Veloplagt var han, den gode formand for UU Danmark alias Mark Jensen. Han havde påtaget sig moderator-rollen på årets konference i de smukke kellerske anstalters bygninger, hvor Comwell holder til. Mens han med egne ord forsøgte at udstråle autoritet og få de meget talende vejledere til at lytte noget mere, skinnede solen næsten ubarmhjertigt udenfor. Og mon ikke der var en deltager eller to, der trods høje faglige forventninger til dagens program, kiggede længelsfuldt ud over Vejle Fjord.


 

Stemningen var en anden end de tidligere år, mere optimistisk og forventningsfuld. Det var som om, at Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) havde rystet 2014’ besparelser og den nye kommunale ungeindsats mulige nedlæggelser af UU af sig. Man ved, hvad man er værd, og at der er brug for UU uanset hvad, så måske er der ikke så meget at frygte.
 

Der skal dog altid gode oplæg til at holde de kritiske vejledere i skak, men de faglige forventninger blev da heller ikke gjort til skamme. Efter at formanden havde delt roser ud til bl.a. Vejlederforums reportager og magasin (tak, Mark) indtog dagens første taler podiet.

Hvilken fremtid vil vi have, spurgte filosoffen, forfatteren og fremtidsforskeren Lene Andersen. Hvis det står til hende, skal vi værne om ”The Nordic Secret”, som er titlen på hendes seneste bog. Og den nordiske hemmelighed handler om alt det, vi bl.a. har skabt via folkehøjskolerne, fx dannelse. Men den dannelse er vi ikke født med, det er noget, vi har bygget op. Og når vi skal forberede de unge mennesker på fremtiden, er dannelsen nødvendig.
 

Er det meningsfuldt?
Men det er ikke bare dannelsen, der er nødvendig. Det er meningsfuldheden også. Og det undrede filosoffen, at hun trods en række studier bag sig, sågar teologistudiet, aldrig havde oplevet, at hendes lærere havde stillet spørgsmålet: Er det her meningsfuldt? Eller: Kan vi bruge det, når vi går ud af klasselokalet? Bliver vi klogere eller bedre mennesker af det, vi lige har lært? Det har jeg aldrig diskuteret med mine lærere, sagde hun.
 

Og den meningsfuldhed ville Lene Andersen gerne tale mere om. For den skal vi bruge, når vi skal lære unge at navigere på andre præmisser i en verden af bio-, nano- og informationsteknologi, i en verden med kunstig intelligens, der nok kan løse en masse problemer, men som også giver muligheder for gensplejsning og designerbørn. Og fake news. Den meningsfulde læring skal de bruge i en verden, hvor én uddannelse aldrig er nok, og den unge derfor hele tiden skal forberede og udbygge sit vidensfundament.
 

Derfor bliver udfordringen at give de unge oplevelsen af, at det er meningsfuldt at lære noget, insisterede Lene Andersen. Men meningsfuldheden er ikke nok. Filosoffen vendte tilbage til dannelsen. For det nytter ikke noget bare at lære og kunne én ting, vi skal kende rammen. De unge skal være nysgerrige og kunne finde glæden i at blive overrasket. Men det er en balancegang, for når vi bliver overvældet af noget, vi ikke forstår, lukker vi af.


Hvilken fremtid vil vi have, spørger Lene Andersen.
 

Derfor er det også stadig uddannelsessystemets fornemste opgave at arbejde med at give den unge en sund selvfølelse, hvor de oplever at være en del af et fællesskab, understregede fremtidsforskeren. Et fællesskab, hvor de selv tager ansvar for holdet og ikke bare bruger det til at bekræfte sig selv. Uddannelsessystemet skal ruste de unge til at være holdspillere, hvor de kan se ud over egen horisont.
 

Det moralske kompas
Vi taler nemlig meget om bevidsthedsudvikling men ikke ret meget om samvittighedsudvikling, mente filosoffen. Og hvor får vi sproget fra til at sætte os ind i følelser, der ikke er vore egne? Det får vi fx fra litteraturen og fra film, det er en del af den dybere dannelse.

