulation, for et jobcenter må gerne være matchmaker, men det skal foregå inden for rammerne af en myndighedsrolle, og det er allerede muligt i praksis.”
 

Københavns Erhvervshus er et eksempel på, at en kommune tydeliggør sin opgave med at matche erhvervslivet og ledige med hinanden ved at oprette en særskilt organisatorisk enhed bl.a. til det formål. Italesættelsen af rollen som matchmaker er derfor i bedste fald overflødig, mener Johan Busse, og i værste fald kan det skubbe jobcentre ud i handlinger, der går for vidt og overskrider lovens rammer. Han nævner som et lidt firkantet eksempel, at jobcentre kunne foranlediges til at tro, at de må sætte en ledig ind i bilen og køre rundt til lokale virksomheder, indtil de finder et sted, hvor den ledige kan ansættes. Hvis han så takker nej, fordi den dårlige ryg ikke tåler et lagerarbejde, må han klare sig selv, for nu er han jo tilbudt et job.
 

”I sin yderste konsekvens kan man tolke ind i sloganet ’fra myndighed til matchmaker’, at det alene handler om at koble ledige op på arbejds­markedet, så de ikke lægger offentlige finanser til last. Det vil onde tunger måske også mene er formålet, men det står altså ikke i lovgivning­en, og derfor er det ulovligt.”
 

Smiley-kommunikation skaber utryghed

Johan Busse kan sagtens se gode intentioner bag overskriften på KL’s rapport fra 2016. Den beskriver netop, hvordan jobcentre har gjort jobformidling til en kerneopgave og med fordel kan styrke den udvikling.
 

”Det er al ære værd, hvis KL’s slogan har en ambition om at tale job­centrenes arbejde op som noget erhvervsrettet, smart og moderne for at imøde­komme en eventuel kritik af, at jobcentre er en tung instans. Man skal dog passe på med at sælge sig selv på noget, man reelt ikke er, for det kan give bagslag, når nu jobcentre rent faktisk skal være myndighed og ikke bare kan være matchmaker.”
 

Der er på flere jobcentre en tendens til, at sprogbrugen i det daglige allerede forvirrer de lediges forestillinger om, hvordan jobcentrets medarbejdere kan hjælpe. Når en sagsbehandler sender sms’er eller mails til en borger, hvor der står ’god weekend’ og ’hils din mand’, eller der er indsat smileys, kan det usynliggøre rollefordelingen mellem de to forskellige sider af skrivebordet på jobcentret. Den forvirring kan sloganet ’fra myndighed til matchmaker’ være med til at forstærke.
 

”Socialrådgivere er ofte oplært med et ideal om at favne og vise omsorg, og det relationelle forhold til borgerne er et vigtigt element i jobbet. Men hvis man har et for indfølende forhold til borgerne, kan de komme til at tro, at man er halv-venner, og så virker det overraskende og urimeligt, når afgørelsen i sagen falder, og tonen pludselig ændrer sig til lange, juridiske redegørelser med anvisning af klagemuligheder. Det gør borgeren utryg og udvisker magtrelationen. På samme måde skal man passe på med at tale sig ud af ansvaret som myndighed ved at kalde sin rolle noget andet.”
 

Stå ved magten 

Johan Busse ser hellere, at man som jobcenter står ved sin myndigheds­rolle og allerede ved det første møde med en ledig gør tydeligt, at sagsbehandleren er den part, som med afsæt i loven beslutter, om borgeren kan få en ydelse eller ej.

”Man behøver ikke stå og pege på sine striber på skuldrene og demon­strere sin magt, men det er mere reelt, at det fra starten står klart, at der findes magt i relationen til borgeren. Hele tiden. At agere myndighed er ikke bare en bekvem rolle, man kan gemme sig bag, når man skal sige noget ubehageligt. Eller omvendt at myndighedsrollen kan nedtones eller skjules på andre tidspunkter, fordi man psykologisk ikke kan lide at hæve sig over andre mennesker.”
 

Når sagsbehandlere opfatter sig selv som borgerens advokat, kan det skyldes samme trang til at udviske magtrelationen, vurderer Johan Busse, men et job med myndighedsrolle kan aldrig indeholde 100 procent loyalitet med borgeren.
 

”Jeg kan sagtens forstå tænkningen om at være borgerens advokat, men det er en misforståelse. En advokat er kendetegnet ved altid at varetage sin klients interesser, og som sagsbehandler på et jobcenter skal man noget andet nemlig varetage samfundets interesser. Lovgiverne har forsøgt på forskellig vis at sætte borgeren i centrum for systemet, men det bliver jo langt fra altid opfattet sådan, og det skal man kunne bære at være repræsentant for.”
 

Vis empati og giv en røv at sparke i

Frustrationer over en sagsafgørelse bliver derfor heller ikke mindre af, at en sagsbehandler fortæller, at hun også synes, beslutningen er skør eller urimelig, sådan som Johan Busse ind imellem får det genfortalt, når en hovedstadsborger klager til Borgerrådgivningen i Københavns Kommune.
 

”Det er problematisk, selvom jeg godt kan forstå behovet for at sende ansvaret videre til andre, men i en myndighedsrolle må man stå på mål for de ting, man arbejder med. Man accepterer systemet ved at være ansat i det. Det bringer desuden ikke borgeren videre, at sagsbehandleren også er frustreret, for hvor skal man så gå hen med sin vrede og utilfredshed. Lige så vel som borgeren gerne vil have en levende hånd at trykke, vil han populært sagt også gerne have en røv at sparke i, når afgørelser går ham imod,” siger Johan Busse og opfordrer til, at sagsbehandlere nøjes med at formulere, at de godt forstår, at borgeren er sur over en afgørelse og måske tilføjer, at det ville de også selv være i borgerens sted.
 

”Det handler om forståelse af den lediges tanker og følelser. At udvise empati er noget andet end at erklære sig enig i, at afgørelsen er uretfærdig. Man må påtage sig ansvaret som sagsbehandler og give borgeren ret til at være sur.”
 

Johan Busse vurderer, at det ikke er de konkrete medarbejdere på jobcentrene, som efterspørger at kunne kalde sig matchmaker frem for myndighed. De er måske endda helst fri for, at den slags smarte formuleringer præger den offentlige debat.
 

”Min erfaring er, at ansatte på jobcentrene har en høj faglig etik og høje standarder for ordentlighed. De er ikke interesserede i, at borgerne opfatter dem som matchmaker i modsætning til myndighed, for så påvirker det også deres forhold til borgerne i en uhensigtsmæssig retning.”