Af journalist Anne Mette Ehlers
 
Niels Åkerstrøm Andersen er blandt andet kendt for sit skarpe og analyserende blik på udviklingen i den offentlige forvaltning og sin vurdering af, hvordan de grundlæggende grænser sættes mellem politik og administration og mellem staten og borgeren.

For nyligt har professoren rettet sit blik mod socialkontrakter mellem socialforvaltningen og klienter i bogen Borgerens Kontraktliggørelse. Ifølge Niels Åkerstrøm Andersen er socialkontrakter et forsøg på at lægge ansvaret for klientens udvikling fra socialrådgiveren og andre vejledere tilbage på klientens egne skuldre – men forsøget er mislykket.

Fra handleplaner til sociale kontrakter
”I dag bliver handleplaner, der handler om nogle ydre krav, i stigende omfang erstattet af socialkontrakter, der handler om krav til klientens indre vilje. I sociale kontrakter forpligter klienten sig til selvudvikling. Det gælder ikke kun om, at klienten skal opnå et ydre mål, fx et job, men at klienten skal ændre sin personlighed og egne præferencer mht. familie, bolig, omgivelser og hverdag. Succeskriteret er, at klienten begynder at tage ansvar for sit eget liv og kan motivere sig selv til at opnå nye mål,” siger Niels Åkerstrøm Andersen.

Kontrakterne vinder indpas i mange former. Fx når en yngre borger på kant med loven skriver under på at forbedre sig og starte en ny tilværelse med job, kæreste og hus - så slipper han til gengæld for anmærkninger i straffeattesten. I Vojens Kommune opererer de med en familiekontrakt, hvor problemfamilier fx kan forpligte sig til at bruge prævention og til at holde sig selv og børnene rene.

”Problemet er bare, at kontrakten ikke er frivillig. En kontrakt fordrer gensidighed, men det er en ensidig beslutning fra forvaltningen om, at vi leger, at vi er ligebyrdige parter, der indgår en aftale. Her overser forvaltningen, at de er parten, der har magten til at definere parterne som lige og helt konkret kræve en underskrift på papiret. Og hvis aftalen ikke bliver underskrevet eller holdt, er det også dem, der kan sætte ind med sanktioner, fx ved at skære i ydelserne,” siger Niels Åkerstrøm Andersen.

Det er hele tiden forvaltningen, der forsøger at styre borgeren i en bestemt retning. Og her er det implicit, at borgeren i virkeligheden ikke kan styre sit eget liv, for ellers var det slet ikke nødvendigt at indgå kontrakten.

Taberne er dem, der ikke iscenesætter sig selv
Taberne i det nye spil er dem, der ikke kan eller vil udtrykke motivation – uanset om de er motiverede eller ej.

”Klientens kommunikation om sig selv bliver det væsentlige. For skoleeleven, den småkriminelle, problemfamilien eller den arbejdsløse gælder det om at kunne tale sin sag. De skal kunne brande sig selv som værende på vej og kunne vise viljen til at ville. Kan de ikke det, er det implicit, at de ikke har noget godt forhold til sig selv og dermed er uden for rækkevidde. Det betyder, at taberne også er dem, der har et godt forhold til sig selv, men ikke synes, det er værd at snakke om. Alle dem, der ikke kan præsentere sig selv, bliver ikke anerkendt,” siger Niels Åkerstrøm Andersen.

Men det er som om, forvaltningen glemmer, at klientens tanker ikke kan ses. ”Grundproblemet er, at socialrådgiveren ikke kan se viljen inde i klienten. Det bliver et hyklerisystem, fordi vi mennesker kan afkoble det vi siger fra det, vi tænker og gør. I klientsamtaler arbejder socialrådgivere seriøst med at teste folks indre vilje, netop for at få ud i lyset, om deres ytringer vitterlig afspejler en indre lyst og ikke er påtaget,” siger Niels Åkerstrøm Andersen.

At give magt for at få det
Man kan sige, at intentionen bag dagens vejledning, der rummer elementer fra sociale kontrakter eller andre ”frivillige aftaler”, er at give magten og viljen tilbage til den vejledte. Den vejledte selv skal tage ansvar for egne problemer, egen læring og forpligte sig til at blive et frit og uafhængigt individ.

Det lyder som en smuk og rigtig tanke. Men ifølge Niels Åkerstrøm Andersen er det blot en ny form for klientliggørelse og magtudøvelse. Paradoksalt nok endnu stærkere end hidtil set. For ved at forøge borgerens styring af sig selv, kan magten eller systemet repræsenteret ved socialrådgiveren eller ungdomsvejlederen forøge styringen af eleven eller klienten. Og klienten selv er ikke mere fri, end at han eller hun er afhængig af at kunne tilpasse sig de nye krav om at udvise motivation og vilje.

I dag sætter vejlederen sig gerne ved siden af klienten i stedet for overfor. Skranken er fjernet og vejlederen forsøger at se verden med klientens øjne, at skabe medsyn. Men magtudøvelsen, uligheden og afhængigheden er ikke fjernet med et penselstrøg, det tager bare nye former.

Til foråret kommer der en ny bekendtgørelse med lovkrav om såkaldte indvandrerkontrakter. Kontrakterne handler om, hvad indvandrerne selv vil gøre for at integrere sig.