Tidligere var det højskolernes fortjeneste, at Maren fra kæret, der kun kendte den familie, hun var rundet af, fik beretningen om det store fællesskab, hun er en del af. Og det er stadig uddannelsessystemets opgave at gøre de unge robuste nok, så de ikke bliver løbet over ende af den vilde verden. Dannelsen, samvittighedsfuldheden og det, Lene Andersen kalder for et moralsk kompas, skal lære de unge at møde det, der er anderledes, og at have empati. Får vi ikke beretningen om det store fællesskab, er vi kun solidariske med dem, der er helt tæt på os. Men får vi den, kan vi finde ud af at dele med flere. Så uddannelsessystemet skal fylde på med almen dannelse og lære de unge at finde ud af, at det er sjovt at tage en uddannelse, for uddannelser bliver der formodentlig mange af.
 

Generation Z’ stammedata
Og ganske rigtigt. De unge vil gerne uddanne sig. Men ikke nødvendigvis i det formelle uddannelsessystem. Den næste taler havde indtaget scenen, og det skulle handle om hackschooling, der handler om unge, der uddanner sig uden om systemet.
 

”Hvordan får man 12? Jeg læser en bog om dagen… på Blinkist. Hvorfor skal jeg lære om 2. verdenskrig – hvad skal jeg bruge det til i min hverdag?” Inden generationsforsker fra Fremtidsfabrikken Tanja Hall gik dybere ind i, hvad det vil sige at være hackschooler, ville hun gerne indvie os i Generation Z’s stammedata.

Vi taler om en generation af digitalt indfødte (15-24 år), der ikke kender et liv uden Worldwide Web – der er altid ubegrænset adgang til viden. En af konsekvenserne af den konstante tilstedeværelse på forskellige digitale platforme er, at de unges koncentrationstid er næsten halveret på få år, fra 16 sekunder til 10 sekunder.
 

Betyder det noget? Gør det noget med et konstant omskifteligt arbejdsmarked? Nogle siger pyt, andre mener, det er katastrofalt, så det er næsten religion at besvare spørgsmålet, smilede generationsforskeren. Men én ting er sikkert, pointerede hun, og nu smilede hun ikke længere, vi har at gøre med en generation at gøre, som har en enorm rastløshed kørende, og de skal hele tiden have frigivet endorphiner.
 

Samtidig har vi med en generation at gøre, der er pressede som aldrig før. Og lad jer ikke forblænde af de ressourcestærke forældre, advarede Tanja Hall. For det presser de unge, at forældrene agerer HR manager i deres liv. Det starter allerede i vuggestuen. Hvis lille Hugos motorik ikke er helt i top, bliver han meldt til småbørnsgymnastik. Og hvis Hugos engelskkundskaber ikke er helt stærke nok i 8. klasse, tager hele familien på sprogrejse i England. Forældrene investerer i deres børn, og når man investerer forventer man, at der bliver betalt tilbage. Så når undersøgelser viser, at de unge føler sig pressede over at vælge studie, kommer presset i høj grad fra forældrene. Også derfor har I som vejledere en kæmpe eksistensberettigelse, pointerede Tanja Hall.


 

De siger skolesystemet op
Som andre ungdomsgenerationer ønsker Generation Z at forandre verden. De drømmer også om at gøre en forskel. Men der er sket noget med drømmen.  Tidligere var drømmen ofte mere venstreorienteret, når man var ung, man meldte sig ind i Greenpeace eller et venstreorienteret politisk parti. I dag laver 41 % godt nok frivilligt arbejde, men gerne i en kommerciel kontekst. Og det er faktisk en pointe i forhold til hackschooling, understregede generationsforskeren. Det er en meget liberal ungdomsgeneration, der har meget lav skepsis over for det kommercielle. Man taler om, at de unge i dag ikke gør oprør. Men deres oprør består ikke nødvendigvis i at deltage i en demonstration, men kan netop bestå i hackschooling. Hackschoolingen bliver en form for frigørelse – de siger skolesystemet op:
 

“En hel generation af unge stresser rundt på grund af reformer, uddannelsesloft og andet politisk pjat. Jeg nægter simpelthen at bukke under for dette. Da jeg var 18, fik jeg en depression, som varede 2 år. Herefter traf jeg en beslutning om at frigøre mig selv.”
 

