Af journalist Anne Mette Ehlers

Konsulent ved Odense Kommune, Per Morsing, er oprindeligt uddannet socialrådgiver og har arbejdet med en bred palet af projekter for kommunen inden for beskæftigelse og vejledning siden 1985. I øjeblikket er hans arbejdsområde bl.a. at udvikle matchningsmetoden MultiMatch til systematisk at finde beskæftigelse til kontanthjælpsmodtagere.

At finde arbejde på formel
Matchningsmetoden er populært sagt et jobmatchning-system, en elektronisk og systematiseret måde at finde frem til løsninger, der skal munde ud i beskæftigelse for kontanthjælpsmodtagere. Metoden anvendes til at kategorisere kontanthjælpsmodtagere for dernæst elektronisk at kombinere deres data med jobønsker og uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder.

Systemet kommer herefter med forskellige forslag til at opnå egnet beskæftigelse på baggrund af kombinationen af data. Her må ordet ”egnet” sættes i anførselstegn. For det betyder ikke kun ”egnet” i forhold til borgerens ønsker, men især i forhold til kommunens krav om hurtig beskæftigelse, samt de lov- og ressoursemæssige begrænsninger i forhold til fx at bevillige efteruddannelse.

Oprindeligt udviklede Per Morsing og Odense Kommunes sagsbehandlere for Vollsmose MultiMatch til kontanthjælpsmodtagere i Vollsmose. Det var tilbage i 1995, men i dag bliver denne variant af matchningsmetoden brugt til kategorisering og i vejledningen af alle kontanthjælpsmodtagere i Odense.

Matchningsmetode, der integrerer jobvejledning og socialvejledning
På socialkontoret i Odense bliver hver borger på kontanthjælp plottet ind i MultiMatch af socialrådgiveren, blandt andet ud fra længden af deres uddannelse, om de er faglærte, revalidender eller skal tilbydes flexjob. Dette giver et tal - afstanden til arbejdsmarkedet - som angiver, hvordan borgeren er rustet til at udføre et givent job. Tallet bliver elektronisk koblet sammen med borgerens jobmål, jobområde og jobinteresse, som fx tømrer, bygge- og anlægsbranchen og træ.

Herefter kommer systemet op med en lang række fagbeskrivelser og kerneoplysninger om erhvervsønsket. Det er så meningen, at borgeren og socialrådgiveren kan diskutere og arbejde videre med de oplysninger, systemet giver.

Alle fagbeskrivelserne kommer fra Maxi-Due, et elektronisk erhvervs- og vejledningskartotek, der er baseret på brugerens jobønske, altså hvad klienten ønsker at leve af. Andre systemer bygger på, hvilken uddannelse borgeren ønsker.

Per Morsing ser mange fordele ved at kombinere borgernes ønsker til beskæftigelse med deres afstand til arbejdsmarkedet. Han siger-: ”Ved at integrere det sociale problem og vejledningen samt kombinere jobmål, jobområde og jobinteresser, får vi en kvalificeret dialog om beskæftigelse i stedet for blot at tale om, hvad sagsbehandleren eller klienten kender til af uddannelses- eller beskæftigelsesmuligheder. I dag er det tvingende nødvendigt at have de elektroniske værktøjer. Politikens ’Hvad kan jeg blive’ er ikke nok.”

Er etteren bedre end femmeren?
Men det er ikke uproblematisk at sætte tal på mennesker. Per Morsing siger: ”På den ene side er der den menneskelige faktor. Det kan være meget ubehageligt at blive reduceret til et nummer. Og kategoriseringen er ikke frivillig. Nogle borgere føler sig sorteret som grise. Andre opfatter sig selv som mere duelige end tallet siger. Her må vi i kommunen have tillid til, at socialrådgiveren er sig sit ansvar bevidst. Tallet fortæller kun om arbejdslivet og bør ikke udtrykke det menneskesyn, at etteren er bedre end femmeren.”

Et andet problem er, at kategoriseringen faktisk kan give en borger færre muligheder i det sociale system. Det er fx meget svært at argumentere sig til et langt og ressourcekrævende uddannelsesforløb, hvis man ifølge systemet ikke har andre problemer ud over ledighed.

Per Morsing siger: ”Er du en etter, har du ikke krav på hjælp ud over beskæftigelse. Hvis du er en femmer med ’ondt i livet’, får du mere hjælp og flere valgmuligheder.” Så tingene bliver mere firkantede og mulighederne kan blive indskrænket for nogle, når jobmatchningen systematiseres på denne måde. Det er et paradoks.

Nogle kalder det omklamring
Der er også andre farer ved den skarpe inddeling. ”Ved enhver kategorisering er der nogle, der rammer kanterne; nogle som ikke passer helt. Kritikere kalder matchningsmetoden for omklamring, men det er bedre med en eller anden form for inddeling frem for at hælde alle i den samme kasse.

Vi har en forpligtigelse til at sende folk ud i noget rimeligt - altså noget, der også svarer til borgernes egne ønsker. Det gælder ikke kun om at få borgerne i job hurtigst muligt, selv om det er det, loven siger. Kontanthjælpsmodtagere er jo meget forskellige, med forskellig motivation, lyst og interesse – og det bør man naturligvis så vidt muligt tage hensyn til. Men her sætter kravet om, at borgerne skal i job hurtigst muligt, sine klare begrænsninger. Det er utopisk at tro, at socialrådgivere blot kan vejlede eller føre en fuldstændig åben dialog om fremtiden med borgeren.

Der findes ikke noget perfekt system, der kan gøre hvad som helst for vores borgere på kontanthjælp. Var der ressourcer og arbejde nok, ville det være ren vejledning og frit valg på alle hylder. Der er både økonomiske og lovmæssige begrænsninger, så vi kan desværre ikke tilbyde folk hvad som helst,” siger Per Morsing.

Fremover skal alle kommuner systematisk kategorisere kontanthjælpsmodtagere. 1. december 2004 kommer der en ny bekendtgørelse med lovkrav om såkaldt matchningsgruppering af alle landets kontanthjælpsmodtagere.