I mødet med forældre og elever på efterskolerne møder vi ofte ønsket om at give den unge et dannelsesår. Et år med mulighed for at udvikle sig som menneske!

Tendensen er, at unge og forældre i stigende grad opfatter efterskoleåret som noget, der står i kontrast til det øvrige skolesystem. Hvor man tidligere så efterskoleopholdet som en naturlig og god station på uddannelsesvejen, italesættes det nu uden videre som en "pause" fra et ellers målrettet system.

Måske er det fordi, skolen er blevet instrumentaliseret. Kløgtige skolefolk samt folkeskolens formålsparagraf udfordres af overdreven målstyring, karakterfokus og individualiserede præstationsnormer. Man kunne i forlængelse af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensens samfundsanalyser frygte, at skolen er på vej til at blive til "pseudoskole".

Pause i fuld fart

Det er dem, der har tid til at gå en tur i skoven og filosofere, der får de gode ideer, mener Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen. Paradoksalt nok foregår efterskoleopholdets meningsfulde pause i fuld fart.

Efterskolelivet leves nemlig intenst med undervisning og aktiviteter fra morgen til aften – både planlagte og spontane. Plus en årsplan med ambitiøst anlagte emneuger, alternative dage, udflugter og studietur. Alt sammen ud over den lovpligtige, faglige undervisning.

Der er meget, vi som skole finder meningsfuldt at ville med de unge - og en hel masse de unge gerne vil med skolen og hinanden i den begrænsede tid, der er til rådighed i et efterskoleår.

Pause fra ræset

Så jeg spurgte Thea og Birk – elever på Ollerup Efterskole – hvordan efterskoleåret overhovedet kan forstås som en pause?

De beskriver et kærkomment – ja, nærmest nødvendigt – brud med den vante 8-15 skolehverdag, de var kørt træt i. Et ræs og en kultur, der frem mod folkeskolens afgangsprøve i 9. klasse havde større og større fokus på faglige resultater og eksaminer – og mindre og mindre fokus på gode relationer og kreativ udfoldelse.

På efterskolen har eleverne mindst lige så travlt, men til gengæld har de nemmere ved at se meningen. I samtalen om begrebet "pause" kredser de om kreativ udfoldelse og den paradoksale befrielse, de føler ved at være en del af et forpligtende fællesskab.

Pause i fællesskab

De beskriver begge efterskolen som en selvvalgt pause fra et mere egoistisk og individualiseret univers. De er frivilligt gået ind i et forpligtende fællesskab, hvor de konstant tvinges til konfrontation med andre og hele tiden skal få tingene til at fungere med de andre. De oplever, at dette udvikler deres sociale og kreative evner, og det virker frigørende.

De bekræfter "... dannelsens paradoksale dobbelthed mellem på den ene side elevernes frie valg om at tage på efterskole og dermed vælge at indgå i et fællesskab, som begrænser og disciplinerer på en uvant måde, og på den anden side oplevelsen af, at netop denne binding til det ukendte og anderledes udvider og udvikler deres frihed." [1]

Thea og Birk fremhæver oplevelsen af, at alle er værdsat trods forskellighed. De oplever at være værdsat som individer. Som en del af et fællesskab – og ikke blot som en i flokken.

Dannelsesprojektet i efterskolen er altså noget, der er tæt bundet op på mødet med de andre - og ikke noget, der kommer i stand alene ved romanlæsning eller ensomme vandringer i skoven. Her fornægter den grundtvigske arv sig ikke.

Pausens mening er det, vi er sammen om at putte i den! "Det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld," fristes man til at tilføje med Antoine de Saint-Exupérys "Den lille prins".

Pause til fordybelse

Som før antydet har Thea og Birk som efterskoleelever dårligt tid til at gå lange ture i skoven, men fremhæver mulighederne for musisk og kreativ udfoldelse som en slags pause, hvor man laver noget, men samtidig lader op.