Flere og flere unge uddanner sig i dag uden om det etablerede og formelle uddannelsessystem. Unge, der ellers er åbenlyse til at vælge universitetet.  Unge med ressourcer fra ressourcestærke hjem. Men også unge, der ikke mener, de passer ind i skabeloner og standarder i det etablerede system.
 

Hackschooling som personlig udvikling – just in time
Nogle hackschoolere er tilmeldt systemet formelt og tager fx kurser på Harvard i form af videoforelæsninger, som de får points for. Imens tilmelder de sig forskellige communities som fx Skills Share, hvor de tilegner sig kompetencer og googler sig ellers til viden på Wikipidia. Det er den mere digitale form for hackschooling. Den mere analoge del deltager aldrig i undervisningen, men tager frivilligt arbejde i en organisation eller en virksomhed, hvor de går i en form for ulønnet mesterlære. De opsøger udelukkende de mennesker, de selv mener, kan lære dem noget. De finder en form for mentorer, fordi de ønsker en personlig og skræddersyet måde at lære på. Hackschoolerne vil have svar på deres viden her og nu og er kun interesseret i den viden, som de skal bruge til at besvare deres personlige spørgsmål lige nu og her. Hackschooling handler i princippet mere om personlig udvikling end om faglig udvikling.
 

University Singularity er stedet, hvor hackschoolerne henter deres viden. Men universitetet har ikke noget at gøre med et traditionelt universitet. University Singularity skaber ikke videnskabelig viden, men just in time-viden og er sponsoreret af Google og Apple.


Tanja Hall fortæller os, hvad hackschooling betyder.
 

Hvem er de skrøbelige hackschoolere?
De mere skrøbelige schoolhackere har krudt i røven, er ikke boglige og lider af social angst. For dem er den digitale schoolhacking perfekt, fordi de aldrig behøver at møde op i et klasselokale.
 

“Jeg uddanner mig selv, fordi jeg har for meget krudt i røven. Jeg kan simpelthen bare ikke sidde stille en hel dag. Samtidig har jeg svært ved at forholde mig til noget, jeg læser i en bog, hvis ikke jeg prøver det i virkeligheden. Jeg uddanner mig selv, fordi jeg ikke passer ind i uddannelsessystemets firkantede rammer. Jeg har svært ved at møde efter et skema. Jeg bruger samtidig rigtig meget energi på at forholde mig til de andre i klassen, da jeg har en autisme forstyrrelse.”
 

Hvem er de selvsikre hackschoolere?
De mere selvsikre hackschoolere har typisk en meget stejl læringskurve og høj social intelligens:
 

“For mig handler hackschooling om erfaring. Mange siger, at det får man jo også på journaliststudiet. Sådan oplever jeg det ikke. På skolerne er erfaring pakket ind i kondom og dermed pseudoerfaringer. Jeg er hackschooler, fordi uddannelsesystemet er totalt forældet i forhold til al den viden, som flyder derude. Jeg er helt sikker på, at jeg er bedre til at sammensætte min uddannelse, end systemet er. Alt viden flyder jo på nettet, og jeg har adgang til alle interessante mentorer på nettet.”
 

Uanset hvad man mener om hackschooling, mener Tanja Hall, at det er en del af fremtiden. Og erhvervslivet er klar. Til de stærke schoolhackere vel at mærke. En direktør hos Visma siger det sådan:
 

“Jeg er fuldstændig ligeglad med, om mine ansatte har en uddannelse eller ej. Jeg vil have en person, som jeg kan mærke, brænder for at være hos mig. Det faglige kan man altid lære. I øvrigt kan jeg tørre røv i tolvtaller, hvilket bliver kedeligt i længden.”
 

Hvad sker der med dannelsen?
Tanja Halls pointer om hackschooling stod i en interessant kontrast til Lene Andersens pointer om den almene og moralske dannelse. For hvad sker der med dannelsen og den kritiske og filosofiske tænkning, når schoolhackernes viden kun kommer fra Wikipedia, Youtube, Skills Share, University Singularity etc.? Lærer den form for viden de unge empati, at tage ansvar, at forstå, hvad vi er en del af? Udstyrer den os med det moralske kompas, som fremtidsforsker Lene Andersen efterlyser? Kan hackschoolerne finde glæden i at blive overrasket?

Mathias er en af de stærke hackschoolere.

Der var ingen tvivl om, at læringen i den grad var meningsfuld for de hackschoolere, vi blev præsenteret for i eftermiddagens workshops, hvor hackschoolere af kød og blod indviede os i deres drive. Så måske…
 

UU Danmarks konference var langt fra slut. Claudia Hoffmann Dose fra UU Sjælsø var skarp som altid, da hun fortalte os, om hvordan vi skal vejlede til uddannelser uden for det uformelle system. Og om aftenen skulle ”De bedste” spille op til dans.


Pauserne blev også nydt.

Dagen efter bød på en ny tænketank for vejledning præsenteret af næstformand i UU Danmark Anders Ladegaard, en debat med politiske ordførere og et oplæg fra KL om UU i de kommunale ungeindsatser. Og ikke mindst bød den på breaking news: Mark Jensen går af som formand. Og det er ikke fake news: UU Danmarks nye formandskab består nu af formand Anders Ladegaard og næstformand Søren Elnebo Lau, som Mark ”med stor tryghed overlader depechen.” Mark fortsætter ufortrødent som leder i UUV Køge Bugt. 
 

Som en anden hackschooler tjekkede jeg dog ud, inden ”forelæsningerne” var helt til ende. Ikke desto mindre vil jeg påstå, at min selektive del af konferencen både havde gjort mig til et klogere og måske endda bedre menneske – i hvert fald var min læring i den grad meningsfuld. Tak for det.


Den nye og netop fratrådte formand alias Anders Ladegaard og Mark Jensen er i højt humør til konferencen.

Veloplagt var han, den gode formand for UU Danmark alias Mark Jensen. Han havde påtaget sig moderator-rollen på årets konference i de smukke kellerske anstalters bygninger, hvor Comwell holder til. Mens han med egne ord forsøgte at udstråle autoritet og få de meget talende vejledere til at lytte noget mere, skinnede solen næsten ubarmhjertigt udenfor. Og mon ikke der var en deltager eller to, der trods høje faglige forventninger til dagens program, kiggede længelsfuldt ud over Vejle Fjord.


 

Stemningen var en anden end de tidligere år, mere optimistisk og forventningsfuld. Det var som om, at Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) havde rystet 2014’ besparelser og den nye kommunale ungeindsats mulige nedlæggelser af UU af sig. Man ved, hvad man er værd, og at der er brug for UU uanset hvad, så måske er der ikke så meget at frygte.
 

Der skal dog altid gode oplæg til at holde de kritiske vejledere i skak, men de faglige forventninger blev da heller ikke gjort til skamme. Efter at formanden havde delt roser ud til bl.a. Vejlederforums reportager og magasin (tak, Mark) indtog dagens første taler podiet.

Hvilken fremtid vil vi have, spurgte filosoffen, forfatteren og fremtidsforskeren Lene Andersen. Hvis det står til hende, skal vi værne om ”The Nordic Secret”, som er titlen på hendes seneste bog. Og den nordiske hemmelighed handler om alt det, vi bl.a. har skabt via folkehøjskolerne, fx dannelse. Men den dannelse er vi ikke født med, det er noget, vi har bygget op. Og når vi skal forberede de unge mennesker på fremtiden, er dannelsen nødvendig.
 

Er det meningsfuldt?
Men det er ikke bare dannelsen, der er nødvendig. Det er meningsfuldheden også. Og det undrede filosoffen, at hun trods en række studier bag sig, sågar teologistudiet, aldrig havde oplevet, at hendes lærere havde stillet spørgsmålet: Er det her meningsfuldt? Eller: Kan vi bruge det, når vi går ud af klasselokalet? Bliver vi klogere eller bedre mennesker af det, vi lige har lært? Det har jeg aldrig diskuteret med mine lærere, sagde hun.
 