Efterskolernes interessefag er fag, der vægtes og fylder i skemaet, men som ikke på hverken synlig eller usynlig måde er underlagt samfundets effektivitets- og resultatkrav, og hvor Thea og Birk derfor har mulighed for at slippe det, de kalder "den logiske tænkning" og være frit til stede i samværet med de andre – fordybet i og samlet om noget – som fx musikken. I et sådant pædagogisk arbejde med et fælles tredje flytter vi bevidst blikket fra vores relation og os som individer for at lade optagetheden af det fælles tredje virke.

Skolen som meningsfuld pause

Alt imens vi på Ollerup Efterskole i høj grad lever af at kunne tilbyde denne mulighed for at mødes i fordybelse i det fælles tredje, bekymres jeg over, at eleverne i stigende grad er frataget samme mulighed i det øvrige skolesystem.

For burde skolen ikke altid være karakteriseret af muligheden for at samles om fag på denne måde – uden mål- og effektivitetskrav, der konstant retter fokus på individet, som skal opnå disse, og dermed ikke på sagen og faget i sig selv? Ville det – med reference til dette nummers leder med refleksioner om "pseudostudier" – ikke i højere grad forsyne eleverne med den fordybelse og mening, der får dem til at komme med gode ideer og bringer dem til at forstå kernen af et felt?

Ja, burde ethvert skoleforløb ikke i forlængelse af dette opfattes som en meningsfuld pause? Eller i hvert fald som "fri tid" i forhold til det økonomiske kredsløb og det produktive samfund.

Skolen som fri tid

Uddannelsesfilosoffen Jan Masschelein, som netop har talt ved de frie skolers internationale konference om "togetherness" [2], begræder den omfattende "deschooling", hvor skolen i hans optik nærmest er holdt op med at være skole. Det ses bl.a. ved, at læring er blevet sat i højsædet. Og det er en skam, bemærker Masschelein tørt, for hvis skolen kun handlede om at lære så meget som muligt, ja så kunne det temmelig sikkert foregå langt mere effektivt andre steder. I stedet forsvarer han skolen som demokratisk grundsten med afsæt i lighed og friheden fra den økonomiske og produktive sfære.

Masschelein tager sit udgangspunkt i det oldgræske ord for skole (scholè), som bedst oversættes med fri tid. Ikke forstået som tid til afslapning (fritid), men som modsætning til produktionstid – tid, hvor man bidrager til det økonomiske kredsløb. Skolen suspenderer så at sige produktionstiden og åbner et rum af viden og erfaring, der gøres frit tilgængeligt for alle – uanset baggrund og evner – som et fælles gode. Eleverne inviteres til at forlade deres respektive miljøer og mødes i skolen, hvor de klædes på til at tage vare på vores fælles verden.

"At give den næste generation mulighed for at finde deres egen destination og blive klædt på til at tage sig af verden og til at forme fremtiden. Det er kunsten at lave skole," pointerer Masschlein i sit indlæg på konferencen.

Efterskolen som fri tid

Hvad nu, hvis det bare er det, vi gør på efterskolerne: laver skole i ordets egentlige forstand?

Tilbyder fri tid. Tid frisat fra elevernes baggrund og opvækst – som samtidig er fælles tid. Tid til at lære verden at kende og relatere sig til den. Tid til at samle mod, kræfter og kunnen til at forme den – i fællesskab med andre.

Den særlige værdi af et sådant intensivt dannelsesår vil formentlig aldrig forsvinde, men jeg ville ønske, at det i højere grad lå i naturlig forlængelse af det øvrige skolesystem, frem for at det opleves som en meningsfuld pause fra det.

Noter

[1] Dannelse der virker - efterskolens pædagogik. Oettingen, Hvas Andersen, Buur Hansen og Komischke-Konnerup, KLIM 2011, side 27-28.

[2] Følende er inspireret af et indlæg af Jan Masschelein på konferencen The power of belonging. Læs også Jan Masschelein og Marten Simons: In defence of the school - A public issue, 2013.