Og den meningsfuldhed ville Lene Andersen gerne tale mere om. For den skal vi bruge, når vi skal lære unge at navigere på andre præmisser i en verden af bio-, nano- og informationsteknologi, i en verden med kunstig intelligens, der nok kan løse en masse problemer, men som også giver muligheder for gensplejsning og designerbørn. Og fake news. Den meningsfulde læring skal de bruge i en verden, hvor én uddannelse aldrig er nok, og den unge derfor hele tiden skal forberede og udbygge sit vidensfundament.
 

Derfor bliver udfordringen at give de unge oplevelsen af, at det er meningsfuldt at lære noget, insisterede Lene Andersen. Men meningsfuldheden er ikke nok. Filosoffen vendte tilbage til dannelsen. For det nytter ikke noget bare at lære og kunne én ting, vi skal kende rammen. De unge skal være nysgerrige og kunne finde glæden i at blive overrasket. Men det er en balancegang, for når vi bliver overvældet af noget, vi ikke forstår, lukker vi af.


Hvilken fremtid vil vi have, spørger Lene Andersen.
 

Derfor er det også stadig uddannelsessystemets fornemste opgave at arbejde med at give den unge en sund selvfølelse, hvor de oplever at være en del af et fællesskab, understregede fremtidsforskeren. Et fællesskab, hvor de selv tager ansvar for holdet og ikke bare bruger det til at bekræfte sig selv. Uddannelsessystemet skal ruste de unge til at være holdspillere, hvor de kan se ud over egen horisont.
 

Det moralske kompas
Vi taler nemlig meget om bevidsthedsudvikling men ikke ret meget om samvittighedsudvikling, mente filosoffen. Og hvor får vi sproget fra til at sætte os ind i følelser, der ikke er vore egne? Det får vi fx fra litteraturen og fra film, det er en del af den dybere dannelse.

Tidligere var det højskolernes fortjeneste, at Maren fra kæret, der kun kendte den familie, hun var rundet af, fik beretningen om det store fællesskab, hun er en del af. Og det er stadig uddannelsessystemets opgave at gøre de unge robuste nok, så de ikke bliver løbet over ende af den vilde verden. Dannelsen, samvittighedsfuldheden og det, Lene Andersen kalder for et moralsk kompas, skal lære de unge at møde det, der er anderledes, og at have empati. Får vi ikke beretningen om det store fællesskab, er vi kun solidariske med dem, der er helt tæt på os. Men får vi den, kan vi finde ud af at dele med flere. Så uddannelsessystemet skal fylde på med almen dannelse og lære de unge at finde ud af, at det er sjovt at tage en uddannelse, for uddannelser bliver der formodentlig mange af.
 

Generation Z’ stammedata
Og ganske rigtigt. De unge vil gerne uddanne sig. Men ikke nødvendigvis i det formelle uddannelsessystem. Den næste taler havde indtaget scenen, og det skulle handle om hackschooling, der handler om unge, der uddanner sig uden om systemet.
 

”Hvordan får man 12? Jeg læser en bog om dagen… på Blinkist. Hvorfor skal jeg lære om 2. verdenskrig – hvad skal jeg bruge det til i min hverdag?” Inden generationsforsker fra Fremtidsfabrikken Tanja Hall gik dybere ind i, hvad det vil sige at være hackschooler, ville hun gerne indvie os i Generation Z’s stammedata.

Vi taler om en generation af digitalt indfødte (15-24 år), der ikke kender et liv uden Worldwide Web – der er altid ubegrænset adgang til viden. En af konsekvenserne af den konstante tilstedeværelse på forskellige digitale platforme er, at de unges koncentrationstid er næsten halveret på få år, fra 16 sekunder til 10 sekunder.
 

Betyder det noget? Gør det noget med et konstant omskifteligt arbejdsmarked? Nogle siger pyt, andre mener, det er katastrofalt, så det er næsten religion at besvare spørgsmålet, smilede generationsforskeren. Men én ting er sikkert, pointerede hun, og nu smilede hun ikke længere, vi har at gøre med en generation at gøre, som har en enorm rastløshed kørende, og de skal hele tiden have frigivet endorphiner.
 

Samtidig har vi med en generation at gøre, der er pressede som aldrig før. Og lad jer ikke forblænde af de ressourcestærke forældre, advarede Tanja Hall. For det presser de unge, at forældrene agerer HR manager i deres liv. Det starter allerede i vuggestuen. Hvis lille Hugos motorik ikke er helt i top, bliver han meldt til småbørnsgymnastik. Og hvis Hugos engelskkundskaber ikke er helt stærke nok i 8. klasse, tager hele familien på sprogrejse i England. Forældrene investerer i deres børn, og når man investerer forventer man, at der bliver betalt tilbage. Så når undersøgelser viser, at de unge føler sig pressede over at vælge studie, kommer presset i høj grad fra forældrene. Også derfor har I som vejledere en kæmpe eksistensberettigelse, pointerede Tanja Hall.


 

De siger skolesystemet op
Som andre ungdomsgenerationer ønsker Generation Z at forandre verden. De drømmer også om at gøre en forskel. Men der er sket noget med drømmen.  Tidligere var drømmen ofte mere venstreorienteret, når man var ung, man meldte sig ind i Greenpeace eller et venstreorienteret politisk parti. I dag laver 41 % godt nok frivilligt arbejde, men gerne i en kommerciel kontekst. Og det er faktisk en pointe i forhold til hackschooling, understregede generationsforskeren. Det er en meget liberal ungdomsgeneration, der har meget lav skepsis over for det kommercielle. Man taler om, at de unge i dag ikke gør oprør. Men deres oprør består ikke nødvendigvis i at deltage i en demonstration, men kan netop bestå i hackschooling. Hackschoolingen bliver en form for frigørelse – de siger skolesystemet op:
 

“En hel generation af unge stresser rundt på grund af reformer, uddannelsesloft og andet politisk pjat. Jeg nægter simpelthen at bukke under for dette. Da jeg var 18, fik jeg en depression, som varede 2 år. Herefter traf jeg en beslutning om at frigøre mig selv.”
 

Flere og flere unge uddanner sig i dag uden om det etablerede og formelle uddannelsessystem. Unge, der ellers er åbenlyse til at vælge universitetet.  Unge med ressourcer fra ressourcestærke hjem. Men også unge, der ikke mener, de passer ind i skabeloner og standarder i det etablerede system.
 

Hackschooling som personlig udvikling – just in time
Nogle hackschoolere er tilmeldt systemet formelt og tager fx kurser på Harvard i form af videoforelæsninger, som de får points for. Imens tilmelder de sig forskellige communities som fx Skills Share, hvor de tilegner sig kompetencer og googler sig ellers til viden på Wikipidia. Det er den mere digitale form for hackschooling. Den mere analoge del deltager aldrig i undervisningen, men tager frivilligt arbejde i en organisation eller en virksomhed, hvor de går i en form for ulønnet mesterlære. De opsøger udelukkende de mennesker, de selv mener, kan lære dem noget. De finder en form for mentorer, fordi de ønsker en personlig og skræddersyet måde at lære på. Hackschoolerne vil have svar på deres viden her og nu og er kun interesseret i den viden, som de skal bruge til at besvare deres personlige spørgsmål lige nu og her. Hackschooling handler i princippet mere om personlig udvikling end om faglig udvikling.
 

University Singularity er stedet, hvor hackschoolerne henter deres viden. Men universitetet har ikke noget at gøre med et traditionelt universitet. University Singularity skaber ikke videnskabelig viden, men just in time-viden og er sponsoreret af Google og Apple.


Tanja Hall fortæller os, hvad hackschooling betyder.
 

Hvem er de skrøbelige hackschoolere?
De mere skrøbelige schoolhackere har krudt i røven, er ikke boglige og lider af social angst. For dem er den digitale schoolhacking perfekt, fordi de aldrig behøver at møde op i et klasselokale.
 

“Jeg uddanner mig selv, fordi jeg har for meget krudt i røven. Jeg kan simpelthen bare ikke sidde stille en hel dag. Samtidig har jeg svært ved at forholde mig til noget, jeg læser i en bog, hvis ikke jeg prøver det i virkeligheden. Jeg uddanner mig selv, fordi jeg ikke passer ind i uddannelsessystemets firkantede rammer. Jeg har svært ved at møde efter et skema. Jeg bruger samtidig rigtig meget energi på at forholde mig til de andre i klassen, da jeg har en autisme forstyrrelse.”
 

Hvem er de selvsikre hackschoolere?
De mere selvsikre hackschoolere har typisk en meget stejl læringskurve og høj social intelligens:
 

“For mig handler hackschooling om erfaring. Mange siger, at det får man jo også på journaliststudiet. Sådan oplever jeg det ikke. På skolerne er erfaring pakket ind i kondom og dermed pseudoerfaringer. Jeg er hackschooler, fordi uddannelsesystemet er totalt forældet i forhold til al den viden, som flyder derude. Jeg er helt sikker på, at jeg er bedre til at sammensætte min uddannelse, end systemet er. Alt viden flyder jo på nettet, og jeg har adgang til alle interessante mentorer på nettet.”
 

Uanset hvad man mener om hackschooling, mener Tanja Hall, at det er en del af fremtiden. Og erhvervslivet er klar. Til de stærke schoolhackere vel at mærke. En direktør hos Visma siger det sådan:
 

“Jeg er fuldstændig ligeglad med, om mine ansatte har en uddannelse eller ej. Jeg vil have en person, som jeg kan mærke, brænder for at være hos mig. Det faglige kan man altid lære. I øvrigt kan jeg tørre røv i tolvtaller, hvilket bliver kedeligt i længden.”
 

Hvad sker der med dannelsen?
Tanja Halls pointer om hackschooling stod i en interessant kontrast til Lene Andersens pointer om den almene og moralske dannelse. For hvad sker der med dannelsen og den kritiske og filosofiske tænkning, når schoolhackernes viden kun kommer fra Wikipedia, Youtube, Skills Share, University Singularity etc.? Lærer den form for viden de unge empati, at tage ansvar, at forstå, hvad vi er en del af? Udstyrer den os med det moralske kompas, som fremtidsforsker Lene Andersen efterlyser? Kan hackschoolerne finde glæden i at blive overrasket?

Mathias er en af de stærke hackschoolere.

Der var ingen tvivl om, at læringen i den grad var meningsfuld for de hackschoolere, vi blev præsenteret for i eftermiddagens workshops, hvor hackschoolere af kød og blod indviede os i deres drive. Så måske…
 

UU Danmarks konference var langt fra slut. Claudia Hoffmann Dose fra UU Sjælsø var skarp som altid, da hun fortalte os, om hvordan vi skal vejlede til uddannelser uden for det uformelle system. Og om aftenen skulle ”De bedste” spille op til dans.


Pauserne blev også nydt.

Dagen efter bød på en ny tænketank for vejledning præsenteret af næstformand i UU Danmark Anders Ladegaard, en debat med politiske ordførere og et oplæg fra KL om UU i de kommunale ungeindsatser. Og ikke mindst bød den på breaking news: Mark Jensen går af som formand. Og det er ikke fake news: UU Danmarks nye formandskab består nu af formand Anders Ladegaard og næstformand Søren Elnebo Lau, som Mark ”med stor tryghed overlader depechen.” Mark fortsætter ufortrødent som leder i UUV Køge Bugt. 
 

Som en anden hackschooler tjekkede jeg dog ud, inden ”forelæsningerne” var helt til ende. Ikke desto mindre vil jeg påstå, at min selektive del af konferencen både havde gjort mig til et klogere og måske endda bedre menneske – i hvert fald var min læring i den grad meningsfuld. Tak for det.


Den nye og netop fratrådte formand alias Anders Ladegaard og Mark Jensen er i højt humør til konferencen.